Jeg fik øgenavnet SoloSanne i 6. klasse. Jeg fik det, fordi jeg ville synge solo i skolemusicalen. Sådan er børn jo ret lavpraktiske, når det kommer til øgenavne, og derfor skal jeg vist bare være taknemmelig for, at jeg ikke gav min klasse mæslinger, for så ville jeg i stedet have heddet SmitteSanne.
Men mine plageånder anede måske alligevel, at der lå flere niveauer gemt i det øgenavn, de valgte. I hvert fald har jeg næsten altid kørt solo.
Jeg tror, at det mest af alt skyldes mit køn. Havde jeg haft noget mere tissemand til at følges med min attitude, havde andre mennesker tacklet mig med langt større overbærenhed, og jeg havde ikke været nødt til at kæmpe hver eneste dag for retten til at være den, jeg nu engang er.
Lad mig begynde med at give dig en opgave: Sæt dig ned og lav en liste over karaktertræk. Du kan for nemheds skyld lave to kolonner og skrive “kvindelig” over den ene og “mandlig” over den anden.
Hvis jeg så siger stærk-svag, hård-blød, aktiv-passiv, initiativrig-afventende, vred-udglattende, liderlig-dydig eller ligefrem selvindbildsk-selvudslettende. Hvor vil du så sætte ordene ind?
Nemlig.
Vi lever i et system, der har defineret kvindelighed og mandlighed som to meget fastlåste størrelser – og som hinandens modsætninger. Det er dybt åndssvagt, fordi ingen mennesker er enten det ene eller det andet. Hvilket betyder, at mange mennesker går rundt og føler sig forkerte i deres køn og tror, at det er dem, der er noget galt med.
Nej, den her opdeling er problemet!
Jeg har altid nægtet at acceptere den. Jeg har i stedet insisteret på, at jeg er den, jeg nu engang er, og mit køn er faktisk ret ligegyldigt. Det har så tvunget mig til at køre solo.
For enten har konsekvenserne af min upigede opførsel været, at andre ikke ønskede at have noget med mig at gøre. Eller også valgte jeg selv at holde mig væk, fordi jeg vidste, at jeg for at kunne være med i fællesskabet skulle tone alle mine egenskaber, kundskaber og lidenskaber ned.
Det er de færreste, der er villige til at isolere sig selv så meget, som jeg har gjort, for at undgå at skulle have deres køn på slæb. Men inden du tænker, at jeg ser ned på andre kvinder for ikke at gøre ligesom mig, så lad mig straks komme med en forsikring: Årsagen til, at jeg skriver denne bog, er altså, at jeg er rasende over, at kvinder tvinges til at vælge imellem at være os selv eller være kvindelige.
Kvinder findes i alle former med alle slags attituder, så der skal simpelthen være plads til en langt mere rummelig kvindelighed. (Der skal også være plads til en mere rummelig mandlighed, men det må mænd selv skrive bøger om).

Helvede er andre mennesker, der afbryder

Og nej, det er sgu ikke altid lige let at køre solo. Der er da dage, hvor jeg ligger selvmedlidende i min seng og roterer rundt på smuldet af tre poser sour cream and onions. (Ja, meget rammende er min ynd-lingssnack den mest asociale chips, der findes. Serverer man den til sine gæster, kan man være sikker på, at ingen har lyst til at komme hinanden alt for meget ved).
Jeg er dog aldrig så ensom, når jeg er alene, som jeg er, når jeg er sammen med mennesker, der ikke kan rumme den, jeg er. Alle dem, der i årenes løb har forsøgt at presse mig til at være en rigtig kvinde, har gjort mig uendelig mere trist, end det er at være helt alene på en regnvejrssøndag.
En erkendelse, der totalt har destrueret min medfødte konfliktskyhed (som jeg nok i forvejen ikke havde vildt meget af). For hvis jeg har valget mellem dårlig stemning i form af tristhed inden i mig selv eller dårlig stemning i form af en konflikt uden for mig selv, så kan jeg da lige så godt vælge det sidste. For så er folk godt nok sure og sviner mig til, til gengæld kommer jeg aldrig længere ned i tristessen, end at den kan kureres med sour cream and onions.
Så jeg insisterer på, at jeg skal have plads til at være mig. Til at være sjov, intelligent, passioneret og kreativ. Jeg kræver, at reglerne for mig ikke skal være anderledes, end de er for dem, der har lidt mere tissemand sammen med den attitude. Ellers siger jeg højlydt fra.
Og derfor er dårlig stemning rigtig god til at finde mig.
Jeg kan give dig et eksempel fra den mere underholdende afdeling. En samtale mellem mig og et par af mine mandlige komikerkolleger. Den finder sted backstage på Comedy Zoo for en del år siden.
Jeg er netop kommet ned fra scenen, hvor jeg har stået og testet nogle nye jokes om det her med, at medierne altid har så travlt med at bringe “videnskabelige” undersøgelser, der viser, at det ene køn er klogere end det andet. Min punchline er: “Men selv hvis der bliver fundet et endegyldigt bevis for, at det ene køn er klogere end det andet, så vil det andet køn vel være for dumt til at forstå bevisførelsen.”
En af mine kolleger fronter mig, straks jeg kommer ned ad trappen fra scenen:
Ham: Det passer ikke, at kvinder er klogere end mænd!
Mig: Det sagde jeg da heller ikke. Jeg sagde …
Ham: Der er masser af videnskabelige undersøgelser, der viser, at mænd er klogere end kvinder!
Mig: Men min pointe var jo, at …
Ham: Bare fordi det ikke er politisk korrekt at sige det, så er der masser af videnskab, der bakker op om det her! Der er lavet undersøgelser …
Mig: Der er også masser af videnskab, der ikke gør! Jeg har læst, at …
Ham: Må jeg lige tale ud!?
Mig: Jamen, jeg …
Ham: Lad være med at afbryde mig! Der er lavet masser af videnskabel …
Mig: Du afbrød mig først!
Ham: …
Mig: Så hvis jeg lige må have lov at tale ud, så er min pointe altså, at …
Ham: Hvis du skal være barnlig, så gider jeg ikke diskutere.
(Han vender sig væk fra mig).
Mig: Hvad fanden mener du med barnlig!? Det er sgu da dig, der står og angriber mit materiale.
(Han går hen mod toilettet, men vender sig i døren og ser på mig med et nedladende smil).
Ham: Hvis du vil kalde dét materiale, skulle du måske forsøge at gøre det sjovt.
(Han forsvinder ind bag døren).
Mig: Hvad fuck er det for noget pis at sige!
En anden mandlig kollega: Hey-hey, rolig nu.
Mig: Hvad fanden blander du dig nu for?
En tredje mandlig kollega: Årh, du er altid bare så pissesur, Sanne.
Jeg sætter mig ned og ser på mine noter, mens stemningen i lokalet er helt død, og alle sidder tavse, indtil jeg fem minutter senere vælger at tage min jakke og forlade rummet. Straks jeg er igennem døren, kan jeg høre dem begynde at tale og le sammen igen.

