Gennem to måneder blev den kun 17-årige Khadija holdt fanget, voldtaget og mishandlet efter en gruppe mænd havde bortført hende. Hendes krop er oversået med de brandmærker og tatoveringer, de påførte hende.

Men det særlige i hendes historie er ikke bare overgrebenes utrolige grovhed. Som noget helt usædvanligt valgte hun at fortælle om dem i en video, som omgående gik viralt på sociale medier. Det ramte som en bombe i et land, hvor voldtægt og vold mod kvinder er dybt tabuiseret, og ofret er den, som sidder med skammen. Videoen og Khadija fik da også en hård medfart i flere medier, og det udløste en helt ny bevægelse – #masaktach.

#masaktach er blevet kaldt Marokkos #metoo. Bevægelsen har blandt andet offentligt uddelt trillefløjter og opfordret til at lægge fotos med dem på sociale medier, som tegn på at man ikke længere vil tie stille.

Derfor havde den danske ambassade i Rabat torsdag inviteret aktivister fra #masaktach til møde med repræsentanter for både KVINFO og Kvinderådet, som samarbejder om et program til bekæmpelse af vold mod kvinder i Marokko.

#masaktach’s reaktion rammer nemlig lige ind i – og giver momentum til – det arbejde, som flere kvinderettighedsgrupper har udført i årevis. Blandt andet organisationen LDDF Injad, som Kvinderådet samarbejder med under KVINFOs ligestillingsprogram.

Ny dokumentationsrapport

Fredag offentliggør LDDF Injad en spritny dokumentationsrapport om vold mod kvinder i Marokko. Den samler informationer fra rådgivnings- og krisecentre for voldsramte kvinder i samarbejde med krisecentrenes netværk Femmes Solidaires.

Marokko fik ny lov om vold mod kvinder tidligere i år, og selv om den indeholdt nogle fremskridt, så hænger den stadig langt bagud efter internationale standarder og traktater som Istanbul-konventionen og konventionen mod diskrimination mod kvinder (CEDAW). Blandt andet er mulighederne for beskyttelse af ofrene alt for ringe.

Men loven har været med til at sætte kønsbaseret vold på dagsordenen i Marokko, hvor vold mod kvinder ellers mest er blevet betragtet som en privatsag. Så Khadijas historie og aktivisterne fra #masaktach ramte lige ned i en allerede kørende debat.

Det er det arbejde, som rapporten nu bygger videre på. Formålet er at understøtte debatten med fakta og give LDDF Injad og andre organisationer argumenter i hånden i deres arbejde for både at få forbedret lovgivningen yderligere og for en bedre implementering af den eksisterende lov.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFO's program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram under Udenrigsministeriet (tidligere Det Arabiske Initiativ).

Foto: Katarina Blomqvist, KVINFO. Øverst af aktivisterne fra #masaktach på besøg på den danske ambassade i Marokko. Fra højre Laila Slassi, Maria Karim, Loubna Rais og Fadel Abdellaoui. Herunder bliver Kristine Rømer fra Kvinderådet interviewet af marokkansk tv.