På gesimsen uden for vinduet sad en måge, den skreg, det lød, som om den havde Østersøen i halsen, højt, bølgernes skumtoppe, spidst, himlens farve, dens skrig gav genlyd over Königsplatz, stille var der, hvor teatret nu lå i ruiner. Peter blinkede, han håbede, at øjenlågenes plirren var nok til at skræmme mågen, så den fløj sin vej. Siden krigens afslutning havde han nydt stilheden om morgenen. For nogle dage siden havde hans mor redt op til ham på gulvet i køkkenet. Han var en stor dreng nu, han kunne ikke sove i hendes seng længere. En solstråle ramte ham, han trak lagenet op over ansigtet og lyttede til fru Kozinskas blide stemme. Den kom fra sprækkerne i stengulvet, fra lejligheden under ham. Deres underbo sang. Ak kæreste, kan du svømme, så svøm dog over til mig. Peter elskede denne melodi, vemoden i hendes stemme, sangens opfordring og sørgmodighed. Disse følelser var så meget større end ham, og han ville blive stor, intet hellere end det. Solen varmede lagenet over hans ansigt, til han hørte sin mors skridt nærme sig, som om de kom langt borte fra. Pludselig blev lagenet trukket væk. Kom så, kom så, stå op, sagde hun strengt. Læreren ventede, påstod hun. Men det var længe siden, lærer Fuchs havde krævet, at hvert enkelt barn var til stede, de færreste kunne komme hver dag. Hans mor og han var gået til banegården med den lille kuffert hver eftermiddag i dagevis og havde prøvet at komme med et tog mod Berlin. Kom der et, var det så overfyldt, at det ikke lykkedes dem at komme op i det. Peter stod op og vaskede sig. Med et suk tog moderen skoene af. Ud ad øjenkrogen så Peter hende tage forklædet af og lægge det i vaskekedlen. Hendes hvide forklæde var hver dag plettet af sod og blod og sved, det skulle ligge i blød i timevis, inden hun kunne tage vaskebrættet og gnubbe det mod det, til hænderne blev røde og armenes årer svulmede op. Peters mor tog kappen af hovedet med begge hænder, hun trak hårnålene ud af håret, og lokkerne faldt blødt ned over skuldrene. Hun kunne ikke lide, når han iagttog hende imens. Med et sidelæns øjekast sagde hun: Også den dér, og det forekom ham, at hun pegede på hans køn med en vis afsky for at få ham til at vaske det. Så vendte hun ham ryggen og tog nogle tag med børsten i sit store hår. Det skinnede gyldent i solen, og Peter syntes, at han havde den smukkeste mor i verden.

Selv efter at russerne havde erobret Stettin om foråret og nogle af soldaterne siden havde overnattet i fru Kozinskas lejlighed, kunne man høre hende synge tidligt om morgenen. Engang i sidste uge havde hans mor siddet ved bordet og repareret et af sine forklæder. Peter havde læst højt, lærer Fuchs havde pålagt dem at øve sig i højtlæsning. Peter hadede det, og han havde somme tider lagt mærke til, hvor lidt hans mor hørte efter. Hun brød sig formentlig ikke om, at stilheden blev brudt. For det meste var hun så langt borte i tankerne, at det slet ikke lod til at gå op for hende, når Peter læste videre inde i hovedet midt i sætningen. Samtidig med at han havde siddet og læst lige så stille for sig selv, havde han lyttet til fru Kozinska. Man burde vride halsen om på hende, hørte han pludselig sin mor sige. Overrasket så han på hende, men hun smilede blot og jog nålen i lærredet.

Brandene i august havde lagt skolen fuldstændig i ruiner, og derfor havde børnene lige siden mødtes hos lærer Fuchs i hans søsters mejeri. Det var sjældent, at der stadig var noget at sælge, frøken Fuchs stod op ad væggen bag sin tomme disk og ventede med armene over kors. Skønt hun var blevet døv, holdt hun sig ofte for ørerne. Den store butiksrude var brækket ud, børnene sad i vindueskarmen, og lærer Fuchs viste dem nogle tal på tavlen, tre gange ti og fem gange tre. Børnene spurgte ham, hvor Tyskland havde tabt, men det havde han ikke lyst til at vise dem. Han sagde, fra nu af hører vi ikke til Tyskland længere, og det glædede han sig over. Hvor så, ville børnene vide, hvor hører vi så til? Lærer Fuchs trak på skuldrene. I dag ville Peter spørge ham, hvorfor han glædede sig over det.

Peter stod ved vaskekummen og tørrede sine skuldre, sin mave, sit køn, fødderne med håndklædet. Hvis han byttede om på rækkefølgen, hvilket ikke var sket længe, mistede moderen tålmodigheden. Hun havde lagt et par rene bukser og den bedste skjorte frem til ham. Han gik hen til vinduet, han bankede på ruden, og mågen flagrede op. Efter at husrækken overfor og baghusene og også den næste gade var forsvundet, havde han frit udsyn til Königsplatz, til stedet, hvor resterne af teatret lå.

