Dagen før jeg skal interviewe Erica Jong, ringer jeg rundt for at finde nogle, som kan passe min baby imens. Men min mand skal til møde, min mor skal til tandlæge, min far skal på arbejde, min mormor er for gammel og min veninde skal redigere en avis. Til sidst vrider jeg armen om på manden, så mødet bliver flyttet, for jeg VIL interviewe Erica Jong, selvom jeg officielt er på barsel.
 
Jeg har nemlig noget at sige til hende og hendes essay, hvor hun anklagede den vestlige kultur og ikke mindst min egen generation af mødre for at idealisere moderskabet til sekteriske højder med krav om babyslynger, økologisk babymos og konstant moderligt nærvær. Jeg er træt af den evindelige kritik af kvinder, som bare skal slække på kravene og blive bedre til at opføre sig som mænd, og nu, hvor Erica Jong selv har givet bolden op, vil jeg tyre den tilbage i hovedet på hende, og konfrontere hende med, at hverken hun eller feminismen som sådan har fundet en løsning på det dilemma, som jeg og så mange andre mødre oplever dagligt: At det er så svært at forene idealerne om at være en god mor med ønsket om at være lige så ambitiøs og succesfuld som de mandlige kollegaer.

Feminismens førstedame smiler overraskende forstående

Det gør jeg så, altså forener idealerne, da manden har overtaget babyen, og jeg endelig kan mødes med Erica Jong. Men da jeg famlende begynder at nævne mine egne kvaler, smiler feminismens førstedame overraskende forstående.
Jeg har en lille baby på tre måneder og så en dreng på tre år. Og ligesom de fleste andre danske børn begyndte den store i vuggestue, da han var et år, og jeg begyndte selv at arbejde på fuld tid på avisen. Men lige siden har jeg følt, at jeg ikke var lige så en god journalist mere…
»Fordi du var distraheret?«
Ja, og hele tiden skulle hjem til mine børn, når jeg egentlig skulle skrive. Og samtidig så følte jeg heller ikke altid, at jeg var en særlig god mor, fordi jeg var så stresset. Hvorfor har jeg det sådan?
»Jamen…Det er virkelig svært at arbejde og have børn. Meget af det er hormonelt. Man har ikke lyst til at forlade sit barn, når det er lille. Det er jo næsten en fysisk smerte. Sådan havde jeg det selv. Jeg græd, da jeg var færdig med at amme min datter, Molly, og jeg savnede hende altid, når jeg skulle på turné med mine nye bøger. 
Jeg prøvede at tage hende med så meget, som jeg kunne, men det var også besværligt.«


Jeg prøver at give mine børn den bedst mulige barndom. Derfor blev jeg vred, da jeg læste dit essay, for hvorfor er det et problem?
»Det er da det mest naturlige i verden, at mødre føler, at de skal passe på deres børn. Da jeg selv var spæd, var jeg meget syg, og min mor måtte skaffe særlige mælkeprodukter til mig, og det gjorde hun, selvom det var meget dyrt og besværligt. »Jeg ville ikke lade et af mine børn dø!« slog hun altid fast, når hun fortalte den historie. Og den følelse kender alle mødre. Vi vil passe godt på vores børn. Ikke bare på grund af udefrakommende normer, men også fordi vi føler, at vi mislykkedes som mennesker, hvis vi ikke gør det.«

Kvindekønnets store styrke, at vores liv og vores prioriteringer forandrer sig hele tiden

