Der skal flere kvinder ind i forskning, konkluderede en tænketank nedsat af Ligestillings- og Videnskabsministeriet sidste år. Godt nok rekrutterer forskningen flere kvinder end nogensinde før, men der er stadig tale om en underrekruttering i forhold til mændene. Samtidig er der et stort historisk efterslæb, der stadig præger forskningsverdenens anerkendelsesprocedurer, stillingsprofiler og kønsopfattelser.
Selv om udviklingen går langsomt, viser tænketankens arbejde, at der er sket et skift i opfattelsen af sammenhængen mellem køn og forskning. Hvor det tidligere var et spørgsmål om, hvad kvinder kunne gøre for forskningen, er problemstillingen i dag, hvad forskningen kan gøre for at tiltrække flere kvinder.

Dominerende, seje og aggressive

Tænketanken understreger, at årsagen til den vedholdende forskelsbehandling må findes i et komplekst samspil mellem en lang række forskellige faktorer. Historisk set hænger det sammen med kvinders sene adgang til længerevarende uddannelse og videnskabelige stillinger. Men tre historiske nedslag i den danske debat om kvinder i forskning viser, at forskningsmiljøernes struktur og normsæt også har forhindret kvinder i at trænge igennem i videnskabernes verden.
I 1925 fejrede man 50-året for kvinders lige adgang til de højere læreanstalter med jubilæumsbogen Kvindelige Akademikere 1875-1925. Redaktør Lis Jakobsen forklarede indledningsvist, hvorfor kun få kvinder følte sig kaldet til en akademisk karriere, trods gode resultater som studerende:
”Videnskaben har det til fælles med Kunsten (…) at den kræver én helt: fuldkommen Hengivelse i Arbejdet, fuldkommen Hensynsløshed over for alt andet. Opfyldes dette Krav ikke, opnaaes aldrig de store Resultater.”
Kun den kvinde, der ofrede sig helt og kunne ”glemme sin Fader og Moder, sin Elskede, sine Børn”, kunne opnå videnskabens nådegave, konkluderede Jakobsen.
Under arbejdet med bogen havde hun talt med mange videnskabskvinder om deres problemer med at ”hengive sig” til det videnskabelige liv. De havde alle svaret, at det var pligterne i forhold til mand, børn og hjem, der hindrede dem i at give sig i kast med en længerevarende akademisk karriere. Videnskabernes krav om total hengivelse kombineret med det sociale krav til kvinders hustrurolle gjorde det sværere for kvinder at markere sig inden for videnskaberne.
25 år senere så situationen anderledes ud – ikke mindst fordi krigsårene havde banet vejen for flere kvinders deltagelse i erhvervslivet. Også i det akademiske liv var kvinder begyndt at markere sig stærkere. Således kunne odontologen Hedvig Lidforss Strømgren i sit bidrag til bogen Kvindens Aarhundrede fra 1949 konstatere, at ”der i Danmark findes en hel række videnskabeligt arbejdende kvinder, som nyder den samme anseelse som deres mandlige kolleger.”
Trods denne tilsyneladende succes for danske kvinder i videnskaberne måtte Hedvig Strømgren alligevel spørge afslutningsvist, ”hvorfor der ikke er flere, som gaar den vej, naar evnerne er til stede?”
Ligesom Lis Jakobsen mente Strømgren, at svaret skulle findes i kvinders vanskelighed ved at ”ofre alt for idéen”. Ydermere påpegede hun, at kvinder gennem årtusinder var blevet ”holdt nede paa dette omraade”. Endelig medførte kvinders huslige pligter, at videnskabskvinder havde dobbeltarbejde i forhold til deres mandlige kolleger.
Hvis vi springer endnu 25 år frem i tiden, kommer vi til matematikeren Else Høyrups bog Kvinder: arbejde og intellektuel udvikling fra 1974. Høyrup understøtter Jakobsens og Strømgrens tidligere forklaringsmodeller og beskriver desuden baggrunden for diskriminationen mod kvinder i den akademiske verden som en normativ undervurdering af kvindelige egenskaber. Intellekt er primært anset for at være en mandlig attribut, og derfor bliver unge kvinder ikke opmuntret til intellektuel udvikling i samme grad som unge mænd.
Høyrup identificerede en ond cirkel inden for den akademiske verden: Kvindelige studerende savnede kvindelige rollemodeller. Derfor anså de ikke en akademisk karriere som en mulighed. Forholdene på institutionerne for matematik og fysik var i Høyrups øjne særligt graverende. De få kvinder, der alligevel klarede sig igennem nåleøjet og opnåede en akademisk karriere inden for disse fag, måtte derfor være af en særlig støbning, som Høyrup beskrev dem:
”De er langt mere aktive, selvstændige og udadtil selvsikre, end både kvinder og mænd normalt er. Og enten er de “trods” en feminin ydre fremtoning usædvanlig seje, eller også er de hvad man hos kvinder kalder noget dominerende og lidt aggressive.”
Desuden gjorde Høyrup den iagttagelse, at de akademisk succesfulde kvinder var gift med mænd, som deltog i arbejdet i hjemmet og støttede deres professionelle arbejde. De havde også det til fælles, at forældrene havde opmuntret deres intellektuelle udvikling, og at mange af dem havde leget med drenge som små.

