Udstillingens symbol er en kæmpestor hvid lilje, fra hvis underste blade en mørk, tjæreagtig væske drypper ned. Liljen fylder hele udstillingsrummets ene endevæg og er ét af flere usædvanlige kunstneriske udtryk, som Historiske Museet i Stockholm har taget i brug for at gøre udstillingen af Maria-skulpturer og Maria-billeder fra svensk middelalder til en mild multisensorisk oplevelse. Samtidig er udstillingen fyldt med aggressioner og har vakt en debat, der er sort som galde.

Historiska Museet i Stockholm har en stor samling Maria-skulpturer fra svenske kirker; flere af disse udstilles her for første gang. Opstillingen er i sig selv en oplevelse. Indgangen til rummet er beklædt med rødt velour, et tydeligt vagina-symbol. Syv træskulpturer fra 1200-tallet er opstillet i en rundkreds. Tilskuerne kan frit gå rundt mellem dem. Når man træder en statue nær, hører man en hvisken fra et menneske i bøn, og belysningen af skulpturerne skifter med mellemrum. I en stor rektangulær montre er mindre Maria-skulpturer, primært fra 1100-tallet, udstillet. På montrens fond vises en videoforestilling med den finske danser Virpi Pahkinen. Hendes sortklædte krop, der smidigt kan indtage alle mulige positioner, udgør en tankevækkende kontrast til 1100-tallets ubevægelige figurer. Stor skulpturel virkning har en “skov” af flere meter høje lyseholdere, alle med figurer på toppen. De udstillede malerier omfatter forskellige Maria-typer: apokalyptisk madonna, rosenkransmadonna, barmhjertighedens moder, mater dolorosa og pietà.

Mild sanselighed

Det højloftede udstillingsrum, der hedder Romanska hallen, giver en klangfuld akustisk baggrund for Eva Dahlgrens musikarrangement. Ellen Ruge har kreeret en lyssætning, der skifter mellem lyst blåt og lyst rødt. En fortælling om Marias liv oplæses (på bånd) af skuespilleren Gunilla Röör i et lille aflukke. 

En rektangulær lampe ophængt under loftet bevæger sig som en gynge; hvem der gynger den, må tilskueren selv forestille sig. Bag hovedrummet er et andet rum uden udstillingsgenstande, men med forskellige interviews på høretelefoner, et foto-show, nogle bøger, nogle avisudklip og nogle riv-af-tekster. 

Man bevæger sig i rum 1 rundt i en verden af mild sanselighed. Udstillingsproducent Helene Larsson og de deltagende kunstnere fortjener stor ros, fordi de har løst den vanskelige opgave at skabe en sakral oplevelse gennem samspil af forskellige moderne kunstformer. Smukt og alternativt.

Debat om Maria-teologi tabt på gulvet

I stedet for katalog har udstillingen en række riv-af-tekster på svensk og engelsk. Det er riv-af-teksterne, der på forskellige niveauer fremkalder min kritik. Generelt kan man sige, at deres informationsniveau kunne være højere, at de kunne være bedre gennemlæst, og at de rummer forskellige implicitte og eksplicitte aggressioner, der modsiger den mildhed, de kunstneriske indslag producerer. 

Riv-af-teksterne er skrevet af præsten Eva Brunne, kunsthistorikeren Mia Åkestam (rum 1) og forfatteren og journalisten Maria Sveland (rum 2). Jeg har i det følgende valgt at oversætte de anførte citater til dansk.

Præsten først: De udstillede Maria-skulpturer og Maria-billeder er alle fra katolsk middelalder. Maria-billedet bag dem har man sat en protestantisk præst til at præsentere. Det er – uanset hvad denne præst skriver – en klar provokation. Dertil kommer, at ingen katolsk præst eller teolog får ordet på udstillingen. Man kunne have lagt op til en spændende debat om katolsk Maria-teologi og protestantisk formidling af denne arv. Den mulighed er tabt på gulvet.

Kontroversiel præst udlægger Maria

Eva Brunne er ikke hvem som helst. En udlænding må google sig frem til hendes baggrund (udstillingen præsenterer den ikke). Det viser sig, at hun er en fremtrædende Stockholm-præst, der i 1978 var medudgiver af bogen Myten om madonnan, en bok om kvinna och man under förtryck och befrielse. Hun har netop nu (27. maj) vundet bispevalget i Stockholm, hun lever åbent i et lesbisk forhold med en anden præst, hun diskuterer beredvilligt dette i diverse interviews, og hun har en tre-årig søn. Det er altså en kontroversiel protestantisk præst, der har fået opgaven at præsentere Maria-skikkelsen.

