Ved studiestart i 1981 ankom hvide Catherine Donnelly fra sydstaten Louisiana til Princeton University. Her blev hun overrasket over at skulle dele værelse med en sort pige. Hendes mor klagede allerede dagen efter til universitetets kontor for studenterboliger.

Værelseskammeraten var én ud af 94 sorte på årgangen af 1141 studerende. I dag er hun den første sorte hustru til en præsidentkandidat og hedder Michelle Obama. Hun har taget orlov fra sit arbejde for at hjælpe demokraternes præsidentkandidat Barack Obama med at appellere til de kvindelige vælgere. Republikanernes kandidat John McCain har valgt guvernør Sarah Palin som vicepræsident, også for at appellere til de hvide, kvindelige vælgere. Det har i skrivende stund fået 20 pct. af de hvide kvinder til at skifte side, så McCain fører med 12 pct. i denne gruppe.

Michelle Obama er lige nu den mest fremtrædende kvinde i Obamas lejr. Som mor, kone, søster, datter og succesrig topchef på et hospital skal hun kunne tale direkte til kvinders erfaringer samtidig med, at hun viser, at en sort familie også kan være “helt normal”.


Sort eller kvinde

USA lærte Michelle Obama at kende under primærvalgkampen. Her kæmpede Barack Obama mod Hillary Clinton for at blive demokraternes kandidat. Det var første gang, at der både var en kvindelig- og en sort kandidat til Det Hvide Hus, og det fik diskussioner af køn og race op til overfladen i amerikansk politik. Både sorte og hvide, kvinder og mænd diskuterede, hvem der egentlig var mest undertrykt som gruppe: Sorte eller kvinder?

Clintons feministiske støtter kom typisk fra den ældre generation af feminister. Særligt gjorde Gloria Steinem, kvindekampens grand old lady, og Geraldine Ferraro, den første kvindelige vicepræsidentkandidat, sig bemærkede med udfald mod Obama. Omvendt var der mange yngre feminister både sorte og hvide, som støttede Obama. Generationskløften mellem ældre og yngre feminister blev særlig tydelig ved den åbenlyse debat mellem den unge feminist og forfatter Rebecca Walker og moderen Alice Walker, forfatter og især kendt for romanen Farven Lilla (1983), der vandt The Pulitzer Prize for Fiction.

Ifølge juraprofessor og feminist Kimberlé Crenshaw oprullede problematikken i forårets primærvalg et historisk mønster i konflikten mellem den amerikanske kvindebevægelse og anti-slavebevægelsen. De amerikanske suffragetter støttede de sorte i deres kamp for afvikling af slaveriet. Men da valgretten i 1869 gik til sorte mænd, hævdede de hvide suffragetter, at de selv var mere kvalificerede til at få stemmeret end de sorte. [American Equal Rights Association blev eksempelvis dannet af den amerikanske kvindebevægelse og sorte aktivister i 1866, og sammen kæmpede de for racemæssig og kønsmæssig lighed indtil 1869, hvor sorte mænd fik stemmeret, red.]

Ved valgene blev de gamle grøfter mellem sorte og hvide feminister gravet igen, mener Crenshaw, som har gjort opmærksom på, at hvide kvinder gennem historien ofte har været mere optaget af egne rettigheder end af deres fællesskab med de sorte. Selvom sorte mænd fik stemmeret først, har hvide kvinder på en række andre områder som uddannelse og løn være mere privilegeret end sorte amerikanere. Ifølge Crenshaw er det derfor for snævert at se mennesker som enten køn eller race. Sammen med Eve Ensler, forfatter til Vagina-monologerne, har hun kritiseret den feminisme, der kun har øje for kønsproblematikker. Feminisme kan ikke adskilles fra kampen mod vold, racisme og økonomisk uretfærdighed hævder de og støtter dermed de unge feminister, der har valgt Obama.

Almindelige hvide amerikanske kvinder, der traditionelt er langt fra det feministiske miljø, stemte oftere på Clinton end på Obama i primærvalgene. Det afgørende i november bliver ikke, om Barack Obama kan få Gloria Steinems stemme, men om han kan appellere til den gruppe af almindelige hvide kvinder, der er med til at afgøre det amerikanske præsidentvalg.


Whitey-rygtet 

Michelle Obama er både sort og kvinde, og den måde, hun jonglerer med de forskellige identiteter på, er med til at afgøre, om Barack kan tiltrække nok hvide stemmer i november. Men i sin ungdom var Michelle Robinson meget optaget af, hvad det ville sige at være sort i USA:

“Mine oplevelser på Princeton har gjort mig meget mere bevidst om min “sorthed” end nogensinde før,” skrev hun i sin bachelor-opgave. “Lige gyldig under hvilke omstændigheder jeg plejer omgang med hvide på Princeton, virker det på mig, som om jeg er sort først og studerende derefter,” konkluderede hun.

