”Sigurd”: Selv om der er … i hvert fald på papiret, ligestilling mellem kønnene, så er det på en måde stadig så ekstremt skævt i forhold til den rolle, som moderen har til børnene. At hun på en eller anden måde – det føles – i en sådan situation som jeg er i lige nu, så føles det mere retfærdigt og mere selvfølgeligt for ex’en at disponere over børnenes liv, som hun vil. Og det er ligesom mere hjemme hos hende, end det er hos mig. Jeg kan ikke med samme store selvfølgelighed sige, at de er mine. Så det er dybt forankret i kulturen, hvordan fordelinger af samvær og alle disse ting her foregår. Altså det er så ekstremt dybe mønstre.”

– Med min afhandling vil jeg vise, hvor forskellige rammer der er for mødre og fædre efter en skilsmisse. Jeg er træt af skyttegravspositionerne i denne debat og vil hellere kritisere, hvordan kulturen stadig giver forskellige handlerum for mænd og kvinder, når det drejer sig om omsorg for deres fælles børn, siger Knut Oftung. Han har for nylig forsvaret afhandlingen Skilte fedre. Omsorg, mestring, og livskvalitet, hvor ‘Sigurd’ er en af 19 fraskilte fædre, der bliver interviewet.

I vores kultur er det stadig sådan, at når en far har meget samvær med sine børn i forhold til andre fædre, så har moderen til de samme børn meget lidt samvær med dem i forhold til andre mødre. Det skyldes, at de fleste fædre vælger mellem 0 og 50 procents samvær, mens mødre vælger 50 til 100 procents samvær.

– I et ligestillingsperspektiv, er det et paradoks, at det er sådan, mener Oftung.


Forskellige former for faderskab

Op gennem historien har idealerne for faderskab ændret sig. Men selv om et nyt ideal er opstået, forsvinder de gamle måder at være far på nødvendigvis ikke. Oftung har interviewet 19 fraskilte fædre, og gennem dette materiale har han identificeret det, han kalder tre forskellige scripts eller former for faderskab. Script er dermed forstået som en kulturel ‘opskrift’, der er en tilgængelig handlemåde i en given situation.

De tre scripts, som Oftung har identificeret blandt sine informanter er: forsørgerfaderen, hjælpe-til-faderen og den ligestillede far. Forsørgerfaderen eller skaffedyret har ansvar for familiens indkomst, mens moderens hovedansvarsområde er omsorg. Hjælpe-til-faren deltager i omsorgsarbejdet, men hovedansvaret ligger fortsat hos moderen, og faderen tegner sig samtidig for den største andel af familiens samlede indkomst. I familier med en ligestillet far deles omsorgsarbejdet lige mellem forældrene.

I afhandlingen har Oftung udvalgt nogle informanter, der tilsyneladende havde et velfungerende samværssystem, og andre, der havde en mere problematisk ordning. Men da det kom til stykket, viste det sig imidlertid, at grænserne mellem de to ikke var så klare: Nogle af dem, der for en tid havde været problematiske, havde fået styr på aftalerne, mens andre kunne fortælle om problematiske perioder, selv om det på papiret så fint ud.

– Jeg havde en hypotese om, at meget samvær er godt, at det forbedrer livskvaliteten og er med til at håndtere de blandede følelser efter en skilsmisse. Men jeg fandt ud af, at det er meget mere komplekst, og at håndteringen og livskvalitet også bør knyttes til de forventninger, man har til det at være far, siger Oftung.


Forventning er vigtigere end mængden af samvær

Muligheden for flere måder at være far på, skaber problemer for fædre, der har et andet ideal for deres faderskab end det, samværsaftalen åbner op for.

– To fædre med samme samværsaftale kan opleve situationen helt forskellig, afhængig af hvilken script de lever efter. Et eksempel er den far, der ønsker at være ligestillet med moderen, men som ikke får en 50 procent samværsordning, og som bliver deprimeret over det, fortæller Oftung.

En anden far, der fulgte hjælpe-til-faderskabs scriptet, var derimod meget tilfreds med det “normale samvær”, det vil sige, at se børnene hver anden weekend og en dag i løbet af ugen, og blev glad og stolt over, at moderen ringede og bad ham om at hjælpe til med fødselsdage eller informerede ham om ting, der skete i skolen.

