I den seneste debat om mødomsoperationer indtager mange fagfolk en
kritisk holdning. Debattørerne er af den overbevisning, at piger med
flygtninge/indvandrerbaggrund er ofre for kvindeundertrykkende mønstre i
egen patriarkalske kultur. De er ofre for stive traditioner og kan ikke
overskue friheden i et individualistisk samfund.

Debatten skaber en forvirring omkring adfærdsregulering og
holdningsændring, hvor der fremstilles en stærk vilje fra fagfolks side
til at være den første, den bedste og den strengeste til at forsvare
disse pigers kvinderettigheder og skabe beskyttende rum for dem.
Grundlaget for disse debatindlæg er en opfattelse af etniske
minoritetsforældre som tilbagestående, og en forestilling om etniske
minoritetsunge som en isoleret flok, der er ofre for “landsbykulturen
midt i storbyen” og som behøver “frihed og tid til at modnes”.

Min personlig overbevisning er, at hvis en ung kvinde er ressourcestærk
nok til at forsvare sine rettigheder, skal hun selvfølgelig opfordres
til at gøre det. Men hvis hun ikke har disse ressourcer, må vi
respektere hendes strategier for at manøvrere igennem restriktionerne i
sit liv – fx ved at gennemgå en mødomsoperation.

Mødomsoperationer får masser af omtale

Den seneste debat tager udgangspunkt i, at mødomsoperationen er et
udbredt fænomen i Danmark. Denne form for operation ser ud til at være
lige så udbredt i vestlige lande som Danmark eller Sverige, som det fx
er i Tyrkiet. En gruppe danske gynækologer og plastiskkirurger er
villige til at udføre operationen, mens andre tager afstand fra den af
personlige og moralske grunde og af angst.

En ny svensk undersøgelse viser, at der er en gruppe gynækologer og
plastikkirurger, der lever i konstant angst for at blive udsat for
angreb fra opererede pigers mandlige familiemedlemmer. Alligevel er de
modige nok til at udføre indgrebet! Nogle af dem mener sikkert at kunne
bidrage til pigernes seksuelle udfoldelse. Det skal nævnes, at der er
tale om et kirurgisk indgreb, der koster over 5.000 kroner (kun kontant
betaling modtages) og varer 15 min. Men pigeklienter er glade for at
betale denne høje pris for personlig tryghed, da de er lige så bange for
deres mandlige familiemedlemmer som de svenske eller danske gynækologer
og plastiskkirurger.

Christine Felding, gynækolog på Privathospitalet Danmark i
Charlottenlund, er én af de første, hvis ikke den allerførste, der i et
interview, 2001, i Gentofte Kommunes lokalavis, Villabyerne, fortalte om
de økonomiske, lægelige og sociale aspekter forbundet med
mødomsoperationer. Felding fortalte, at ca. 5 piger om måneden henvender
sig til hende, hvoraf nogle kommer fra Sverige.

At dømme efter den omtale mødomsoperationer har fået siden 2001, skulle
man tro, at efterspørgslen efter indgrebet er vokset. Eller er den
danske opmærksomhed på indgrebet vokset? Der er mange debatartikler og
tonen er hård. Lone Nørgaard fremkom fx i Politiken (14.8.2004) med
nogle stærke meninger omkring disse operationer og opfordrede til
kriminalisering af indgrebet. Formanden for Dansk
Socialrådgiverforening, Henning Breinholt, støttede derimod op omkring
operationerne (Ekstra Bladet, 22.3.2004): Hvis operationerne er til
hjælp, er de penge givet godt ud, var hans argument. LOKK
(Landsorganisationen af Kvinde Krisecentre) anførte i samme artikel, at
kvinderne skal rådgives i overensstemmelse med deres interesser.

Center for voldtægtsofre indtog en kritisk position ift. LOKK
(Weekendavisen 17.9) og beskyldte organisationen for at lede kvinderne
hen til deres egne krisecentre, blot med en afstikker til kirurgen.
Centrets opfattelse var, at mødomsoperationen ikke varetager kvindens
interesser, men familiens interesser. Artiklen var kommet i kølvandet på
en anden forsideartikel (Weekendavisen 3.9.04), der gav udtryk for
samme opfattelse ved at citere sagkyndige og bl.a. kurdisk-tyrkiske Ayse
Deveci fra den nedlagte forening Broen og iranske Nahid Riazi,
koordinator for IKIR (Den Internationale Kampagne for Iranske kvinders
Rettigheder).

Jeg mener, at vi først og fremmest bør kortlægge problemets omfang, før
vi går i gang med at politisere debatten: Hvor mange operationer drejer
det sig om? Bør vi ikke agere med lidt mere omhu for ikke at ende i en
situation, hvor kampgejsten måske overskrider problemets omfang?

Vigtigt at unge kvinder selv kan vælge

Mit grundsyn er først og fremmest en foragt for kvindeundertrykkende
strukturerer af enhver art, ligegyldigt om vi fx taler om tildækning af
hovedet med et stykke stof (tørklædet) eller mødomsetablering eller
omskæring. De er udtryk for magtstrukturer, som jeg selv kender og led
under, under min opvækst i Tyrkiet. Derfor sørgede jeg for, at min
datter fik en opvækst totalt renset for disse undertrykkende mønstre. Og
jeg er sikker på, at jeg som mor af ikke-vestlig afstamning ikke udgør
en undtagelse. Jeg ved på min egen krop, hvor ondt det gør. Men jeg ved
også, hvor galt det kan gå, hvis politiske tiltag bliver vedtaget, som
ikke tager hensyn til pigernes situation.

