Zap for sulan!

Da Katrine Buchhave Andersen ved et
8. marts-arrangement sidste år læste op af sin roman EVA – et styk vestlig hjerne med kvaps i knolden,
der netop er udkommet, var vi mange som fornemmede, at her var noget
virkelig nyt. For hvornår har man sidst siddet opslugt og helt fremme
på stolekanten for at følge et referat i real time af de mest trivielle
tilbud i tv’s sendeflade – ledsaget af en springende snakken om stort
og småt?

Der sker ikke meget og samtidig en fantastisk masse i
løbet af den dag, hvor romanen udspiller sig. Evas kæreste er lige
skredet. På nær et par kiksede visitter hos sine nye naboer og en tur
ud i skræmmende mørke gader, forlader Eva ikke lejligheden og sit tv.
Hun zapper. Det kan ligne en virkelighedsflugt, men virkeligheden
vælter ud gennem skærmen og Evas bevidsthedsstrøm om familie,
(manglende) fremtidsudsigter og forhold mellem mennesker, som hun
opstiller teorier og systemer for, gengivet i nogle forrygende
tegninger.

Fra en forkølet reportage om kvindernes kampdag
zapper Eva videre mellem makeover- og datingprogrammer,
ekspertdiskussioner om hjerneforskelle på drenge og piger, kønsadskilt
undervisning, og rapperen Rotten, der forklarer, at ‘luder’ bare er et
nyt ord for ‘fjols’.

Buchhave Andersen sampler fra
virkelighedens medier (man genkender bl.a. Hanne-Vibeke Holst fra
debatten om sexisme i raptekster) og opfinder nye bizarre programmer.
Mikset viser tydeligt, at virkeligheden ikke står tilbage for fiktionen
i absurditet. Det er rigtig god satire, og det handler rigtig meget om
køn.

Julie Breinegaard, redaktør

At tage faderskabet på sig

Far
vil også have ble-prøver tilsendt, være synlig for jordemødrene og få
tid og lov til at være nærværende. Det kan man læse i den svenske
antologi Uppdrag: Pappa (“Mission: Far”, 2004). Her beretter og reflekterer 14 fædre om at være far i en bekendende blog-genre.
Her
finder man ingen brok over feminister eller over ikke at have tid til
at være en drengerøv. Derimod indeholder bogen bidrag fra relativt
unge, men dybt motiverede mænd, der vil have reel ligestilling.

Den
mest rørende, og i hvert fald mest dramatiske historie, er den om den
svenske hiphop-star Dogge Doggelito, som selv måtte hjælpe sin kone med
at føde hjemme på badeværelset, mens han blev guidet over
mobiltelefonen af ambulancefolkenes hotline. Men der er også
beretninger om at blive far mod sin vilje, at få et handicappet barn og
om faderskabet efter skilsmissen.

Hvad enten man er blivende
eller nybagt far eller mor, eller blot interesseret i emnet, er bogen
letlæst, engagerende og medrivende. Bogen, der er en ud af en serie på
tre (der er også en om moderskabet og familien) foreligger i en
pocket-udgave – lige til at blive klog af i hængekøjen eller på
stranden. En opbyggelig bog med en kønspolitisk mission, og som slipper
godt fra det.

Michael Bryder, IT-koordinator

Bag facaden

Novellesamlingen Afkom
(2007) er forfatteren Henriette Rostrups debut, og den opfylder et af
kriterierne for god sommerlæsning: Man skal kunne gå til og fra. De 10
små noveller er dog ikke hyggelæsning, men små sirlige og nøgterne
fortællinger, som spidder relationerne mellem kønnene.

Her er
rigtig langt fra mainstreamkulturens fremstilling af kvinder med
overskud, styr på karrieren og privatlivet. I stedet møder vi de
angste, isolerede eller nærmest programmerede kvinder, som i al for høj
grad udlever kulturens forventninger til dem som kvinder.

“Under
puden” fortæller om kvinden med rengøringsvanvid, der har et nærmest
klinisk forhold til ægtemanden, “politimanden”. Novellen er et studie i
stereotype kønsforestillinger, som smerteligt fastlåser begge parter.
“Afkom” beretter om kvinden, som med en blanding af fascination og
afsky drager moderlig omsorg for et par dueæg. Og i novellen “Søvnløs”
dækker hovedpersonens rastløshed over et grumt overfald, der beskrives
i detaljer, hvor intet er overladt til fantasien. Alt sammen fortalt
med et uventet twist.

