Forsiden af Charlotte Andersens Modefotografi. En genres anatomi er gådefuld: En borebisse med grøn sikkerhedshjelm og solide støvler står med en værktøjstaske i den ene hånd, mens en kæmpe skruenøgle nonchalant er svunget over skulderen. Sammen med et par rå arbejdshandsker bærer han en forrevet og alt for stram guldkjole med huller, hvorfra hans lyserøde kød springer frem.

I blændende sol står borebissen helt ude til venstre i billedet. I den anden side af billedet ses boreplatformens tårn med en brændende oliefakkel. I midten er der kun mødet mellem et turkist hav og en blå himmel.

Forsidebilledet af fotografen Justin Mullins er oprindeligt taget for magasinet The Face i 1999. Med det peger Charlotte Andersen på et af de seneste tiltag inden for modefotografiet, nemlig billedet, der overhovedet ikke præsenterer moden. Samtidig forandrer modefotografiet sig lige så hurtigt som moden. Men trods dets forandringer er det hele tiden genkendeligt og aflæseligt som modefotografi, uanset om billederne faktisk viser mode. Og denne dobbelte betragtning er Charlotte Andersens projekt i Modefotografi. En genres anatomi.


Kunstfotografiet – den nære kusine

I Modefotografi. En genres anatomi udpeger Charlotte Andersen på den ene side særlige kendetegn ved modefotografiet, og på den anden side viser hun, hvordan modefotografiet ved brug af æstetiske strategier er påvirket af – men alligevel adskiller sig fra – kunstfotografiet. Dermed skriver Charlotte Andersen både fotografihistorie og stilhistorie.

Det er ikke modens skiftende stilhistorie, hun skriver; derimod er det modefotografiets stilhistorie, der bredes ud og knyttes sammen med kunstfotografiets historie. Det er nemlig en væsentlig pointe i bogen, at det ikke er modens historie gennem fotografiet, men modens kontekst og præsentation i modefotografiet, Charlotte Andersen diskuterer.

På den måde lykkes det for forfatteren at pege på, at modefotografiet også er en repræsentation af den moderne beskuers selvbevidsthed og evne til at gå i dialog med billederne.


Modefotografiets tre genrer

Fotograferne bruger æstetiske virkemidler fra kunsten i overgangen fra, at modefotografiet præsenterer en vare, til at det fungerer som en iscenesættelse af moden. For at tydeliggøre forbindelsen mellem modefotografi og kunst konstruerer Andersen tre historiske fikspunkter, der knytter sig til de tre første årtier af det 20. århundrede. De tre punkter repræsenterer tre forskellige modefotografiske strategier, som ligger i tråd med den samtidige udvikling i kunstfotografiet. Det kommer der tre modefotografiske genrer ud af: tableauet, snapshottet/dokumentarisme og surrealisme.

De tre genrer fungerer som referencepunkter, også for senere udviklinger i modefotografiet, og i Andersens optik lægger de det genkendelige fundament i modefotografiet, så genrerne tilsammen fungerer som en matrix for modefotografiet.

Dermed bliver det muligt at vise modefotografier uden at vise mode, samtidig med at modefotografiets genkendelige udtryk er bevaret. Og det er netop Andersens forklaring på, at modefotografiet allerede tidligt udvikler sig fra ren og skær præsentation af produkter til iscenesættelser af produkter – og siden til billeder, der ofte slet ikke viser produkterne.


Det modiske

Pointen med bogens forsidebillede er, at det er iscenesat som modefotografi: Borebissen er i positur som en model, og farverne er klare og påtrængende. Så på trods af at billedet ikke viser det traditionelle modefotografis vare, så henviser billedet til det traditionelle modefotografis æstetik. Modefotografiets stil bliver et tegn på noget mere end den umiddelbare repræsentation, dét som Charlotte Andersen kalder for den modiske repræsentation.

Hos Andersen er det modiske, ud over at være en kvalitet ved modefotografierne, også en del af det moderne menneskes bevidsthed og et udtryk for det moderne menneskes livsvilkår, som er en flydende teatralsk, fragmentarisk modernitet.

Men hvad det modiske indebærer, bliver aldrig helt defineret i bogen, og det ender derfor med at være et lidt udflydende begreb. Det er fx ikke klart, om det modiske i billedet er indskudt af afsenderen, modtageren eller den kontekst fotografierne optræder i som fx modebladene. Eller om det modiske opstår i eksempelvis borebissens poserende kropsholdning. Muligvis opstår det modiske netop i et samspil mellem alle elementerne.


Modefotografiet – et kønsladet felt

Bevidstheden om psykoanalyse og køn hører til den moderne bevidsthed, og modefotografiet er traditionelt et eksplicit kønsladet felt. Teoretisk anvender Andersen psykoanalysen som grundlag for sine analyser især i forbindelse med den surrealistiske genre. Og det er næppe overraskende, at kvindeligheden i det univers kommer til at dreje sig om maskerade og fetich.

Det, der derimod er mere interessant i bogen, er, hvordan netop det psykoanalytiske perspektiv sættes i spil i forhold til de postmoderne modefotografier. For selvom enhver skoleelev efterhånden kan anlægge et populærfreudiansk perspektiv på mode og reklamefotografi, er det her, Andersen sætter en væsentlig skelnen ind.

Borebissen er mere end en postmoderne joke

Når de postmoderne modefotografier udelader eller opløser den repræsentative æstetik, så kan det kun lade sig gøre, fordi de indeholder en bevidsthed om – men også er et opgør med – det traditionelle modefotografis norm.