Kom ikke for sent hjem, sagde hans mor, da han var på vej hen mod døren. Om natten havde en sygeplejerske på sygehuset fortalt, at der ville blive sat særtog ind i dag og i morgen. Vi tager af sted. Peter nikkede, i ugevis havde han glædet sig til endelig at komme ud at køre med tog. Kun én gang for to år siden, da han var begyndt i skolen og hans far havde besøgt dem, havde de kørt i tog, hans far og ham, de havde besøgt en af hans fars kolleger i Velten. Krigen havde været forbi i otte uger nu, og faderen var ikke vendt hjem. Peter ville gerne have spurgt sin mor, hvorfor hun ikke ville vente på faderen længere, han ville gerne have været hendes fortrolige.

Sidste sommer, natten til den syttende august, havde han været alene i lejligheden. I de måneder havde hans mor jævnligt haft to vagter i træk, hun var blevet på sygehuset fra aftenvagten til nattevagten. Når hun ikke var der, frygtede han den hånd, der kom frem fra sengen i mørket, fra revnen mellem murværk og lagen. Han kunne mærke sin foldeknivs metal mod benet og forestillede sig gang på gang, hvor hurtigt han ville være nødt til at trække den, hvis hånden viste sig. Denne nat havde han lagt sig på maven i sin mors seng og lyttet ligesom hver nat. Det var bedst at ligge lige midt i sengen, så der var så meget plads i hver side, at han kunne få øje på hånden i tide. Han ville være nødt til at støde til, hurtigt og fast. Peter svedte, når han forestillede sig, at hånden viste sig, og at han lammet af angst ville være ude af stand til at løfte kniven mod den.

Peter huskede stadig tydeligt, hvordan han med begge hænder, hvoraf den ene samtidig klamrede sig til kniven, havde taget fat i det tunge sengetæppes fløjl og gnedet kinden mod stoffet. Lille, næsten spæd, lød sirenens første tone, så blev den pludselig skinger, voksede til en lang, gennemtrængende hylen. Han lukkede øjnene. Tonen fik ørerne til at blusse. Han kunne ikke lide kældre. Stilhed. Igen og igen udtænkte han nye strategier for at undgå kældrene. Sirenens tone tog til igen. Hjertet bankede, og halsen virkede for trang. Alt ved ham stivnede og blev ubevægeligt. Han måtte tage en dyb indånding. Gåsedun. Han pressede næsen ned i sin mors hovedpude og indsnusede lugten af hende, som om den kunne mætte ham. Så var der stille. En bastant stilhed, han løftede hovedet og hørte sine tænder klapre, han forsøgte at holde kæberne lukket, bed tænderne sammen af alle kræfter, sænkede hovedet igen og trykkede ansigtet ned i dunene. Idet han gned ansigtet mod puden, vuggede hovedet fra side til side, var der noget, der knitrede. Forsigtigt stak han hånden ind under puden og kunne mærke noget papir med fingerspidserne. I samme øjeblik lagde en ubehagelig susen beslag på hans ører, lyden af den første nedkastning, hans åndedræt blev hurtigere, det splintrede og bragede, glas kunne ikke holde stand mod trykket, ruderne revnede, sengen, som han lå på, rystede, og han havde pludselig fornemmelsen af, at enhver ting omkring ham levede mere end han selv. Der blev stille. De ydre begivenheder til trods trak han et brev frem med den fri hånd. Han genkendte skriften. Han kom sådan til at grine, åh, hans far, åh, ham havde han helt glemt, skønt denne ellers altid havde villet beskytte ham. Der var hans skrift, her hans M for Min, A for Alice. Urokkeligt stod bogstaverne, det ene ved siden af det andet, intet kunne gøre dem noget, ingen sirene, ingen bombe, ingen ild, Peter smilede ømt til dem. Øjnene sved, og skriften truede med at flyde ud. Faderen fortrød et eller andet. Peter var nødt til at læse, det var beskytterens brev, han var nødt til at læse, hvad der stod skrevet, så længe han læste, skete der ham ikke noget. Skæbnen kastede det ganske Tyskland ud i svære prøvelser. Papiret sitrede i hans hænder, sikkert fordi sengen rystede. Hvad Tyskland angik, så gjorde han sit bedste. Hun havde spurgt, om han ikke kunne arbejde på et af værfterne. Værfterne, jo, sirener hylede, ikke skibenes, andre. Peters øjne var fulde af tårer. Man havde hårdt brug for ingeniører som ham andre steder. En susen ganske tæt på, som om det var lige uden for vinduet, et brag, et til, endnu højere. Fuldførelsen af reichsautobahnen, ikke meget at bestille i den østlige del af landet. Ikke meget at bestille? Igen hørte Peter det suse, lugten af brand kildrede først i næsen, så blev den til en sviende, skarp lugt, men Peter lo stadig, han følte, at der ikke kunne ske ham noget, så længe han havde sin fars brev i hånden. Alice. Peters mor. Hun bebrejdede ham, at han skrev så sjældent. Det osede, lugtede der ikke af røg, knitrede en brand? Det havde ikke noget med hendes herkomst at gøre. Ikke noget der, har det og hvad, hvilken herkomst, hvad var det, faderen skrev her? En anvisning med penge. Stod der virkelig anvisning, og udvisning? Der skete ting, som ændrede noget mellem dem.

