De sidder på en rødmalet bænk i grønne omgivelser og smiler afslappet til fotografen. Med højhælede sko og hver sin håndtaske.
Forsiden på fagbladet Danske Kommuner, der udgives af Kommunernes Landsforening, fortæller en god historie i juni-nummeret 2013: Om det usædvanlige makkerpar, der skal være værter ved det succesfulde folkemøde på Bornholm – også kaldet “det politiske Roskilde Festival”. Makkerparret er en god historie, fordi “det er en sjældenhed, at to kvinder har magten i en kommune,” som bladet skriver.
Den ene er Bornholms socialdemokratiske borgmester Winni Grosbøll. Den anden er Bornholms kommunaldirektør Laila Kildesgaard. De to har arbejdet sammen siden marts 2013, hvor 44-årige Laila Kildesgaard satte sig i chefstolen i kommunen og dermed gav kønsstatistikken på danske kommuners topposter et lille hak opad.
Kun 13 procent af Danmarks borgmestre er kvinder. For kommunaldirektørerne ser det endnu sløjere ud: Her er tallet kun syv procent. Så det er en usædvanlig kombination, Bornholm har fået sig. Mens et overvældende antal danske kommuner regeres af mænd, regeres Bornholm af kvinder. I hvert fald i toppen.
Man skulle tro, at det ville blive bemærket i den lokale presse – kvinder med magt plejer at tiltrække sig en del opmærksomhed i journaliststanden. Men ikke på Bornholm, fortæller Laila Kildesgaard.
– Den vinkel har ikke været andre steder end i artiklen i Danske Kommuner. Måske ligger der nogle andre skemaer i hovederne på journalister, der laver national presse, end journalister, der dækker lokalt og kommunalt stof. De journalister, jeg taler mest med, er fra Bornholms Tidende og TV2 Bornholm, og de har aldrig haft fokus på den vinkel. Jeg har mest været ude og snakke om besparelser, organisationsudvikling og den slags, siger hun.

Lokal kærlighed

Det er en kvinde med solid erfaring i det politiske spil, Bornholm har fået på direktørposten. 10 år i kommunale lederstillinger – senest som direktør i Helsingør Kommune. Og før det en lang årrække i fagbevægelsen med stillinger i både det mandedominerede Dansk Metal og i det kvindedominerede Kvindeligt Arbejderforbund (nu 3F), hvor hun var den daværende formand Lillian Knudsens højre hånd.
Laila Kildesgaard er også en kvinde med ambitionerne i orden.
– Det har aldrig været en hemmelighed, at jeg gerne ville være kommunaldirektør, som hun siger.
På ønskelisten stod et kommunaldirektørjob i et lokalsamfund, hun følte et særligt tilhørsforhold til og havde et indgående kendskab til.
– Jeg ville gerne til Herning, hvor jeg selv kommer fra, eller også til Bornholm, hvor jeg har haft sommerhus i 14 år. Der er noget helt specielt ved at arbejde for en kommunalbestyrelse, hvor man har en fælles kærlighed til sin egn. Det gør, at der er et højere mål med ens virke, tror jeg – i hvert fald på en anden måde end der er i nogle meget større byer.
Så da chefstolen på Bornholm blev ledig, var Laila Kildesgaard ikke i tvivl om, hvem der burde sidde i den. Hun var også tiltrukket af tanken om at samarbejde med Winni Grosbøll, den 37-årige borgmester, som hun havde lagt mærke til i forbindelse med, at Bornholms folkemøde blev skabt.
– Hun virkede modig. Hun var en synlig markør i landskabet. Hun holder tydeligvis af at være her, for eksempel har hun lige for tiende gang sagt nej tak til at blive folketingskandidat – hun brænder simpelthen for sit eget område. Og det er ret vigtigt i områder, som ellers er præget af fraflytning, siger Laila Kildesgaard.
Nytårsaftensdag 2012 sendte den daværende direktør med ansvaret for Center for Dagtilbud og Skole, Center for Børn, Unge og Familier, Center for Kultur, Plan og Erhverv og Center for Ejendomme i Helsingør derfor en ansøgning af sted til jobbet som kommunaldirektør på Bornholm. Tre måneder senere rykkede hun teltpælene op og flyttede med sine børn til solskinsøen.