Fra Mattæus- til Matilda-effekt

Den forskelsbehandling, som både Jakobsen, Strømgren og Høyrup fremhæver, er en indgroet del af forskningsverdenen, også internationalt set. I 1968 påpegede den amerikanske videnskabssociolog Robert Merton en tydelig tendens i forskningslitteraturen til at favorisere berømte videnskabsfolk til fordel for mindre kendte, også selv om der ikke var videnskabeligt belæg herfor. Merton gav denne mekanisme navn efter Mattæus-evangeliet, hvor Jesus siger:
”For den, der har, til ham skal der gives, og han skal have overflod; men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har.”
Mattæus-effekten betyder, at det er svært at komme ind i varmen for forskere med lav akademisk status, men når man først er inde, bliver det lettere at vinde anerkendelse for sit arbejde. Når det f.eks. gælder videnskabelige prioritetsspørgsmål, er der en tendens til at give de bedst kendte forskere æren frem for mindre kendte kolleger.
Dette gælder både for mænd og kvinder. Men som den amerikanske videnskabshistoriker Margaret W. Rossiter i 1993 argumenterede for, har kvinder i særlig grad været udsat for bagsiden af Mattæus-effekten. Det er veldokumenteret, at kvinder systematisk er blevet overset i anerkendelsen af enkeltpersoners forskningsindsats.
Rossiter foreslår derfor, at Mattæus-effekten rettelig bør hedde Matilda-effekten, efter den amerikanske kvindesagsforkæmper Matilda J. Gage (1826-1898). Selv om Gage var aktiv på flere forskningsfelter, er hun næsten ukendt i dag og derfor et godt eksempel på Matilda-effekten.
Matilda-effekten dækker over en række sociale, personlige eller institutionelle faktorer, som har indflydelse på, hvordan mænd og kvinder gennemgår videnskabelige uddannelses- og karriereforløb på forskellig vis.
Unge forskeraspiranter har ofte en god rollemodel, mentor eller måske endda protektor. Så længe der kun er få kvinder blandt de fremtrædende videnskabsfolk, og så længe kønsidentifikation er en vigtig faktor for rollemodeller, mentorer og aspiranter, gør denne videnskabelige anerkendelsesmekanisme det svært for kvinder at gøre karriere som forsker.
På den måde konsolideres de kønsforskelle, der samtidig fortæller meget om eksisterende magtstrukturer i forskningsverdenen såvel som videnskabens position i samfundet.
Robert Mertons eget arbejde gik i øvrigt ikke fri af Matilda-effekten. Det meste af den dokumentation, som Merton benyttede sig af i sin oprindelige artikel fra 1968, stammede fra hans ”usynlige” samarbejdspartner Harriet Zuckerman. Hun burde have været anført som medforfatter, hvad Merton også selv anerkendte, dog først langt senere. Zuckerman overvandt efterfølgende Matilda-effekten og blev en meget anerkendt forsker inden for videnskabssociologi.
I det følgende vil vi beskæftige os med tre kvinder, som alle har haft egne, specielle oplevelser af Matilda-effekten.