Det betyder, at det postmoderne modefotografi fx gør op med de analytiske kønsstereotypier, som er en del af det traditionelle modefotografis norm. Og det er derfor pludselig muligt at betragte fotografiet af borebissen som mere end en postmoderne joke. Fotografiet må i Andersens perspektiv forstås som en anti-modisk æstetik og et opgør med populærfreudianske forventninger til kønsrollers repræsentation i modefotografier.

Men bogen har ingen naive forestillinger om, at modefotografiet er ved at opløse sig selv i en avantgardistisk bevægelse. Derimod peger Andersen på, at modefotografiets anti-modiske æstetik netop inddrager beskueren som medspiller i aflæsningen af fotografierne, og det opstår kun, når modefotografiet åbner sit æstetiske felt. Og en af de mere væsentlige metoder til fx at åbne modens stereotype kønsroller er ved at overtage de køns-undersøgende greb, som findes i samtidskunsten.

Modefotografiet bliver dermed et udtryk for en mere almen æstetisk tendens. Det er også i det perspektiv, Charlotte Andersen inddrager kunstfotografiet som analytisk potentiale i forhold til modefotografiet. Men det går begge veje. For nok låner modefotografiet stiltegn og greb fra kunsten, men efter 1960’erne låner kunstnerne også æstetiske strategier fra modefotografierne. Et af de mest oplagte eksempler på en kunstner, der har overtaget et modefotografisk udtryk, er den amerikanske fotograf Cindy Sherman, som gennem 30 år har arbejdet med identiteter, der er hentet fra massemediernes stereotype kvindebilleder som fx i modemagasiner.


Teksten savner et visuelt modspil

Modefotografi. En genres anatomi er fyldt til randen med teoretikere og teorier. Indledningen er således lidt af en dræber at kæmpe sig igennem. Med fordel kunne det teoretiske og historiske felt i indledningen være blevet fordelt ud på bogens forskellige kapitler.

Samtidig ville det have været en pædagogisk pointe, hvis billederne havde været analytiske holdepunkter for læseren. For et generelt træk ved bogens brug af billeder er, at på trods af, at der er mange billeder, er der også mange billeder, der ‘mangler’ i bogen. For alt for ofte fungerer bogens billeder som illustrationer og ikke som egentlige udgangspunkter for en analyse af bogens generelle pointer.

Det ville også have underbygget Andersens konstruktion af de historiske modefotografiske genrer, som i bogen fungerer som grundlag for modefotografiets udvikling. Selvfølgelig er antallet af billeder i en bogudgivelse et økonomisk spørgsmål, men i Modefotografi. En genres anatomi er det primært sidste halvdel af bogen, der er illustreret, hvilket betyder, at de modefotografiske genrer, som Andersen etablerer i bogens første halvdel, mangler et visuelt modspil til de teoretiske og historiske definitioner.

Derfor får læseren ikke de visuelle forudsætninger for at kunne genkende de stiltræk, som Andersen diskuterer. Fx kunne Inez van Lamsweerdes foto fra 1995 (s. 235), med modellernes positurer stjålet fra den kommunistiske arbejderæstetik, deres stylede trediver-divalook og billedbaggrundens leg med det tidlige portrætfotostudies malede balustrader, være blevet en pointe, hvis bogen havde opbygget læserens visuelle kendskab til de genrer den præsenterer.

Bogens svært tilgængelige sprog og ulige fordelte illustrationer skyldes muligvis, at den er udgivet posthumt. Der har måske været grænser for forlagets muligheder for at bearbejde teksten og udvælge billeder.


Anbefales til alle, der interesserer sig for mode, medier og fotografi

Modefotografi. En genres anatomi bidrager til en større forståelse af modefotografiets virkemidler og funktion. Charlotte Andersen peger meget præcist på det komplekse samspil mellem strømninger i kunsten og fotografiet. De historiske analyser og tidsbilleder er knyttet overbevisende sammen, ligesom bogen giver et grundigt indblik i de mange forskellige inddragne teoretikeres blik på fotografiet. Særligt spændende bliver det i sidste halvdel af bogen, hvor eksemplerne og analyserne bliver flere. Det er godt at få et historisk overblik over modefotografiets udvikling, og det åbner for nye spørgsmål inden for fotografi og modeforskningen, men også i forhold til det bredere mediebillede som modefotografierne indgår i.

For eksempel kunne det være interessant, i forlængelse af Charlotte Andersens begreb om det modiske, at undersøge, hvordan begrebet nærmere bliver konstrueret i forhold til bestemte magasiners udseende. Det kunne også være relevant, i forbindelse med Charlotte Andersens diskussioner af modefotografiet som fetichistisk, at se på, hvordan køn på et overordnet plan spiller ind i konstruktionen af hendes begreb om det modiske. Så jeg vil anbefale alle, der interesserer sig for mode, medier og fotografi, at læse Charlotte Andersens bog, men samtidig vil jeg også opfordre til, at læserne tager de teoretiske briller på, for denne bog er ikke for branchens letvægtere!

Charlotte Andersen var indtil sin død ansat ved afdeling for Æstetik og Kultur på Aarhus Universitet. Modefotografi. En genres anatomi er en bearbejdet udgave af hendes ph.d.-afhandling.

Charlotte Andersen: Modefotografi. En genres anatomi, Museum Tusculanums Forlag 2006, 317 s, 298 kr.