Ti år efter reformen af den marokkanske familielov, i folkemunde kaldet Moudawana’en fra 2004, har en jernnæve sneget sig ind under lovens fløjlsoverflade. Reformen er blevet omtalt som en ”fløjlsrevolution”, der sikrede de marokkanske kvinder en af de mest progressive familielovgivninger i den arabiske verden uden at udløse modstand fra landets konservative og islamiske kredse. Men nu mærker det marokkanske civilsamfund  i stigende grad presset fra konservative kræfter, som diskret forsøger at rulle kvindernes landvindinger tilbage.
”Vi befinder os i en kritisk periode. Vi har oplevet betydelige fremskridt, både med Moudawanaen og siden med vores eget ”arabiske forår” og en ny forfatning, der blandt andet kræver ”fuld ligestilling” mellem mænd og kvinder. Men der er også stærk modstand mod reel ligestilling, både i retsvæsenet og på politisk niveau. Vi ved, der er en kamp igang, som vil spidse til i de kommende måneder,” siger Latifa Bouchoua fra Den Demokratiske Liga for Kvinders Rettigheder i hovedstaden Rabat.
Hun var en af deltagerne i konferencen ”Familieloven + 10: Erfaringer og vejen fremad”, som KVINFO organiserede i Rabat den 21. og 22. november 2013.
KVINFO har støttet de marokkanske civilsamfunds- og kvindeorganisationers bestræbelser på at sikre, at Familieloven også bliver gennemført i praksis.  Dermed er konferencen i Rabat et forsøg på at gøre status efter ti år med en Familielov, der har afskaffet kravet om hustruens lydighed over for manden, givet kvinder adgang til skilsmisse på lige vilkår med mænd, hævet ægteskabsalderen for kvinder til 18 år og reguleret, om ikke afskaffet, polygami.

Patriarkalsk skævhed i fortolkningen af loven

Men ét er lovens bogstav, noget andet er udmøntelsen i praksis. Og her er virkeligheden ofte langt fra Familielovens løfter, konstaterede konferencens deltagere enstemmigt. Det skyldes for det første, at især isolerede befolkninger på landet, fjernt fra bycentrene, slet ikke er klar over de nye bestemmelser i Familieloven, viser en rapport udarbejdet til konferencen af Leila Hanafi, marokkaner og international advokat fra den amerikanske juridiske tænketank ARPA i Washington.
De marokkanske kvindeorganisationer har gjort en betydelig indsats for at informere og udbrede kendskabet til Familieloven, men adskillige paneldeltagere under konferencen pegede på behovet for at styrke denne indsats i landdistrikterne, hvor kvinderne ofte er analfabeter eller kun taler berbersproget amazigh og derfor ikke forstår informationskampagner på arabisk.
Værre er, at også retspersonalet og dommerne er dårligt informeret om konsekvenserne af den nye Familielov. Og i nogle tilfælde modarbejder lovens ånd, om ikke dens bogstav.
”Der er mangel på offentlig finansieret undervisning af dommerne og retspersonalet om de nye regler,” fastslår Leila Hanafi og konstaterer, at ”der er dokumentation for en patriarkalsk skævhed i forhold til visse dele af moudawanaen, herunder især ægteskab for mindreårige.”
Familieloven fastsætter ægteskabsalderen for kvinder til 18 år, men giver dommerne ret til at acceptere undtagelser, så piger kan gifte sig tidligere. Det opleves af mange kvindeorganisationer som en bevidst omgåelse af lovens ånd. Og denne tendens ser ud til at blive mere udtalt.

