Det er 8. marts, der er international kvindedag og musikfest i Den Sorte Diamant i København. På scenen står marokkanske Soultana og Anas Basbousi alias I.N.S. og rapper på arabisk. De er begge to i mørke jeans og sneakers, sweatshirts og identiske mellemblå pilotjakker. En mand og en kvinde, forskellige – men ens.
De er Marokkos nye hiphop-duo, men ikke af den slags, der får sendetid på marokkansk TV. Samtidig er de en topersoners fredelig undergrundsmusikrevolution.
– Det er første gang i hip hoppens historie i Marokko, at en mand og en kvinde arbejder sammen. Det er vores måde at vise verden på, at vi er lige, at mænd og kvinder er lige meget værd. Når vi står på scenen, performer vi ligeværdigt. Ingen er over den anden, fortæller Anas Basbousi dagen inden på KVINFO’s kontor, hvor han er mødt op til interview sammen med Soultana. 

Eneste kvindelige rapper

Det vrimler generelt ikke med kvinder i hiphop-miljøet. Heller ikke i Danmark. I Marokko er der kun Soultana. For at nå dertil, hvor hun er i dag, har hun dels skulle slå igennem som kvinde i et mandsdomineret hiphop-miljø, og dels har hun fravalgt den traditionelle kvinderolle i et konservativt, muslimsk samfund, hvor husmorrollen ofte ligger lige for, selv for unge kvinder i dag.
– Noget af det, jeg gerne vil med min musik, er at sige til kvinderne: Du er fri, du kan gøre, hvad du vil med dit liv. Ingen har ret til at fortælle dig, hvad du skal gøre eller hvordan du skal klæde dig, siger Soultana.
Samarbejdet mellem 29-årige Soultana, hvis borgerlige navn er Yousra Oukaf, og 25-årige Anas Basbousi er helt nyt. Soultana slog første gang igennem i 2005 med Marokkos første (og til dato eneste) pige-rapgruppe, Tigresse Flow, der bestod af fem piger. Gruppen havde umiddelbart succes, men mødte også modstand.
I 2008 vandt de førsteprisen på Marokkos internationale musikfestival, Mawazine, i Rabat. En pris, der sædvanligvis følges op af produktionsstøtte til det første album samt en musikvideo, der kan promovere bandet. Men Tigresse Flow måtte kigge langt efter produktionsstøtten og musikvideoen. Som arrangøren udtrykte det: De var jo bare piger, og ville sikkert snart glemme alt om at lave musik.
Modstanden førte i sidste ende til opløsningen af Tigresse Flow. De fire andre medlemmer syntes, at det blev for svært at fortsætte. Som den eneste fortsatte Soultana med at lave musik og startede derfor sin solokarriere.

Marokkos kvindestemmer

Det sidste nummer Soultana og I.N.S. går på scenen med i Diamanten d. 8. marts, er Soultanas sologennembrud Sawt Nssa (da. Kvindestemmer, red.). Det er en sang om gadens kvinder, om de piger, der er nødt til at prostituere sig for at tjene penge, fordi de ikke har andre alternativer. Samtidig er det en sang om den dobbeltmoral, Soultana føler gennemsyrer det marokkanske samfund. På den ene side køber mændene sex hos pigerne som kunder, på den anden side fordømmer de dem, og blokerer for, at de kan træffe et andet valg.
Selv hvis man ikke kan arabisk, er det svært at overhøre vreden og indignationen i Soultanas stemme.
– Hiphop er folkets stemme. Vores musik handler ikke om, at vi er forelskede i en eller anden eller om utroskab. Nej, vi taler om de liv, vi lever. Dit, mit og andre menneskers virkelige liv. Vi lever alle sammen med det samme lort, og der er fattigdom overalt. Vi vil gerne ændre folks mentalitet gennem vores sange, for det er gennem en mentalitetsændring, at vi kan forandre samfundet, forklarer Soultana.
– Man kan sige meget med hiphop. Sangen varer måske kun tre minutter, men den kan alligevel have et meget stærkt budskab. Det er også derfor, der er brug for flere kvinder på scenen. Andre kvinder lytter, når de ser en kvinde på scenen. De tager budskabet til sig, og højst sandsynligt har de aldrig før hørt en kvinde synge deres sag. Det kan være med til at tilskynde dem til at tro på sig selv, og tro på, at de har rettigheder. Kvinder i Marokko har jo ret til at demonstrere for at få bedre rettigheder, men de gør det ikke. De har ret til at kræve deres ret, men det gør de heller ikke. Hvorfor ikke? Fordi ingen fortæller dem, at det kan lade sig gøre, tilføjer Anas Basbousi. 

