Da iranske Emad Razavis kæreste en dag besluttede sig for at springe ud som bøsse over for sine forældre, valgte den dengang 14-årige Emad at følge trop.

En eftermiddag, hvor Emad var alene hjemme med sin mor, fortalte han hende, at hans kæreste var en fyr. – Du bliver min død, skreg moderen og græd. Og da Emads far kom hjem senere, tvang familien ham til at ringe til kæresten og afslutte forholdet.

Sådan begyndte fortællingen om den nu 18-årige homoseksuelle Emad Razavi, der i flere år måtte kæmpe med sin familiens uforståenhed over for hans seksualitet, og som i 2002 valgte at stå frem med sin historie i Dagbladet Politiken og senere i DR2.

Emad Razavi var heldig. Efter mange skænderier, et par flytninger og nogle psykologbesøg valgte hans familie – til en vis grad – at acceptere hans homoseksualitet. Anderledes går det for andre unge i samme situation.

Homoseksualitet er tabu

Ifølge Bill Schiller, formand for Nordic Homo Council og Tupilak, en forening for homoseksuelle kulturarbejdere i Norden, kan homoseksualitet i mange familier med flygtninge-/indvandrerbaggrund opfattes som en krænkelse af hele familiens ære. Derfor risikerer de unge at blive udstødt af familien, at blive tvangsgift i et forsøg på ‘heteroseksualisere’ dem eller at blive fysisk mishandlet. 

Bill Schiller var blandt initiativtagerne til en nordisk konference om såkaldt æresrelateret vold mod bøsser og lesbiske med minoritetsbaggrund, der blev afholdt i oktober 2004 med titlenHonored to silence. Honored to death. Konferencen var arrangeret af den svenske homoorganisation Tupilak og den fællesnordiske organisation, Norden i Fokus, som hører under Nordisk Ministerråd.
– Vi valgte at tage æresbegrebet med i konferencetemaet, fordi netop æresbegrebet er så væsentligt i disse familier, at det kan ende med mord, hvis man forbryder sig mod familiens ære, siger Bill Schiller.

– Homoseksualitet er et stort tabu i mange familier med flygtninge-indvandrerbaggrund, siger Bill Schiller. – Det er også et tabu i mange danske, svenske eller norske familier, men der er alligevel en forskel på eksempelvis at være dansk homoseksuel og homoseksuel fra et arabisk land, når man vil springe ud, mener han. I nogle familier med minoritetsbaggrund findes der hverken ord eller forståelse for det at have en homoseksuel identitet. Derfor reagerer nogle forældrene ved fx at ignorere deres sønner og døtres seksualitet, hvis de springer ud.
– Forældrene siger typisk: “Bare vent et år eller to, så går det nok over”, fortæller Bill Schiller. 

Andre forældre reagerer ved at sende deres børn til behandling hos psykologer, religiøse overhoveder eller andre, de mener, kan få de unge på bedre tanker:
– Det første hun sagde, var, om jeg ikke skulle til en arabisk imam eller læge for at blive helbredt. Det var hendes kommentarer, fortæller en 25-årig mand fra Libanon om sin mors reaktion i undersøgelsen Københavnerliv – en interviewundersøgelse med homoseksuelle med etnisk minoritetsbaggrund (september 2004), udgivet af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL) i Danmark.

I undersøgelsen deltog 10 bøsser og lesbiske, der på hver sin måde har oplevet dilemmaet med at være homoseksuel og tilhøre en minoritetsgruppe. Gruppen omfattede mænd og kvinder fra Pakistan, Chile, Libanon, Iran, Kina, Tyrkiet, Congo, Uganda og Jamaica. Bare det at finde villige interviewpersoner til undersøgelsen viste, hvor taburiseret emnet er.
– Flere sagde nej til at medvirke i undersøgelsen, fordi det var for personligt at tale om eller fordi, de var utrygge ved situation og frygtede, at deres seksuelle identitet ville komme frem, fortæller Caroline Osander, der står bag undersøgelsen.

Over halvdelen af de interviewede havde således heller ikke fortalt deres familie om deres seksualitet. I stedet vælger de fx at leve et dobbeltliv.
– Nogle lever med deres seksualitet i hemmelighed og gør det i mange år, de møder måske en fra deres eget land og kan bilde forældrene ind, at det er en kammerat, mens de måske oven i købet også gifter sig med en af det modsatte køn, siger Manu Sareen, socialpædagog og etnisk konsulent i København. 