Retspraksis tegner et konservativt mønster

Marokkos vej til øget ligestilling

  • 1999: Vedtagelse af Handlingsplan for kvinders integration
  • 2000: Feminister demonstrerer i Rabat for en ændring af familieloven, hvor fundamentalister demonstrerer i Casablanca imod en ændring
  • 2004: Marokko vedtager en ny familielovgivning, i folkemundet kaldet Moudawana, der blandt andet fastsætter ægteskabsalderen for piger til 18 år, giver kvinder adgang til juridisk skilsmisse og forældremyndighed, samt afskaffer mandens ret til forstødelse. Polygami afskaffes ikke, men gøres vanskeligere.
  • 2005: indførelse af kønsbudgettering i finansloven
  • 2007: Reform af Nationalitetsloven, der tillader børn at tage moderens og ikke kun faderens nationalitet
  • Juli 2011: Vedtagelse af ny forfatning, hvis paragraf 19 kræver ”perfekt ligestilling mellem mænd og kvinder” men ”inden for rammerne af landets uforanderlige principper”.
  • Februar 2012: Ophævelse af de forbehold, som blev anført, da Marokko tiltrådte FN’s Konvention om Eliminering af Diskrimination mod Kvinder, CEDAW, i 1993. Forbeholdene angik især konventionens paragraffer om ægteskab, skilsmisse og forældremyndighed
  • Januar 2013: Marokko ophæver den paragraf i straffeloven, som gav straffrihed for voldtægt, hvis voldtægtsmanden gifter sig med sit offer. Strafferammen for voldtægt sættes op til maksimalt 30 år. Lovændringen gennemføres på baggrund af folkeligt pres, efter at en ung pige begik selvmord, da hun blev tvunget til at gifte sig med sin voldtægtsmand.

”Mellem 2010 og 2011 har vi konstateret en vækst i antallet af ægteskaber for mindreårige. Og samtidig nægter Justitsministeriet nu pludselig at oplyse tallene for disse  ægteskaber, så vi har sværere ved at dokumentere udviklingen. Det samme gælder for polygami, som også synes at være i vækst, og meget tyder på, at nogle dommere undlader at indberette et polygamt ægteskab,” forklarede Fouzia Assouli, landsformand for Den Demokratiske Liga for Kvinders Rettigheder (LDDF).
I det hele taget begynder domstolenes retspraksis at tegne et mønster, der tyder på en særdeles restriktiv og konservativ fortolkning af Familieloven. I skilsmissesager, påpeger Leila Hanafi, har dommerne en tendens til kun at give skilsmisse til kvinder, der kan dokumentere, at manden ikke lever op til sin forsørgerforpligtelse, en pligt, der er funderet i islamisk lov og sharia, som fortsat er grundlaget for Familieloven. Andre årsager, herunder alkoholmisbrug eller vold, tillægges mindre betydning, påpeger hun.
Men det tydeligste eksempel på Familieloven i en konservativ retning er en højesteretsafgørelse fra 2011, der siger, at en del af hustrubidraget bortfalder, hvis det er kvinden selv, der har indgivet skilsmissebegæring.
”Højesterets ræsonnement går på, at en kvinde, der beder om skilsmisse, ikke kan påkalde sig at være offer for ægteskabets ophør, og derfor heller ikke skal have den del af hustrubidraget, der går under betegnelsen Mutaa. Det betyder reelt, at kvinder straffes for at begære skilsmisse, selv om loven åbner mulighed for det på lige fod med mænd,” konstaterer Saadia Wadah fra Marokkos Nationale Menneskeretskommission.

