“Først placerer jeg ordene. Så er de dér ordene”.
Stemmen er så typisk, der indefra den kæmpemæssige kube imødekommer den besøgende. Malet i blå nuancer står kuben tyst midt i Pompidou centerets bibliotek.
Sådan fejres hundredåret for den franske forfatter Marguerite Duras fødsel. En kunstkritiker, Jean-Max Colard, og billedkunstneren, Thu van Tran, har haft den svære opgave at sætte én af det tyvende århundredes mest særegne forfattere, film- og teaterinstruktører, men også avisskribenter i scene. Og det er lykkedes tankevækkende godt.

Utrolig passende blå kube

Det har altid været svært at komme ind i biblioteket på Pompidoucentret i Paris. I mange år skulle man ind samme sted, hvor der var lange køer til de store kunstudstillinger. Nu skal man om på den anden side af bygningen, det er som at komme ind af bagdøren. Men trods den nye foranstaltning er køen stadig lang: “Når de står her, varer køen halvanden time” kundgør et skilt, som jager en hel del besøgende bort. Dem, der ikke for alvor vil derind.
Det er gratis, og det ligger lige midt i et af verdens mest besøgte kunstcentre, midt i en af verdens mest besøgte byer. Her kan man frit læse aviser og tidsskrifter fra alverdens lande. Da jeg omsider efter lang tids venten kommer glidende op af rulletrappen til de nedslidte modernistiske sale, sidder ældre herrer, som man tidligere kaldte “fremmedarbejdere” og ser tv foran skærme, der er som taget ud af bedagede science fiction serier. Ellers fylder studerende godt op som altid.
Midt i alt dette er det så, at man møder den blå kube med mindeudstillingen for Marguerite Duras, og det føles utrolig passende. Svær at komme ind til, socialt engageret og med et helt egensindigt sprog med dybe spor af barndommen i kolonitidens Indokina, der for altid prægede Duras sprog og verdenssyn.

At skrive for det ydre

Udstillingens form er inspireret af Duras eget værk. I 1980 udkom den første samling af hendes utallige engagerede avisartikler, med titlen “Outside”. Det var længe før man i Frankrig i det finere litterære selskab kunne tillade sig så nonchalant at bruge et engelsk ord, og da slet ikke som titel på en bog. Det gjorde hun så alligevel. Et par år senere udkom opfølgeren Le monde exterieur – den ydre verden.
Kuben er derfor tænkt som, at man udenpå “Outside” kan fordybe sig i avisudklip, fotos og citater og kan konstatere, hvor meget Duras engagerede sig i politik. Eller som hun skrev: “En gang imellem skrev jeg for det ydre, når det ydre overvældede mig, når der var noget, der gjorde mig gal, ude på gaden…”

Moderen en voldsom figur for den lille Marguerite

Der var jo opvæksten i fransk Indokina, senere Vietnam, i tiden mellem 1914 og 1931. Man kan se billeder af huset, hvor hun boede, skolen hvor forældrene underviste og moderen, åh den mor, som skulle blive så voldsom en figur for den lille Marguerite, med hendes fortvivlelse over skæbnen som enke, og rismarkerne købt af et korrupt fransk koloniregime, der udmærket vidste, de aldrig kunne opdyrkes.
Hvert år blev de oversvømmet af det store salte Stillehav. Alt det som Duras beskriver i “En dæmning mod Stillehavet”, den roman hun for alvor brød igennem med i Frankrig i 1950, og som omsider udkom på dansk her i efteråret.
Men her på “ydersiden” af Duras liv, er vi endnu ikke inde i den slags historie, vi er i den ydre historie.
Og med til den historie hører så også, at Marguerite Donnadieu, – som hun hed, inden hun tog kunstnernavn efter faderens fødested – i de politisk så uklare tider omkring 1940, på bestilling fra den franske propagandaminister og sammen med en anden forfatter skrev en hyldest til de franske kolonier: “L’Empire français”. I den kan man blandt andet læse, at “vi kan ikke blande den gule race med den hvide race.” Senere skulle Duras gøre alt for at få værket til at gå i glemslen, det står aldrig nævnt i bibliografierne. Men på Pompidoucentret hænger bogen i en fin lille montre. Det er kendt stof nu i biografierne, men man føler næsten et lille gib ved mødet med denne rest af empirestorhed, som også sad dybt i Duras.