Hvor havde det været omstændeligt at tyde dette brev. Hvis han havde kunnet læse bedre, så godt som i dag, næsten et år senere og snart otte år gammel, havde han måske kunnet tro på brevets beskyttende evner, men brevet havde svigtet, han havde ikke kunnet læse det til ende.

Da han gik hen til lærer Fuchs’ mejeri denne morgen, var alt godt, og han havde ikke længere brug for et brev fra sin far for at komme gennem en nat, aldrig mere. Krigen var forbi, i dag ville de forsvinde, hans mor og ham. Peter fik øje på en blikdåse i rendestenen og gav den et spark. Det var fantastisk, som den skramlede og trillede af sted. Gruen ville blive ladt tilbage, ligge bag dem, ikke en eneste drøm ville minde om den. Peter kom til at tænke på de første angreb om vinteren og kunne igen mærke sin ven Roberts hånd. I sin tid var de hoppet over det lave, hvidmalede stakit langs vejen sammen for at krydse gaden fra Berliner Tor og kravle ned i hullet foran aviskiosken. Deres sko gled på isen, de skred ud. Noget måtte have ramt hans ven og skilt hans hånd fra kroppen. De sidste meter var Peter styrtet videre alene, som om det havde øget hans tempo, at hans kammerat var blevet revet fra ham. Han havde kunnet mærke hånden, fast og varm, og ikke sluppet den i lang tid. Da det senere gik op for ham, at han stadig holdt den, havde han ikke bare kunnet lade den falde nede i hullet, han havde taget den med hjem. Hans mor havde åbnet døren for ham. Hun havde sagt, at han skulle sætte sig på en stol, og havde prøvet at få ham til at åbne hånden. Hun havde sat sig på hug på gulvet, holdt en af de hvide stofservietter med sine initialer og ventet, hun havde kærtegnet og masseret hans hånd, til han slap.

Den dag i dag spekulerede Peter over, hvor hun havde gjort af den. Han gav blikdåsen et kraftigt spark, så den trimlede over på den anden side af gaden, næsten helt hen til mejeriet. Det føltes stadig, som om han holdt Roberts hånd, i næste øjeblik som om den holdt ham, og som om det kun var denne begivenhed, som hans far hentydede til i brevet. Han havde ellers ikke set sin far i to år og havde aldrig kunnet fortælle ham om hånden.

I den forgangne sommer, under det natlige bombardement i august, da Peter læste faderens brev, havde han snart ikke kunnet tyde mere end hver tredje eller fjerde sætning. Brevet havde ikke hjulpet. Hænderne havde rystet. Faderen ville vise sin søns mor respekt, han ville være oprigtig, han havde lært en kvinde at kende. Ude på trappen lød der skridt, atter en susen så tæt på, at den lukkede ørerne i brøkdelen af et sekund, så et brag og et skrig. Peter lod øjnene flyve ned over linjerne. De skulle være tapre, krigen ville helt bestemt snart blive vundet. Han, faderen, ville nok ikke kunne komme mere foreløbig, en mands liv krævede beslutninger, men han ville snart sende en ny sum penge. Peter hørte en buldren ved hoveddøren, det var svært at afgøre, om det var et projektil, en sirene eller et menneske, der hylede. Han foldede brevet sammen og puttede det tilbage under hovedpuden. Han rystede. Røgen fik øjnene til at løbe i vand, og byens flammer nærmede sig i varme bølger.

Nogen greb fat i ham og bar ham ned ad kældertrappen på skulderen. Da han krøb ud i det fri sammen med de andre flere timer senere, var det blevet lyst. Trappen op til lejligheden stod endnu, kun gelænderet var revnet og lå på tværs af trinnene. Det osede. Peter klatrede op på alle fire, han måtte krybe hen over noget sort, så puffede han døren op ind til lejligheden og satte sig ved bordet i køkkenet. Solen skinnede direkte ned på bordet, han var nødt til at lukke øjnene, så lyst var det. Han var tørstig. I lang tid følte han sig for svag til at rejse sig og gå hen til vasken. Da han åbnede for vandhanen, hørte han ikke andet end susen, der kom ikke noget vand. Der kunne gå timer, før hans mor kom hjem. Han ventede. Han faldt i søvn med hovedet på bordet. Hans mor vækkede ham. Hun tog hans hoved i hænderne og pressede det mod sin mave, og først da han slog armene om hende, slap hun taget. Hoveddøren stod åben. Ude på trappeafsatsen kunne han se det sorte. Han tænkte på skrigene natten før. Moderen rev skabsdøre op, læssede lagener og håndklæder over skulderen, rakte ud efter stearinlysene i skuffen og sagde, at hun måtte af sted igen med det samme. Peter skulle hjælpe hende med at bære, der manglede forbindinger og alkohol til desinfektion. De trådte hen over det forkullede kød foran døren, det var især på skoene, han kunne se, at det drejede sig om et menneske, skrumpet var det, og han fik øje på et stort lommeur af guld. En følelse af noget nær lykke var strømmet gennem ham denne morgen, for uret kunne umuligt have tilhørt fru Kozinska.