Til sidst i dit essay siger du, at mødre trænger til at få at vide, at de bare skal gøre det så godt, som de kan. Hvorfor får jeg aldrig det råd, når det kommer til mine karrieremæssige ambitioner?
 »Problemet er jo ikke dine ambitioner. Problemet er, at du skal finde en balance mellem alle de ting, som du vil her i livet. Det er jo kun et par år, hvor dine børn er helt afhængige af dig.  I dag lever mange kvinder til de bliver 90 år, så du bliver også nødt til at finde ud af, hvad du vil bruge resten af dit liv til. Jeg kender mange kvinder, som skiftede karriere efter de fik børn, fordi moderskabet forvandlede dem. Livet med børnene bragte helt nye sider op i dem, og pludselig ville de være kunstnere frem for lærere eller startede et firma, som de kunne køre derhjemme fra, så de samtidig kunne være tæt på deres børn.«
Men så er der jo mange feminister, som ville sige, at det er derfor, at kvinder aldrig får lige så meget indflydelse som mænd. Mænd skifter jo ikke karriere, når de bliver fædre, faktisk bliver mange af dem bare endnu mere ambitiøse?
»Ja, og så bliver de chefredaktører og vinder prisen. Og mange af de kvinder, som har fået topposter, har heller ikke fået børn. De er blevet nødt til at følge mændenes snævre vej for at nå toppen, og de har ikke haft en kone, som kunne passe deres børn imens. Jeg er overbevist om, at det er kvindekønnets store styrke, at vores liv og vores prioriteter forandrer sig hele tiden. Det er ikke anerkendt, hverken i erhvervslivet eller den politiske verden, men vi lærer meget af at være mødre. Det er da rigtigt, at du kunne blive på det samme spor, og så ende som chefredaktør. Spørgsmålet er bare, »vil du være chefredaktør?««
Næh, ikke specielt. Jeg bliver bare så træt, når jeg ser alle mine talentfulde veninder blive mindre ambitiøse eller gå ned i tid, så snart de får børn?
»Men det er ikke bare, fordi I får børn. Det er jo fordi børnene starter en åndelig udvikling hos jer, som får jer til at afsøge nye spor og nye veje i livet. I Barclays bank er der kun en vej. Den går opad, opad, opad, men er det godt? Giver Ruper Murdoch og de andre store mandlige ledere noget tilbage til vores samfund? Er Ruper Murdoch et udviklet menneske? Børn trækker os hylende og skrigende ind i voksentilværelsen, og det får os til at ændre perspektiv. Det er der ikke noget galt i, men erhvervslivet straffer kvinderne for det.«
Men dit essay var ikke en kritik af erhvervslivet. Det var en kritik af kvinderne i min generations måde at være mødre på?
»Ok, det er fair nok, at du læste det sådan. Jeg mente det bare ikke på den måde. Jeg blev træt af alle disse forskellige trends inden for børneopdragelse. I 1920´erne måtte man nærmest ikke røre sit barn. I dag skal man gå med det i en slynge, sove med det om natten og aldrig forlade det. Under det hele ligger der jo en idé om, at man kan perfektionere sit barn gennem opdragelse. At dit barns lykke og personlighed afhænger af dine valg som mor. Det er noget vrøvl. Vi kan ikke kontrollere universet eller vores børns liv. Og tidens trend overser i øjeblikket, at både mødre og børn har brug for andre mennesker. At man har brug for hjælp, hvis man vil have børn. Jeg havde aldrig kunne opdrage Molly, hvis jeg ikke havde fået hjælp af barnepiger, lærere, tennistrænere.«
I Danmark har vi mange økonomer, som siger, at det er velfærdsstaten som forhindrer kvinderne i at få topposter. Vores offentlige daginstitutioner er slet ikke fleksible nok for kvinder, som gerne vil gøre topkarriere, og vores høje skat og mindsteløn betyder, at karrierekvinder ikke har råd til aupairs og hushjælp, som man har i USA?
»Nej, men til gengæld er jeres system meget mere demokratisk, fordi det omfatter alle kvinder. Problemet med vores aupair-piger, at de altid kommer fra et eller andet udviklingsland. Min elskede datter har to filippinere ansat til at passe sine tre børn, og hun er altid bekymret, fordi de er blevet nødt til at efterlade deres børn hjemme hos deres bedsteforældre. Min datter spørger konstant sig selv, om de virkelig kan elske hendes børn, når de savner deres egne. Lige meget hvilket system man har, skaber det problemer.«
Ville du gerne have haft flere børn?

»Ja, men jeg var ikke særlig fertil. Jeg tror sjældent, at jeg havde ægløsning, og jeg blev kun gravid en enkelt gang. Da jeg mødte min nuværende mand, var vi i 40erne og fertilitetsbehandlingerne var slet ikke så gode som i dag. Vi opgav. Heldigvis har jeg tre børnebørn, som jeg er sammen med hele tiden. Jeg tror faktisk, at jeg er født til at være bedstemor. Jeg nyder Mollys børn helt enormt. Det er jo sådan, det er at være kvinde. Før du ved af det, har dine sønner skrevet speciale på universitet og moderskabet fylder ikke længere noget særligt i dit liv. Nyd, at du er blevet velsignet med disse børn. At kunne forandre sig i takt med livet, er en af de styrker, som kvinder har, fordi vi gør så meget forskelligt her i livet, og har så mange forskellige ting, som vi vil opnå som mennesker.«