Da marokkanerne gik til parlamentsvalg i efteråret 2011, kunne de sætte deres kryds ved flere kandidater, der opstillede for første gang. En af dem var en kvinde, der er tilknyttet det marokkanske mentornetværk Réseau de Femmes pour le Mentoring/Networking.
Hun blev ikke valgt. Men hun gjorde forsøget. Og dét forsøg rummer på sin egen måde hele essensen af begrebet mentoring, siger Ilham Zhiri, leder af Réseau de Femmes pour le Mentoring/Networking.
“Mentoring handler dybest set om empowerment: At støtte og styrke kvinder positivt i deres liv, indgyde dem selvtillid og nære deres tro på dem selv. At inspirere og støtte dem i, at de har noget at byde på – naturligvis!”
siger hun.
Ilham Zhiri er selv en kvinde med masser af selvtillid. Som borger i et land, hvor analfabetismen blandt kvinder er meget høj, og hvor erhvervsaktiviteten blandt uddannede kvinder omvendt er meget lav, er hun én af de få: En ung veluddannet kvinde, der er kommet til tops i erhvervslivet som direktør for en stor virksomhed i en ellers stærkt mandsdomineret branche, trykkeribranchen.
Hun er også et eksempel på en klar tendens: Kvinder over hele verden kan se meningen i at bruge deres tid og kræfter – frivilligt og uden løn – på at støtte andre kvinder i at nå deres mål. Uanset om målet hedder at få en plads på arbejdsmarkedet, at blive iværksætter, at få politisk indflydelse, blive leder eller noget helt femte.Det marokkanske netværk er ét af de mange resultater af den mentoring-model, som blev søsat i Danmark for ti år siden af KVINFO. Et projekt, der skulle hjælpe indvandrerkvinder i Danmark til at komme ind på arbejdsmarkedet og ind i det danske samfundsliv.
Siden er projektet vokset og har spredt sig ud over Danmarks grænser. Seneste skud på stammen er et projekt i Jordan, hvor etablerede kvindelige politikere skal være mentorer for andre kvinder, der ønsker at få fod inden for politik.”Det har været en kæmpe succes – uden undtagelser. Alle kan se ideen med mentoring. Og så er det en billig, enkel og meget effektiv metode,” siger Elisabeth Møller Jensen, direktør i KVINFO.

Gode forbindelser virker

Mentoring går kort sagt ud på, at en mentor hjælper en mentee til at realisere sin drøm eller nå sit mål. Det foregår ved, at personerne bliver matchet i én-til-én-mentorpar, som mødes – med udgangspunkt i menteens behov og situation. Mentorforløbet kan være vidt forskelligt, men fælles for alle mentorpar er, at de fra start bliver matchet af en koordinator, der på baggrund af personlige interviews med både potentielle mentees og mentorer foreslår et “godt” match.Samtidig bliver man som både mentor og mentee del af et stort mentor-netværk, som for eksempel afholder arrangementer eller laver netværksmøder.
I Marokko har netværket lavet såvel workshops om personlig udvikling som konferencer om at få kvinder ind i erhvervslivet. Mens det danske netværk med sine ti år på bagen har adskillige aktiviteter med sig i bagagen – fra skriveværksteder og litteraturkredse til konferencer om at være kvinde med etnisk minoritetsbaggrund i dansk politik.Netværket giver med andre ord også deltagerne gode forbindelser. Og det er helt tilsigtet.
“Mentoring stammer jo oprindeligt fra det private erhvervsliv, hvor det typisk har været topledere, der giver erfaring og inspiration videre til andre. Eller hvor man dyrker sin karriere og kravler op ad rangstigen gennem sit netværk og sine gode forbindelser. Man kan sige, at vi har forenklet den model,”
siger Elisabeth Møller Jensen.
Succesraten er høj. I de ni år, hvor mentornetværket har eksisteret, er godt hver fjerde mentor-relation endt med, at mentee fik job. Dertil kommer de ikke-målbare gevinster som nye, sociale relationer, nye interesser eller bare det at få et skub videre i livet. 

