“Jeg har alligevel altid min telefon i hånden. Jeg har den altid i nærheden, og den kommer op med en notifikation – du ved sådan ‘Piiing – så er det nu’. Den advarer mig en dag i forvejen, så jeg husker at tage noget med i tasken, hvis det er,” fortæller Patricia.
Hun er 42 år og er en af de seks kvinder, jeg interviewer i forbindelse med mit speciale kvinders brug af menstruationsapps til smartphones i digital sociologi ved Goldsmiths, University of London. Da hun fortæller mig om sit forhold til sin telefon, og hvorfor hun bruger en app på telefonen til at holde styr på sin menstruationscyklus, går det op for mig, at ordene ligeså godt kunne være kommet ud af mig selv.
Min telefon er inden for rækkevidde, når jeg sover. Den vækker mig om morgenen. Den hjælper mig til at se, hvor i verden mine venner befinder sig. Den er mit vindue til verden, og frem til specialeskrivningen har jeg ganske ureflekteret brugt den til at holde styr på min menstruationscyklus. For det er jo bekvemt at kunne vide, hvornår menstruationen bør komme – og hvorfor ikke registrere det i det apparat, der i forvejen holder styr på mange andre aspekter af mit liv?

Telefonen er den digitale følgesvend i vores følelsesliv

Jeg ved, at jeg hverken er den eneste, der udliciterer en del af min hjernekapacitet til min smartphone, eller at jeg er alene om at have et nært og intimt forhold til det teknologiske vidunder. Den britiske sociolog David Beer har da også foreslået, at man kigger på vores mobiltelefoner som ‘evocative objects’, altså objekter vi tænker med, og som er følgesvende i vores følelsesliv.
En anden sociolog, australske Deborah Lupton, har forsket i digital selvmåling (af engelsk tracking) specifikt i forhold til sundhedsteknologi. Ved at bygge videre på Donna Haraways cyborgteorier fra 1980’erne er hun nået frem til begrebet ‘the digital cyborg assemblage’.
Det dækker over ‘en krop, som er forbedret, forstærket eller på andre måde konfigureret af dens brug af digitale medieteknologier’. Grænserne mellem, i dette tilfælde, telefonens funktionalitet og kroppens funktionalitet udviskes. Det ses for eksempelvis i feedback loop, som konstant foregår mellem telefonen og kroppen.
Et typisk feedback loop er, at kroppens bevægelser registreres af telefonen, herefter foretager telefonen en beregning. Den beregning, f.eks. hastigheden på en løbetur, reagerer brugeren på, og hun kan derefter ændre sin adfærd, og dermed have en anden indvirkning på telefonens fremtidige beregninger.

Menstruation er en skamfuld lækage

I 2012 optrådte den amerikanske sangerinde Christina Aguilera til en mindehøjtidelighed. Hurtigt dukkede der billeder op fra den mediedækkede begivenhed af sangerinden med, hvad der lignede menstruationsblod løbende ned på indersiden af benene. Ifølge en anden forklaring skyldtes væsken på benene spray tan. Internettets reaktioner var ikke overraskende hurtige til at skyde skylden på menstruation. Nogle kommentatorer mente, at sangerinden havde blameret sig i en sådan grad, at det var gået ud over mindehøjtideligheden, og at hun burde undskylde. Andre reaktioner var mere moderate. Men det efterlod ikke tvivl om, at Christina Aguilera i hvert fald burde skamme sig.
På samme måde har reklamer for menstruationsbind og tamponer gjort det til et speciale at fremstille menstruation som en lækage, der skal fikses. I nogle reklamer er heltinden endda hende, der formår at besejre moder natur og sætte en stopper for ubehagelige overraskelser.
De ubehagelige overraskelser kan en menstruationsapp afhjælpe, fortalte Laura på 30, som jeg interviewede til specialet:
“Jeg tror faktisk, at den har hjulpet mig til at sige, at der alligevel er en eller anden form for system i det. Altså, det er ikke helt regelmæssigt, men der er et system. Hvis jeg skal på badeferie, så kan jeg forberede mig mentalt på, hvordan jeg kan håndtere min menstruation på ferien. Eller jeg kan forberede mig på, hvordan det kommer til at være,” fortalte hun.
Man kan altså argumentere for, at fordi kvinder bør stræbe efter at disciplinere og kontrollere kroppen, har menstruationsapps deres berettigelse. For ikke at kaste skam over andre, eller blive opfattet som uregerlige, må vi tage vare på egen cyklus. Hvis ikke vi formår dette, risikerer vi at falde uden for feminitetens snævre grænser. (Ussher, 2005).

