Sjovt nok fandt den første offentlige rødstrømpedemonstration ikke sted på den Internationale Kvindekampdag 8. marts, men nøjagtig en måned senere d. 8. april 1970. En gruppe unge kvinder, den mest gennemfotograferede gruppe i nyere tid, marcherede råbende ned gennem Strøget i demonstration mod modeindustriens nedværdigende kvindeideal. De havde taget store hvide bh’er og hofteholdere uden på deres sorte tøj, kæmpe parykker, store hatte og grotesk røde læber og bar bannere med slagord, som fortalte, at de ikke mere ville finde sig at være kønsobjekter. De endte med at smide al staffagen ned i nogle store affaldssække under nye slagord. Det vakte kæmpe opsigt, og jeg læste interesseret om det i avisen. Kort efter så jeg et opslag på arkitektskolen om, at der ville blive afholdt et offentligt rødstrømpemøde på min skole, i Kunstakademiets store sal, det første af sin art. Jeg ringede straks til min søster og spurgte, om hun ville med. Og bagefter til Tine Schmedes for at høre, om hun også havde lyst.

Vi var alle tre blandt de måske to hundrede kvinder, der myldrede ind i den store sal, som denne lune forårsaften blev fyldt til bristepunktet. Der var kun ganske få mænd til stede, blandt dem var formanden for Dansk Kvindesamfunds Ungdomskreds, Bjørn Selden, der nysgerrigt var mødt op. Bjørn Selden var i abortspørgsmålet gået imod sin moderorganisation, og han og Ungdomskredsen arrangerede abort-rejser til Polen som en protest imod forbudet herhjemme. Derfor stod der respekt om ham og hans engagement i kvindesagen. Enkelte andre mænd gemte sig bagest i salens snakkende
kvindevrimmel.

Jeg havde aldrig set så mange kvinder samlet på ét sted, og synet gjorde mig rimeligt paf.

To korthårede kvinder, den ene lys, den anden mørk, gik op på talerstolen og skiftedes til at tage ordet. De bød velkommen og meddelte, at aftenen ville komme til at handle om den nye kvindebevægelse,som vi nu skulle danne, som allerede havde fået navnet Rødstrømperne efter en amerikansk kvindegruppe, Redstockings. De ville fortælle om nogle af de erfaringer, man havde med at organisere sig sådan i USA, for det var vigtigt, at organisationen fik en flad struktur og ingen ledere havde.

En ny meddelelse fra den mørke pige fik os alle i salen til at måbe. Hun sagde, at der på opslaget om mødet havde stået, at mødet kun var for kvinder. Og det skulle tages helt bogstaveligt. Erfaringen viste nemlig, at når der var mænd til stede, begyndte kvinderne enten at flirte med dem eller overlod ordet til dem. Det ville i så fald blive dem, der dominerede mødet, og det ønskede arrangørerne ikke. Derfor havde mænd ingen adgang. 

De mænd, der var til stede, blev således bedt om at forlade salen i et pænt, men bestemt tonefald. Anmodningen udløste både udråb, latter, fnisen og protester blandt forsamlingens kvinder, for det var stærke sager. Tine var oprørt, og også jeg syntes, det var lidt grænseoverskridende. Jeg havde hørt om masser af steder, hvor kvinder var forbudt adgang, loger sågar værtshuse kun for mænd, men aldrig før et sted med adgang forbudt for mænd. Det havde mændene i lokalet heller ikke, for de vægrede sig ved at gå, og flere af dem rystede på hovedet ad de skøre kvindfolk. Et par kvinder gik ned til de mænd, der ikke gjorde ansats til at gå, og bad dem forlade salen, men nogle stykker, deriblandt Bjørn Selden, nægtede at gå. De blev stædigt stående i protest mod at blive smidt ud og råbte op om diskrimination, og var det ikke det, vi kæmpede imod? Det fik to store stærke kvinder til at tage fat i dem og lempe dem ud af salen, mens hele forsamlingen hujede og lo, beundrende og også lidt i chok. Tine var stadigvæk imod, men var ret alene med sine protester. 

Aldrig havde vi oplevet noget lignende. Som happening betragtet var det en stærk oplevelse, den efterlod os rimeligt rystede.

Derfra står aftenen den dag i dag i et helt særligt lys for mig, for den var skelsættende ikke bare for mig – den banede simpelthen vejen for et nyt liv, en ny identitet, et nyt syn på livsvilkårene og på kønnet – intet mindre. Det er ikke tit, man oplever en sådan jordskredsagtig begivenhed, det sker måske én eller to gange i dit liv, måske aldrig. For mig er der et før og et efter den dag, ja den føltes nærmest som en genfødsel.

Hvad blev der talt om fra talerstolen? Forskellige kvinder fra denne første rødstrømpegruppe, primært studerende fra litteraturvidenskab, fortalte, hvad der havde sat dem i gang, hvordan de havde stiftet bekendtskab med nogle artikler af amerikanske feminister og selv havde følt, at det ramte præcis ned i deres egne erfaringer. For det var jo sådan, gennem ord og skrift, at feminismen bredte sig som en steppebrand i disse år. De amerikanske feminister i Women’s Liberation (Lib) havde allerede været i gang i et par år og var meget avancerede, radikale og utroligt inspirerende. 