En genial idé

Ideen til mentorprojektet opstod i 2001, da Danmark diskuterede integration af flygtninge og indvandrere i høje toner. Hvorfor kom så få indvandrere i job? Og hvor var de danske kvindeorganisationer, der burde hjælpe indvandrerkvinderne?
På KVINFO, der ikke er en kvindeorganisation, men alligevel blev draget ind i debatten, satte man sig ned og tænkte, fortæller Elisabeth Møller Jensen.
“Og så kom vi til at snakke om, om vi ikke kunne bruge vores store netværk af kvinder, der var tilknyttet KVINFO, til noget,” siger hun.
“Netværket var jo stort. Fra studerende, der kom i KVINFO’s bibliotek, til eksperter. Kunne man sætte dem sammen med indvandrerkvinder, der havde svært ved at få en fod indenfor på det danske arbejdsmarked? I én-til-én-relationer, hvor de danske kvinder, der havde erfaringerne, den praktiske viden og måske forbindelserne på et dansk arbejdsmarked, kunne støtte indvandrerkvinder til at realisere deres drømme?”
Da KVINFO stak en føler ud i sit netværk, var responsen overvældende. Kvinder fra et utal af professioner, fra både erhvervsliv og den offentlige sektor, og med alskens uddannelser i bagagen ville gerne være med. KVINFO gik til den daværende integrationsminister Bertel Haarder for at få støtte til opstart af et mentor-pilotprojekt.
Elisabeth Møller Jensen introducerede ministeren for projektet med ordene:
“Ligesom de fleste andre geniale ideer, er denne meget enkel.”
Og ministeren sprang straks på ideen.
“Der blev lavet tunge og dyre integrationsprojekter i Danmark. Uden synderlige resultater – det viste statistikkerne jo. De fleste integrationsprojekter levede ofte et kort liv, typisk fordi man ikke kunne finde deltagere nok. Vi kom med en idé, der var enkel, billig og som skabte stor opbakning,” siger Elisabeth Møller Jensen.
Projektet viste sig da også fra start at blive et tilløbsstykke, da det blev skudt i gang i 2002. Cirka 300 kvinder meldte sig som mentorer. Så mange var der ikke brug for, da en af opstartsvanskelighederne var at finde nok mentees – og herunder at få spredt budskabet, så indvandrerkvinder vidste, at tilbuddet fandtes.
Men kort tid efter gik det pludselig stærkt. Mentornetværket fik i 2004 tildelt to hæderspriser: magasinet Alt for Damernes kvindepris og den officielle danske integrationspris, og så var budskabet ude. Det strømmede ind med tilmeldinger, også fra mentees, og KVINFO måtte oprette ventelister, fordi man ikke kunne følge med efterspørgslen.

Alle må være med

Mentornetværket, der havde til huse i København, udvidede og fik afdelinger i fem danske byer. En af dem var bydelen Vollsmose i Odense. En bydel, der i flere år var blevet stemplet som “ghetto” og havde skabt negative overskrifter i medierne.
I dag har mentornetværket i Vollsmose 500 medlemmer og et undernetværk for unge, Min egen Vej. Her støtter mentorer unge mellem 16 og 24 år på mange måder. Som en ung pige skriver på mentornetværkets hjemmeside:
“En mentor må gerne hjælpe med at finde noget arbejde eller noget at lave i fritiden, så jeg kan komme lidt hjemmefra.”
Den unge piges kommentar illustrerer, hvad hemmeligheden er bag den danske succes. Mentoring bruges utallige steder i verden. Men mange steder er mentoring for de få og de udvalgte, mener Elisabeth Møller Jensen.
“Typisk er der meget høje krav til, hvem, der kan blive mentee. Det er ofte noget, man skal gøre sig fortjent til, for eksempel ved at have udmærket sig med høje karakterer på universitetet. Også mentorerne bliver nøje udvalgt efter skrappe kriterier,” siger hun.
I den danske model kan alle blive mentees. Om målet er at blive frisør eller bankdirektør er underordnet. Alle kan også blive mentorer. Lige nu er omkring 5.000 personer med i netværket. De kommer fra alle samfundslag, brancher og baggrunde. Danskerne har siden starten også udvidet mentornetværket til at omfatte mænd.
“Vores eneste kriterium er, at man har lysten og motivationen. Alle uanset baggrund eller uddannelse er velkomne. Så mens mentoring mange steder i verden er forbeholdt eliten, har vi demokratiseret metoden,” siger Elisabeth Møller Jensen.
Den tilgang til mentoring er på ingen måde kun tillokkende for danskere. Det viste sig, da mentornetværket begyndte at vokse ud over Danmarks grænser. 

