Så sent som i sommer udtalte den kontroversielle debattør Mette Høeg fra sit korte ophold i Mexico, at ”[her] er ligestillingen ca. 80 år tilbage i sammenligning med Danmark”. Interviewet havde ikke noget med Mexico at gøre i øvrigt. Argumentet handlede udelukkende om, hvorfor feminisme ifølge Høeg ikke længere skulle være relevant i en dansk sammenhæng.

I Danmark gik kommentaren om Mexico som et feministisk tilbagestående land ubemærket hen. Omvendt var det, da en svensk korrespondent næsten samtidigt rapporterede om kvindeliv i Brasilien og Latinamerika med overskriften ”Først moder, så kvinde, siden menneske” i Sveriges Radio. Her reagerede flere svensk-latinamerikanske feminister. Det koloniale, racistiske blik reducerer altid ’den anden kvinde’ til moder, til livmoder og til offer, protesterede de.

Opgør med eksotiseringen af den ’anden’ kvinde

I postkoloniale feministiske bevægelser har et af hovedpunkterne været at gøre op med andetgørelsen af ’brune’ kvinder. Vestlige feminismer har på godt og ondt levet i og blandt deres nationalstater og disses racistiske og koloniale fortællinger om befolkninger i Det Globale Syd. Sorte og brune kvinder verden over bliver i dette system ofte reduceret til passive kroppe uden agens, der er underlagt en underudviklet kultur. Ifølge de svensk-latinamerikanske feminister Diana Mulinari, Carmen Blanco Valer og Irene Molina, som reagerede på Sveriges Radios fremstilling, har dette fokus på den eksotiske, fødedygtige krop tilmed bidraget til at afpolitisere feministiske kampe i koloniserede verdensdele som Latinamerika.
Ifølge Mulinari, Valer og Molina medfører afpolitisering af kvindekampen, at ansvaret for manglende ligestilling flyttes over på individer, og bestemte befolkningsgrupper essentialiseres på baggrund af køn, race eller ’kultur’. Sådanne forklaringer reducerer også handlemulighederne og fjerner fokus fra kollektive og politiske løsninger.
Det er den mexicanske aktivist og feminist Yndira Sandoval enig i, da jeg møder hende i et forsamlingshus i den centralt beliggende Parque Lira i Mexico City. Hun har sammen med andre fra sit feministiske netværk inviteret feminister fra hele Mexico til det første stormøde ud af flere, hvor de skal diskutere kvinders stilling og udfordringer i landet. For god ordens skyld vil hun gerne oplyse, at hun til dagligt er ansat i den offentlige institution for ligestilling og kvinders rettigheder, INmujér, men udtaler sig her som privatperson og aktivist.

Feministisk mobilisering på tværs af hele Mexico

Mexico

Modsat den populære fejlopfattelse er Mexico hverken et syd- eller mellemamerikansk land. Mexico ligger i Nordamerika og har en befolkning på 120 millioner.

Kvinderne spillede en stor rolle i begge mexicanske revolutioner i hhv. 1810 og 1910, men som så mange andre steder globalt er deres rolle underbelyst i historiebøgerne. Mexicanske kvinder fik stemmeret i 1953.

Ved det nyeste valg 7. juni 2015 var andelen af kvinder i deputeretkammeret 42,4% og 34% i senatet. 

Den første Internationale Feministike Festival i Mexico City var arrangeret af Grupo Lesbico Universitario, Impetu Asociación Civil og Generadoras Asociación Civil

Der er over hundrede kvinder i salen, da vi ankommer, og der går en mikrofon rundt til hver eneste deltager, inklusive overtegnede og Marián, min tolk. Det er et bredt spekter af aktivister, akademikere, offentligt ansatte og græsrødder, der er repræsenteret, og de kommer fra overalt i landet.
Sandoval mener, at det er på høje tid at mobilisere en ny national kvindebevægelse, der sammen kan arbejde på at løse nogle af de alvorlige udfordringer, som kvinder i Mexico støder på i hverdagslivet. Mexico har et af verdens højeste antal drab på kvinder med omkring seks mord dagligt. Betegnelsen for kvindedrab, feminicidos, er historisk, men fik stor anvendelse, da der i løbet af 1990’erne skete en voldsom stigning i kvindedrab i den nordmexicansk grænseby Ciudad Juárez. I 1994 banede Frihandelsaftalen mellem USA og Mexico, NAFTA, vejen for privatiseringer og international handel med meget få restriktioner for multinationale firmaers ageren i landet.
Efter NAFTA blev en masse jobs outsourcet fra USA til Mexico og særligt i Nordmexico opstod der mange maquiladoras, små fabrikker eller sweatshops, der tiltrækker fattige kvinder fra syd, der rejser alene nordpå for at arbejde og sende penge tilbage til familien. Disse enlige, fattige kvinder er ganske udsatte, når de færdes i det offentlige rum. Samtidig har det været stort set straffrit at begå overgreb og mord på disse kvinder. Dels er det mexicanske retssystem brudt sammen af korruption og lovløshed, dels er kvindernes netværk ofte langt væk fra gerningsstedet og uden ressourcer til at følge op på sagerne og kræve en retfærdig efterforskning.

