Mahdohkt drives af en brændende lidenskab efter at få børn, men samtidig afskyr og frygter hun seksualiteten. Et dilemma, der driver hende til vanvid. Hun er den første af de fem kvinder, man møder i Shirin Neshats filmværk Women Without Men, der netop har haft verdenspremiere på ARoS Kunstmuseum. Den iranskfødte new yorker var selv i Århus til åbningen, hvor FORUM mødte hende. 

Women Without Men består af fem videoinstallationer, hvor man ud over Mahdokt følger den unge Zarin, Faezeh, Munis og den lidt ældre Farokh Legha i afgørende livssituationer. De mødes til slut i Farokh Leghas have i den sidste af filmene, der afrunder værket.

Inspirationen til Women Without Men har Shirin Neshat fundet i den iranske forfatter Shahnush Parsipurs roman af samme navn fra 1989. Den er ligesom Parsipurs øvrige bøger bandlyst i Iran, hvor forfatteren tilbragte flere år i fængsel, og hun lever nu som Neshat i eksil i USA.  Romanens kvindefigurer har kun mulighed for at frigøre sig i en magisk realisme. Shirin Neshat tolker til gengæld historierne anderledes: 

– Ja, det er sandt. Jeg er ikke på linie med Shahnush på det punkt. Jeg ønsker, at kvinderne i mine fortællinger gennemlever en positiv transformation og opnår en frihed og bevægelighed i det virkelige liv, ikke kun i en magisk dimension. I mine historier mister kvinderne næsten altid noget dyrebart – for så til gengæld at opnå noget andet.

Kunst skal give politisk perspektiv

Ligesom romanen tager Shirin Neshats Women Without Men  afsæt i året 1953. Det år, da iranske tropper med hjælp fra de amerikanske og engelske efterretningstjenester afsatte den demokratisk valgte premierminister Muhammad Mossadegh, for i stedet at indsætte den USA-venlige Muhammed Reza Shah. Konsekvenserne af denne ødelæggelse af det spirende demokrati, til fordel for vestlige økonomiske og politiske interesser, er højst aktuelle for iranere i dag, uanset om de bor i Iran eller er i eksil, og kan samle både islamister og opposition. 

At sætte scenen i 1953 kan derfor ses som et historisk vink til nutidens politikere på den globale scene. Og Shirin Neshat er heller ikke bleg for at kalde sig politisk kunstner. 

– Som kunstner har man et moralsk ansvar for at være politisk. Selv om jeg ikke er aktivist på gaden, så vil jeg gerne informere og perspektivere historiske og politiske begivenheder igennem min kunst, understreger Neshat, der forlod Iran i 1974 og har levet i eksil siden revolutionen i 1979.

Med de temaer, Shirin Neshat har behandlet gennem sin kunstneriske karriere, fx i det store gennembrudsværk Women of Allah (1993-97), kan det også synes nærliggende at kalde hende en feministisk kunstner. Den betegnelse er hun dog mere skeptisk over for: 

– Jeg ved ikke, hvad feministisk kunstner betyder. Hvis det betyder en bestemt feministisk organisation eller bevægelse, så er jeg ikke feminist, men hvis du mener et talerør for kvinders sag, så vil jeg gerne kaldes feminist.

Markedsført som ‘muslimsk kvinde’

Shirin Neshat har igennem 1990’erne udstillet i storbyer som London, Stockholm, New York, Athen og Istanbul, hun har vundet adskillige internationale priser såsom Den Gyldne Løve på Venecia Biennalen i 1999 og har prydet forsiderne på store og betydningsfulde magasiner og aviser som The New Yorker og The Financial Times

Ofte er Shirin Neshat blevet præsenteret og markedsført som den ‘muslimske kvinde’. I det amerikanske tidsskrift Artnews skrev en anmelder for eksempel, at hendes billeder fungerer “som en potent metafor for den barske realitet, i hvilken muslimske kvinder bliver offentligt censureret og holdt fanget i deres traditionelle roller.” Hvad siger hun selv til den rolle? 

– Det er et vilkår. Kønnet er altid i fokus, når man er en kvindelig kunstner, og når man så kommer fra et fremmed land, som jeg gør, så er religion også et stort emne. Folk spørger mig tit: “Er du ikke træt af at være den kvindelige, muslimske kunstner?” Men jeg beklager mig ikke, for jeg fokuserer jo selv på køn og kvinder. 

– Jeg kæmper imod klichéer og simplifikationer, og når journalister stiller mig stereotype spørgsmål om muslimske kvinder, så lader jeg dem det vide. Det er en del af kommunikationen. Vi må opdrage og uddanne hinanden. Når du besøger Iran, så får du jo også naive og snæversynede spørgsmål om dit land. Det kan vi ikke bebrejde hinanden, siger Shirin Neshat.

Orientalismens dobbeltspejl

Seksualiteten og kroppen står helt centralt i Shirin Neshats værker. I Women Without Men er tunge temaer som prostitution og voldtægt fremtrædende. Men det er ikke en dyster udstilling – tværtimod. 