Fotografiet af den statelige mand i det fine jakkesæt, der støttede sig til et sortskinnende karosseri med den ene arm værdigt bøjet og så op mod himlen med lyse øjne, som om han så skæbnen i møde eller i hvert fald fulgte nogle fugle med blikket, stod stadig i sin ramme på vitrineskabet i køkkenet. Peters mor påstod, at nu hvor krigen var forbi, ville faderen komme og tage dem med til Frankfurt. Dér var han ved at bygge en stor bro over floden Main. Så ville Peter kunne komme i en rigtig skole, sådan sagde moderen, og det pinte ham at høre hende lyve på den måde. Hvorfor skriver han ikke? spurgte Peter i et øjebliks trods. Posten, svarede hans mor, der er ikke noget, der fungerer, efter at russerne er kommet. Peter slog blikket ned, han skammede sig over sit spørgsmål. Fra nu af ventede han sammen med sin mor, dag for dag. Det kunne jo være, at faderen ombestemte sig.

En aften, da hans mor havde været på arbejde på sygehuset, havde han kigget under hendes hovedpude. Han havde villet sikre sig. Brevet var borte. Med en spids kniv havde han åbnet hendes chatol, men kun fundet papir og kuverter og nogle mærker, som hun opbevarede i en lille æske. Han havde gennemsøgt hendes klædeskab, han havde lettet på hendes strøgne, nydeligt sammenfoldede forklæder og hendes undertøj. Der lå to breve, fra hendes søster Elsa, brevene kom fra Bautzen. Elsa havde så utydelig en skrift, at han ikke kunne læse andet end indledningen: Min lille Alice. Han havde ikke længere kunnet finde et eneste af faderens breve.

Da Peter trådte ind i mejeriet denne morgen, var lærer Fuchs og hans søster borte. Børnene ventede forgæves, de iagttog de andre mennesker, som kom derind, først tøvende, så buldrende, og åbnede alle skabe. Kasser, kar og kander blev undersøgt. Folk skældte ud og bandede, der var ikke så meget som en dråbe sur fløde, en klump smør tilbage. En ældre kvinde sparkede til skabet, så den ene låge faldt af.

Den sidste voksne havde kun lige forladt butikken, da den ældste af drengene lagde sig på knæ på gulvet og behændigt løftede en af fliserne. Under den befandt der sig et køligt skjulested. En af drengene piftede, pigerne nikkede anerkendende. Men skjulestedet var tomt. Hvad der end måtte have ligget der, smør eller penge, det var der ikke mere. Da drengen så op og hans ringeagtende blik faldt lige netop på Peter, spurgte han ham, hvorfor han dog var så fin i tøjet. Peter så ned ad sig, på sin søndagsskjorte, først nu kom han i tanke om, at han havde lovet at komme rettidigt hjem. Vi rejser, det var det sidste, hans mor havde sagt.

Ude fra trappeopgangen kunne han høre hendes gryder skramle. Hun havde haft nattevagt i den sidste uge. Hun havde gjort rent i lejligheden i dagevis, som om den nogen sinde havde været beskidt, hun bonede gulve, tørrede stole og skabe af og pudsede vinduer. Hoveddøren stod på klem, Peter åbnede den. Han så tre mænd omkring bordet i køkkenet, hans mor ovenpå, hun halvt sad, halvt lå. Den ene mands nøgne bagdel bevægede sig frem og tilbage i Peters øjenhøjde, kødet blævrede så kraftigt, at han var lige ved at komme til at grine. Men soldaterne holdt fast i hans mor. Hendes nederdel var revet i stykker, øjnene vidt åbne, Peter vidste ikke, om hun så ham eller så igennem ham. Munden var spærret op – men hun forblev stum. En af soldaterne fik øje på Peter, han holdt bukselinningen sammen og prøvede at skubbe ham ud ad døren. Peter råbte på sin mor, mor, råbte han, mor. Soldaten sparkede så hårdt til hans ben, at han sank sammen foran døren, en fod ramte ham bagi, så blev døren lukket i.