”Ikke let for en kvinde” – Inge Lehmann (1888-1993)

Inge Lehmann er i dag verdenskendt for sin ’opdagelse’ af jordens indre kerne i en artikel fra 1936 med den korte titel P’ (udtales ’P-mærke’). Artiklen var baseret på Lehmanns omhyggelige seismologiske observationer, som hun opsummerede i hypotesen om eksistensen af en lille, indre jordkerne. Det var dog kun en hypotese, og den blev først verificeret i 1960’erne, bl.a. med data fra det store, chilenske jordskælv i 1960.
Inge Lehmann fik begge sider af Matilda-effekten at føle. Som ung seismolog oplevede hun nogen modstand i det videnskabelige miljø, fordi hun var kvinde. I den senere del af hendes karriere, hvor hun opnåede videnskabelig anerkendelse, befandt hun sig derimod i en position, hvor hendes navn og omdømme var behæftet med stor prestige i forskningskredse.
I 1906 blev Inge Lehmann student fra Hanna Adlers Fællesskole, det senere Sortedams Gymnasium. Skolen var for elever af begge køn, og det prægede Lehmanns tankegang, som hun beskrev det i 1947:
”Der var ingen unødig Tvang, og vi slap for at blive belemret med mange af de Fordomme, hvormed Mennesker gør Livet vanskeligt for hinanden. Vi voksede op Drenge og Piger sammen, omtrent i lige Tal. Vi var fælles om Undervisning, Sport og vore Lege. Vi var en broget Flok, individuelt forskellige; men Skillelinier efter Køn, Race eller sociale Forhold eksisterede ikke for os.”
Lehmann gik videre på Københavns Universitet, hvor hun studerede matematik. Hun opholdt sig en periode ved Newnham College i Cambridge og var forbløffet over de puritanske begrænsninger, som de kvindelige studerende var underlagt. De måtte f.eks. ikke modtage eller aflægge besøg hos en mandlig studiekammerat uden chaperone.
I 1925 fik Lehmann tilknytning til Den danske Gradmaaling, og her blev hendes arbejde sporet i retning af seismologi af lederen, matematiker Niels Erik Nørlund.
Som nyansat leder af den seismiske afdeling på Geodætisk Institut var Lehmann i 1928 den eneste kvindelige seismolog, både nationalt og internationalt. Ifølge hendes to mandlige kolleger, Bruce Bolt og Erik Hjortenberg, krævede det derfor stor indre styrke af hende at fastholde og pleje sin interesse for seismologisk videnskab. Hendes kusines barnebarn, Nils Groes, formulerede det således i en mindetale ved Inge Lehmanns begravelse:
”Det var ikke let for en kvinde at bane sig vej i det matematiske og videnskabelige miljø i første halvdel af det 20. århundrede. Som hun selv sagde til mig: ’Du skulle bare vide, hvor mange inkompetente mænd, jeg har måttet konkurrere med – forgæves’. Inge var sandsynligvis ikke altid diplomatisk. Ikke desto mindre opnåede hun store videnskabelige resultater.”
Der er således næppe tvivl om, at Inge Lehmann i en vis grad oplevede Matilda-effekten som kvinde i sin videnskabelige karriere. Om det også gælder modtagelsen af hendes vigtigste resultat, hypotesen om en fast kerne inden i den flydende jordkerne, er der delte meninger om. Den anerkendte new zealandske seismolog, Karl E. Bullen, har bemærket, at der i hvert fald gik nogle år, før de dengang ledende seismologer var rede til at anerkende, at en kvinde kunne stå bag en så vigtig, ny erkendelse.
Omvendt argumenterer Helge Kragh, Maiken Lolck og Kristian Hvidtfelt Nielsen i den nye udgivelse Viden uden grænser. Dansk Naturvidenskabs Historie 1920-70 for, at når Inge Lehmanns internationale anerkendelse kom forholdsvis sent, skyldes det hverken, at hun var kvinde eller kom fra et lille land. Årsagen var ganske enkelt, at det tog tid, før der var tilstrækkelige data til at bekræfte Lehmanns hypotese.
I sidste ende opnåede Lehmann faktisk stor faglig anerkendelse. Hun gik på pension i 1953, men fortsatte sit videnskabelige arbejde, en stor del af tiden i USA. Hun var bl.a. involveret i det storstilede amerikanske Project Vela Uniform, som primært var finansieret med militære midler.
Projektets overordnede målsætning var at registrere underjordiske atomprøvesprængninger vha. et verdensomspændende netværk af seismologiske stationer, World Wide Standardized Seismographic Network. Lehmanns tilknytning til Vela Uniform havde stor politisk betydning, for hun var med til at give projektet videnskabelig troværdighed og anseelse, trods de tætte forbindelser med militære interesser.

