Managua, Nicaragua 13.2.2004 Da Carlos Avalos fyldte 30 år, kunne han ikke længere skjule for sig selv, at der var noget galt i hans liv. Han drak hver dag. Han røg også marihuana hver dag. Og hans anden kone var lige som hans første på nippet til at have fået nok af hans raserianfald og de knytnæveslag, der altid fulgte i kølvandet. Derfor tog han mod til sig og gik med til et møde, hvor mænd i Nicaraguas hovedstad Managua – samlet kaldet Asociacion de Hombres Contra La Violencia (AHCV) – brugte et par timer på at snakke om mænd og maskulinitet. Men det var ikke umiddelbart nogen succes. 15 minutter efter mødet startede gik Carlos Avalos derfra med en dårlig smag i munden.

– Jeg kunne ikke holde alt det føleri ud, og jeg var overbevist om, at alle dem, der deltog i mødet, var bøsser, fortæller han.

I dag, seks år senere, er Carlos Avalos selv aktiv i AHCV. En forening af mænd, der forsøger på at arbejde med kønsbevidsthed, ligestilling og kønsroller, og som er den eneste af sin art i både Nicaragua og det Mellemamerika, der ellers er kendt for en gennemgribende machismo. 

AHCV har cirka 80 aktive medlemmer i Nicaragua samt en søsterafdeling i El Salvador, der dog kun lige er begyndt og derfor kun tæller en håndfuld medlemmer.
– Vores fokus er pro-feministisk. Som mænd forsøger vi at arbejde med vores roller som dominerende, overlegne og privilegerede i samfundet, men samtidig holder vi fast i os selv. Der er på ingen måde tale om kollektivt selvmord, siger Oswaldo Montoya, som er stifter af AHCV. Derudover er han psykolog og en af Nicaraguas få kønsforskere med speciale i maskulinitet.
– Det latinamerikanske samfund har en meget stærk og rigid maskulinitetskultur. Alle mænd oplever et pres lige fra barndommen for at udfylde deres rolle i denne kultur – et pres, der kommer fra både mænd, kvinder og samfundet som helhed. Derfor er det ikke kun et negativt fokus, vi har, det er også et positivt og konstruktivt fokus – et ønske om at blive sat fri.

Den typiske manderolle i Nicaragua og Latinamerika er ifølge både Oswaldo Montoya og Carlos Avalos præget af en meget traditionel tankegang med rollen som skaffer og familieoverhoved i centrum.
– Manden er den, der har ansvaret for at disponere over livet og dagligdagen. Han bestemmer, hvordan alting skal være, siger Carlos Avalos.

Denne tankegang blev illusteret i en undersøgelse af mande- og kvinderoller, Oswaldo Montoya lavede for et par år siden. Her spurgte han en række mænd, hvad det vigtigste område i livet var for dem. Stort set alle mænd svarede “mit arbejde”. På spørgsmålet: “Hvornår har du følt dig mest som mand?”, svarede de enten “da jeg havde min seksuelle debut,” eller “da jeg fik min første løn.” 
– Potens og seksuel aktivitet er også meget vigtig for mænd her, siger Oswaldo Montoya.
– Det er helt almindeligt, at en gift mand har forhold til andre kvinder og måske ligefrem har andre børn uden for sit ægteskab. Men det handler også om, at mænd er utroligt afhængige af kvinder. Det er vigtigt for mænd, at de har en kvinde til at passe på sig. Kvinden er den, der giver liv i huset. Derfor skynder mænd sig også altid at finde en ny kvinde, når et forhold slutter, hvorimod mange kvinder foretrækker at blive alene.

Den hårde kerne i AHCV, som både Oswaldo Montoya og Carlos Avalos tilhører, er meget aktive. 

De holder møder, hvor mænd kan komme og dele deres oplevelser med hinanden. De skriver kronikker og kommentarer i blade om maskulinitet og har deres egen klumme Voz Masculino (den maskuline stemme) i det progressive kvinde- og kønspolitiske bladLa Bolentina
Og så arbejder de direkte med mænd over hele landet i workshops, hvor forskellige temaer og problematikker i forhold til mænd tages op. Et helt centralt tema i denne forbindelse er vold i familien. 
– Den typiske tankegang er: En mand, der vil respekteres, skal være hård. Han skal være hård over for sin kone og skal kunne kontrollere hende – ellers mister hun respekten for ham, og der bliver ufred i familien, siger Oswaldo Montoya.

Men et studie, som Oswaldo Montoya lavede af mænds holdning til parforhold og vold i familien viste, at den form for attitude faktisk bare giver mindre respekt og flere problemer i parforholdet. Ud af 600 mænd, der blev spurgt om deres holdninger, havde cirka halvdelen – 47 procent – oplevet at blive slået af deres koner. Det var de mænd, der havde de allermest rigide holdninger til respekt og kontrol. 
– Det viser, at machismo langt fra er en konstruktiv måde at forholde sig til omverdenen på. De forhold, der trives bedst, er dem, hvor der er mindst machismo og mest ligestilling.