Han sad på trappen og ventede, han hørte fru Kozinska synge. En fugl den sad på en gren så grøn. Den kvidred og sang vinternatten lang. Men det var sommer, og han var tørstig, og togene kørte om lidt, han ville af sted sammen med sin mor. Han pressede læberne sammen. Hans blik faldt på døren med hullet, hvor låsen engang havde siddet. Der lå stadig splinter på gulvet. Han hev tynd hud af læberne med tænderne. Hans mor havde haft besøg af soldater en gang før, det var kun få dage siden, de måtte have sparket døren ind, låsen var røget ud. De var blevet hele dagen, de havde drukket og skrålet. Peter havde banket på døren igen og igen. Nogen måtte have stillet noget op mod den indefra, måske havde der stået en stol under håndtaget. Han havde spejdet ind gennem det hul, som låsen havde efterladt, røgen havde været så tæt, at han ikke havde kunnet se noget. Derfor havde han sat sig på trappen og ventet som nu. Tænder kunne ikke slibes. Han tyggede forsigtigt på en trævl hud, som han havde gnavet af. Mens han bed sig i læberne, gned begge pegefingre mod tommelfingrene. Skønt hans mor klippede hans negle så kort som muligt, lykkedes det ham gang på gang at pille hud af tommelfingeren med pegefingeren, hvor neglen lå i sit leje.

Da døren endelig var gået op sidste gang, var soldaterne snublet ud i opgangen en for en, de var gået ned ad trappen og havde banket på fru Kozinskas dør. Den bageste havde vendt sig om og råbt op til Peter på tysk: Sådan en som dig har jeg også derhjemme. Pas nu godt på din mor. Han havde leet og løftet pegefingeren på samme tid. Da Peter var trådt ind i det tilrøgede køkken, havde han set sin mor stå bøjet henne i hjørnet, hun glattede et lagen. Du er en stor dreng nu, havde hun sagt uden at se på ham, du kan ikke sove i min seng mere. Hun havde ikke set på ham, ikke som i dag, han havde aldrig set det udtryk i sin mors øjne, som hun havde haft for lidt siden, iskoldt.

Det faldt ham svært at vente foran døren, han stillede sig op, han satte sig på trappen og rejste sig igen. Han prøvede at få øje på noget gennem den sprække, som den manglende lås havde efterladt. Han stillede sig på tåspidser på øverste trin og lænede sig frem. På den måde kunne han let miste balancen. Han blev utålmodig, maven knurrede. Hver gang hans mor havde nattevagt, kom hun hjem om morgenen, fik ham op og i skole, og til middag ventede hun med maden. Hun lavede suppe af vand, salt og fiskehoveder. Når hun senere tog fiskehovederne op, dryssede hun lidt havesyre i suppen. Hun sagde, at det var sundt og nærende, kun en sjælden gang imellem havde hun skaffet noget mel og formet det til små boller, som hun kogte i suppen. Kartofler havde de ikke kunnet få siden sidste vinter. Der var ikke noget kød, ingen linser, ingen kål. Ikke engang på sygehuset havde de andet end fisk at give børnene. Ligesom sidste gang hang hans blik ved den lukkede dør og den sprække, som låsen havde efterladt. Han satte sig på øverste trin. Han kom i tanke om, at moderen efter den sidste gang havde bedt ham om at skaffe en ny. Der var låse overalt, i hvert et hus, i hver en gudsforladt lejlighed. Men han havde glemt det.

Nu tyggede Peter også på den ru hud i kanten af tommelfingerneglen, man kunne trække den af i aflange, tynde strimler. Hans mor ville have kunnet låse, hvis han ikke havde glemt det. Hans blik vandrede hen over den forkullede dørkarm og ind i naboernes forladte lejlighed. Overalt kunne man se sporene efter branden, væggene, lofterne og gulvene var sorte. Hans mor og han havde været heldige, det var kun overboens og de gamle naboers lejligheder, der var raseret af branden.

Pludselig sprang døren op, to soldater kom ud. De dunkede hinanden i ryggen, de var i godt humør. Peter overvejede, om han kunne gå ind i lejligheden, før havde han talt tre. En af mændene måtte være derinde endnu. Han rejste sig lige så stille op, gik hen til døren og puffede den op på klem. Han hørte nogen hulke. Køkkenet virkede forladt. Denne gang havde ingen af soldaterne røget, alt virkede lige så rent og hyggeligt som om morgenen. På køkkenskabet lå moderens pudseklud. Han vendte sig om og fik øje på den nøgne soldat bag døren. Manden sad på gulvet med bøjede ben og hovedet støttet i hænderne og græd. Peter syntes, at det var et besynderligt syn, for soldaten havde en hjelm på, skønt han ellers var helt nøgen og krigen efter sigende havde været slut i ugevis.

Peter lod ham sidde bag døren og trådte ind i det tilstødende værelse, hvor hans mor netop var ved at lukke klædeskabet. Hun havde sin frakke på og tog den lille kuffert fra sengen. Peter ville sige til hende, at han var ked af, at han havde glemt låsen, at han ikke havde kunnet hjælpe hende, men han fik kun ét ord over læberne, og det var mor. Han greb ud efter hendes hånd. Hun vred sig løs og gik i forvejen.