”Vi kan aldrig blive ens” – Marie Hammer (1907-2002)

I modsætning til Inge Lehmann arbejdede Marie Hammer uden fast tilknytning til en videnskabelig institution. Mens Lehmann levede alene, var Hammer gift og havde fire børn, samtidig med at hun dyrkede sin store videnskabelige interesse, indsamling og systematisering af mosmider.
Hun udførte sin forskning på sine mange rejser, men også i hjemmet, når børnene var lagt i seng. Dobbeltrollen som forsker og hjemmegående husmor blev da også bemærket i mange af de interviews, som Marie Hammer gav til danske aviser og ugeblade.
Ved første øjekast er Marie Hammer således et eksempel på en kvinde, som måtte afstå fra en forskerkarriere i etablerede rammer til fordel for hjemmets pligter og et liv som selvstændig forsker. Hendes historie viser dog også, at det trods alt var muligt at begå sig som hjemmegående videnskabskvinde med opbud af stor viljestyrke og med støtte fra sin ægtefælle.
Ole Hammer, der selv var zoolog og forstander for Statens Biavlsforsøg, stillede ikke spørgsmålstegn ved sin kones valg af en omrejsende, videnskabelig løbebane. Tværtimod støttede han hende og overtog husholdningen, når hun var ude at rejse, med hjælp fra diverse husholdersker. Marie Hammer har selv udtalt, at hun ikke havde kunnet udrette det, hun gjorde, som både moder, ægtefælle og videnskabskvinde uden sin mands forståelse og faste indtægt.
Også andre aspekter end køn og ægteskabelig position var afgørende for Marie Hammers videnskabelige løbebane. Hun giver flere steder i sin erindringsbog fra 1981, Forsker i fem verdensdele, udtryk for, at hun selv fravalgte muligheden for en fast stilling for at kunne følge sine egne forskningsinteresser, hvor de end måtte bringe hende hen.
Da hun i bogen gør op, hvor latterligt lidt hun har fået ud af sit livsværk i økonomisk henseende, tilføjer hun: ”50 år for Minerva. Jeg ville trods dette pauvre økonomiske resultat ikke bytte med nogen – jeg har fået det, som jeg ønskede og levet livet efter mit hoved.”
Marie Hammers forskning var drevet af hendes interesse for Alfred Wegeners kontinentaldriftsteori og ønsket om at påvise, at alle kontinenterne oprindeligt havde været samlet i ét. Gennem sine studier af mosmider på forskellige kontinenter ville hun vise, at mosmiderne havde fælles oprindelse og dermed sandsynliggøre, at de kom fra det samme urkontinent.
Derfor måtte hun nødvendigvis studere mosmider verden over, og hun besad en stålsat tro på sit mål. Det blev endeligt realiseret med afhandlingen A Review of the World Distribution of Oribatid Mites (Acari: Cryptostigmata) in Relation to Continental Drift (skrevet sammen med den engelske zoolog John A. Wallwork) udgivet i 1979, hvor Wegeners teori også var blevet underbygget fra andre sider.
Marie Hammers rejseaktiviteter og en del af hendes publikationer blev betalt af fondsmidler, private mæcener og egne penge. Hun havde bl.a. sin egen argentinske mæcen, Thomas Jefferson Williams, som hjalp hende på rejser i Andesbjergene i perioderne 1954-55 og 1957-58.
Hun modtog også Tagea Brandts Rejselegat, der uddeles hvert år til “kvinder, der på et eller andet område har ydet noget virkelig betydeligt, eller – for videnskabsdyrkere, kunstnerinders og musikeres vedkommende – som dog efter deres videnskabelige og kunstneriske kvalifikationer kan ventes at hæve sig bestemt over det middelmådige”.
Mens sidstnævnte pris er direkte målrettet til kvinder, og dermed udtryk for en slags omvendt Matilda-effekt, oplevede Hammer ifølge sine erindringer også Matilda-effekten mere direkte. Efter sin anden rejse til Sydamerika var hun opsat på at videreføre sine studier på New Zealand for at forfølge en mulig forbindelse mellem mosmider på hver side af Antarktis.
I første omgang ville ingen hjælpe, eftersom hun var kvinde og derfor ikke skulle forsørge sin familie. Først da hun søgte personlig hjælp hos Poul Brandt Rehberg, som sad i Carlsbergfondets bestyrelse, fik hun støtte. Det fremgår dog også af Hammers erindringsbog, at de unge medlemmer af fondets bestyrelse ikke havde villet støtte Hammer, da hun allerede havde modtaget støtte fra fondet på et tidligere tidspunkt.
Marie Hammer selv havde ingen interesse i kønspolitiske spørgsmål. Hun fortæller i sin selvbiografi, at hun på et tidspunkt blev indvalgt i det amerikanske selskab for videnskabskvinder, Sigma Si, men udtrykker samtidig en skepsis ”over for organisationer og bevægelser, der udelukker det andet køn.” I et interview i Det Fri Aktuelt i 1981 tilføjer hun om kvindesagen:
”Jeg har aldrig interesseret mig for de dele. En mand og en kvinde kan efter min mening være lige gode, hvis de kan deres ting. De kan supplere hinanden, men erstatte hinanden kan de aldrig. Det er de to køn for forskellige til. Derfor betragter jeg også kønsrollediskussionen som noget pjat. Kønnene kan aldrig blive ens – og skal heller ikke være det.”