I dag bliver hun udfordret både på sin race og sit køn. Da Hillary Clinton tabte primærvalgene, rettede konservative mediefolk og kritikere i stedet deres tunge skyts mod Michelle Obama. Hun er blevet anklaget for at være vred, bitter, aggressiv og militant og for ikke at elske sit land. Ukendte kritikere bragte et rygte i omløb, der sagde, at Michelle Obama på bånd skulle have skældt ud på “Whitey”, et nedsættende udtryk for hvide mennesker. Historien har verseret så længe, at det er blevet dementeret på Obama-kampagnens website “bekæmp-tilsværtningen”.


Rødder 

Racediskussionen kan bruges af de konservative til at fremmedgøre hvide vælgere fra den demokratiske kandidat. Derfor er det Michelle Obamas opgave at vise nye billeder af sorte kvinder som almindelige, arbejdende mødre, og demonstrere at sorte amerikaneres familieliv svarer til hvide amerikaneres. Gennem hele kampagnen har Michelle Obama holdt rundbordssamtaler med kvinder, og hun taler meget og gerne om skolegang, sundhedsforsikring og de problemer, som almindelige familier møder.

“Der er mange sorte familier som vores, men medierne viser det bare ikke”, har Michelle sagt. Den højreorienterede tv-station Fox News kaldte Michelle Obama for Baby Mama, en nedsættende betegnelse for ugifte, sorte teenagemødre, som er langt mere almindelige på fjernsynsskærmene end kernefamilier som Obamas.

Dette valg handler ikke om race, siger Michelle selv i interview efter interview. Det handler om at vise, at hun og Barack deler værdier med dem, der synes, det er vigtigt at give noget tilbage og at tage ansvar for samfundet. Når hun får talt med folk om det, kommer de udover at se hende som sort, siger hun.

I sit bachelorprojekt var unge Michelle Robinson allerede optaget af, om sorte kandidater fra Princeton gav noget tilbage til det sorte samfund, de kom fra, eller om de glemte deres rødder. Hun voksede selv op på South Side i Chicago, et kulsort kvarter. Faderen var kommunalt ansat, moderen hjemmegående, og hun delte lejlighedens lille stue med sin bror.

Efter Princeton gik turen til Harvard Law School, der kvalificerede Michelle til at arbejde i et stort advokatfirma og herefter i byadministrationen i Chicago. Karrieren er kun gået fremad over en chefpost for en organisation for frivilligt arbejde og til det nuværende job som vicedirektør på Chicago University Hospital. Men hun har ikke – før nu – forsøgt at rette offentlighedens opmærksomhed mod sig selv. Barack Obama ville aldrig have stillet op, hvis de ikke var enige om projektet, siger venner af familien. Hun er hans ven og rådgiver, og selvom deres professionelle liv ikke tidligere har været blandet sammen, tog hun orlov fra sit arbejde i efteråret 2007 for at deltage i hans kampagne.


Stolt af mit land 

Michelle Obama taler meget og gerne om balancen mellem familieliv og arbejde, om at Barack går ud med skraldet, og om at få sin mor til at passe pigerne, når hun er ude at lave valgkamp. Hun har joket med, at præsidentkandidaten er helt normal, snorker og lugter om morgenen og glemmer at stille smørret i køleskabet. Det er hun også blevet bebrejdet af bl.a. New York Times-kommentator Maureen Dowd. Hendes vittigheder demaskuliniserer Barack og får hende til at fremstå som den, der har bukserne på, er der blevet sagt. Derfor har hun skruet ned for humoren, men hun er stadig ærlig og direkte.

“For første gang i mit voksne liv er jeg virkelig stolt af mit land,” sagde Michelle Obama i februar i år under primærvalgkampen. Det skulle hun ikke have gjort. Sammenlagt med hendes bacheloropgave om sort identitet og hendes medlemskab af den sorte kirke, har citatet fået konservative kritikere til at anklage hende for ikke at elske sit land. John McCains kone benyttede straks lejligheden til at understrege, at hun altid havde været stolt af sit land. Cindy McCain er opvokset som millionærarving og har formentlig heller aldrig oplevet at hendes hudfarve var et problem. Alligevel er patriotismen et ømt punkt for Barack og Michelle Obama, der siden har inkluderet flere referencer til kærlighed til USA i deres taler.


Den bitre halvdel

Udover at være 180 cm høj – uden hæle – er Michelle sportstrænet, ofte alvorlig og stærk at se på. Selvom hun også er blevet kaldt smuk, stilfuld og en sort Jackie Kennedy, bruger modstanderne billeder, hvor hun rynker brynene og ord som vred, militant og aggressiv til at tegne et billede af en sort kvinde, amerikanerne bør frygte. På forsiden af det konservative magasin National Review sås hun sammenbidt under overskriften, Mrs. Grievance, eller Fru Klage, og af en konservativ kommentator har hun fået øgenavnet, “Obamas bitre halvdel”.

The New Yorker, det anerkendte og demokratisk orienterede magasin, kommenterede debatten ved at tegne Michelle Obama med en stor afro (a la 1960ernes “black power” bevægelse), kalashnikov (a la terrorist) og i gang med at udveksle det efterhånden berømte fist bump, en slags high-five med knyttet hånd med Barack, ligesom de gjorde, da han blev kåret som demokraternes kandidat.