Marokkansk succes

Igennem årene har KVINFO deltaget i et utal af seminarer og konferencer rundt omkring for at fortælle om sine erfaringer med mentoring. Og for tre år siden var institutionen selv vært ved en international mentorkonference. Den satte for alvor skub i udviklingen.
En af deltagerne var marokkanske Ilham Zhiri, vicepræsident i iværksætterorganisationen Association of Moroccan Women Entrepreneurship (AFEM). Med en baggrund som både direktør og frivillig i socialt belastede områder i Marokko havde hun længe haft et ønske om at gøre en forskel for andre kvinder.
”Mentoring lød som en metode med et kæmpe potentiale,” siger hun.
Snart var et samarbejde mellem danskere og marokkanere sat i stand. Danskerne sørgede for træning og kurser i mentoring, mens Ilham Zhiri og hendes netværk sørgede for at rekruttere potentielle mentorer og mentees. De første mentorpar blev dannet i 2010 – og siden er det gået stærkt.
Mentornetværket Réseau de Femmes pour le Mentoring/Networking har på knap to år stablet en organisation på benene med udvalg, der står for alt fra rekruttering til træning. 75 professionelle, mange er kvinder i lederpositioner, er blevet trænet som mentorer, og i alt cirka 500 kvinder er omfattet af netværket, fortæller Ilham Zhiri.
Pressen dækker det nye kvinde-fænomen flittigt. Og der kommer bud efter netværket alle steder fra:
“Efterspørgslen er meget større, end nogen havde forventet. Jo flere, der hører om os, jo flere henvendelser får vi. Vi er lige blevet kontaktet af præsidenten for universiteterne i Marokko, der ønskede en sommerworkshop for kvindelige studerende på sidste semester,”
siger hun.
Efterspørgslen har betydet, at netværket nu kører mentoring med tre forskellige målgrupper: En for professionelle i erhvervslivet, hvor fokus for eksempel er på lederskab. En for unge kvinder på vej ud på arbejdsmarkedet, der har brug for at lære alt fra at lave et cv til hvor, man kan søge job. Og en for kvinder i landområder.
De tre målgrupper har vidt forskellige behov. Mens kvinder, der allerede er i erhvervslivet, måske drømmer om at få en lederstilling, kan kvinder i landområderne have brug for støtte på nogle helt andre områder.
“Det at skabe sig et bedre liv socialt og økonomisk handler om både selvtillid og personlig udvikling. Nogle ønsker sig at lære at læse eller skrive. Andre vil gerne begynde at tjene penge. Og da vi holdt vores første nationale forum, var der kvinder, der rejste fra landområder 700 kilometer væk for at deltage i en sundhedsworkshop om kvindelig hygiejne,” siger Ilham Zhiri.
Netværket gør meget ud af at nå ud til folk. To gademarcher med bannere og slagord fik 200 kvinder til at slutte sig til optoget. Ligesom en “mentor-karavane” har været på tur til landområderne.
Fra at være en lille gruppe af dedikerede kvinder koncentreret omkring hovedstaden Rabat er netværket ekspanderet – også geografisk. Til det omtalte første nationale forum med 350 deltagere, mødte kvinder op fra 13 forskellige regioner og fra nabolande i MENA-regionen (Mellemøsten og Nordafrika).

