Hyperseksualiseringen er den rene gift, og medierne er både budskabet og budbringeren, siger Jane Fonda i begyndelsen af Miss Representation. Og det er netop et af Jennifer Siebel Newsoms egne budskaber, når hun med filmen Miss Representation vil vise, hvor elendigt kvinder bliver repræsenteret i medierne.
Allerede i begyndelsen får vi at vide, at hendes egen graviditet, hvor hun venter en datter, er filmens drivkraft. For hvordan skal den lille pige kunne overkomme så massivt et mediepres om udelukkende at være en krop til behag for andre frem for at følge egne mål og interesser, spørger den kommende moder, Jennifer Siebel Newsom.
Hun har selv som skuespiller skullet navigere i medieverdenen og fortæller også åbenhjertigt om sin egen spiseforstyrrelse, som hun mener skyldes mediepresset om kun at være en krop. Og som hun fortæller, så var eksamenspapirerne kun et behændigt vedhæng til den lækre krop.

Hjerteskærende at se grædende teenagere

Når man ser filmens utallige eksempler på digitale, velredigerede billeder af super perfekte kvindekroppe, får man unægteligt indtryk af, at kvinders hjerner er et nødvendigt onde. Dertil kommer de mange hjerteskærende interviews med grædende teenagere, der ikke ved, hvad de skal stille op med veninder og søstre, der ikke kan klare mediernes pres og dermed kulturens krav om den perfekte kvindekrop – og derfor sulter – eller skærer i sig selv.
Som supplement til de grædende teenagere forklarer forskere, at hjernen faktisk slet ikke kan sætte sig ud over mediernes pres om de perfekte (kunstige) kvindekroppe før 24 års alderen, og derfor går budskabet om, at du kun er noget i kraft af din krop, rent ind hos teenagerne.
Og skal man tro Newson, så er meningen da også, at pigerne skal føle angst og usikkerhed, for det er netop herigennem, at produkter kan blive solgt.
Som seer har man det som teenagepigen, der skriger ind i kameraet, som reaktion på den symbolske fremmedgørelse: Hvornår er det nok?

Reality-tv backlash for kvinder

En af filmens slående pointer er, at reality-tv har reduceret kvinder til endimensionelle væsener, som rækker langt uden for reality-genren. Både forskere og skuespillere fremhæver eksempelvis, at filmroller var både mere interessante og komplekse tidligere. Dertil taler det tørre tal på 16 % for sig selv: For kvinder har nemlig kun hovedrollen i 16% af spillefilmene. Dertil skal lægges de uendelige få manuskripter skrevet af kvinder eller kvindelige filminstruktører.
Men det er ikke blot inden for fiktionens rammer, at kvinder bliver reducerede. For mediebillederne siver også ind i journalistikken, og de får dermed betydning for kvinders økonomiske og politiske deltagelse.
Filmen viser utallige klip med kvindelige politikere, der får sexistiske spørgsmål, frem for spørgsmål om deres politik. Tilsvarende optræder klip med kvindelige topledere, der har svært ved at bryde gennem mediemuren alene fordi deres kvindelige krop står i vejen for kameraet – og journalisten.
De mange klip, hvor kvinder er seksualiserede og objektgjorte, er krydret med interviews med en bred vifte af eksperters vurdering af konsekvenserne samt statistiske ligestillings facts, som samlet viser, at mediebillederne medfører en generel trivialisering og umyndiggørelse af kvinder i den kulturelle og politiske proces, der på ingen måde gavner ligestilling mellem kønnene.

Drengenes virkelighedsopfattelse truet

En af filmens særlige pointer er, at medierne ikke kun påvirker de unge teenagepiger. Drengene bliver i høj grad også påvirket. I filmen ser vi unge fyre fortælle om deres undren over, hvor langt der er mellem de piger, som de kender, og mediernes fremstilling af piger og voksne kvinder.
Mandlige eksperter udtrykker da også bekymring for teenagedrengenes seksuelle samvær med deres jævnaldrende piger, når drengene gennem den massive strøm af billeder har fået piger fremstillet alene som altid villige, parate kroppe.
Ikke alene er det ødelæggende for teenagedrengenes empatiske evner i forhold til piger og kvinder, det er også generelt ødelæggende for deres respekt for kvindekønnet, understreger eksperterne. Det betyder, at det kan blive svært for teenagedrengene at bevare respekten for en overordnet kvindelig leder i deres fremtidige karriere eller helt konkret acceptere, at der også eksisterer piger eller kvinder, der er klogere end dem – og at verden ikke er, som medierne fremstiller det: at manden er kvinden overlegen.

Første gang vores kulturelle normer bliver styret så massivt

Miss Representation beskæftiger sig ikke alene med billederne, men ser også nærmere på de massive mediekoncerner, som har så afgørende indflydelse på mediefladernes indhold og derigennem på vores kulturelle normer og opfattelse af køn.
Ikke overraskende er kvinder generelt underrepræsenterede i både mediekoncernens bestyrelser og topledelse. Samtidig har de store mediekoncerner haft held med enten at opkøbe eller udkonkurrere mindre medievirksomheder, så mangfoldigheden af fortællinger er forsvundet. Og som Disney-koncernens bestyrelse replicerer, så er de alene forpligtede på at skabe gode tal på bundlinjen. Ikke de gode mangfoldige historier.
Ingen tvivl om at filmen med sine 90 minutter er lige lovlig lang, men når det er sagt, bør filmens dagsorden have en høj placering, når vi taler om vores mentale sundhed og kultur generelt. For som det tydeligt fremgår, så lægger vi vores fælles fortællinger og kultur i hænderne på store mediekoncerner, som kun lader halvdelen af befolkningen blive repræsenteret som hjerneløse, redigerede botox-kroppe.
Og spørgsmålet, som filmen rejser, er, om vi i stedet for at lade medierne styre os, som forbrugere i højere grad bør insistere på, at medier blot er et instrument, der lige som flyet, er afhængig af piloten, som styrer.
Eller som der bliver sagt i filmen: Du kan ikke blive det, du ikke kan se. Mennesker har brug for at se muligheder og rollemodeller – og når man som amerikansk teenager på en uge tilbringer 31 timer med at se tv, 17 timer på at lytte til musik, 3 timer med at se film, 4 timer på at læse magasiner, 10 timer online – så er tiden måske til at stille krav om mere substantielt indhold til massemedierne.

Personligt havde jeg i hvert fald selv et voldsomt behov for en detox efter den massive billedstrøm.

http://www.youtube.com/watch?v=6gkIiV6konY