De gik forbi den grædende soldat, der krøb sammen på køkkengulvet bag hoveddøren, de gik ned ad trappen, hen ad gaden lige ned til havnekajen. Moderen gik så hurtigt på sine lange ben, at Peter havde svært ved at følge med. Han småhoppede, og mens han fulgte efter hende på den måde, tog længere og længere skridt, næsten løb, blev han grebet af en stor lykkefølelse. Visheden om, at de ville komme med toget i dag, ville begive sig ud på den store rejse i dag, rejsen til Vesten, strømmede gennem ham. Han anede, at turen ikke ville gå til Frankfurt, men måske til Bautzen til moderens søster, og først mod Berlin. Før i tiden, når han skulle sove, havde hans mor fortalt ham om floden, den hyggelige markedsplads i Bautzen og den vidunderlige duft i hendes forældres trykkeri. Han klappede i hænderne og begyndte at fløjte, til moderen pludselig blev stående foran ham og gav ham ordre til at holde op. Igen forsøgte han at tage hendes hånd, men hun spurgte, om han ikke kunne se, at hun bar på både kufferten og sin håndtaske.

Jeg kan bære kufferten, tilbød Peter. Moderen afslog.

Peter havde tit været med sin mor på fiskemarkedet. Moderen kendte en af de få fiskerkoner, som stadig arbejdede der, godt. Det var en ung kvinde, hvis ansigt var blevet forbrændt i august, der var knap nok noget af hendes ungdom tilbage. Hvor forbrændingen til at begynde med havde lignet en uheldig skavank, havde den vist sig at beskytte hende i disse uger. Hun var den eneste, der stadig slog en stor, rød parasol op tidligt hver morgen, ligesom dengang, sagde folk. Dengang, og de mente for ikke alt for længe siden, havde fiskemarkedet været fuld af store, røde parasoller. De seneste år og måneder var de forsvundet. Det var hos denne fiskerkone, at moderen ofte hentede fisk til børnene, ål, sandart, brasen, suder, gedde og somme tider en vandrefisk fra Stettiner Haff, på sygehuset var de glade for hver en fisk, og om foråret havde moderen taget en majsild med hjem til Peter. Da de nåede frem til kajen, havde fiskerkonen for længst sat sin kasse på den lille vogn af træ, parasollen lå tværs over den. Denne varme sommerdag lugtede der af tjære og fisk. Mellem havneområdets ruiner levede der katte, Peter fulgte en mager hankat, som løb langs bredden, den svajede let og sprang op på den lille træbro i ét sæt. Hvor de brede og solide kvaser havde ligget og vugget tæt op og ned ad damjollerne året før, lå der ikke en eneste båd længere. Hankatten langede ud i vandet med den ene pote, igen og igen gibbede det i den, som om noget forskrækkede den. Var der en fisk, eller var der ikke nogen? Moderen åbnede sin håndtaske og fandt nogle sedler frem. Dem skyldte hun hende. Fiskerkonen tørrede hænderne i forklædet, hvor i tusindvis af skæl skinnede, så det lignede et gevandt, et havfruegevandt, hun tog sedlerne og takkede. Så faldt hendes blik på kufferten, og da moderen gav hende hånden, sagde hun: God rejse. Fiskerkonens læber var næsten ubeskadigede, kødfulde, grove og unge så de ud, hendes stemme perlede, som om hun var på nippet til at fnise. Hun havde ingen øjenbryn mere, kun få af vipperne var vokset ud igen, Peter kunne lide, hvordan hun drejede sig til siden og slog blikket ned, af generthed sagde hun noget i stil med: Jamen så held og lykke, og Peter troede, at det var ham, hun så på og mente. Han stillede sig tæt op ad sin mor, lænede hovedet mod hendes arm, lod ligesom tilfældigt næsen stryge over indersiden af hendes albueled, indtil hun gik et skridt til siden og tog kufferten i den anden hånd.

De fortsatte med hastige skridt. Men allerede på trappen ned til banegården kom en tykmavet sygeplejerske i uniform dem i møde, åbenbart en af moderens kolleger, hun sagde, at særtogene ikke kom ind til Stettin, de skulle ud til Scheune, spadsere til næste station, derfra ville togene afgå.

De gik mellem sporene. Sygeplejersken tabte let pusten. Hun maste sig ind ved siden af moderen, og Peter fulgte lige i hælene på dem, han ville høre, hvad de snakkede om. Sygeplejersken sagde, at hun ikke havde kunnet lukke et øje, hun tænkte uafladeligt på de lig, som de samme nat havde fundet i sygehusets gård. Peters mor tav. Hun sagde ikke noget om soldaternes besøg. Kollegaen hulkede, hun beundrede Peters mor for hendes indsats, især når alle jo vidste, at der var noget uldent ved hendes afstamning. Sygeplejersken lagde en hånd på sin store mave, hun snøftede, det ville hun dog ikke snakke om nu. Hvem var til syvende og sidst så modig? Hun ville aldrig selv have kunnet tage fat i en af de pæle og trække den ud af en kvindes liv, spiddet som dyr, hele underlivet flænset. Kollegaen blev stående og støttede sig til Peters mors skulder med sin tunge krop, hun trak vejret dybt, den overlevende havde hele tiden kaldt på sin datter, der jo for længst var forblødt ved hendes side. Peters mor standsede op og sagde brysk til sygeplejersken, at hun skulle tie. For guds skyld. Tie.