Politik for nybegyndere

Det marokkansk-danske partnerskab kom i stand med midler fra Det Arabiske Initiativ. Og for få måneder siden kom også Jordan med på mentoring-vognen. Et nyt partnerskab mellem KVINFO og Jordanian Womens Union skal få flere jordanske kvinder ind i politik ved at bruge kvindelige politikere som mentorer.
“Vi blev interesseret i mentoring, fordi vi arbejder målrettet med unge kvinder og lederskab. Vi vil gerne forberede en ny generation af kvinder til at blive fremtidens ledere i alle dele af samfundet. Så da vi hørte om mentoring, så vi med det samme potentialet,” fortæller Sawsan Ishaq Oudallag fra Jordanian Womens Union.
Organisationen har i tre år undervist unge kvinder i alt fra demokrati over feminisme til sekularisme. Og da flere medlemmer af organisationen har politisk erfaring – en er for eksempel partiformand og medlem af det jordanske parlament – lå det lige for at tænke i mentoring og politik.
“Hvor begynder man, hvis man vil ind i politik? Hvordan stiller man op til valget? Få kender det politiske liv indefra, og man kan lære meget af andres erfaringer – også de dårlige,”
siger Sawsan Ishaq Oudallag.
Jordanian Womens Union kan trække på lignende erfaringer fra Danmark. Her gik KVINFO og Københavns Kommune for få år siden nemlig sammen om et mentorprojekt, der skulle få flere kvinder med etnisk minoritetsbaggrund ind i politik. 15 mentees blev matchet med kvindelige toppolitikere op til det kommende kommunalvalg.
Kvinderne, der gerne ville ind i politik, kunne trække på de etablerede politikeres erfaringer med alt fra, hvordan en partiforening fungerer, til hvordan man som kvindelig politiker håndterer pressens ofte nærgående spørgsmål til privatlivet.
Forløbene resulterede i, at fem af mentee-kvinderne stillede op til kommunalvalget – og endnu flere fik mod på at få en politisk karriere i fremtiden.
I Jordan er 10 mentorer og 25 mentees indtil videre med i projektet. Men det forløber lidt anderledes end i den oprindelige danske model. Frem for én-til-én-møder vil mentorer og mentees begynde med at mødes i grupper.
“Der er meget at lære for alle. Hvordan man er en mentor og ikke en “lærer” eller forelæser for eksempel. Derfor kalder vi heller ikke politikerne for mentorer. Vi kalder dem facilitatorer. De faciliterer en fælles snak og diskussion med ligeværdige kvinder,” siger hun.
Igennem et længere forløb med flere sessions, kan hver mentee så vælge at få en mentor. Først derefter begynder den egentlige mentorrelation.
“Der er flere årsager til, at vi har valgt at gøre det på den måde. Én af dem er, at politik er et følsomt emne i Jordan. Det er ikke bare noget, man stiller sig op og snakker om. En anden årsag er mentorernes tid,” siger hun.