Disse danske rødstrømper havde lignende oplevelser af at være usynlige i mange sammenhænge, på universitetet og på arbejdspladser, af at være nogle genstande, der blev manipuleret rundt med af mændene omkring dem, af at vores opgave var at servicere mænd, at vi var et andenrangskøn, hvis syn på tingene, behov og opfattelser ikke talte på linie med mændenes. At kvinder var defineret af mænd ud fra mænds normer som “det andet køn” og derfor hele tiden endte som objekter og ikke subjekter, passive ikke aktive, lidt forkerte, fordi vi tilhørte det “forkerte” køn. At man som kvinde aldrig kom til orde under diskussionerne på universitetet, og at ens lærer ikke tog én alvorligt. At man som kvinde var kønsobjekt, som skulle appellere til mænd med sit udseende, ja sælge sig selv som en slags vare for at blive “afsat”. At kvinder stadig var økonomisk afhængige af deres mænd og derfor ikke havde samme frihed til at bestemme over deres eget liv. At en kvinde, der insisterede på at have en karriere, ikke blev betragtet som en ægte kvinde, men som en mandekvinde, men at ingen på den anden side havde lyst til at være husmor mere. Så ligegyldigt hvad man gjorde, var det forkert.

Kvinderne talte engageret og med en ild, jeg aldrig havde oplevet før. Jeg hang ved deres læber, ved deres ord, sugede dem til mig og følte, at det her var sandheden om mit liv. Det var mig, de talte om, mig, der hele tiden syntes, jeg skulle slås imod begrænsninger som kvinde, imod fastlåste opfattelser af, hvordan en kvinde skulle være, hvilken uddannelse hun skulle have, hvad hun måtte og ikke måtte,og hvordan hun skulle se ud. Imod mænds fordomme om mig, deres nedladenhed og tro på, at de var mere intelligente og vidende, at de stod over enhver kvinde i kraft af deres køn. Det var den opfattelse, jeg havde mødt igen og igen hos de mænd, der havde krydset min vej – der var ét regelsæt for mænd og et andet for kvinder.

Mænd havde magten, som det blev sagt fra talerstolen, ikke bare i samfundet og på den enkelte arbejdsplads, men også hjemme i familien, i parforholdet og i sengen.

Vi lyttede åndeløst til talerne. Den lille mørke kvinde stod igen på talerstolen med håret svirpende omkring sig, mens hun ivrigt fortalte, at nu var tiden kommet. Ingen skulle længere bestemme over os som køn. Vi skulle tage magten over vores eget liv. Men for at blive stærke, skulle vi være mange, og den bedste måde at støtte hinanden i kampen for frigørelse var at skabe en, to, mange basisgrupper. For det var i basisgrupperne, man udviklede søstersolidaritet og mod til oprøret. Her man hjalp hinanden til frihed. 

“Det er bedst at være mellem seks og otte personer i en basisgruppe, så hvis I ikke kender nogen allerede, så tæller I bare ned ad jeres række og udveksler adresser”.

Vi gjorde, som hun sagde, talte ned langs rækken: en, to, tre, fire, fem, seks, syv. Deriblandt Tine, Janne, mig og fire til, mellem dem filminstruktøren Lise Roos, som var noget ældre end os andre. Vi fik udvekslet adresser og fastsat et møde ugen efter, og så var vi i gang.

Men allerede dagen efter var jeg i universitetsboghandlen for at se, om jeg kunne finde noget feministisk litteratur fra USA, og jeg fandt også nogle få interessante artikler, men ingen på dansk. Jeg læste og læste, pludselig lysvågen med alle sanser på vid gab og med en interesse så intens, som jeg aldrig havde oplevet før. Tænk, at der var kvinder, der var begyndt at formulere de frustrationer, jeg havde gået med i årevis uden at vide, hvad jeg skulle gøre af dem, og som havde gjort dem politiske. Gjort dem seriøse, til manifester, der kunne debatteres.

Det var ikke bare mageløst, det var en befrielse, der satte ild i hele kroppen og psyken. De havde oven i købet et begreb for mænd, der diskriminerede kvinder, mandschauvinister. Jeg smagte på det fremmede ord. Mandschauvinist. Sådan nogle som Jon og Adam, ja selv min far, som havde følt sig højt hævet over min mor. Vi havde jo ikke engang haft et begreb for sådan nogle typer før!

Jeg svor for mig selv, at deres magt over mig skulle være fortid, nu hvor alting ændrede sig. Jeg svor at ville slide den del af mig, der nogensinde kunne finde på at underkaste sig en mand eller gå rundt og please mænd. Jeg følte virkelig dag for dag, at jeg blev mere mig selv, at jeg fandt ind til mit egentlige jeg. Ikke en ung kvinde, andre definerede, men mig selv, som kun jeg definerede.

Det var næsten som et kostume, man krængede af sig. Det skete, mens jeg læste og diskuterede med min søster og de andre i gruppen, hvor vi endevendte alle de måder, vi blev diskrimineret på, men også alle de måder, vi selv underlagde os på. Hvorfor fandt vi os i det? Det spørgsmål tordnede gennem luften igen og igen, og jeg vendte tilbage til Franz Fanon og genfandt udtrykket “den koloniserede bevidsthed”,som han beskrev i Fordømte her på jorden, om, hvordan mennesker i kolonierne havde lært at tænke som deres herskere, havde indoptaget deres syn på dem selv som andenrangs, som dumme, som utilstrækkelige og derfor ikke definerede sig selv og deres behov. 

Vi fortalte hinanden vores historier i basisgruppen, intenst optagede af at udveksle erfaringer, og vi kommenterede og diskuterede nysgerrigt hver livshistorie, som jo tit havde mange lighedspunkter med ens egen, eller som overlappede hinanden på bestemte områder, især i forholdet til mænd. Vi var i gang med en kollektiv bevidstgørelse, et langt og sejt arbejde, hvor vi kortlagde alle de små og store undertrykkelsesmekanismer, det patriarkalske samfund havde udviklet. Og vi spurgte hele tiden hinanden: “Og hvordan reagerede du så?” Og fik skuffende svar, for der havde ikke været megen aktivitet over vores køn under den kollektive tornerosesøvn.