“Så skal det være løgn” – Ebba Lund (1923-1999)

”Et uendeligt improvisationsfænomen.” Sådan beskrev Ebba Lund sit liv som mor til tre og ny afdelingsleder ved universitetssygehuset i Göteborg. Modsat Marie Hammer var der ikke megen hjælp at hente på hjemmefronten, forklarede Lund i et interview til Weekendavisen i 1994:
”Min mand levede i sin egen verden, sådan er det for de fleste mænd. Nu om stunder er det ved at ændre sig, der er jo nogle mænd, der går virkelig op i det. Det er ikke helt få gange, jeg i min embedstid har oplevet, at også mandlige medarbejdere ser på uret og siger: ’Hov, jeg skal lige hente…’ Nu er der jo gået prestige i at vise, at man er sådan. Men det er først kommet efterhånden, for det ligger jo ikke i opdragelsen og traditionen.”
Ebba Lunds oplevelse bekræfter, at det var (og er) besværligt for kvinder at få familie og forskerkarriere til at gå op i en højere enhed. Det var Matilda-effekten, som Ebba Lund oplevede den. Den påvirkede hendes videnskabelige arbejde, eftersom den herskende arbejdsdisciplin tilsyneladende gjorde det at tage fri for at hente sine børn til afvigende og problematisk adfærd. Måske var denne erkendelse medvirkende til Ebba Lunds livslange sympati for kvindesagen.
Ebba Lund var oprindeligt uddannet kemiingeniør fra Danmarks tekniske Højskole i 1947 med mikrobiologi og levnedsmiddelkonservering som speciale. Netop kemiingeniøruddannelsen var ikke et decideret mandefag; kønsfordelingen var ca. 50:50. ”Noget andet er,” siger Ebba Lund i ovennævnte interview, ”at kun få af de kvindelige studerende blev færdige, og endnu færre fik job.”
Hun søgte selv mange stillinger uden held og blev engang tilbudt et job, alene fordi hendes underskrift blev tydet som Ebbe Lund. Da misforståelsen blev opdaget, trak virksomheden straks følehornene til sig:
”Jeg glemmer det aldrig!! Det var almindeligt, at kvinder blev færdige, men de fik aldrig driftingeniørjob, som var det, de var uddannet til. Jeg sagde, ’så skal det være løgn’, og blev i stedet forsker, hvad jeg i virkeligheden helst ville, men ikke troede, jeg var dygtig nok til. Siden den tid har jeg aldrig hørt noget om mit køn i den forbindelse. Men problemet med arbejde og moderpligter er der altid, og det er uløseligt, stort set,” fortalte hun til Weekendavisen.
Efter nogle år i Sverige vendte familien tilbage til Danmark i 1966, hvor Ebba Lund tiltrådte stillingen som forstander for afdelingen for veterinær virologi og immunologi ved Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole. I 1969 blev stillingen omnormeret til et professorat, som Lund bestred frem til sin pensionering i 1993. Hun var på det tidspunkt den eneste kvindelige professor i Landbohøjskolens historie.