Eva Brunne har valgt at se bort fra figurens religiøse dimension; hun giver i stedet en nænsomt aktualiserende præsentation af Maria-figurens medmenneskelige træk, f.eks. som trøst for mødre, hvis sønner er tortureret og dræbt i krig, og hvis døtre er blevet voldtaget: “Barmhjertighedens moder har trøstet og sagt: jeg har også været der i det sværeste.”
 
Samme aktualiserende medmenneskelighed ser Eva Brunne i Marias rolle i passionshistorien: “Mange tanker gik sikkert gennem hendes hoved: Kunne jeg have handlet anderledes? Kunne jeg have hindret ham i at påtage sig sin opgave? Kunne jeg have hindret ham fra at foretage sit eget valg?”. Samtidig gør Eva Brunne opmærksom på, at “passion” også kan betyde “noget man har stærk forkærlighed for. Noget man brænder for.” 

Mere kvindepolitisk bliver hun i teksten Et redskab gennem tiden, hvor hun hævder, at kirkens mænd stik imod evangelieteksten har gjort Maria til et passivt redskab og brugt hende til at holde kvinder på plads. Ind imellem er der lidt protestantisk propaganda, f.eks. en unuanceret påstand om, at Luther “brød med den datidige kirkes fiksering på, at seksualitet ikke havde noget med Gud at gøre”.

Ny Maria-interesse er vakt til live 

Eva Brunnes medmenneskelige udlægning af Maria-skikkelsen kan jeg kun være enig i; jeg vil også understrege, at jeg finder det glædeligt, at protestantiske præster genoptager interessen for Maria. I Danmark har Lisbeth Smedegaard Andersen således for nylig udgivet en meget fin og indsigtsfuld bog om Guds moder og himlens veninde. Mariabilledets historie, Thaning & Appel 2008. Min kritik gælder udelukkende udstillingens manglende begrundelse for valget af en protestantisk præst og for udelukkelse af katolsk teologi og af religiøs diskussion. 

Marias moderskab

Kunsthistorikeren Mia Åkestam, der er forfatter til forskellige artikler om Bebudelsen, har skrevet tekster, der i modsætning til Eva Brunnes og Maria Svelands er objektivt meddelende. 

Hun giver megen kort og god besked om emnerne: “Maria og moderskab”, “Maria, Barmhjertighedens moder”, “Maria og viden” og “Marias lidelse”. Men jeg savner en overordnet redegørelse for de udstillede træskulpturer, herunder bedre orientering om forskellen på romanske og gotiske Madonna-figurer. (“Madonna” er den kunsthistoriske betegnelse for fremstillinger af Maria med Jesus-barn). Mia Åkestam holder sig stort til, at de sidste var mere menneskelige. Der mangler desuden nogle detaljeoplysninger, f.eks. en bibelhenvisning til 1 Mos 3,15 i beskrivelsen af Ammende madonna, Edshult

Mia Åkestam skriver: “Men under Marias fødder findes en slange. Den symboliserer ondskab og slangen i paradiset, som lokkede Eva til at spise af kundskabens æble.” Pointen i bibelteksten er imidlertid ikke, at ondskaben truer Maria og barnet, men at kvindens “afkom” vil knuse dens hoved. I teksten om “Maria – barmhjertighedens moder” giver Åkestam korte og klare informationer om forskellige typer af Madonna-billeder, men i forklaringen til billedet Rosenkransmadonna, Daviken, oplyser hun ikke, at rosenkransen normalt har 5 Pater noster perler, og hun kommenterer ikke, at den fremviste rosenkrans mod al tradition har 8. Åkestam forklarer heller ikke, hvorfor hun betragter Maria fremstillet i rosenkrans som et “sejrstegn”. Hendes tekster har her og der nogle kludrede sproglige formuleringer, f.eks.: “Moderskabet var vigtigt, ikke bare symbolsk, men også konkret eftersom barnefødsel var risikofyldt for både moder og barn.” (“Moderskapet var viktigt, inte bara symboliskt utan ävan konkret eftersom barnafödande var riskfyllt för både mor och barn”).

Ekspert udeladt fordi han er mand?

Historiska Museets butik kan man købe bogen Bilden av Maria(2009), forfattet af kunsthistorikeren og fotografen Lennart Karlsson, der på bogens klaptekst anføres som forfatter tilMedieval Ironwork in Sweden (1988) og Kretsen kring Haaken Gulleson (2005). Det Kongelige Bibliotek i København har disse samt en lang række andre bøger af ham. Ifølge klapteksten arbejder Lennart Karlsson som middelalderspecialist vedHistoriska Museet, og han har udarbejdet en database med 20.000 billeder fra svensk middelalder. I hans bog kan man finde fotografier af alle udstillingens skulpturer og malerier samt den overordnede beskrivelse af træskulpturerne, som jeg har efterlyst. Mit spørgsmål lyder nu: Hvorfor er det ikke denne ekspert, der har skrevet de kunsthistoriske riv-af-tekster til Maria-udstillingen? Hvorfor er der end ikke henvisninger til ham? Der kan være mange gode grunde til, at Lennart Karlsson ikke deltager; måske har han hverken haft tid eller lyst. Mit gæt er imidlertid, at han er udeladt, fordi han er mand.