I maskinrummet

For Laila Kildesgaard er jobbet som kommunaldirektør på Bornholm et ønskejob. Og det er også et job med meget mening, siger hun.
– Det at få lov til at sidde på kommunaldirektørposten er jo at befinde sig nede i velfærdssamfundets maskinrum, siger hun.
Hun kan lide fornemmelsen af at have indflydelse på store, vigtige beslutninger, der betyder noget for mange menneskers liv.
– Det, der fascinerer mig mest ved at være i den kommunale sektor, er, at det er her, vi udvikler alt det, som borgerne sætter så utrolig meget pris på: At vi har en velfungerende folkeskole, at der er en hjemmepleje, som fungerer, at man kan køre på vejene, og der bliver ryddet sne til tiden – og det er jo ikke mindst i Danmark, den opgave er spændende. Fordi vi har et velfærdssamfund, som hele tiden bliver presset udefra, og hvor der konstant bliver stillet spørgsmålstegn ved den måde, man driver det på.
En af udfordringerne som chef for Bornholms kommune og regionskommune er den berømte bundlinje. Kan kommunerne blive mere effektive? Er produktiviteten høj nok? Hvad er værditilførslen per hoved i den offentlige, kommunale sektor? Får samfundet nok for pengene? Det er væsentlige spørgsmål, mener Laila Kildesgaard. Men produktivitetsdagsordenen kan nemt blive for sort-hvid. Især i områder som Bornholm.
– Det spændende ved at være på Bornholm er, at vi har andre bundlinjer end den økonomiske. Hos os er det også en vigtig bundlinje, at vi bliver ved med at have kommunal service i Hasle, Aakirkeby, Allinge, Svaneke og Gudhjem. Det er ikke nødvendigvis den billigste måde at drive en kommunal forretning på, men vi har en geografisk udfordring, som koster rigtig mange penge, fordi man skal smøre det hele ud i tyndere lag for at sige det på den måde, siger Laila Kildesgaard.
– Der er bare en hel masse andre ting, vi bliver nødt til at tage hensyn til, når vi sidder i Rønne, Herning og Helsingør, end hvor stor ydelsen er per hoved i organisationen.

Køn påvirker kulturen

Som kommunaldirektør er Laila Kildesgaard ikke bare administrativ chef i kommunen. Hun er også leder for 4.000 medarbejdere. Det er omtrent lige så mange som i det største danske forsikringsselskab Tryg. Og så er hun kollega med det øvrige Danmarks kommunaldirektører, og dermed en af de få kvinder i en temmelig mandsdomineret jobkategori.
Det kan mærkes, når hun tager til topmøder i Aalborg med Kommunernes Landsforening. Første gang, hun deltog som nyansat kommunaldirektør, spurgte hendes mandlige sidemand høfligt, hvad hun lavede i sekretariatet.
– Så der er nogle ting, der er helt selvfølgelige i andre brancher, som bare ikke er det på toplederniveau i kommunalt regi, siger hun.
Hun mærker det også i mødekulturen. Topmøderne på ledelsesniveau i Kommunernes Landsforening har mere karakter af “store familiefester” med god mad og sceneoptræden, som hun siger, end egentlig moderne networking.
– Det er ikke noget, jeg rynker på næsen af. Jeg konstaterer det bare. Måske har det noget med udbud og efterspørgsel at gøre, måske er det bare institutionen, der er sådan. Men det har fået mig til at reflektere over den kulturpåvirkning det er at være mange kvinder eller mange mænd, siger hun.
Refleksionerne har hun også i det daglige i sit eget arbejde som chef i en kommune, hvor hendes vigtigste samarbejdspartner er en kvindelig borgmester.
– Da jeg var i Dansk Metal, var jeg den eneste kvindelige konsulent. Og jeg har i mange år tænkt, at det også har sine fordele at være et mindretal. Den særlige opmærksomhed eller omsorg, man kan få, kan være en del af ens arbejdsglæde. Men det jeg oplever nu er, at det er en anden glæde at være ‘mainstream’ – i min optik er der simpelthen ingen undskyldning for ikke at arbejde for en ligelig kønsfordeling. Det er lige meget, om det er et sted med mange mænd eller et sted med mange kvinder. Det giver rigtig meget at være i et miljø, hvor der er forståelse både på den ene side og på den anden side, siger Laila Kildesgaard.
Derfor vil hun gerne arbejde for mere mangfoldighed blandt sine egne ansatte. Ikke i form af kønskvoter, men i form af opmærksomhed.
– Jeg stak hovedet ind i et mødelokale forleden, hvor der sad en gruppe, der skal lave vores nye HR-strategi. Jeg lagde med det samme mærke til, at der ikke var nogen mænd. Og det synes jeg bare er brandærgerligt. Det er noget, jeg lægger mærke til og påtaler.