Carlos Avalos første kone forlod ham efter to år med vold. Men det var ikke kun konen, han angreb, det var alle, som stod i vejen for ham.
– Jeg havde det altid dårligt bagefter og undskyldte meget. For samfundet kræver også, at en mand skal være forstående, og derfor var der en vis forvirring i mig.

For Carlos Avalos er der ingen tvivl om, hvorfra volden, der har fulgt ham i begge hans ægteskaber, kommer. 
– Jeg fik mange bank som barn både af min far og mine storebrødre, men det var noget, jeg oplevede som helt normalt, selvom det var barskt. Fra jeg var otte år gammel blev derudover udsat for gentagne seksuelle overgreb fra min nabo. Gennem foreningen har jeg erfaret, at det langt fra er en atypisk historie. Mange mænd, der er voldelige, er selv blevet udsat for vold og seksuelle overgreb. Og det er de jo, fordi systemet fungerer sådan. Der er en vis kvote, en vis margen i dette samfund til at være voldelig – for vold er et instrument til at udøve magt over for andre, og skal en mand være magtfuld, må han nødvendigvis bruge dette instrument.

Når AHCV tager ud for at holde workshops og møder, bliver de ofte mødt med den samme skepsis, som Carlos Avalos havde på sidste første møde med foreningen. Nogle tror, at foreningen i virkeligheden er en gruppe af homoseksuelle. Andre tror, at de er under tøflen af betonfeminister. Alligevel har det overrasket foreningen, hvor stor en succes, den allerede har haft i sin korte levetid.
– Der er et tydeligvis et behov blandt nicaraguanske mænd for at tale om maskulinitet og de spændinger og begrænsninger, de møder i deres hverdag, siger Oswaldo Montoya.
– De oplever jo også, at når mænd går sammen om at bekæmpe maschismo giver det en række helt konkrete fordele. Vi får et meget tættere forhold ikke bare til vores kvinder og børn men også til hinanden. Sundhedsmæssigt er der også mange fordele ved at bekæmpe mandekulturen. For den handler meget om misbrug, dvs. misbrug af alkohol, stoffer, cigaretter, spil – i det hele taget en usund livsstil. Og vi ser, at mænd, der har deltaget i vores workshop, kommer tilbage fx sammen med deres far.

Netop far-søn-forholdet er også et væsentligt tema for foreningen, fordi de mener, at det er gennem far-søn-forholdet, at volden ofte indlæres.
– I vores workshops spørger vi næsten altid mændene: Hvordan var dit eget forhold til din far? Og jeg tror ikke, vi har oplevet en eneste, der kunne sige, at han havde haft et godt forhold til sin far. De fleste har derimod oplevet en far, der forlod dem, en far, der var autoritær, en far, der lærte dem, at vold og separation er en løsning på problemerne, siger Oswaldo Montoya.
– At få sat ord på disse erindringer og opleve, at alle andre mænd har oplevet præcist det samme, er for mange en meget stor befrielse.

Et andet tema, foreningen arbejder med, er dét pludselig at stå alene som far, når konen migrerer til udlandet for at arbejde som eksempelvis hushjælp i et forsøg på at holde familien økonomisk sammen.
– Det er meget hårdt for mændene pludselig at stå alene med ansvaret. De føler sig svigtet og alene, de føler sig meget svage, og ofte ender familien i opløsning, fordi faderen simpelthen ikke magter ansvaret og derfor overgiver børnene til konens familie eller naboen. Et studie viste for nyligt, at kun otte procent af de mænd, hvis koner migrerer for at arbejde, bliver hos børnene, siger Oswaldo Montoya.

Derfor bruger AHCV fx videofilm, der handler om dette problem, og om hvilke konsekvenser, det har for børnene, når både mor og far er væk.
– Men vi er meget påpasselige med pegefingre. Vi har ikke et svar på problemerne. Men vi tilbyder et øre, og vi tilbyder fælles refleksion. 

AHCV håber at arbejdet mod maschismo og for frie mænd efterhånden vil sprede sig ud over hele Mellemamerika og i resten af Latinamerika. Men der er lang vej endnu før fordommene kan brydes, og det konstruktive arbejde kan sættes ind.
– En meget stor udfordring for os i fremtiden er spørgsmålet om mænds seksualitet. I denne del af verden hersker en helt enorm homofobi, som har med den grundlæggende maskulinitetsopfattelse at gøre. Mænd, der er homoseksuelle, anses for at være et tredje køn – hverken mænd eller kvinder. Der har vi en stor opgave at gå i gang med, siger Oswaldo Montoya.

En anden presserende opgave er at komme i dialog med de mange ungdomsbander, der spreder sig hastigt over hele Mellemamerika.
– Det er ikke noget, vi decideret beskæftiger os med endnu, for vores fokus har i højere grad været rettet mod vold i familien. Men bandevold hører klart ind under både overskriften vold og maskulinitet, siger Carlos Avalos.

Ulrikke Moustgaard er freelance journalist og skriver regelmæssigt for FORUM.