De fleste forældre i store dele af Kina, verdens største nation, og
Indien, verdens største demokrati, foretrækker drenge. Drenge har større
indtægtsmuligheder, de kan forsørge forældrene i deres alderdom, og de
har større social og religiøs prestige. Piger derimod dræner familiens
økonomiske ressourcer, når ægteskabet kræver en solid medgift. De har
ikke de samme indtægtsmuligheder eller status som mænd, og i perioder
med civil uro og borgerkrig skal mændene bruge energi på at beskytte dem
mod bortførelse og voldtægt.

Der er med andre ord både individuelle og kollektive grunde til, at
familier og samfund i Asien har forsøgt at manipulere familiestrukturen
hen imod flere drenge og færre piger. Historisk har man brugt en række
forskellige midler, mest radikalt har man dræbt eller forladt spædbørn
af hunkøn på gader og stræder, men en mindre synlig diskrimination, hvor
drenge har fået mere og bedre mad, omsorg og lægehjælp, har også
påvirket kønnenes overlevelsesmuligheder.

Forkærligheden for drengebørn og de efter vore dages danske målestok
ekstreme midler, man har brugt for at få de børn man ønsker, har været
kendt gennem mange år. Det nye er, at reproduktionsteknologiens
udbredelse gennem de seneste 20 år har gjort en række teknikker, som kan
forudsige det kommende barns køn, alment tilgængelige. Brugen af
scanninger og fostervandsprøver som hjælp i vordende forældres
kønsplanlægning er godt nok ulovlig både i Kina og Indien, men det har
ikke forhindret en omfattende illegal praksis og dermed en kønsmæssig
skævhed blandt aborterede fostre.

Denne skævhed er voldsom, argumenterer en ny bog, Bare Branches: The Security Implications of Asia’s Surplus Male Population af Valerie M. Hudson fra Brigham Young University i USA og Andrea M. den Boer fra University of Kent i Canterbury, England.

“Mandeoverskud” som en sikkerhedspolitisk bombe

Skævheden har ikke blot konsekvenser på det personlige og familiemæssige
plan, men, hævder de to forfattere, sikkerhedspolitiske effekter på
nationalt og international niveau. Et stort overskud af drenge betyder
nemlig, at der “mangler” kvinder i det ægteskabsøkonomiske regnestykke:
Der er for mange mænd, der aldrig bliver gift, de bliver med titlens
kinesiske talemåde “bare grene”, som ikke bærer frugt, og disse mænd har
historisk vist sig at have en tendens til voldelig adfærd.

Enlige mænd finder sammen i miljøer, hvor der begås mere vold og
kriminalitet, hvor der drikkes, smugles, og leves på kanten af loven.
Denne adfærd har ikke bare en negativ effekt på den by eller egn, hvor
grupper af enlige mænd opholder sig, for eksempel for at søge arbejde,
men er en adværd, der også har en negativ effekt på den nationale
stabilitet. Stabiliteten trues, fordi den lovløse og kriminelle tilstand
i de “bare grenes” områder udløser frygt og usikkerhed i resten af
samfundet. Hvis denne usikkerhed kobles med regional, etnisk eller
social uro har den centrale regering en sprængfarlig cocktail mellem
hænderne.

Det er også muligt, at den “normale” befolkning, som forventer en vis
grad af ordnede og civiliserede forhold, bliver kritiske overfor den
regering, der er ude af stand til at beskytte dem, og at en af
konsekvenserne kan blive private vagt- og politiværn, som står uden for
det nationale politikorps og retssystems kontrol. Historisk viser Bare Branches,
at der også er eksempler på, at “bare grene” ikke bare har hærget
lokalt, men har stået i spidsen for egentlige oprør mod centralmagten.

Regeringerne i lande med store “mandeoverskud” står kort sagt med en
sikkerhedspolitisk bombe: De “bare grene” truer potentielt lokal
sikkerhed såvel som den nationale regeringsmagt. Den langsigtede
strategi er naturligvis at forsøge at rette op på demografien, at få
folk til at lade være med at abortere “hunkønsfostre”, og når de er
født, at give dem den samme gode behandling som drengene. Men, påpeger
Hudson og Boer, selv hvis de kinesiske og indiske regeringer har held
med en kombination af stok og gulerod – fx skærpelse af straf mod brugen
af fosterdiagnosticerende teknikker med henblik på abort og kampagner
for at ændre synet på piger – så vil landene stadig skubbe de seneste 20
års skæve kønsfordeling foran sig.

CIA interesseret i teorierne om “mandeoverskud”

Forfatterne har derfor flere andre forslag til, hvilken politik der
kunne hjælpe både på kortere og længere sigt: Regeringerne kunne
“eksportere” overskuddet som gæstearbejdere til andre lande, de kunne
“importere” kvinder for at få giftet de “bare grene” og de kunne sende
de “bare grene” til øde, uudforskede dele af landet. De kunne også
opbygge et socialt sikkerhedsnet, som ville give de “bare grene” bedre
økonomiske forhold, og dermed mindske deres kriminelle tilbøjeligheder,
og muligheden for alderspension ville mindske behovet blandt forældre
for at få en søn, som kan forsøge dem.