Marias milde røst

Gunilla Röor spiller for øjeblikket i Stockholm en kvinde, der skændes med sin mand (Johan Rheborg) i Jonas Karlssons skuespil Mellanrum. I sin oplæsning af Marias liv viser hun anderledes milde og rolige sider af sit talent. Teksten, hvis forfatter ikke er angivet, lader Maria selv fortælle om sit liv, og som kilde anvendes såvel Det nye testamente, som apokryfer og legender. Det er ok for mig. Men jeg vil indvende, at det er anakronistisk at lade Maria have et “læsehoved”, og modtage ærkeenglen “mens jeg sad og studerede”. Jeg vil også indvende, at man springer direkte fra Marias oplevelser i Jesus’ barndom til passionshistorien. Man udelader således hendes deltagelse i Jesus’ centrale virksomhed som forkynder, bl.a. hans udførelse af det første mirakel, der ved brylluppet i Kana var fremprovokeret af hende (Joh 2).

Maria løfter sig over jeg, mig, mit

Hermed er jeg nået til udstillingens andet rum. Som udstilling er det grumme kedeligt: høretelefoner på den ene langvæg, foto-show på den anden, for den ene endevæg et aflukke med nogle bøger, for den anden opslagstavler med avisudklip (uden angivelse af dato eller avisens navn). Fotoshow’et rummer mange fine billeder af kvindeliv fra hele verden, men som modspil eller medspil til Maria-udstillingen fungerer den ikke rigtig. Den kunne vises i en hvilken som helst anden sammenhæng.

I høretelefonerne besvarer forskellige kvinder spørgsmålet: “Hvad betyder Maria for dig?”. Der er totale afvisninger, især pga. Marias manglende seksualitet, men der er også en række formuleringer, hvor kvinder fortæller om Maria-egenskaber, som er inspiration for dem. En kvinde hæfter sig således ved, at Maria for hende løfter sig over de tre små ord: “jeg”, “mig” og “mit”. 

I interviewene indgår protestanter, katolikker, jøder, muslimer og ateister. Men kendetegnende for udstillingens monopoliserende tendens er der ingen mænd. Det havde ellers for hele udstillingens aktuelle sigte været relevant at stille forskellige mænd spørgsmål som: “Havde din mor Maria-egenskaber?”, “Vil du gerne se Maria-egenskaber hos din kone?” “Vil du fremme Maria-egenskaber hos din datter?”

Maria Sveland et aggresivt modspil til mildheden

Hovedbidraget i rum 2 er Maria Svelands tekster. Hun er kendt for bogen Bitterfittan (2007), dansk oversættelse Bitterfissen (2008). Hun er det åbenlyst aggressive modspil til mildheden i rum 1. Hendes tekster er vigtige som talerør for et bredt kulturelt opgør fra kvinder, der ikke kan få moderskab, arbejde og parforhold til at hænge sammen. Sammenkoblingen af opgør med moderskabet og med Maria har i øvrigt rødder bagud, bl.a. til Simone de Beauvoirs Le duexième sexe (1949) [Det andet køn på dansk, red.].

Personligt deler jeg de færreste af Maria Svelands synspunkter. Jeg vil ikke forkaste Maria-idealet, men forsøge – gennem talrige kompromisser – at kombinere det med et moderne kvindeliv. Min kritik går imidlertid ikke på Maria Svelands synspunkter, som hun selvfølgelig er i sin gode ret til at have, men på hendes argumentationsform.
 
Positivt kan man sige, at hun er slagfærdig, provokerende og velformuleret, men negativt, at hun er unuanceret og unøjagtig. Hendes hovedteknik er omvendingen. Hvor traditionen iBebudelsen har set Marias frivillige “store ja”, ser Maria Sveland ærkeenglens voldtægt. Hvor Maria er opfattet som en modig, kærlig og støttende moder, ser Maria Sveland en undertrykt martyr. Hun vil derfor erstatte moderskab med forældreskab.

Befinder moderne kvinder sig ved ligeberettigelsens år 0?

For en mere detaljeret kommentar til Maria Svelands retorik vil jeg anvende teksten Det hellige moderskab og den fraværende far. Indledningsvis kritiserer Maria Sveland den kendte svenske visekunstner Evert Taube (1890-1976), fordi han i månedsvis forlod sit hjem, skrev sømandssange om udenlandske piger, lod sine børn vente og sin hustru Astri passe hjemmet. 