Smerten og ulykken er til stede, men indrammet i billeder, der er så fantastisk smukke. Næsten for smukke. For sjældent har man set en mere delikat Orient. Scene for scene præsenteres man for sandfarvede ruinbyer, olivenlunde og smagfuldt orientalsk indrettede rum. De orientinspirerede europæiske malere i 1800-tallet kunne ikke have gjort det bedre: forfald, seksualitet og skønhed i dirrende farlig forening. 

Orientalisme har man kaldt denne europæisk konstruerede Orient, og Shirin Neshat agerer hjemmevant på denne scene. Noget hun da også i internationale tidsskrifter er blevet kritiseret stærkt for at benytte sig af.

Orientalismen er ikke desto mindre overordentligt populær i Mellemøsten i dag. Klassiske europæiske orientinspirerede kunstværker fra det 19. århundrede bliver opkøbt i stor stil, og turistbrochurer og en lang række tv-serier tapper grådigt fra denne europæiske orientkilde. Vesten har således ikke længere patent på orientalismen. Mellemøsten har taget den til sig, og den er blevet identitetsskabende.

Shirin Neshats kunst er derfor global i mere end en forstand. Neshat benytter nemlig denne europæiske spejling af Mellemøsten som en arena til igen at stille skarpt på Mellemøsten – og indirekte på Vesten. Denne forførende europæiske Orient kombinerer hun samtidig med en lige så attraktiv og moderne 50’er-retro stil, hvor man blandt andet ser Farokh Legha siddende stramtaljet iført solbriller og slør a la Audrey Hepburn med en emanciperet cigaret i munden, på vej gennem et gyldent ørkenlandskab i en stor gammel 50’er bil. 

Som kunstner sidder Shirin Neshat derfor som en lus mellem to negle: Enten hyldes hun som repræsentant for ‘den muslimske kvinde’ – eller også kritiseres hun for at være orientalist og dermed ikke repræsentere det ægte og autentiske Iran eller Mellemøsten. En argumentation, der indirekte bygger på en forestilling om en ægte og monolitisk mellemøstkultur.

‘Skader du min krop…’

Sagen er, at Shirin Neshats kunst virker, også selvom – eller netop fordi – hun benytter en europæisk Orient som ramme for sin kunst. I det tyrkiske bad, der ligner en reproduktion af den franske maler Jean-Léon Géromes malerier fra 1800-tallet, placerer hun den unge Zarin, der mest af alt ligner en anorektisk New Yorker-pige, som selvdestruktivt ‘cutter’ sig selv til blods med en hård vaskeklud. 

Derved stanger hun skønmaleriet af den eksotiske Orient og holder det i skak med denne postmoderne vestlige pige. Den universelle historie om fornedrelsen, politisk såvel som personlig, der fører til et uberettiget selvhad, er dermed fortalt, så vi alle genkender den igen. 

En af orientalismens gængse faldgrubber er den klassiske dikotomi om Østen som feminin og kropslig over for Vesten som maskulin og ikke-kropslig, med Descartes’ berømte ord: ‘Jeg tænker – altså er jeg’. Men det slår en, at hvordan Shirin Neshat insisterer på sindet som en uadskillelig del af kroppen. Det er som om, hun i sin kunst siger: ‘Skader du min krop, bliver jeg sindssyg’. 

– Min krop reagerer altid prompte på det, jeg oplever. Jeg kan blive helt paralyseret af min krops reaktioner – så kan jeg ikke spise eller noget andet. Jeg har ikke tænkt på det på den måde før, men måske har det noget at gøre med det at være kvinde, fordi vi så ofte mishandler vores krop for at forblive smukke – selv når vi bliver gamle, siger kunstneren, der fyldte 50 sidste år.

Det universelle i det specifikke

Forestillingen om den undertrykte muslimske kvinde benyttes ofte af vestlige politikere til at legitimere den politik, der føres i Mellemøsten i dag. Men ser man på Irans historie, så har der aldrig været så mange kvinder på arbejdsmarkedet og på universitetet, som der er i dag. 

– Ja, det er sandt, og kvindebevægelsen er også meget aktiv og populær blandt storbykvinder i Iran i dag. Men iranske kvinder er også udsat for at blive fængslet og tilbageholdt i urimelige situationer. Det er jo et meget voldeligt regime, siger Shirin Neshat.

På et kvindepolitisk plan har diskussionerne om den undertrykte, muslimske kvinde også været meget i fokus i Vesten. Tror du, det skyldes, at kvinder i Vesten igennem debatten om ‘undertrykte muslimske kvinder’ har mulighed for at diskutere egne problemer? 

– Måske, men jeg tror også, at hvis man for eksempel i kunsten, kan vise nogle af de følelser af ensomhed eller undertrykkelse, som vi alle går og holder nede i hverdagen, så rammer man noget universelt. Det universelle er dog kun muligt at få i tale, hvis der ikke moraliseres, og hvis der ikke generaliseres for meget. Man bliver nødt til at tage udgangspunkt i den personlige historie, ellers bliver det alt for undvigende og flygtigt. Det er også derfor, at det meste af min kunst handler om mit eget liv.