KVINFO uddanner familiedommere i mægling

Med reformen af Moudawana en blev familielovgivningen for første gang vristet ud af de religiøse lederes kontrol og i stedet formuleret af en kommission med tre kvindelige medlemmer. Men Familieloven hviler stadig, som den eneste lovgivning i Marokko, på den islamiske lov, sharia. Og flere af de dommere, der deltog i KVINFOs konference, understregede netop, at Familieloven i sharia’ens ånd skal benyttes som et redskab til at sikre familiernes stabilitet som samfundets fundament. Et synspunkt som i sin yderste konsekvens kan føre til modvilje mod at tilgodese kvindernes rettigheder i forbindelse med skilsmisse.
Netop derfor har der været fokus på dommernes sagsbehandling og deres tilgang til begge involverede parter i et projekt, der støtter implementeringen af Familieloven, og som KVINFO har stået for i et dansk-marokkansk samarbejde inden for rammerne af Det Arabiske Initiativ.
I alt har 280 familiedommere deltaget i et projekt om udvikling af redskaber til mægling blandt parterne i et skilsmisseforløb, og forløbet er mundet ud i en håndbog, udarbejdet i samarbejde mellem Statsadministrationen i Danmark og  Institut Supérieur de la Magistrature i Marokko, der står for uddannelsen af dommerne. Familieloven kræver, at dommeren skal forsøge at mægle mellem parterne, og som det blandt andet bliver formuleret af deltagere i workshops under konferencen, er der især på landet en tendens til, at kvinderne kort og godt får besked på at gå hjem og affinde sig med deres skæbne. 
 ”De mæglingsmetoder, vi har bidraget med, lægger derimod vægt på, at svaret i en mægling ikke er givet på forhånd. Parterne må selv finde ud af, om de vælger at blive sammen, og hvis de vælger at blive skilt, kan de så forsøge at blive enige om de bedste aftaler om forældremyndighed, økonomisk godtgørelse og så videre,” siger KVINFOs direktør, Elisabeth Møller Jensen.
”Vi håber så på, at disse redskaber og viljen til at lytte til begge parter også påvirker dommernes syn på kvinders rettigheder generelt. Et tegn på, at det har en effekt, er ganske enkelt, at dommere og kvindeorganisationer idag sidder i samme rum på vores konference og taler sammen. Det havde været utænkeligt i starten af projektet, og den dialog er mindst lige så vigtig for de forandringer, der skal slå igennem i landet,” siger Elisabeth Møller Jensen.

Krav om reform af Familieloven      

Men som Leila Hanafi også peger på i sin rapport, er de konservative fortolkninger også mulige på grund af uklare formuleringer i Familieloven.
”Det giver dommerne en uacceptabelt stor fortolkningsmargin,” konstaterer Leila Hanafi.
Netop derfor er der også under konferencen adskillige opfordringer til ”en reform af reformen”.
”Der er brug for en reform af Moudawanaen. For eksempel bør polygami helt forbydes, hvor det  i dag kun er reguleret,” sagde Fouzia Assouli.
”Der er fortsat regler, der er diskriminerende mod kvinder,” siger også Fatima Zarah Boukaissi (på billedet), som er advokat og specialist i familieret i Rabat.
”Hvis kvinder for eksempel gifter sig igen, kan de miste forældremyndigheden over børn, der er over 12, en regel, der ikke gælder for mænd. Det bør være barnets tarv, ikke alderen, der er afgørende for, hvem der får forældremyndigheden,” fastslår Fatima Zarah Boukaissi, som også peger på, at Familieloven kun gælder for gifte kvinder. Ugifte kvinder og især enlige mødre er stadig underkastet traditionel sædvane, der fratager dem retten til selvbestemmelse.
En anden knast for ligestilling er arvereglerne, der i henhold til sharia kun giver kvinder halv arveandel. Og endelig peger kvindeorganisationerne på, at familieloven ikke indeholder en minimumsalder for ægteskab, der kan forhindre godkendelse af ægteskab for piger under 15 år. Flere ønsker helt at afskaffe dommernes mulighed for at give tilladelse til ægteskab under 18 år.
Det islamiske regeringsparti, PJD, har omvendt udarbejdet et lovforslag, der nedsætter ægteskabsalderen for piger til 15 år, officielt for at komme endnu tidligere ægteskaber til livs. Men for kvindeorganisationerne er det en offensiv mod Familieloven.
” Vi bør stå fast på, at  15-årige pigers plads er i skolen, ikke i ægteskabet,” sagde Fouzia Assouli.