Hjælp til kommunalpolitikere

Mangfoldighed er som sagt ikke det mest dominerende, når man ser på de danske kommunaldirektører. Men heller ikke når det gælder de øvrige lederposter i de danske kommuner.
For et år siden offentliggjorde forskere fra tre universiteter en analyse af uddannelse, køn og alder blandt kommunernes direktioner fra 1970 til 2008. Den viste, at der er en klar kønsforskel på området. Udover den meget lille procentdel kvinder blandt kommunaldirektørerne, er kommunernes direktioner præget af, at de fleste topposter med mange kvinder er på børne-, kultur- og socialområdet, mens få er tekniske direktører. Uanset område er mænd stadig det dominerende køn blandt direktørerne.
Hvorfor sidder så få kvinder på topposterne? Og hvad er baggrunden for det ekstremt lave antal kvindelige kommunaldirektører? Professor Morten Balle fra Aalborg Universitet, der stod bag analysen, gav to bud på et svar: At systemet er konservativt. Og at interessen mangler.
“Der er en tendens til, at kvindelige topchefer interesserer sig mindre for det politiske spil, og som kommunaldirektør er det en væsentlig del af jobbet at kommunikere og forstå det spil,” sagde han til Danske Kommuner.
Den analyse af den manglende interesse for det politiske spil, deler Laila Kildesgaard slet ikke.
– Det ringer ingen klokker hos mig. Jeg kan ikke se i min chefgruppe her eller blandt de direktører, jeg kender rundt omkring, at det skulle være tilfældet, siger hun.
Men hvad forklaringen så er, har hun ikke noget umiddelbart bud på. Til gengæld mener hun en masse om det lave antal kvindelige kommunalpolitikere i Danmark.
– Der findes en del analyser og undersøgelser, som peger på, at det fortsat er kvinderne, der gør mest rent og sørger for det meste derhjemme. Hvilket kan passe dårligt sammen med at gå ind i kommunalpolitik, for det er jo et fritidsjob at være kommunalpolitiker, siger hun.
Kun cirka en tredjedel af de danske kommunalpolitikere er kvinder. Og her kan kommunen spille en stor rolle i at tiltrække langt flere kvinder, mener Laila Kildesgaard.
– Man kan effektivisere møderne en del. Først og fremmest kan man sætte et sluttidspunkt på møderne. Det kan være en stor hjælp for rigtig mange. Vi bør også indrette os i administrationen på en måde, så man nemmere kan få rådgivning og de redskaber, man skal bruge, siger hun.
– Det fokus, der er i det moderne liv i disse år med eksempelvis mad som statusmarkør og sundhed som religion matcher dårligt med det arbejde, jeg oplever kommunalpolitikere løfter. Som det er nu, er der mere rullepølse og aftenarbejde end tidssvarende gadgets og faste mødetidspunkter.
Om Bornholm får flere kvinder ind i kommunalpolitik vil vise sig, når bornholmerne går til stemmeurnerne til kommunalvalget tirsdag 19. november. Valget kan også betyde en helt ny samarbejdspartner for Laila Kildesgaard, hvis borgmesterposten skifter hænder.
På Bornholm er borgmesterkandidaterne den 37-årige borgmester Winni Grosbøll (S) og den 56-årige tømrermester og viceborgmester Steen Colberg Jensen (V).