Henriette Rostrups ordknappe og isnende stil er absolut en fordel, når temperaturen er høj udenfor.

Line Holst, redaktør på Ekspertdatabasen og forskningsbibliotekar

Den virkelige virkelighed

Hvis sommerheden er overvældende, lover jeg, at Hanne Ørstaviks bog Kærlighed/Så sandt som jeg er virkelig
(2007) er kølende. Forsidens monokrome billede af en vinterklædt
kvindeskikkelse med hænder op for ansigtet i et goldt snelandskab
anslår stemningen i de to romaner, som viser hver sin version af
mor/barn-relationen. Den ene mere frygtelig end den anden. Og smuk. For
Ørstavik behersker i en sjælden grad følelsernes sprog, hvor mennesker
har så svært ved at se ud over sig selv.

I Kærlighed
følger vi Vibeke og hendes søn Johan dagen op til hans 9-års
fødselsdag. Små hverdagsdetaljer som den skallede perlemorsneglelak
blander sig med Vibekes overvejelser om, hvorvidt ingeniøren med de
brune øjne er et godt match. Her er mor ikke opslugt af
fødselsdagsforberedelser eller hverdagens forpligtelser, men giver helt
slip, mens læseren fyldes af en urovækkende fornemmelse.

En
hundekold vinternat bevæger vi os gennem dystre barer og surreelle
scener, mens længslen efter kærlighed aldrig har været større i både
barne- og voksenverdenen. Og svigtet aldrig mere fatalt. Intet under,
at Kærlighed i 2006 blev kåret som en af Norges 25 bedste
romaner, for sjældent har jeg læst så intenst, med en så stor stikkende
smerte i solar plexus.

Så sandt som jeg er virkelig
er ikke mindre grum. Ligesom Johan er den unge psykologistuderende
Johanne alt for hengiven over for sin mor. Hun er dog ældre, men bor
hjemme for at spare penge, mens der betales dyrt på den følelsesmæssige
konto. For moderen ved altid bedst, hvordan Johanne skal leve sit liv.
Bogen får benet til at spjætte, så det kan sparke døren op til Johannes
verden og befri hende fra de grænseoverskridelser, som hun alt, alt for
længe har lært at leve med.

Anita Frank Goth, redaktør

Et liv uden Mr. Darcy

I år, hvor ferien går til Sydengland, har den britiske litterat Claire Tomalins biografi Jane Austen – A Life (1998) holdt mig inde de lyse forårsaftener. For til forskel fra den biografaktuelle film om Austen, Becoming Jane, løfter biografien sig og fortæller om kvindelivet for dem, der nok mødte den store kærlighed, men som ikke endte i ægteskabet.

Filmen Becoming Jane
viser Austens forelskelse i den formueløse Tom Lefroy, med en yndig
Jane i empirekjoler, der som en nutidig superheltinde med vid, mod og
udseende adskiller sig fra sine jævnere medsøstre. Vi ser ikke den rå
fattigdom, som Tomalin beskriver, eller det liv, som Jane Austen fik
efter forelskelsen, nemlig en stille tilværelse som skyggetante, holdt
i familiens hårde jerngreb.

Hendes eneste flugtmulighed var
skriften. Her udfoldede hun sit sproglige talent, sin kritik af det
patriarkalske samfund – og ikke mindst sin hang til den romantik, der
ikke lykkedes i hendes eget liv.

Claire Tomalins fremstilling
af Jane Austens liv fungerer som en prisme, der kaster lys over
kvindeliv, som det så ud, hvis man tilhørte den lavere middelklasse i
begyndelsen af 1800-tallet. Som læser belønnes man med et sjældent
indblik i periodens dagligliv, hvor den lille historie samtidig
placeres i den store historie, krydret med intense rejseskildringer,
der giver fornemmelsen af at sidde side om side med Jane i en rumlende
hestevogn fra Bath til Marydown House, mens det frodige, grønne
landskab passerer forbi.

Men mest af alt får læseren kendskab til, hvor utaknemmelig en skæbne kvinder fik, hvis de ikke fandt deres livs Mr. Darcy.

Anne Overgaard Jørgensen, projektansat

En rigtig page-turner

Det mest usandsynlige ved Stieg Larssons anden del i krimiserien “Millenium” er nok heltinden Lisbeth Salander i Pigen der legede med ilden fra 2006.

En
hårdtslående, piercet, biseksuel hackertøs, der udøver sin helt egen
“vagina dentata”-lignende nul-tolerance over for voldtægtsmænd og
sexkøbere. Hende er der ikke mange af i den ellers så frodige nordiske
krimilitteratur.