Plads til forandringer

Den jordanske måde at lave mentoring på, er et godt eksempel på, hvor fleksibel metoden er, mener Mia Rosenørn, der arbejder med KVINFO’s mentoraktiviteter i MENA-regionen.
Hun har fulgt mentorprojekterne i både Marokko og Jordan fra start, og især det marokkanske blev fulgt med stor spænding, fordi det var første gang, den danske model skulle stå sin prøve i en helt anden kulturel og national sammenhæng.
“Vi var spændte på, om de kunne bruge konceptet, forstå grundtanken og omsætte den. Vi kunne ikke bare tage for givet, at en model, der er udviklet og har virket i Danmark, nødvendigvis også giver resultater i et andet land,” siger Mia Rosenørn.
En af udfordringerne har været at gøre op med vanetænkningen. Det marokkanske samfund er præget af større klasseskel end det danske, og det har det marokkanske mentornetværk været meget bevidst om.
“Konceptet går ud på, at det er mentee, der sætter dagsordenen. Det kan give mentorerne, der jo ofte har en mere privilegeret social status, en udfordring i forhold til mentorrollen, hvor man er ligeværdige, og hvor mentoren ikke skal overtage styringen med sine egne gode ideer til, hvad mentee har brug for,” siger Mia Rosenørn.
Men modellen har trods udfordringer vist sig at fungere godt, viser erfaringen to år senere.
“De marokkanske og danske erfaringer er meget ens. Der bliver skabt fortrolige og trygge rum, hvor mødet mellem kvinderne er den virkelige solstrålehistorie. Mentee-kvinderne får opbakning til at forfølge deres drømme og udvide deres horisont. Måske føler de sig fastlåst i en forestilling om, at de kun kan vælge det spor, deres forældre har lagt, og der kan mentorerne være med til at udfordre forestillingen,” siger hun.
I Jordan viser de første erfaringer med projektet, at man sagtens kan modellere metoden, så den passer bedre ind i lokale forhold.
“Det at mødes én til én i en fortrolig relation har aldrig været et problem i Danmark. Men i Jordan er det kulturelle aspekt kommet ind: Hvad vil omverdenen tænke om, at en højt placeret politiker begynder at mødes med en fremmed ung? Vil der blive kigget skævt til det? Hvorfor gør hun det – prøver hun at få sneget nogen ind i sit parti?
Jordanerne er ved at finde balancen ved at lave om på formen. Møder behøver ikke være private, men kan foregå i grupper på mere neutral grund. Kontakten mellem mentor og mentee kan også være båret af E-mentoring-metoder, hvor man bruger mails eller LinkedIn,” siger Mia Rosenørn.
Men kan det virkelig passe, at mentorprojekterne er rene solstrålehistorier? Og det i lande, hvor flere har en traditionel, konservativ opfattelse af, at kvinders vigtigste opgave ikke er på arbejdsmarkedet, men i familien?
“Det lyder mærkeligt, men ja, indtil videre er det rene succeshistorier. Jeg var selv til en konference i det marokkanske netværk, hvor man ville lancere nyheden om netværket og dets resultater. Og der var så mange mænd tilmeldt. De kom fra nyhedskanaler, politiske embeder og kommunale embeder, og de støttede kraftigt op omkring initiativet,” siger Mia Rosenørn.
“Men al begyndelse er naturligvis svær, så vi er også forberedt på, at der kan opstå situationer, hvor modellen ikke nødvendigvis møder denne utrolige imødekommenhed – men det tager vi, når det kommer.” 

Nye muligheder

Da KVINFO’s mentornetværk blev født i 2003, undrede mange sig over, hvorfor så mange danske kvinder havde lyst til at bruge tid på at støtte indvandrerkvinder. Det svar, mange mentorer giver, er, at de har lyst til at gøre en forskel for en anden – og at de synes, kulturmødet er spændende.
I Jordan mener Sawsan Ishaq Oudallag, at mentorerne lærer lige så meget af forløbet som de unge mentees.
“Vi har en generationskløft i jordansk politik. Partierne er svage. De har svært ved at tiltrække den unge generation, og de har svært ved at begribe, at man også kan lave politiske forandringer uden for partierne – som vi så i Egypten og Tunesien for nyligt. Så mentorerne kan lære noget om, hvordan unge i dag tænker,” siger hun.
I Marokko er en tommelfingerregel i mentornetværket, at det skal være sjovt at være mentor. Derfor gør netværket meget ud af både sociale og faglige fælles arrangementer.
“Det er virkelig vigtigt, at det er sjovt. Hvorfor skulle man ellers bruge sin fritid på det?”,
som Ilham Zhiri siger.
Lige nu er KVINFO ved at undersøge, om succes’en kan brede sig videre ud i verden. En lang række af lande har vist interesse for mentoringmodellen. Norge, Finland, Island, Tyskland, Spanien og Qatar er i gang. Også Rumænien har fået øje på mentor-konceptet og stukket følere ud til danskerne. Kunne mentoring måske bruges til at forbedre Roma-kvinders situation?

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFOs program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.


Interessen er altså stor, og mulighederne er mange. Og som Elisabeth Møller Jensen ser det, har mentorprojektet, der begyndte som et lille forsøg med 12 mentorpar i Danmark, vist sig at være meget mere end et stykke særdeles vellykket integration.
“Det er meget større. Mentoring har vist sig at være et blændende eksempel på, at man kan mobilisere civilsamfundet – og at det gerne vil mobiliseres. Viljen og lysten til at investere i fællesskabet og i andre er der. Og den er uendelig stor,” siger hun.