Der er imidlertid også en sidste mulighed, og det er, at regeringerne
forsøger at opsuge det mandlige overskud i militæret. Et sådant stærkt
militær giver regeringerne flere muligheder: Det kan anvendes i en
ekspansiv udenrigspolitik, men internationale konflikter med store
tabstal kan også være en måde for regeringen at få bragt sit
“mandeoverskud” ned.

Sikkerhedslogikken i Bare Branches er, når man sætter de enkelte
led sammen, at forældrenes ønske om drenge leder til “mandeoverskud”,
som leder til voldelig og destabiliserende adfærd, som leder til en
aggressiv udenrigspolitik. Mange drenge, mange krige. Et ganske markant
argument med store politiske konsekvenser, og bogen har da også
tiltrukket sig stor opmærksomhed, især i den amerikanske debat, hvor
forholdet til Kina er en væsentlig udenrigspolitisk faktor.

Andrea M. den Boer har for eksempel fortalt i et interview i The Chronicle of Higher Education, at CIA dukkede op for at tale med dem efter de første gang havde præsenteret deres ideer i et konferencepapir. At Bare Branches
er trykt i den prestigefulde BCSIA serie, som redigeres af Belfer
Center for Science and International Affairs på Harvard University, har
naturligvis også været med til at kvalitetsstemple bogen som et værk,
man bliver nødt til at forholde sig til.

Problemet med bogen er imidlertid, at koblingen mellem de enkelte led,
og især springet fra befolkningsfordeling til udenrigspolitisk adfærd,
er ganske tyndt argumenteret. Hovedparten af bogen går med at kortlægge
Kinas og Indiens befolkningsudvikling, og beskrive hvilke praksiser man
har brugt gennem tiderne for at holde “børnebestanden” generelt og
“pigebestanden” i særdeleshed nede. Det er først på bogens sidste ti
sider, at den udenrigspolitiske kobling trækkes tydeligt frem. Som flere
kritikere, blandt andet Joshua S. Goldstein, der er forfatter til War and Gender: How Gender Shapes the War System and Vice Versa,
har påpeget, så etableres der ikke et konsistent metodisk grundlag for
at slutte fra en ujævn kønsfordeling til en aggressiv udenrigspolitik.

Er der en sammenhæng mellem udenrigspolitik og kønsfordeling?

Hudson og Boer beskriver godt nok en serie historiske eksempler på,
hvordan grupper af “bare grene” har været drivkræfterne bag
kriminalitet, samfundsmæssig urolighed og oprør, og hvordan de blevet
inkorporeret i hære og udenrigspolitiske kampagner. Det diskuteres
imidlertid ikke, om disse eksempler er enestående, om der er lige så
mange eller flere eksempler på det modsatte, eller, som ville være den
metodisk logiske konsekvens af Bare Branches udgangspunkt: Om man kan spore en årsag-virkning mellem kønsfordeling og udenrigspolitisk adfærd.

Det er ikke fordi, det er nogen nem opgave at opstille den slags
lovmæssigheder for udenrigspolitikken, og forfatterne er da også
varsomme med indledningsvist at love for meget. De skriver lige ud, at
deres analyse nok ikke vil leve op til de krav, som mere hard-core
statistisk mindede forskere ville stille om at fastslå en korrelation
mellem kønsfordeling og udenrigspolitisk adfærd, da antallet af faktorer
og kompleksiteten er for stort.

Så langt så godt, og det er svært at være uenig.

Men da bogen når sin afslutning, og udenrigspolitikken endelig skal
kobles på, er det som om den metodiske beskedenhed fra side 5 er gået
lidt i glemmebogen. At det ikke er muligt at slutte fra en serie af
historiske eksempler til, hvordan Kina og Indien måtte formodes at agere
på den internationale arena i dag og i fremtiden, bliver overskygget af
udsagnet på konklusionens næstsidste side: “Sikkerhedslogikken i
kulturer med en overvægt af drenge og mænd betyder, at landene er
tilbøjelig til at se vis nytte i konflikter med andre stater.”

Problemet med bogens hovedtese er imidlertid ikke kun, at de metodiske
mellemregninger er noget slappe i koderne, men at der ikke er særlig
megen plads til den politiske analyse eller den sociale, økonomiske og
politiske kontekst, som konkrete grupper af “bare grene” er placeret
inden for. Som Joshua S. Goldstein har udtalt til Chronicle of Higher Education,
så tager Hudson og Boers forudsigelser om kinesisk udenrigspolitik ikke
højde for, at den faktiske førte politik gennem de seneste 25 år, har
været at holde Kina væk fra krig. Det er det stik modsatte af, hvad man
ville forvente ud fra en “bare grene” logik.

Udenrigspolitik fastlægges ud fra en lang række hensyn til nationale og
internationale forhold, og “bare grene” hensynet ville her skulle
konkurrere med en lang række andre faktorer, faktorer som Hudson og Boer
ikke kommer frem til at præsentere. Desuden, som Goldstein siger i Chronicle of Higher Education,
så er den type krige som udkæmpes i dag ikke baseret på simpel
“manpower”, men involverer en række teknologier og strategier, som gør
værdien af en stor hær forældet.

