“FUCK YOUR MORALS”, råbte jeg af mine lungers fulde kraft, da jeg stod side om side med FEMENs franske aktivister. Det var en helt almindelig lørdag i Paris, men for mig var det en særlig dag; det var min første træning i FEMENs træningslejr. Jeg var i Paris for at lave et feltstudie om FEMEN og mærke på egen krop, hvordan det kan udspille sig at være FEMEN aktivist.
Men det handlede ikke bare om at råbe:
Viktoria og nogle af de andre erfarne aktivister begynder at forklare til alle os nye aktivister, at vi ikke skal være bange for at se grimme ud. Vi er ikke grimme, fordi vi skriger, men folk er ikke vant til at se kvinder sådan; “Det er meningen, at kvinder skal være stille. De er ikke ment til at skrige. Kvinder skal helst være pæne, smilende, – ikke som os. Vi viser dem kvinder, som de ikke er vant til at se dem”. Hun siger, vi skal sørge for, at man kan se vreden i vores ansigt: “Vi skriger ikke, fordi vi er her som en gruppe. Jeg vil have, at I skriger, fordi I personligt føler det. I skriger for jer selv.”
Skrigene, der fyldte rummene, var således ment til at udtrykke en indre vrede. En vrede vi alle sammen måtte have som kvinder og som nyankomne aktivister. Men det var ikke en hvilken som helst vrede; det var en vrede, der skulle være knyttet til kønnet, til uretfærdigheden, og som skulle udtrykkes som FEMEN udtrykker vrede. Her var ikke plads til halvhjertede forsøg eller generthed. Med en nærmest militant mine vandrede de erfarne aktivister iblandt os og demonstrerede, hvordan vreden hos FEMEN ser ud. Billederne og skiltene på væggene vakte FEMENs tidligere aktioner til live, og når lederne af gruppen stillede sig i position og skreg en i hovedet af lungernes fulde kraft, var det svært ikke at blive opildnet.

Når de begynder at undertrykke os, er det bevis på vores effektivitet og magt

Som aktivist i træning lærte jeg at finde mig i at blive råbt ind i hovedet, at give og få blå mærker under tacklinger og lade journalisternes kameralinser følge mig nysgerrigt, hvad enten jeg sad i metroen eller lavede mavebøjninger. Alt dette var en del af min træning. En træning, de forbereder dig på at råbe andre ind i hovedet, at blive tacklet og gøre brug af journalisternes opmærksomhed som repræsentant for FEMEN.
FEMENs aktioner er krævende, og de indebærer risici. Man skal være forberedt på, at man kan blive anholdt, angrebet og afvist. Men det er langt fra alle aktivister fra træning, der ender med at deltage i en egentlig aktion, alligevel synes volden altid at være til stede: som minde, som trussel eller som forventning.
Aktivisterne løber alvorlige risici, men volden og modstanden er ikke noget, der bare begrædes blandt FEMEN aktivister. For som en af lederne af gruppen har udtalt, så er målet ikke, at folk skal være enige med FEMEN. Tværtimod er det først, når FEMEN forarger og provokerer, at de mener, de rykker ved noget. Dødstrusler blev sommetider læst op i FEMENs træningslejr, der blev endda grint af dem til tider, og de synes at blive delt som en påmindelse om, at der stadig er arbejde, der skal gøres. Eller som en af aktivisterne udtalte:
“Det, (..) at pigerne er blevet kidnappet og tæsket sønder og sammen, det er det bedste bevis på, at vi spiller en stor rolle. Vi er der, og de anerkender det, når de er nødt til at finde på måder at reagere overfor os på, og når de begynder at undertrykke os, er det bevis på vores effektivitet og vores magt.”
Ligesom dette citat illustrerer, så havde flere af aktivisterne fokus på reaktionen. Som om, at det var volden, modstanden og kritikken, der bekræftede flere af aktivisterne i, at der er brug for deres arbejde. For hvis den nøgne og politiske kvindekrop provokerer, fik de understreget deres pointe.

Styrke og sårbarhed

FEMEN er ikke kun de spektakulære aktioner. Flere af de billeder, der gengiver FEMENs budskaber, bygger ikke på aktioner, men på såkaldte photo-shoots, eller photo-actions. Aktivister stiller op til fotografering i FEMEN-poseringer i udvalgte omgivelser, uden egentlig at deltage i en konkret aktion. Det var i forbindelse med disse øjeblikke, jeg hørte kritikken internt i FEMEN hårdest.
Flere af disse dedikerede aktivister gav udtryk for, at den massive mediedækning ofte mindede om et tv-show, mens andre tværtimod oplevede det som frigørende, eller som et nødvendigt onde for at promovere FEMENs ideologi. Men fraværet af modstand, interessen fra journalister, der roste FEMENs arbejde synes at udfordre flere aktivister. Både i forhold til deres syn på dem selv, men også i samspil med omgivelserne. Det virkede som om, at kropsligheden pludselig kunne ændre sin betydning og gå fra styrke til sårbarhed.
Andre aktivister gav udtryk for, at de fandt fotograferingerne frigørende. En frigørelse, der også var til stede i refleksioner over aktionerne og i FEMENs manifest, når historien om den slavebundne kvindekrop fortælles. En historie, der også vækkes til live, når FEMENs støtter sender billeder af deres kroppe med politiske slogans, der kritiserer de tabuer, de mener omgiver dem. Tabuer, der synes at gentage sig selv, når de straffes og kritiseres for deres bidrag til FEMEN. Et eksempel er sagen om Amina. Amina, der er en af FEMENs tidligere støtter og medlemmer, blev overfaldet, kidnappet og fængslet som reaktion på et billede, hun havde taget af sig selv og sendt til FEMEN.