Et republikansk medlem af kongressen har kaldt Michelle Obama “uppity”. Det betyder arrogant eller hovski-snovski, og det er blevet brugt i de amerikanske sydstater om sorte, der ikke kender deres plads. Den højreorienterede kommentator, Bill O’Reilly, forsikrede lytterne om, at han ikke ville gå på “lynching party” mod Michelle Obama, medmindre han kunne få bevis for, at hun havde udtalt sig negativt om USA. Da lynching betyder at hænge sorte mennesker i sydstaterne, blev O’Reilly nødt til at undskylde.


Fodboldmor

Michelle og Barack Obamas modtræk til kritikken har været at fortælle historien om deres barndom, ægteskab og familieliv mange gange, og gerne til talkshows og dameblade.

Derfor ved vi, at det tog lang tid for Barack at få Michelle med på en date, efter de havde mødt hinanden på advokatkontoret. Michelle var ikke meget for at blande arbejde og privatliv, og hun har også sagt, at det var for forudsigeligt, at hun skulle gå ud med den eneste anden sorte på kontoret. Vi ved også, at han inviterede hende ud på is og i biografen for at se en film af Spike Lee, og at han skulle spille basketball mod Michelles bror, Craig Robinson, der i dag er basketballtræner på Oregon State University. Barack Obama skulle også være en kærlig far, som læser Harry Potter for sine to døtre.

Siden foråret har Michelle Obama lagt stor vægt på at fortælle en blød historie om de værdier, der har præget hendes opvækst med en ufaglært far, der gik på arbejde hver dag, selvom han blev stadig mere handicappet af sclerose. Hårdt arbejde, ansvar for sig selv og fællesskabet og ikke mindst familien er omdrejningspunkt i stort set hver eneste tale og tv-optræden, Michelle Obama leverer. Barack Obama har mange gange kaldt Michelle for sin klippe, og hendes veninder er sendt ud i medierne for at fortælle, hvor god hun er til at planlægge fødselsdagsfester for sine døtre, Malia på 10 år og Sasha på 7 år. Hun går med dem til fodbold og ballet, og deltager efter sigende i alle forældremøder sammen med Barack.


Oprahfication

Michelle Obama talte om sin kærlighed til forældre, bror, mand og børn på Demokraternes konvent. Det fik bl.a. New York Times lederpanel til at spørge, om hun var blevet “Oprahficeret”. Det vil sige, om hun er gået fra at være direkte, humoristisk og skarp, som hun også er kendt for, til at være made-for-daytime-television. I et talkshow, The View, blev den bløde Michelle lanceret som en helt almindelig kvinde, der hader at gå med strømpebukser. Et stort antal kulørte magasiner har Michelle eller hele familien Obama på forsiden, og der bliver talt tøj, boligindretning, børneopdragelse – og ja, kagebageri i lange baner.

“Det er ikke min karriere, der definerer mig, men det jeg gør med mit liv,” har Michelle Obama sagt og udtaler, at hun først og fremmest er mor. Den evindelige fremhævelse af moderrollen har fået feministiske kommentatorer til at efterspørge den rigtige Michelle, den professionelle direktør på Chicago University Hospital, den højtuddannede karrierekvinde, der er lige så kvik som Barack og, ifølge ham, langt mere organiseret. En sort kommentator, Gina McCauley, synes det er synd, at Michelle Obama skal reduceres til at tale om strømpebukser, mens en anden, Debra Dickerson, også udtrykker feministisk raseri over Michelles offer.

Hendes forsvarere fremhæver, at hun faktisk udlever den kvindelige ambition om både at have en karriere og en familie. Og selv har Michelle Obama sagt, at hun har taget så gode uddannelser og arbejdet så hårdt, at hun ved, at hun kan komme tilbage til et karrierejob.

Det er de unge feminister, der svarer igen. Chefredaktør på Feministing.com Jessica Valenti påpeger skarpt i en klumme, at det er støtte, ikke kritik fra andre kvinder, der er brug for, hvis Michelle Obama skal have en chance. Da Hillary Clinton stadig var kandidat, blev Valentis mailbox spammet med forargede feministmails, hver gang hun blev angrebet. Nu er mailboxen halvtom og de mails, hun får om angreb på Michelle Obama, mangler glød, skriver Valenti. Michelle Obama viger selv udenom emnet ved at gentage, at hun er for politik, der hjælper kvinder og familier, men kalder sig ikke feminist.

I et tilbageblik på tiden på Princeton, hvor hvide Cathrine Donnelly skulle dele værelse med sorte Michelle, fortæller hun i dag, at hun var flov over, at hendes mor klagede over hendes sorte værelseskammerat. Hun er nu ked af, at hun flyttede ud af værelset, og at de holdt op med at hilse på hinanden på campus. På den anden side tog Michelle heller aldrig initiativet til at blive venner med hende, siger Donnelly i et interview. Donnellys mor har også fortrudt sin vrede over, at datteren skulle dele værelse med en sort pige, og siger i dag, at hun vil stemme på Barack Obama. Dertil har Michelle Obama blot sagt, at det er rart, når mennesker er villige til at lære.