Er enlige mænd mere voldelige?

Manglen på politisk kontekst og processer sætter sig også igennem på det nationale niveau. I Bare Branches
møder vi de klassiske påstande om, at “mænd er mere voldelige end
kvinder” og “ugifte mænd er mere voldelige end gifte mænd” bakket op af
argumenter om testosteronniveauet hos gifte, ugifte, og “anti-sociale”
mænd. Vi møder påstande, som ser bort fra socialiseringens og den
politiske mobiliserings betydning for om mænd – eller kvinder – bliver
voldelige, nationalistiske eller religiøse.

Forfatterne placerer nemlig de “bare grenes” voldelige adfærd i en stor
udifferentieret, apolitisk kasse, hvor kriminalitet, alkohol, og
tilfældig vold behandles sammen med politisk motiverede oprør, som søger
at ændre den politiske og økonomiske magtfordeling.

Sagen er nemlig, at de “bare grene” i udpræget grad befinder sig på
samfundets bund – kvinder gifter sig opad, og der er få af dem. Taberne i
ægteskabsspillet bliver derfor de fattige og dårligt uddannede mænd.
Selvom Hudson og Boer viser den sociale slagside i “ægteskabsproblemet”,
kommer de ikke frem til en diskussion af den udsatte position, som de
“bare grene” befinder sig i, eller til en analyse af de politiske kampe,
som nogle af de stærke “bare grene” historisk har stået i spidsen for.
Så selvom om bogen åbner op for at se kvinders og pigers
sikkerhedsproblemer, så bliver de “bare grene” til syvende og sidst set
som en trussel mod samfundsmæssig stabilitet og regeringers legitimitet,
og ikke som en gruppe, der selv er socialt og sikkerhedsmæssigt
presset.

Men hvis man holder sig de metodiske og analytiske svagheder i Bare Branches
for øje, så er der faktisk en del spændende læsning at komme efter.
Især i bogens første del, hvor den historiske tradition for
“børneregulering” og Kina og Indiens udvikling præsenteres. Hvis man
ikke i forvejen er ekspert i historisk demografi, er det ganske
interessant at få beskrevet, hvordan forældre i andre historiske
perioder har set deres børn – og ikke kun piger – som ressourcemæssige
dræn.

Som dansk læser er det også interessant at observere, hvilke
betragtninger og antagelser, de to forfattere kan præsentere som
uproblematiske: Fostre beskrives fx som havende køn og selvom bogen
undgår en normative diskussion af abort, så skriver forfatterne
alligevel et sted, at “many females in India do not survive the fetal
stage” (side 113). Hvis man omskrev sætningen til “mange hunkønsvæsner i
Danmark overlever ikke fosterstadiet” ville det skurre mod den måde,
abort almindeligvis omtales på i Danmark. At der kan være
samfundsmæssige skævheder og diskrimination forbundet med en
kønsselektiv abortpraksis er åbenlyst, men hvis man ikke betragter
fostret som et individ, kan man så tale om dets overlevelse?

En bog om Amerika

En anden uproblematiseret kerneantagelse i Bare Branches er, at
ægteskabet er godt, både for mænd, som bliver mindre voldelige og for
samfundet, som bliver mere stabilt. At ægteskaber kan være ganske
voldelige, og at omfanget af denne vold sjældent afspejles i
statistikkerne kommer ikke frem i diskussionen, ligesom det heller
aldrig antydes, at der kunne være andre gode måder at leve sit liv på
end i en kernefamilie.

Mænd, som ikke bliver gift, er henvist til en omflakkende tilværelse
uden storfamiliære bånd eller forankring i sociale fællesskaber ud over
de voldelige, de skaber med andre single mænd. Og, hvis man som læser
venter spændt på en diskussion af homoseksuelle mænd, formodentlig de
ultimativt “bare grene”, så venter man forgæves, blot et enkelt sted
nævnes det, at samfund med stor overvægt af mænd har vist i visse
tilfælde at lede til høje forekomster af homoseksualitet, men hvad det
betyder for samfundet og konfliktniveauet henstår i det uvisse.

Bare Branches er en bog om befolkningsudvikling og sikkerhed i
Asien, men den er til syvende og sidst måske i lige så høj grad en bog
om Amerika, om amerikansk samfundsvidenskab, om amerikansk bekymring for
Kina, og om amerikanske normer om kernefamilien som samfundets centrum.

Lene Hansen er lektor ved Institut for Statskundskab, Københavns
Universitet. Hun er medredaktør af et kommende særnummer af tidsskriftet
Security Dialogue med titlen Gender & Security som udkommer til
december.

Valerie M. Hudson og Andrea M. den Boer, Bare Branches: The Security Implications of Asia’s Surplus Male Population, Cambridge, Massachusetts: MIT Press, 2004.
Kan lånes på KVINFOs bibliotek.