Apps uden udgangspunkt i forskellige cyklusser

Menstruationsapps findes i utallige forskellige udgaver, men til fælles har de alle den mest basale funktion, der lader brugeren registrere startdagen for sin menstruation, og derefter giver næste sandsynlige startdato for menstruationen. I nogle apps kan brugeren også registrere humør, symptomer, samleje og ægløsning.
En af de tekniske funktionaliteter, der adskiller de forskellige apps, er, hvordan de beregner længden på brugerens cyklus. En af de apps, som blev brugt af interviewpersonerne i mit speciale, Pink Pad, beregner rekursivt. Det vil sige, at den altid tager det seneste gennemsnit for cykluslængden, når den skal forudsige længden på næste cyklus. Det sker efter, at man har brugt appen gennem tre cyklusser. Her bliver cyklussen over tid til en smart algoritme, der tilpasser sig.
En anden app, der blev brugt af interviewpersonerne, Period Diary, beregner derimod næste sandsynlige startdato ud fra standardindstillingen på 28 dage med blødning i 5 dage. Skulle man falde uden for denne standard, så kan indstillingerne ændres. Men det kræver jo, at man kender sin cykluslængde, og at menstruationen er punktlig. Man kan argumentere for, at har man allerede denne viden, er behovet for en app nok ikke så stort.
Der er ingen tvivl om, at apps, der fungerer som Pink Pad, har taget udgangspunkt i, hvordan kvindekroppen reelt fungerer. Med den er der altså plads til, at cyklussen ændrer sig over tid, mens funktionaliteten og standardindstillingerne i Period Diary egentlig skærer alle kvindekroppe over samme læst.

Menstruation som lyserøde post-its og blomster

Det er ikke kun i funktionaliteterne, at de to apps divergerer. I de fleste menstruationsapps visualiseres menstruationen i en kalendervisning, og designet i Pink Pad og Period Diary er også væsensforskellige på dette punkt. Period Diary er blottet for alt visuelt, der kan lede tankerne hen på blod og den faktiske materielle menstruation. I stedet præsenteres brugeren for lyserøde post-its og blomster, der på behørig afstand lader fertiliteten handle om blomster og bier i stedet for en mere menneskelig biologi. Personligt tror jeg ikke, at blomster kan være mere fjernt for min oplevelse af menstruation. Mere menneskeligt er i Pink Pad, at blomsterne er erstattet af 1, 2 eller 3 bloddråber, som man kan tildele sin menstruation efter, hvor meget man bløder.
Fælles for de to apps er farverne. Fra den sarteste lyserød, over larmende pink og dæmpet lilla til en frisk rød er der ikke meget frit farvevalg i iTunes Appstores udvalg af menstruationsapps. Kun en enkelt gang i løbet at min research er jeg stødt på en app, hvor en af ovennævnte farver ikke dominerede standarddesignet. At produkter, der henvender sig til kvinder, er røde eller lyserøde, er ikke nyt. Fænomenet kaldes pinkification og er en af de mest udbredte former for kønsstereotypificering inden for teknologidesign.

App’en bliver et bekræftelsesapparat

“Nu har jeg styr på, nogenlunde i hvert fald, hvornår det er, og hvor længe det varer. Hvor det før bare var en eller anden form for fornemmelse, man nu havde,” fortalte Christina på 37.
Det var ikke kun Christina, der oplevede at få et større indblik i cykluslængden ved at bruge en app. De fleste af de seks kvinder, jeg interviewede, oplevede, at de fik større indblik i deres egen krop og cyklus. Nogle opdagede endda, at deres menstruation kom regelmæssigt, til trods for at de altid havde opfattet den som uregelmæssig.
App’en hjalp ikke blot kvinderne til at få indblik i kroppen og holde styr på, hvornår bindene skulle med i tasken. For nogle blev den også til et bekræftelsesapparat, der hjalp dem til at indse, at bestemte symptomer kunne relateres til deres cyklus. Dette hjalp dem med at acceptere symptomerne. På den måde kunne en notifikation fra app’en om, at menstruationen ville komme dagen efter, lette humørsvingningerne hos en interviewperson, mens en anden indså, at hendes rastløshed skyldtes ægløsning.
I Luptons optik tager de kvinder, jeg talte med, del i en ‘digital cyborg assemblage’. De har et kontinuerligt samspil med deres app i feedback loops, hvor den ene række af input, databehandlinger, output og reaktioner, afløser den næste. Vores smartphones er altså apparater, vi tænker med og som følger os i vores følelsesliv.

Menstruationsapps fastholder den skamfulde menstruation

Min egen menstruationsapp er sat på pause, og erstattet af en graviditetsapp. For det er både nemt og bekvemt, at det redskab, jeg altid har ved hånden, holder styr på enten cyklussen eller som nu ugetallet for mig. Cyborg eller ej. Men det sker ikke uden en vis kritisk gransken.
For er disse apps ikke medvirkende til at fastholde menstruationen som noget, kvinder bør håndtere og holde under kontrol? Sålænge vi i vores samfund er præget af, at kvindekroppen helst bare skal se pæn ud og ikke nødvendigvis være funktionel, er det klart, at menstruationen vil være omgivet af skam.
Igennem min research opdagede jeg, hvordan en menstruationsapp for en lille gruppe kvinder kan fungere som et bekræftelsesapparat, der får kvinderne til at få det bedre, og gør det lettere at acceptere, at humøret svinger. Det er langt fra nyt, at teknologien spiller rollen som noget, der gør os i godt humør. Men vi skal selvsagt stille spørgsmålstegn ved, hvorfor kvinder i det hele taget har behov for, at få deres følelser legitimeret gennem teknologi.
Det er ikke alene teknologiproducenternes ansvar at ændre på skammen ved menstruation. De har dog et stort ansvar, på lige vilkår med producenterne af menstruationsbind og tamponer, for at vise menstruation på en måde, der gør, at vi i det mindste ikke skal skamme os over, at vores menstruationer hverken består af tyndtflydende, klar blå væske eller har noget med blomster at gøre.