De kvindeundertrykkende strukturer har tvang som grundlag – tvang i
forhold til kvindekroppen. Forsøget på at lovgive sig ud af disse
strukturer bærer i sig et paradoksalt potentiale for at udvikle nye
kvindeundertrykkende magtstrukturer – fx krænkelsen af kvindens ret til
selv at vælge eller til selv at bestemme, om hun vil dækkes med et
stykke stof eller et stykke hud – og i hvilket omfang.

Jeg mener, det er vigtigt ikke at miste overblikket, når man udvikler
nye udspil til bekæmpelse af fx mødomsoperationer – fx gennem
oplysning, undervisning, beskyttelse eller forebyggelse. Det vigtigste
er at holde fast i et liberalt menneskesyn og en liberal samfundsmodel,
hvor der altid er mulighed for, at en kvinde kan foretage det valg, hun
synes er bedst for hende. Derfor er det vigtigt, at der er læger, som
hun kan ty til, hvis hun synes, det er nødvendigt at få udført en
mødomsoperation, selvom andre læger nægter at udføre indgrebet.

Det er vigtigt at se på kvindens handlemuligheder, og om hun handler,
før man dømmer om hun er undertrykt. Hvis hun handler for at opnå det
resultat, der er bedst for hende, handler hun og er aktiv, selvom de
strukturer, der spiller ind på hendes handling, er kvindeundertrykkende i
deres karakter. Det vigtigste er, at der er strukturel valgmulighed for
individet.

Kan vi forestille os – og være en firkantet politisk kamp bekendt – som
nogle danske feministiske politikere i medierne opfordrer til, for at
sikre “kvindernes ret til eget liv og egen krop”? Piger med
flygtninge/indvandrerbaggrund har allerede, inden for deres psykiske og
sociale råderum, brugt denne ret til eget liv og krop til at opnå det
resultat, der er bedst for dem før og ved mødomsoperation. De har fx
taget et stort skridt, levet deres seksualitet fuldt ud – og så gjort
noget ved situationen!

Lad os ikke glemme, at hvis der ikke er valgmuligheder i Danmark, så er
der valgmuligheder i hjemmelandet. Vi kan med stramninger på området
bidrage til at skubbe disse unge kvinder ud i psykisk isolation eller
tvinge dem hjem – men nu ikke for “genopdragelse” men “genetablering”!

Er unge kvinder tjent med lovgivning på området

I forbindelse med en opgave ved Mellemøststudier ved Syddansk
Universitet 2001-2 interviewede jeg en tyrkisk kvindelig
brevkasseredaktør for en 40 år gammel brevkasse i den største tyrkiske
avis Hürriyet. En analyse af over 1.000 breve over en 6 måneders
periode viser, at en stor del af de, der skriver til brevkassen, er
piger fra europæiske og andre vestlige lande – deriblandt Danmark.

Hun får bl.a. henvendelser om navne på tyrkiske gynækologer, der laver
mødomsoperation. Og der er mange af slagsen dernede. Operationen er lige
så dyr som i Danmark, også på grund af angst og hemmelighedskræmmeri
der! Redaktøren står imidlertid altid parat med oplysningen. “Hvis ikke
åbent i avisen, så privat til pigen per telefon eller privat brev,”
siger hun. “Jeg tænker altid udfra den enkelte unge piges præmisser.
Hvad er ellers hendes alternativ?”, spørger hun.

Ifølge Søndagsavisen Fyn (19.9.2004) foreslår Dansk Folkeparti, at
skolelæger skal tvinges til at undersøge og anmelde omskæringer. Dansk
Selskab for Børnesundhed (DSB) mener, det ikke er nogen god idé, fordi
der er tale om en gynækologisk undersøgelse, og det kan man ikke udføre
som skolelæge. Samtidig understreger DSBs bestyrelsesmedlem, Anette
Storr-Paulsen, at frem for at kriminalisere, er det meget vigtigere, at
man støtter familien. Hun gør desuden opmærksom på, at man bør
undersøge, hvor stort omfanget af pigeomskæringer er inden man lovgiver,
da DSB tror, at problemet er forsvindende lille.

Lad os ikke glemme pigerne selv i vores iver efter at være de første, de
strengeste og de mest indflydelsesrige i rækken af personer, der vil
udvikle nye hjælpestrategier. Lad os ikke kun “åbne debatten og øjnene
for pigernes situation” som der stod i Weekendavisen (17.9.2004), men
også åbne debatten og øjnene for pigerne selv, og lad os ikke blande
adfærdsregulering og holdningsændring sammen.

Sidst, men ikke mindst, lad os først komme med konkrete politiske udspil, når vi har undersøgt omfanget af mødomsoperationer.

Nur Beier er BA i engelsk/amerikansk litteratur og tosproglig
korrespondent fra Istanbul. Hun er ligeledes BA i kultursociologi fra
SDU. Hun underviser voksne i engelsk og tyrkisk.