I Scheune var den smalle perron propfyldt med ventende. Folk sad på jorden i grupper og iagttog de nyankomne med mistro.

Søster Alice! Råbet kom fra en af de grupper, der sad på jorden, to kvinder viftede med armene. Peters mor fulgte råbet fra den kvinde, der tilsyneladende havde genkendt hende. Hun satte sig på hug hos de siddende. Peter slog sig ned ved siden af hende, den gravide fulgte dem, men blev stående uden at kunne beslutte sig. Hun flyttede vægten fra det ene ben til det andet. Kvinderne hviskede, og to kvinder og en mand forsvandt med den gravide. Når en kvinde skulle tisse, skulle hun helst ledsages af flere, man sagde, at russerne lå på lur i buskene og kastede sig over kvinderne.

Det ville komme til at vare flere timer, før der kom et tog. Folk stimlede sammen om det, inden det standsede, de forsøgte at få fat i gelændere og stænger. Det så næsten ud, som om det var de mange mennesker, der fik det til at holde, som om det var dem, der stoppede det. Toget lod ikke til at have døre nok. Arme fægtede, fødder trådte, sparkede bagud, og albuer stødte. Skældsord og pift. Var man for svag, blev man trængt til side, blev tilbage. Peter kunne mærke sin mors hånd i ryggen, hvordan hun skubbede ham gennem mængden, han fik tøj i ansigtet, frakker, en kuffert ramte ham i ribbenene, og til sidst greb hans mor ham bagfra og løftede ham højt op over de andres skuldre. Konduktøren fløjtede. I sidste øjeblik kæmpede moderen sig den afgørende meter frem, hun trykkede ham, skubbede ham, pressede ham ind i toget af alle kræfter. Peter vendte sig om, han holdt fast i hendes hånd, klamrede sig til den, det gav et ryk i toget, det satte i bevægelse, hjulene drejede rundt, moderen løb, Peter holdt fast i døren, holdt fast i sin mor, han skulle vise hende, hvor stærk han var. Spring! råbte han til hende. I dette øjeblik havde deres hænder sluppet hinanden. De mennesker, der var blevet på perronen, løb ved siden af toget. Nogen måtte have trukket i nødbremsen, eller også havde lokomotivet problemer, hjulene hylede på skinnerne. Omme bagfra råbte en korpulent dame med hat, pølser, varme pølser! Og der var rent faktisk mange, der vendte sig om, blev stående, strakte hals for at se, hvem det var, der havde råbt, og hvor man kunne købe de pølser. Kvinden udnyttede lejligheden og kæmpede sig nogle meter frem. Menneskemængden pressede Peters mor og kufferten ind i toget. Peter lagde armene om hende, aldrig ville han slippe hende igen.

I toget stod de i gangen, folk skubbede og maste, børnene var nødt til at stå oven på kufferterne. Peter havde ikke noget imod det, nu var han lige så stor som sin mor. Når hun vendte sig om, hvilket hun gjorde gang på gang, kildede hendes hår ham, en tot havde løsnet sig af den opsatte frisure. Hun duftede af syrener. Ved siden af hende blev døren til kupeen stående åben, der stod to unge piger i kortærmede kjoler på deres kufferter og holdt fast i de overfyldte bagagenet. Under deres arme voksede de første hår, og Peter strakte sig over sin mors skulder for bedre at kunne se på deres kjoler, der bulede ud visse steder. Det føltes rart at gnide hagen mod moderens frakke. Hun måtte have det varmt, men hun havde ikke villet rejse uden frakken. Det gav et ryk, og toget satte langsomt i bevægelse. Foran vinduet passerede de mennesker, der ikke havde fået nogen plads, forbi. Den ene af pigerne vinkede og græd, og Peter så, at der også spirede små fine hår frem under den anden arm.

Hold fast, sagde hans mor til ham, hun nikkede mod kupeens dørkarm med hovedet. Kappen sad på hendes lyse, opsatte hår, hun bar den stadig på trods af frakken, og selv om de jo slet ikke var på sygehuset. Står du og drømmer? Hold fast, sagde hun brysk. Men Peter lagde hænderne på hendes skuldre, han kom i tanke om soldaten, der havde siddet på hug bag døren og hulket, han var glad for, at de endelig rejste, og ville slå armene om hende. I det samme fik han en albue i ryggen og stødte mod hende med en sådan kraft, at hun var lige ved at miste balancen, kufferten under ham vaklede, den væltede, og han faldt ned over hende. Hun snublede ind i kupeen. Hun kunne ikke drømme om at skrige op, hun knurrede kun modvilligt. Han lagde hånden på hendes hofte for ikke at miste forbindelsen. Han ville hjælpe hende op. Hendes øjne lynede vredt, han sagde undskyld, men hun lod ikke til at høre det, hendes mund blev ved med at være stramt tillukket, hun skød hans hånd fra sig. Nu ville han for hver en pris have hendes opmærksomhed.