Han møder unge homoseksuelle med minoritetsbaggrund, når de selv henvender sig for at få hjælp, eller når de bliver henvist af sociale projekter eller myndigheder til ham.
– Nogle tager måske til Malmø, hvor de lever det vilde liv som homoseksuel, men når de er hjemme i Danmark er de den pæne etniske pige. Andre bryder med deres familie, andre igen lever i det skjulte. Der findes mange måder at håndtere det på, siger han.

Men andre unge, der vælger at springe åbent ud, kan opleve meget stærke reaktioner fra familien.
– Sex er helt generelt et tabu, og sex med sit eget køn er et endnu større tabu, som kan indebære voldsomme konsekvenser for de unge, siger Manu Sareen.

Presset fra familien

I Riksförbundet För Sexuellt Likaberättigande (RFSL) – Sveriges svar på LBL – har man gennem de seneste par år løbende fået henvendelser fra unge, der har været udsat for overgreb fra familien, fordi de er homoseksuelle. De unge henvendte sig for at få hjælp efter at være blevet udsat for vold.
– De følte sig forfulgte, krænkede, var blevet fysisk mishandlet eller havde fået dødstrusler, fortæller Anneli Svensson, fra RFSL i Stockholm, til avisen Svenska Dagbladet.
– I et tilfælde truede forældrerne med at tage livet af hele familien, hvis den unge åbent fortalte, at han eller hun var homoseksuel, fortæller Anneli Svensson.

I Danmark viser LBL’s undersøgelse også, at homoseksuelle med minoritetsbaggrund er udsat for hvad man kunne kalde æresrelaterede overgreb fra familiens side.
– Begrebet er svært at definere generelt, for skal det være fysisk vold? Jeg har ingen fornemmelse eller indblik i, om der er begået æresdrab på homoseksuelle i Danmark, men hvis vi taler om psykisk vold, har nogle af dem, jeg har været i kontakt med, oplevet det f.eks. i form af isolation eller pres fra familien. En af dem, jeg interviewede, var eksempelvis blevet sendt på genopdragelse i forældrenes hjemland, da det kom frem, at hun var lesbisk. En anden fik at vide af familien, at familien ikke ønskede at se ham, hvis ikke han giftede sig med en kusine fra forældrenes oprindelsesland, siger Caroline Osander.

Homoseksualitet og religion

I Danmark har spørgsmålet om homoseksualitet og etnicitet først og fremmest været forbundet med religion, når det har været debatteret i offentligheden. Stridspunktet hedder især homoseksualitet i forhold til islam. I 2001 kastede en gruppe unge muslimske drenge på Nørrebro sten mod det årlige Gay Pride optog i København. Samme år nægtede en gruppe unge muslimer fra Det Radikale Venstre at tage afstand fra diskrimination mod homoseksuelle. 

For nogle af de unge homoseksuelle kan religion derfor spille en stor rolle for, hvordan man forholder sig til sin seksuelle identitet – og hvordan familien reagerer på den.

Imam Fatih Alev kan godt forstå, at homoseksualitet kan blive et stort problem i fx muslimske familier.
– Der sker et sammenfald af to stærke interesser: Det religiøse og det traditionsmæssige. Religionen siger ikke, man skal slå hånden af en homoseksuel person, men det gør traditionen fordi, seksualitet hænger sammen med æresbegrebet. Samtidig er homoseksualitet et tabu, fordi det for mange mennesker er det værste, man kan gøre, siger han.

Selv har han ikke i sin egenskab af imam fået nogen henvendelser fra homoseksuelle, der har problemer med deres familie på grund af deres seksuelle orientering.
– Men hvis jeg fik en henvendelse, ville jeg insistere på, at de skulle stoppe deres seksuelle løbebane, ellers er der ingen realistisk mulighed for at hjælpe med at genoprette relationerne til familien. Vi vil ikke gå ind og sige, at nu må familien også forstå og acceptere personens seksualitet. Det er der to grunde til. For det første er det rent religiøst ikke muligt at legitimere den form for livsstil. For det andet er det traditionsmæssigt også problematisk. Det er ikke ligesom med tvangsægteskaber, hvor vi kan gå ind og tale med forældrene om, at det er dårligt at praktisere. Det, der skal til, er en forandring i den homoseksuelles måde at leve på. 