Struktur, ikke kultur

Der er derfor god grund til at være skeptisk, når det høje antal kvindedrab i Mexico forklares med en særlig misogyn mexicansk kultur. Ifølge Yndira Sandoval er der også andre forklaringer på situationen:
”Det er nemt at skylde skylden på de enkelte mænd eller machokulturen, men vi bliver nødt til at indse, at staten også har en rolle i kvinders dødelighed. For eksempel bliver der heller ikke investeret i uddannelse af kvinder, og et så simpelt og livreddende tiltag som screening for livmoderhalskræft har de fleste ikke adgang til”. 
”I dag har vi samlet over næsten hundrede kvinder til den første nationale feministmøde i mange år, og vi kommer til at nedsætte forskellige arbejdsgrupper, der skal arbejde med hver sit emne, som de efterfølgende kalder til møde om i løbet af det kommende år i hele Mexico” siger Sandoval, før hun går videre til de forskellige arbejdsgrupper med overskrifter som ’politisk deltagelse’, ’kvinders uddannelse’ og ’retten til det offentlige rum’.

Feministisk festival i barrio bravo, ’det barske kvarter’

Retten til det offentlige rum er et emne, der også kommer op nogle uger tidligere, da jeg er til den første internationale feministiske kunstfestival i Mexico City. Festivalen ligger nemlig midt i det berømte og berygtede kvarter Tepito i byens historiske centrum, og det er nærliggende at spørge, hvorfor en feministisk festival ligger et sted, som alle har advaret mig mod at besøge alene. 
”Det er der mange, der har spurgt os om” siger Sheila og Montserrat samstemmigt. De repræsenterer organisationer for lesbiske og queer universitetsstuderende og kønsaktivister.
”Men det er vigtigt for os, at feministiske rum er åbne for alle kvinder, også på tværs af klasse. Det med at advare mod at færdes bestemte steder er endnu en måde at kontrollere kvinders adgang til det offentlige rum: Vi får at vide, at vi skal være bange. Men selvom vi er kommet her det sidste halve år, har vi ikke oplevet noget dårligt. Det her er et fattigt kvarter, og vi mener, at det også er en del af klasseadskillesen, at vi bliver advaret mod stedet. Men at holde os væk ville stride imod vores mål, som er at generobre det offentlige rum ved at indtage det og insistere på at være her i samspil med de lokale beboere.”
Sheila og Montserrat fortæller, at idéen til festivalen opstod efter de tidligt på året arrangerede en feministisk digtoplæsning. Siden kom der også nogen, der ville performe og andre, der ville holde en feministisk koncert. Derfra var der ikke langt til at samle flere feministiske kunstnere og performere og indkalde til en feministisk festival kun for kvinder, lesbiske, transpersoner og ikke-binære.  

Sexisme i det politiske landskab

Under mine møder med repræsentanter for forskellige feministiske bevægelser rundt i Mexico spørger jeg, næsten alle jeg møder, hvem de føler sig repræsenteret af i parlamentet. Findes der en national politiker med en feministisk dagsorden? Nogle viger udenom, mens andre ryster på hovedet. Fælles for alle er dog, at de ikke kan nævne et eneste navn fra hverken senatet eller det folkevalgte deputeretkammer, der tilsammen udgør den mexicanske Kongres.
Der findes kønskvoter for den mexicanske Kongres og ved sidste valg opnåede kvinder en repræsentation på 42 procent i deputeretkammeret. Men kvindelige politikere mødes stadig med højere krav end deres mandlige kolleger, siger professor i historie og kønsstudier på universitetet Colegio de México, Gabriela Cano.
– Gælder det også, hvilke emner kvinder må beskæftige sig med?
”Latinamerika har tidligere haft en stærk tradition for maternalisme, hvor kvinders position i den offentlige debat fik mere tyngde, hvis de talte som mødre og derfor forventedes de også at tage sig af ’bløde’ emner. Jeg ser det dog ikke lige så meget i hvilke politiske emner, kvinder må beskæftige sig med i dag, som mere i kommentarer om deres udseende og høje krav til deres moralske habitus. Den forrige energiminister i Mexico var en kvinde og det er en typisk maskuliniseret område”.

Maternalismen definerer ikke længere politisk feminisme i Latinamerika

Cano opfordrer samtidigt til at have et mere nuanceret syn på maternalisme:
”Når moderskab ses som en styrke, kan det også være en stærk politisk position. Mødrene fra Plaza de Mayo i Argentina, der søgte efter deres forsvundne børn under militærstyret, var ret succesfulde med deres krav, fordi de talte som mødre.”
Hun mener dog, at der er ved at ske en ændring i denne tendens, for eksempel er fædrene også med i bevægelsen for at få opklaret forsvindingen af de 43 mexicanske studerende fra Ayotzinapa i 2014. ”Der er også flere og flere kvindelige ledere i Latinamerika, som slet ikke forholder sig til politik som mødre, men som individer og borgere.”
– Hvor er feminismerne på vej hen til i Mexico i dag?
”Jeg er enig i at kalde det feminismer i flertal, fordi der ikke længere er nogen enkelt feministisk bevægelse. Feminismer er heller ikke nødvendigvis materialiseret i nogle kvinder, der samler sig sammen og tager ud på gaderne for at afkræve rettigheder. Feminismer i dag er mere spredt ud over det hele, også uden nødvendigvis at kalde sig feminismer.”
Gabriela Cano mener, at der er feministiske idéer overalt i Mexico, fra det offentlige til det private, og de kommer fra mange forskellige retninger.
”I dag har feminisme ikke længere noget center og har heller ikke nogen grund til at have det.”