Hiphop er ikke en officiel musikgenre

I Marokko er hiphop ikke defineret som en musikgenre. Kulturministeriet har i stedet besluttet at klassificere hiphop som en sportsgren. Det er en definition, der irriterer både Soultana og Anas Basbousi, og de er ikke i tvivl om, at hiphoppen holdes ude af det fine selskab på grund af de politiske budskaber og den folkelige forankring, som den indeholder. Hiphop er gadens sprog, det er den musik, der lyttes til i ghettoerne. Hvor den traditionelle arabiske folkemusik og pop som raï og chaabi altid handler om kærlighed og er blottet for politiske budskaber, er visse dele af hiphop-miljøet stærkt knyttet til den undergrundskultur, hvor den sociale utilfredshed og kritik ulmer.
– Længe før den mand satte ild til sig selv i Tunesien [Mohamed Bouazizi i 2011, red.], ulmede utilfredsheden og kritikken i undergrundsmiljøet. Alle de kunstnere, der var en del af undergrunden, adresserede de problemer vi lever med hver dag, social ulighed, mangel på ytringsfrihed, arbejdsløshed, fattigdom, hjemløshed. På den måde var der allerede en bevægelse i gang. Så flammede Det Arabiske Forår op, og på Tahrir-pladsen i Kairo, var det netop de undergrundskunstnere, der gik på scenen og sang sammen med folket. Det er det, hiphop kan. Hiphop/rap kan oversætte folkets stemme til tekst og musik, fortæller Soultana. 

Faste rammer skal få pigerne ind i hiphop

Både Soultana og Anas Boubasi håber på, at der kan komme forandring i det marokkanske samfund. Ikke en forandring, der skal komme gennem en revolution. Den er der ingen af dem, der længere tror på. Forandringen skal komme fredeligt fra folket. Folket skal stille krav til regeringen, og regeringen skal tage sit ansvar alvorligt. Ingen af dem kritiserer kongen. Selv ikke undergrunds-hiphoppen kan lægge stemme til en kritik af kongen.
Samtidig arbejder de på deres eget projekt, som de håber, der kan skabe positiv forandring både socialt og for hiphop-miljøet.
Sammen er de i gang med at danne en forening, der vil skabe bedre og mere professionelle rammer for hiphop-miljøet. Der skal være bedre musikstudier, distributionssiden skal styrkes, og helt konkret vil de etablere et ungdomscenter, hvor unge mennesker kan gå hen efter skoletid og arbejde med deres musik indenfor seriøse og professionelle rammer.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFOs program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.

Det handler ikke kun om at få valideret hiphoppen som en musikgenre. Det handler ligeså meget om at skabe en mulighed for at få flere piger ind i miljøet.
– En af årsagerne til, at der er så få piger, der rapper i Marokko, er, at det ikke er velanset for dem at vælge en kunstnerisk eller musikalsk karriere. Både familien og samfundet er som regel imod det valg. Det forventes, at de skal vokse op, blive gift, få børn og tage sig af familien. Derfor har pigerne brug for støtte. Drengene kan som regel klare sig selv. Det er ikke et tabu for dem at vælge en musikkarriere. Som i alle de arabiske lande har mændene flere muligheder end kvinderne, men jeg er ikke enig i, at det skal være sådan.
Den anden grund er, at vi har problemer på produktionssiden i musikindustrien i Marokko. Der er hverken et ordentligt netværk eller en professionel ramme at arbejde indenfor, hvis man vil lave hiphop. Når vi får skabt den ramme, vil det også være lettere for pigerne at få lov til at udtrykke sig, for så skal de ikke længere stå på gaden og rappe, fortæller Anas.
Soultana nikker samstemmende. Selv har hun måtte lægge øre til en hel del negative kommentarer på sin egen vej frem som hiphopper.
– Jeg kæmpede for at finde min plads som rapper i Marokko. For at kunne sige: Ja, jeg er rapper, jeg findes, jeg er kunstner! Når jeg en dag stopper, håber jeg, at jeg har åbnet den her verden for flere piger, som har mod på at tale om de samme ting som mig. Jeg vil give dem retten til at vælge den her vej, siger Soultana.