Fatih Alev understreger, at dette ikke betyder, at imamerne ikke vil støtte og hjælpe unge homoseksuelle. Men det skal være ud fra et udgangspunkt om, at den homoseksuelle skal ændre sig. 
– Vi vil gerne kunne tilbyde en lignende service, som nogle af de kristne grupper har med afvænning af homoseksualitet. Hvis imamerne kan hjælpe med at få afviklet den tilbøjelighed, vil vi gerne gøre det, men lige i øjeblikket har vi ingen ressourcer til at tilbyde en sådan service. 

Han mener desuden ikke, at problemet er særligt stort, men at det er medierne og lobbygrupper som LBL og Sex og Samfund, der fremstiller det som et stort problem.

Fordomme mod homoseksualitet i alle miljøer

Men at også kristne tager afstand fra homoseksualitet, viser, at problematikken langt fra kun findes inden for islamiske kredse. Det er hele debatten om vielse af homoseksuelle i Folkekirken et eksempel på, fx udtalte en indremissionsk kvinde fra Ringkøbing for nogle år siden, at aids er Guds straf over homoseksuelle. Senest fik den italienske kommissær-kandidat, Rocco Buttiglione, startet en voldsom debat i Europa, fordi han udtalte på et pressemøde, at han anså homoseksualitet for at være en synd. Det kostede ham jobbet som kommissær, men satte samtidig fokus på, at fordomme over for homoseksuelle så langt fra kun skal findes i muslimske miljøer – eller etniske minoritetsmiljøer.

Samme pointe peger den svenske forsker Elisabet Nidsjö på. Hun er i gang med en undersøgelse af æresrelateret vold mod homoseksuelle unge i Sverige – den første af slagsen i Norden. Hun mener, man skal være forsigtig med at pege etnicitet eller kulturelt tilhørsforhold ud som årsagsforklaring på diskrimination eller undertrykkelse af homoseksuelle. For alle – uanset tilhørsforhold – kan opleve såvel diskrimination som æresrelateret vold. 

– Vi foretager ingen “etniske” afgrænsninger for netop at påpege, at æresrelateret vold og undertrykkelse kan forekomme i ALLE familier og slægter uafhængigt af religion, fødested og kulturel tilhørsforhold. Det gør vi ikke for dels at få kontakt med så mange som muligt, som har oplevet problematikken, og dels for at gøre det klart, at vi ikke ekskluderer nogen eller tænker stereotypt, siger hun.

At også danske homoseksuelle udsættes for vold og undertrykkelse er man også i LBL meget opmærksom på. Organisationen har for nyligt en undersøgelse sat i gang via sin hjemmeside på internettet, hvor alle homoseksuelle uanset etniske og kulturelt tilhørsforhold er blevet bedt om at svare på, om de har været udsat for noget sådant. I politiet registrerer man nemlig ikke vold, trusler og overfald i forhold til offerets seksuelle tilhørsforhold, og LBL ønsker derfor at få et overblik over omfanget med henblik på at foreslå politiet at begynde at lave den slags registreringer.

Omvendt er det heller ikke sådan, at alle homoseksuelle med anden etnisk baggrund end dansk oplever at blive udstødt, forfulgt eller truet af deres familier, når de springer ud, viser LBLs undersøgelse ‘Københavnerliv – en interviewundersøgelse med homoseksuelle med etnisk minoritetsbaggrund’. Nogle af de interviewede har således fået deres families direkte eller indirekte accept af deres seksuelle orientering, og peger på, at det, der er svært ved at være homoseksuel, hænger sammen med ens egen identitet eller med samfundets holdning til homoseksualitet som sådan.

Netop samfundets generelle holdning til både homoseksuelle og etniske mindretal var også en del af konferencen i Sverige. Her pegede forskere på, at homoseksuelle ofte skal kæmpe på to fronter: De skal både kæmpe mod de nordiske samfunds diskrimination af såvel homoseksuelle som etniske minoriteter, og de skal kæmpe mod diskrimination i deres egne familier og miljø:
– I Sverige er iranske bøsser, der er imod regimet i Iran, eksempelvis ikke ønsket eller velkomne i den iranske modstandsbevægelse i Sverige, fortæller Bill Schiller.