Det giver mig muligheden for at generobre det, der er mit

“Den første gang jeg gjorde det, var jeg på en måde nervøs. Men så blev jeg overrasket over, at jeg faktisk fandt det virkelig befriende. Der er noget livsbekræftende over det.”
Sådan fortalte en af aktivisterne om sin første aktion. Hun fortalte mig om sin nervøsitet for at tage skridtet og deltage i aktionen, men for hende var deltagelsen også en følelsesmæssig begivenhed. En begivenhed, der synes at bekræfte hende i ideen om den slavebundne kvindekrop:
“Jeg tror, at der er meget skam knyttet til kvindekroppen; du lærer i en ung alder, at det er noget, du skal dække til, noget du skal skamme dig over, at det ikke er din ejendom, den tilhører resten af samfundet. Det jeg godt kan lide ved FEMENs aktioner, det er, at det giver mig muligheden for at smide alt det væk og generobre det, der er mit. Og det er en meget frigørende oplevelse, der får mig til at føle mig magtfuld, der får mig til at føle mig stærk.”
Det, der er på spil her, er følelsen af overskridelse. En overskridelse, der ifølge George Bataille henviser til den handling, hvor man for en tid bryder med et givent tabu i samfundet. Men overskridelsen er momentan. Den kan kun finde sted, fordi de overordnede strukturer ikke ændres. Overskridelsen er derfor, ifølge Bataille, en risikofyldt handling, fordi det gør den enkelte opmærksom på, hvilke restriktioner, de normalt er underlagt i hverdagen – uden nødvendigvis at ændre dem fundamentalt.

Om at vise tænder

FEMENs fortælling er omfattende, ikke i omfang, men i indhold. Fjendebilledet er bredt og indebærer hele samfundsstrukturer. FEMEN har erklæret krig mod religion, sexindustrien og diktatur. De fortæller om en slavebunden kvindekrop og har en ret entydig pointe om hvem, der er undertrykt. Det kommer til udtryk, når de skriver, at vi lever i en verden, hvor økonomi, kultur og ideologi er under mandlig okkupation. En verden, hvor kvinden er under kontrol og kun har sin krop tilbage som våden; et våben, der ifølge FEMEN er nøglen til at undergrave patriarkatet.
Det virker som om at en del af de, der udgør FEMENs aktivister, deltager netop fordi den momentane overskridelse af samfundets begrænsninger er af værdi for dem – også selvom revolutionen kan virke fjern. Det er i den momentane og kropslige manifestation af, hvordan frihed kan se ud, når man overskrider tabuet, at de synes at finde potentialet for forandring. En forandring, der synes at indebære at tage, ikke modtage, en rettighed.
Som en af aktivisterne fortæller mig, så er det ikke revolutionen, hun stiler mod som middel til at ændre på tabuet, men truslen om revolutionen. For hende handler det om at “vise tænder”, at vise andre et potentiale for forandring og føle det på egen krop.
Det tyder på, at FEMENs aktioner består af politik, men også af krop og følelser. Her er det ikke kun FEMENs taktik, der spiller en rolle, selvom det synes at være denne, der forarger mest. Det er bemærkelsesværdigt, at medierne sjældent taler om det faktum, at mange af aktivisterne har personlige historier, der rummer fortællinger om voldelige overgreb, der er særligt knyttet til seksualitet og køn. Tværtimod synes der at være flere voldelige trusler rettet mod FEMEN, end der er interesse for den vold, der gik forud for flere af aktivisterne engagement. Er det FEMENs imitation af den vold, aktivisterne mener at have oplevet, der provokerer publikum, når FEMEN forarger, snarere end det er volden i sig selv?

Problemet med Nøgenhed

“De har et problem med nøgenhed. De har et problem med, at FEMEN aktivister ser for godt ud, for så kan de ikke være af værdi. Hvis du er køn, så skal du søge for at skjule det eller lade som om, at du aldrig har opdaget, at du er køn.”
Således fortæller en af aktivisterne under et interview. Nøgenheden er til stede i hendes bevidsthed, ikke alene som aktivistisk strategi, men som en trodsighed. For hende handler det ikke om at vise sine bryster, men at vise sig selv og overskride skammen, at det ikke er samfundet, der bestemmer. Citatet fortæller, at det, ligesom det var tilfældet med mange af de andre, er overskridelsen af samfundets tabuer, der er med til at give hendes engagement i FEMEN mening. Et engagement, der får mening, idet samfundet giver hende noget at overskride: det er tabuet, der gør hendes overskridelse mulig.
Det er disse tabuer, der fortælles og forhandles under træning og protest. Men måske handler det ikke kun om FEMENs fortællinger. Måske kan reaktionerne og mediedækningen af FEMEN tilbyde indsigt i, hvor vi står som samfund i forhold til tabuer om seksualitet, køn og krop?

http://www.youtube.com/watch?v=MuUqvxcOQnc