Nye løftestænger, men også større magt til islamisterne

En reform af Familieloven ti år efter indførelsen risikerer derfor at blive genstand for et nyt politisk slag. Et første forsøg på en reform af den oprindelige familielov endte i 2000 med at splitte det marokkanske samfund. Da reformen siden blev gennemført i  2004, var den politiske kontekst favorabel for kvindeorganisationerne, der blev støttet af kong Muhammed VI’s politiske ønske om at modernisere Marokko, blandt andet via en forbedring af kvindernes stilling.  Desuden havde  Al Qaedas attentat i Casablanca, der kostede  41 mennesker livet i marts 2003, tvunget den islamiske opposition i defensiven.  
Ti år senere sidder det islamiske parti PJD, der organiserede massedemonstrationer mod en reform af familieretten i 2000, i regeringen, sammen med to andre partier.
Men omvendt har Marokko inden for de seneste år oplevet en række initiativer, der styrker kvindernes status, herunder ikke mindst den nye forfatning fra 2011, som i sin paragraf 19 kræver ”fuld ligestilling mellem mænd og kvinder”.  Dette krav er imidlertid ledsaget af en formulering om, at ligestillingen skal ske ”inden for rammerne af landets uforanderlige principper”, en gummiparagraf, der kan benyttes til at bremse ethvert fremskridt for ligestilling.
”Vi er bekymrede for denne paragraf, men vi mener også, vi har en løftestang i kraft af de internationale konventioner, som Marokko har tiltrådt, herunder CEDAW, FN’s Konvention om eliminering af diskrimination mod kvinder. Her har Marokko ophævet sine forbehold, og over for FN lyder budskabet fra regeringen, at Marokko vil overholde alle sine forpligtelser. Det er det, vi skal holde regeringen fast på,” siger Latifa Bouchoua fra  Den Demokratiske Liga for Kvinders Rettigheder i Rabat.
Men kampen kan blive hård, frygter Fatima Daaif, medlem af det marokkanske parlament, hvor hun blandt andet sidder i Udvalget for Kvinders Rettigheder.
”Den nye forfatning giver os helt nye muligheder, men det islamiske regeringsparti forsøger klart at rulle Familieloven tilbage, først og fremmest med forslaget om en nedsættelse af ægteskabsalderen, som indtil videre er blokeret i Andetkammeret. Islamisterne har ikke flertal, og civilsamfundet støttes af de progressive partier i parlamentet.  Der er flere symptomer på, at det trækker op til en voldsom konfrontation, som vi så i 2000, hvor tilhængere og modstandere af kvinders rettigheder var på kollisionskurs. Men vi kan håbe på, at det igen ender med et kompromis som det, vi så omkring den første reform af Familieloven i 2004,” siger Fatima Daaif.

KVINFO støtter fortsat det marokkanske civilsamfund

Og under alle omstændigheder står kampen først og fremmest ude i det marokkanske samfund, hvor det stadig gælder om at udbrede kendskabet til Familieloven og påvirke holdningerne. Et arbejde, som KVINFO vil fortsætte med at støtte.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFOs program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.

”Hensigten med konferencen var netop at se, hvor langt vi er kommet , diskutere de problemer, der endnu ikke er løst, og tage disse oplysninger med i udarbejdelsen af et nyt program til afløsning for det, der slutter ved årets udgang. Det forekommer oplagt at arbejde videre med erfaringerne for konfliktmægling. Et andet fokusområde er kvinders adgang til rettigheder ude i de små landsbyer,”  siger Katarina Blomqvist, leder af KVINFOs Mellemøstafdeling.
I alt 4,5 millioner kr. går hvert år til Marokko, den næststørste enkeltmodtager efter Egypten inden for KVINFOs MENA-program, der også omfatter Jordan, Libanon og Yemen, samt regionale indsatser.