At være politisk – a state of mind

Det skulle blive 2. Verdenskrig, som flyttede Duras et helt andet sted politisk set og cementerede hendes politiske ståsted pænt langt ude på venstrefløjen. Hendes mand forfatteren, Robert Anselme, der ligesom Duras deltog i modstandskampen, blev deporteret til Dachau. Det skulle blive en vis François Mitterrand, senere Frankrigs første socialistiske præsident, der fandt Anselme ved befrielsen og hjalp ham. Duras skulle blive en af Mitterrands mest klippefaste støtter.
Fra befrielsesåret kan man så her læse et brev fra Mitterand, i en forbavsende naiv lille skoleskrift, der med foragt beskriver pøblens befrielsesbegejstring. Det emmer af aristokrati, men man aner samme type åndsaristokrati hos de to forfattere, Anselme og Duras, som Mitterrand rækker ud efter med sin skrift. Det er det elitære Frankrig. Og ét er at læse om det i biografier, noget andet er at stå over for de bøger og papirer, der dokumenterer det.
Det skulle ikke desto mindre blive i kommunistpartiet, Duras tog sit medlemskort, selvom det snart skulle vise sig at være for stram en ramme for et menneske som Duras. Hun havde på en bar højlydt kritiseret kammeraten, digteren Louis Aragon. Den slags var ikke tilladt i partiet.
Men det politiske trængte ind på Duras, og når der var tale om Duras, gik det ud på at fare i blækhuset. Hun stod på Algeriets side i selvstændighedskampen i tiden mellem 1954 og 1962. Hun skrev sammen med 343 andre kendte franske “Salopes”- lede kællinger – under på et manifest, hvor de stod frem og indrømmede, at de havde fået foretaget abort. Det skulle være medvirkende til, at fri abort blev indført i et ellers dybt konservativt Frankrig allerede i 1974.
For Duras var det at være politisk en “state of mind”. Hun meldte sig aldrig ind i et parti igen. I et citat på den blækblå væg kan man læse: “For mig er det politiske tab, først og fremmest at miste sig selv, miste sin vrede, men også sin blidhed, miste hadet, evnen til at hade, men derfor også til at elske…. Miste evnen til at overdrive, men også dermed til det afmålte. Miste galskaben, naiviteten”.
Og mens man læser dette uden på den blå kube, når hendes stemme så én inde fra kuben. Inde fra værket.
Det fik mig til at smile, jeg vidste ikke, hvor jeg havde savnet den. Hold da helt op, hvor Marguerite Duras kunne fylde i det franske kulturlandskab, dengang hun levede og lige til sin død i 1996. Hold op, hvor hun kunne skaffe sig plads til sin særegne frasering og lade stilheder stå midt i den bedste sendetid, mens journalisten utålmodigt sad på spring. Den lille bitte kvinde med hovedet nede i rullekraven, klædt i vest, nederdel og støvler – hendes uniform, som hun kaldte det – satte med sin blotte tilstedeværelse sin helt egne dagsorden, som hun især i de sidste år af sit liv mestrede nærmest til grænsen af karikatur.

Stemmen fra et imaginært rum inde i kuben

“Det er ud fra manglen, at man siger tingene, manglen på at leve, manglen på at leve, manglen på at se. Det er med manglen på lys, man siger lyset, med manglen på at leve, man siger livet, manglen på begær,… man siger begæret, manglen på kærligheden. Jeg tror det er en absolut regel.”

Denne gang er det Duras i egen person, der taler, ud fra en projektion på væggen “indeni”.
Og inde i kuben er der så skabt et imaginært rum, med de samme store vinduer, som findes i det nedlagte badehotel i Trouville ved Normandiets kyst, hvor Duras havde købt en lejlighed og boede og arbejdede de sidste år. Bortset fra når hun var indlagt. Duras kæmpede med sit alkoholforbrug, og det blev en del af hendes liv, som husene var det. I enkelte af hendes håndskrifter på udstillingen kan det ses: Skriften flyder ud, bliver kæmpestor. I starten af firserne måtte Duras diktere “Sygdommen til døden” til sin livsledsager Yann Andrea, så meget rystede hun på hånden.