Hævnergenren, som vi fx kender fra Tarantinos film Kill Bill,
får her et litterært løft. For Stieg Larsson er ikke kun god til at
skrive en “page-turner”, han ved rent faktisk noget om emnet, i dette
tilfælde trafficking/handlede kvinder.

Jeg har svært ved at
pege på andre kriminalromaner, selv blandt femikrimierne, som er så
gode og spændende, og som samtidig fokuserer på et så kønspolitisk
vigtigt område. Og som desuden sprogligt løfter sig højt over
kioskkrimi-niveau. En advarsel er dog nødvendig: Denne bog er sværere
at lægge fra sig end Da Vinci-koden!

Michael Bryder, IT- koordinator

Lige før tæppefald

Mellem akterne
er en rus for både krop og intellekt. Kun en måned før selvmordet i
1941 skrev Virginia Woolf det eksperimenterende værk, der er en
løssluppen hyldest til kvindelig kreativitet og vision, og som nu
endelig foreligger i en dansk oversættelse.

Mens krigsflyene
deler himlen en tør sommeraften i 1939, iscenesætter den russiske
instruktør Miss La Trope et udendørs landsbyspil opbygget af scener fra
Englands historie. Læseren bliver sammen med publikum bænket foran
scenen på godset Pointz Hall, mens de entusiastiske amatører fra
landsbyen springer omkring i landskabet. Imellem scenerne spredes
tilskuerne. Læseren følger dem hver især, mens de glider ind og ud af
relationer og konventioner, tanker og følelser for hinanden.


en knivsæg balancerer bogen mellem melankoli og livslyst. Da publikum
ved stykkets slutning konfronteres med nutiden, falder en pludselig
regn i stride strømme og blander sig med instruktørens tårer. Den tørre
jord suger regnen til sig, og vandet får maskerne til at flyde ud.

Selv
holdt jeg koncentreret bogen op foran mig, alt imens regnen silede, og
publikum begejstret klappede og råbte “bravo! bravo!” Helt tryllebundet
af Miss La Tropes iscenesættelse. Instruktøren selv tvivler dog indtil
sidste side i romanen på stykkets succes, mumlende for sig selv, “mon
det er for ambitiøst… er virkeligheden for stærk?”.

Indtag Mellem akterne med rigelig mængder af tid og en god kop afternoon the.

Rebekka Mahler, forskningsbibliotekar

Den bitre pille

At se verden med feministiske briller er ligesom sandhedspillen i Matrix-filmene: Når først man har taget den, vågner man op til en grimmere verden, og der er ingen vej tilbage.

Det
ved 30-årige Sara, for hun kan se skidtet. Indtil hun blev mor til
Sigge på to år, troede hun, at hun skulle leve lykkeligt og ligestillet
med Johan. Nu er hun dødbitter. På den fraværende Johan. Og på de
selvtilfredse fyre henne på legepladsen i T-shirts med teksten “Far på
orlov”.

Den svenske dokumentarroman Bitterfittan
(2007) smider salt lige ned i sårene på “verdens mest ligestillede
samfund”, hvor alle klapper i hænderne, når mænd er hjemme med deres
børn i et par måneder, mens ingen løfter et øjenbryn, når kvinder river
et år ud af arbejdskalenderen. Og hvor Sara og andre kvinder i hendes
generation er ved at kaste op over at slæbe rundt på skyldfølelse,
tvivl om eget værd og u(nder)betalt arbejde.

Sara er gift, men
har en dårlig smag i munden over ægteskabet som institution. Da hun
tager en uge til Tenerife uden mand og barn, bliver hun allerede i
flyet anklaget for egoisme af sine medpassagerer. Undervejs læser hun
Erica Jong og ønsker, at hun var med i de håbefulde 70’ere med drømme
om gnidningsløse knald og ikke bare en hel nats søvn. Hendes bibel er Fri os fra kærligheden,
og det fører til et meget morsomt (autentisk) møde med idolet Suzanne
Brøgger, der til Saras/Svelands forvirring viser sig at være ganske
tilfreds med ægteskab og tosomhed.

Hvis man allerede har slugt
feministpillen, er man suverænt godt underholdt af Sveland, fordi hun
ikke bare tager en genkendelig grim verden lige på kornet, men med
oprørsk drivkraft og medfølelse lader sine personer gå den besværlige
vej mod en, der er bedre – for både kvinder og mænd. Har man endnu ikke
taget pillen, bør denne bog fungere som en.

Julie Breinegaard, redaktør