Maria Sveland kommenterer: “Tænk om vi levede i en verden som betragtede Everts fadernærværelse som lige så indlysende som Astris modernærværelse. Tænk, om vi kunne befri kvinderne fra moderskabet. At vi gjorde modstand, simpelthen nedlagde hele moderkult-myten og begyndte at tale om forældreskab i stedet for. Noget, man delte med manden, på samme vilkår.”

Om denne teksts argumentationsform vil jeg sige: Er det rimeligt at anvende nutidige ligeretskrav på Evert og Astri Taubes ægteskab indgået i 1925? Er det rimeligt på Astris vegne at være sur over Flickan i Havanna, der blev udgivet 1922, tre år før ægteskabets indgåelse? Er det rimeligt at hævde, at “ingen” har fundet Evert Taubes mange fravær mærkelige, når Pia Schmidt de Graafs bog: Astri Bergman Taube – ett konstnärsliv (2008) ifølge Lars Lønnroths anmeldelse (som kan læses på google) netop tager dette og andre spørgsmål op? Er det rimeligt at fremstille Astri Taube som et offer, når hun selv valgte Evert Taube (mod forældrenes ønske), fødte fire børn og fortsatte sit arbejde som billedhugger og maler? Hvorfor ikke sige, at hun med en række kompromisser og svære beslutninger valgte sig et liv, hvor hun fik noget af alt det, hun gerne ville have?

Er det rimeligt, spørger jeg endelig, at argumentere, som om moderne kvinder befinder sig ved ligeberettigelsens år nul? Er det rimeligt at skrive “Tænk om (…) vi begyndte at tale om forældreskab”, når Sverige har en rimelig god barselordning, og når masser af unge fædre for længst har påtaget sig barnepasning og taget “pappa”-orlov? Hvorfor ikke bygge på de begyndelser, der er gjort, og arbejde videre på at udbygge dem?

Min hovedkritik gælder imidlertid sætningen: “Noget, man delte med manden, på samme vilkår.”
 
Her ønsker altså en “bitterfisse” sig et samfund, hvor kvinder kan dele forældreskabet med manden på “lige vilkår”, og så deltager hun i en udstilling, hvor ikke en eneste mand eller far får mulighed for at sige noget som helst. 




Mangler verden ikke mere moderlighed?

Litteraturprofessor Ebba Witt-Brattström, der altid er god for en rask debat, har under overskriften Kvinnoföraktande självhat(Dagens Nyheter 25.2. 2009) rettet et voldsomt angreb på især Maria Sveland, men også på udstillingen generelt. 

Hendes hovedsynspunkt er, at udstillingen er mere ideologisk end kulturhistorisk, og at “den skriver den kristne frelsehistorie om til en nutidssvensk genuspolitisk korrekt beretning om krænkede kvinder.” Op imod dette sætter Ebba Witt-Brattström et primært religiøst og biologisk forsvar for moderskabet. På det religiøse niveau peger hun med udgangspunkt i Den hellige Birgitta af Vadstena (1303-1373) på en kristen etik, der med moderskabet som model “ser den Anden og hans behov”. Maria bliver således ifølge Ebba Witt-Brattström en konkretisering af det Det nye testamentes bud om at elske sin næste som sig selv. “Men hånden på hjertet, er det virkelig mindre og ikke mere moderlighed, vores verden behøver?”, spørger Ebba Witt-Brattström. 

Ebba Witt-Brattströms andet hovedsynspunkt er, at moderskab er en kropslig erfaring, som man udsletter fra den kulturelle bevidsthed, når man som genusvidenskaben hævder, at køn er konstrueret og ikke biologisk funderet. “Livsvigtige menneskelige erfaringer har deres sæde i kvindekroppen”, det er bl.a. det, Marias historie viser, ifølge Ebba Witt-Brattström. 

Ebba Witt-Bratström er som sædvanlig klog og modig. Men hun skader såvel diskussionen som sit eget ærinde ved en polemisk tone. Hun anklager udstillingen for “historievisionisme” a la Sovjetunionen før murens fald og hævder, at advarselslamper mod dumhed burde have blinket rødt. Hun har da også fremkaldt et ligeledes barsk modangreb fra Maria Sveland. Andre har deltaget i debatten uden at tilføje meget andet end nye skældsord, således “minipave” og “mediemamma”. Atter andre beklager, at denne generationsdebat har spærret for al anden diskussion. Personligt mener jeg nu ikke, uenigheden kan reduceres til aldersforskelle.
 

Udstillingen fremkalder stærke følelser

Alt i alt kan man sige, at Maria-udstillingen har sin force på det følelsesmæssige plan. Den har frembragt såvel umådelig mildhed som umådelig aggression. Herved har den dokumenteret, hvor dybt Maria-idealet ligger selv i en sekulær kultur.