Som professor kom Ebba Lund naturligt til at præge udviklingen af sit fag; hendes primære forskningsinteresser var inaktivering af virus i spilde- og havvand, særligt udløb til Øresund, parasitten toxoplasmas indtrængen og formering i celler og minksygdommen plasmacytose. Desuden udgav hun i 1973 lærebogen Virologi for veterinærstuderende, som senere er kommet i flere reviderede udgaver, herunder en engelsksproget i 1989.
Ebba Lund fik en travl pensionisttilværelse, hvor hun bestred en række betydelige tillidsposter. Bl.a. blev hun i 1978 optaget i Videnskabernes Selskab, og i 1980 blev hun medlem af Carlsbergfondets direktion og bestyrelsesformand for Carlsberg Laboratorium.
I denne egenskab blev hun i 1993 interviewet til Politiken om ”magtens skæve kønsbalance”. Interviewet tog udgangspunkt i avisens optælling af kvinder i store virksomheders bestyrelser. Kun 4 % af de magtfulde poster var på det tidspunkt besat af kvinder. Lund var én af dem, og i øvrigt alderspræsident blandt kvinderne.
Adspurgt om sit arbejde blandt magtens mænd konstaterede hun: ”Jeg er i øvrigt den eneste kvindelige professor i Landbohøjskolens historie, så jeg er vant til det.”

De knap så kendte kvinder

Inge Lehmann, Marie Hammer og Ebba Lund var alle kvinder, der gjorde forskningskarriere trods Matilda-effekten. Deres historier udgør et vidnesbyrd om, at Matilda-effekten nok findes, men også at den får forskellige konsekvenser for kvinder med forskellig baggrund og livsforløb.
Historien om de kendte kvinder som Lehmann, Hammer og Lund giver os et første indblik i det enorme, historiske efterslæb, som stadig findes i forskningsmiljøerne, når det gælder ligestilling – eller, som det hedder i tænketankens rapport, når det gælder om at få alle talenter i spil. Hvis vi vil vide noget mere generelt om, hvad der har gjort det svært for kvinder at begå sig i forskning, er det dog nok de knap så kendte kvinder – den brede masse, om man vil – vi skal se nærmere på.
Det drejer sig om alle de kvinder, der nok fik en naturvidenskabelig eller ingeniørmæssig uddannelse og måske endda tog et par løse forskningsansættelser, men aldrig kom videre i forskningskarrieren. Så vidt vi ved, er der endnu ikke lavet undersøgelser, der belyser denne side af sagen, så her ligger der et stort uopdaget felt for den nysgerrige forsker, der gerne vil vide mere om samspillet mellem køn og forskning historisk set – og dermed om baggrunden for den situation, vi har i forskningsverdenen i dag.

Kristian Hvidtfelt Nielsen er forskningsadjunkt ved Steno Instituttet, Aarhus Universitet, og Carina Serritzlew er museumsinspektør ved Kvindemuseet i Danmark.