Kvinde er ikke kvinde værst. Alle er kvinde værst

Selvom ordvekslingen fra ovenstående eksempel klart hører til i den mere eksplicitte ende, så er situationen meget symptomatisk for min omgang med mine standupkolleger. Efter 10 år i branchen har de stadig ikke vænnet sig til min attitude. De forventer vist endnu, at en rigtig kvinde en dag vil materialisere sig i stedet for mig.
På den måde ligner de stort set alle andre voksne mennesker, jeg har mødt i min opvækst og sidenhen som voksen. Med meget få undtagelser har alle som én forsøgt blidt eller brutalt at presse mig til at tage kvinderollen på mig. Med alt, hvad det ville indebære af selvudslettende, passiv adfærd.
Denne bog er mit forsøg på at vise, hvordan det pres opleves, og hvorfor jeg mener, at vi stadig har rigtigt meget, vi skal have fikset, når det kommer til spørgsmål om køn selv her i vores velnærede vestlige verden.
Det er ikke min hensigt at kaste anklager imod enkeltpersoner. Derfor optræder der også få navne i min fortælling. Det er min klare overbevisning, at det, jeg har været igennem, har været et resultat af det system, der definerer kvindelighed som en meget fastlåst størrelse. Og som samtidig også stadig definerer det kvindelige som noget, der er underordnet i forhold til det mandlige.
Derfor vil du se, at mange af de mennesker, der i årenes løb har presset hårdest på for at få mig til at opføre mig mere kvindeligt, har været andre kvinder. Det er ikke, fordi “kvinde er kvinde værst”, men fordi et systems tankesæt overtages af alle, der lever i det system. Det overtages selv af dem, der lider under det (med et fint ord kaldes det internalisering).
Det kræver stor årvågenhed ikke at udsætte sig selv eller andre for de begrænsninger, der følger med et så fasttømret kønssystem som vores. Jeg håber, at du ved at læse denne bog ikke bare får øjnene op for nogle af de begrænsninger, vi som samfund lægger på helt unge piger – og på helt voksne kvinder. Men også, at du forstår, hvor voldsomme de sociale konsekvenser er, hvis man ikke bøjer sig for presset.
Jeg er i årenes løb blevet forsøgt disciplineret til kvindelig underdanighed med alle tænkelige metoder – på nær en. Jeg er gudskelov aldrig blevet voldtaget. Men jeg er blevet truet med det. Flere gange. Og jeg er blevet raget på, slået på, råbt ad, grinet af, skældt ud og hængt ud, irettesat og ignoreret.
Jeg er blevet mobbet og udelukket, blevet sendt på kontoret på samtlige uddannelsesinstitutioner, jeg har gået på, blevet fyret og blevet nedgjort – både fra scenen, på scenen og bag scenen.
Der går heller ikke en uge, uden at nogen skriver til mig og fortæller mig, hvordan jeg bør opføre mig.
Fik jeg nævnt, at jeg er et voksent menneske på 35? Som altså til stadighed bliver fjernopdraget af andre voksne.
Og ved du hvad, folk oftest siger, når de irettesætter mig?
De siger: “Du skal lære at vælge dine kampe!”
Det er den sætning, jeg uden sammenligning har hørt flest gange i mit liv. Faktisk har jeg nærmest aldrig prøvet at tage en kamp, hvor der ikke har været nogen, der har sagt, at jeg skal lære at vælge dem bedre.
Så det må jo betyde, gulp, at jeg har dedikeret mit liv til alle de forkerte kampe …
Næ, sådan tænker SoloSanne ikke. I stedet har jeg perfektioneret et kampparat svar til alle, der prøver at lukke min kampgejst ned: “Stop så med det patroniserende pis. Hvis jeg tager en kamp, så er det sgu, fordi jeg har valgt den! Du kan være uenig i, hvor væsentlig den er, men du har ingen ret til at blande dig i, hvad jeg skal eller ikke skal kæmpe for.”
Og jeg kæmper ufortrødent videre mod presset om at bære kvindelighedens lænke. For jeg har set, hvor høj en pris man kan ende med at betale for at bære den. Det kan ende med, at man selv helt forsvinder.
Så kører jeg hellere solo.