Et beskidt hus er en beskidt kvinde

Men huse var vigtige for Duras, som hun fortæller det i “La vie materielle”, hvor hun går så vidt som til at hævde, at det er en del af en kvindes identitet. Et beskidt hus er en beskidt kvinde, forklarer hun med én af den slags ytringer, man lige skal sidde og tygge lidt på. Er det nu sandt, at huse hører kvindens krop til på denne måde – og aldrig mandens?
Var Duras feminist, var det på hendes egen måde, som man naivt kunne kalde biologisk eller essentialistisk, men så alligevel ikke. Hvis der er et “stof”, man er gjort af, er det de stemmer, Duras altid brugte i sine værker, også stemmen, når den blot er en vietnamesisk sang eller moderens stemme, som lyder inde fra i huset, når hun er i færd med at ordne det.

At placere sætningerne omkring ordene

Der var et andet sted, hvor Duras holdt orden, og det var i hendes egne tekster. Man kan nogle gange få det indtryk, når hun selv fortæller, at sætningerne kom mirakuløst fuldt færdige ud. Fra én af væggene på Pompidou, forklarer hun i et interview til den så populære litterære journalist Bernard Pivot fra firserne – da hun omsider havde fået den store franske litteraturpris Goncourt for “Elskeren” – om hvordan hun skriver:
“Jeg siger tingene, som de kommer imod mig. Jeg gør denne bevægelse (her løfter hun samtidig hånden og fører den ind mod sit hoved) og ja, det er sådan, det er. Som det nu angriber mig, blænder mig. Jeg placerer ordene mange gange. Først placerer jeg ordene. Så er de dér, ordene, det er som om sætningens udstrækning punktueres før ordenes plads. Og først derefter hægter sætningen sig på ordene, tager dem og forbinder sig, som den nu kan. Men det tager jeg mig uendeligt meget mindre af end af ordene.”

Det er så arbejdet med at placere sætningerne rundt om ordene, man kan betragte i de manuskripter, der er udstillet i den blå kubes indre rum. Det var så længe før computerens tid. Det sker med tuscher i mange farver. Det er ordene inde fra Marguerite, der mødes med skriftens materialitet, der rettes og rettes. Duras står selv til ansvar for sin skrift. Det er hendes egen tone, der skabes i det minutiøse arbejde, der her ligger fint i montrer. Temmelig irriterende er det dog, at de kun belyses momentant, så man må fra montre til montre… Det mest omfattende, udstillede værk er de 80 maskinskrevne drejebogssider til filmen “India Song”, der kan ses i fuld størrelse.
For der var jo også filmene. Sammen med udstillingen kører Pompidoucentret en kavalkade af Duras film, nitten skulle det blive til over blot tyve år. Hun skilte lyden fra billedet, det kunne kaldes voice over, men også handlingen splittes op og bliver næsten kun ren stemning… rene ord? I et lille klip på udstillingen kan man se Duras instruere, og heller ikke her giver Duras op, før hun når det perfekte, og det perfekte det er det, hun vil have. Hun skælder og smælder af skuespilleren – man ser kun hende, ikke skuespilleren – “Gå nu, nej stop, du gør det forkert, det skal virke naturligt”. Den “naturlighed”, som den arme skuespiller skal udføre, er Duras. Duras sandhed er sandheden i værk.
I “Hiroshima mon amour”, Alain Resnais film, som Duras skrev drejebog til, siger den kvindelige hovedperson “Tu me tues, tu me fais du bien”. “Du slår mig ihjel, du gør mig godt”.
Men måske også “Du får mig til at tie, det gør mig godt?” Kærligheden som det sted, hvor de kværnende ord omsider standser? Ordene, som kværner hen over tingene i Duras film, det virker så utrolig stille og fint i sidste ende, men bag kameraet står en råbene, dirigerende, sukkende og irriteret Duras.
Duras havde en stemme, en sang – også derfor denne “India song”, filmen, melodien, Duras fantasi om et kolonialt Indien, hvor hun ret beset aldrig havde været. Duras besynger det subjekt, hun med så stort besvær hentede ud af havet, af moderen, af kolonien, gennem elskeren, som måtte gennemskrives så mange gange, at han blev til adskillige romaner.

Duras var både indre og ydre. Skal man have læst hende først, før man ser udstillingen i Pompidoucenteret? Måske. Eller måske kan man bare starte dér, med at opdage, hvor svært det er at finde sin egen stemme.