Mor, sagde han, men hun hørte ham ikke. Mor, igen greb han ud efter hendes hånd, der var kold og fast, og som han elskede. I næste øjeblik gav det sådan et ryk i toget, at folk faldt ind over hinanden og moderen holdt fast i bagagenettet og dørkarmen med begge hænder under den fortsatte rejse, mens Peter nu tog fat i hendes frakke, uden at hun kunne mærke det og forhindre ham i det.

Kort før Pasewalk standsede toget midt på sporet. Dørene gik op, og folk trængte og maste hinanden af toget. Peter og hans mor lod sig føre med menneskemængden, til de nåede perronen. En kvinde skreg, at man havde stjålet hendes bagage. Først nu gik det op for Peter, at de havde mistet den gravide. Måske var hun slet ikke vendt tilbage i Scheune, efter at hun var forsvundet for at tisse? Peters mor gik hurtigt nu, folk kom dem i møde og stod i vejen for dem, der var hele tiden nogen, der stødte ind i ham, og han holdt endnu mere fast i sin mors frakke.

Vent her, sagde hun, da de nåede hen til en bænk, som en gammel mand netop var ved at rejse sig fra. Der afgår tog til Anklam og Angermünde herfra, måske er der billetter. Jeg er straks tilbage. Hun tog fat i Peters skuldre og pressede ham ned i sædet.

Jeg er sulten, sagde Peter. Leende klamrede han sig til hendes arme.
Jeg er straks tilbage, vent her, sagde hun.
Og han: Jeg går med.
Og hun: Slip mig, Peter. Men han var allerede ved at rejse sig op for at følge efter hende. Nu trykkede hun den lille kuffert ned mod ham og pressede ham og den tilbage på bænken. Han var nødt til at sidde med kufferten på skødet, han kunne ikke længere gribe ud efter hende.

Vent her. Hun sagde det strengt. Et smil gled over hendes ansigt, hun strøg ham over kinden, og han var glad. Han tænkte på de varme pølser, som damen i Scheune havde udbudt, måske kunne man få nogen her, han ville hjælpe sin mor med at lede, han ville i det hele taget hjælpe hende, han åbnede munden, men hun tålte ingen modsigelser, hun vendte sig om og forsvandt i menneskemængden. Peter spejdede efter hende og fik øje på hendes skikkelse nede ved døren ind til banegårdshallen.

Han skulle også sådan tisse og så sig om efter et toilet, men ville vente, til hun var tilbage, det var trods alt let at blive væk fra hinanden på sådan en banegård. Langsomt gik solen ned. Hans hænder var kolde, han holdt fast i kufferten og vippede med knæene. Små farvepartikler fra kufferten klæbede til hans hænder, okseblodsfarvede. Han blev ved med at kigge hen mod døren, hvor han sidst havde set sin mor. Mennesker strømmede forbi. Lygter blev tændt. På et eller andet tidspunkt rejste familien ved siden af ham sig fra bænken, og andre satte sig. Peter kom til at tænke på sin far, som et eller andet sted i Frankfurt byggede en bro over Main, han vidste, hvad han hed, Wilhelm, men ikke, hvor han boede. Hans far var en helt. Og hans mor? Også hendes navn kendte han, Alice. Hun var af tvivlsom oprindelse. Peter kiggede igen hen mod døren til banegårdshallen. Hans hals var blevet stiv, fordi han havde siddet og kigget den vej i timevis. Et tog kom, folk tog fat i deres bagage, deres nærmeste, alt skulle holdes fast. Anklam, toget kørte ikke til Angermünde, men til Anklam. Folk var glade, så længe de kom videre. Det var midnat. Peter skulle ikke mere, han ventede kun. Perronen var tom, de sidste ventende var sikkert gået ind i banegårdshallen. Hvis der var et billetkontor, var det så ikke lukket for længst? Måske var der slet ikke nogen banegårdshal bag døren længere, måske var banegården lagt i ruiner ligesom den i Stettin. For enden af perronen dukkede en lyshåret kvinde op, han rejste sig, han klemte kufferten ind mellem benene, han strakte sig, men det var ikke hans mor. Han blev stående et stykke tid. Da han sad ned igen og gnavede i læberne, kunne han høre sin mor sige, at han pillede og spiste sig selv alle mulige steder på kroppen, han så hende kigge fuld af væmmelse. En eller anden, sagde Peter til sig selv, en eller anden måtte komme. Hans øjne faldt i, han åbnede dem, han måtte ikke sove, ellers ville han ikke lægge mærke til, hvis nogen kom for at lede efter ham, han kæmpede mod søvnen, tænkte på hånden og trak benene op på bænken. Han lagde hovedet på knæene og slap alligevel ikke banegårdsdøren med blikket. Da morgenen gryede, vågnede han og var tørstig, buksebagens våde stof klæbede til hans hud. Nu rejste han sig op, han ville lede efter et toilet og noget vand.