I forbindelse med den fællesnordiske konference havde man også inviteret godt 150 repræsentanter fra forskellige flygtninge- og indvandrerorganisationer til en dialog om problemstillingen, men kun et par stykker mødte op.

På samme måde oplever Manu Sareen, at homoseksualitet er et tabu blandt de socialarbejdere med etnisk minoritetsbaggrund, som de unge ellers kommer til for at få hjælp.
– Jeg har oplevet socialarbejdere med anden etnisk baggrund end dansk, der siger, at de unge skal vende sig mod koranen for at søge støtte og trøst, når de henvender sig for at få rådgivning omkring deres homoseksualitet. Det er ikke, hvad man har brug for at høre som ung. Man har brug for en, der sætter sig ned og lytter. Så det også et tabu blandt socialarbejdere. Du ville jo aldrig høre en dansk socialarbejder sige, at man skal vende sig mod Bibelen for at hente styrke og trøst, siger Manu Sareen.

Derudover står især unge homoseksuelle over for den samme generationskløft, som unge heteroseksuelle med etnisk minoritetsbaggrund gør.

Som en 25-årig pakistansk mand fortæller i LBL-undersøgelsen:
– Jeg kan huske, at jeg havde enorm angst for at være anderledes. Jeg havde den her meget akavede stil, fordi jeg altid havde lyst til at gøre de ting, som mine jævnaldrende danske venner gjorde, og det syntes mine forældre slet ikke var i orden. Det er også derfor jeg boede på institution og boede sammen med min onkel. Jeg tænkte, at jeg ikke skal være mere anderledes end allerhøjst nødvendig. Jeg havde angst for at skille mig for meget ud i forhold til mængden. I forhold til det miljø mine forældre tilhørte og repræsenterede. Og det havde jeg jo allerede gjort ved at skeje ud på samme måde, som danske unge ville gøre: Gå i byen, drikke, være rebelsk, gøre oprør, ikke synes om sine forældre og give udtryk for, at man ikke synes om dem. Det er ikke noget man gør i det pakistanske miljø… eller muslimske miljø eller kultur for den sags skyld.

Forskelligt for mænd og kvinder

Generelt slås bøsser og lesbiske med forskellige former for undertrykkelse, og det gælder også inden for familier med flygtninge/indvandrer baggrund:.
– Det er sværere for kvinderne. Vi ser meget færre lesbiske med minoritetsbaggrund i det homoseksuelle miljø end bøsser, hvilket kan være en indikation på, at det er sværere for kvinder at springe ud. Kvinder færdes mere på nettet, hvor de kan være anonyme og i skjul. Jeg tror, det hænger sammen med, at det generelt er mere accepteret, at drengene udlever deres seksualitet og er seksuelt udfarende end piger. Piger lever under mere kontrol fra forældrenes side, fx i forhold til at gå ud om aftenen, at have kærester osv., siger Caroline Osander

Samme indtryk har Manu Sareen.
– Kvinder er stort set fraværende i det sociale system. Der er få sager med etniske lesbiske, måske fordi konsekvensen for dem er endnu større end for bøsser. Der er meget mere på spil for dem. Kvinders ære er forbundet med seksualitet, og er din kone eller datter lesbisk går det ud over hele familiens ære.

Fordi traditioner spiller så meget ind i familiens forhold til deres børns homoseksualitet, ser man også, at der er stor forskel på de enkelte familiers måde at håndtere problematikken på.
– Reaktionerne handler meget om, om du kommer fra den etniske over- eller underklasse. Hvis du er fra underklassen, kommer fra et landsbysamfund og er uuddannet, kan du være sikker på, at hvis du springer ud som bøsse, vil du få masser af ballade. Hvis du kommer fra en familie, hvor dine forældre har en lang uddannelse, er der en helt anden accept og tilgang til problematikken og til at løse problemerne, siger Manu Sareen.

Ulrikke Moustgaard er prisbelønnet freelance journalist og skriver regelmæssigt for FORUM