– Den far, som er i stand til at tjekke ind og ud af faderskabet på den traditionelle måde, har det bedre med situationen, end den far, der kæmper for ligestilling. Han lever op til de mere moderne faderskabsidealer, men synes samtidig situationen er trist, påpeger sociologen.


At bytte faderskabsscript

Nogle fædre i Knut Oftungs forskning kunne tilsyneladende ændre script for deres faderskab, når situationen krævede det.

Et eksempel er ”Nils”, som i perioden umiddelbart efter sin skilsmisse har haft omkring 40 procent samvær med de tre sønner, og har været meget involveret i deres hverdag. Men nu har børnenes mor besluttet sig for at flytte langt væk med deres tre sønner, noget som radikalt vil ændre ”Nils”’ måde at være far på.

– I løbet af de forskellige interviews, ændrer han script fra at være den ligestillede far til at blive en forsørger far. Det er klart, at han mener, at det vil blive vanskeligt, men samtidig findes der en lang række af andre aktiviteter, han kan tage op, når han nu skal til at være far på en hel anden måde, fortæller Oftung. ”Nils” vil træne mere, finde sig en hobby og han vil rejse mere, samtidig vil han også deltage i særlige dage i sønnernes liv og sørge for, at alle informationer i forhold til skole og andre områder også vil tilgå ham.

– Jeg blev overrasket over den brede vifte af forskellige faderroller, som fædrene trækker på, og hvor let nogle af dem kunne gå fra det ene script til et andet, siger sociologen.


Mulighed for at tjekke ind og ud af forældreskabet

Endnu mere ekstremt end ”Nils”’ ændring af script er historien om ‘Magnus’, der er gået fra et fuldstændig ligestillet forældreskab under samlivet med moderen, hvor han tilmed var den centrale omsorgsperson lige efter skilsmissen, hvorefter han havde samvær med sønnen hver anden weekend til i dag, hvor han slet ikke ser sin søn. ‘Magnus’ fortæller selv, at det er til at leve med.

Da moderen tog sønnen med sig og flyttede inden for en time, og samværet blev reduceret til hver anden weekend, oplevede ‘Magnus’, at sønnen blev meget påvirket af moderens indflydelse, og at samværet blev udmattende. ‘Magnus’ voksede selv op uden kontakt med sin far, og det at afskære kontakten til sin egen søn, betragter han som en mulig løsning på det, han opfatter som en vanskelig situation.

Både hos mødre, som flytter, og fædre, der ser deres børn flytte væk, eksisterer forestillingen om, at faderen bare kan ændre måden at være far på, ifølge Oftung.

– Det interessante her er ikke, om nogle mødre er dårlige mennesker, fordi de flytter, eller om fædre er dårlige fædre, fordi de afskærer kontakten til barnet. Det ligestillingspolitiske spørgsmål er: Hvilken slags systemer ønsker vi, at fædre skal vælge imellem? Vi mangler at diskutere, hvilke slags forældreskaber, vi kan acceptere, mener forskeren.

– Jeg vil gerne kritisere, at vores kultur gør det muligt for fædre at tjekke ud af – og afslutte forholdet til barnet. Den mulighed kommer som et resultat af fædrenes traditionelle forsørgerrolle og opgaver i arbejdslivet, siger Oftung. Den omstændighed, at forestillingen om, at forsørgerfaren stadig er tilgængelig, gør det muligt inden for ganske få år at gå fra at have hovedomsorgen for barnet til helt at skippe kontakten.

– Hvilken mor ville have gjort det samme, spørger Oftung.


Far holder mest af hverdagen

“‘Bernt’: Nej, altså jeg synes, jeg kom i klemme og var splittet. Skulle jeg forsøge at købe hende? Med fine gaver. Men hvad resulterer det i? Det er ikke sådan et barn, jeg ønsker, for det er hverdagstingene som er vigtige, og begynder du først på den galaj, bliver du hurtig kun en weekendfar. Så har du tabt.”

Ikke kun mængden af samvær er vigtig, det betyder også noget, hvilke dage faderen er sammen med børnene. Især er det vigtigt for de fleste fædre ikke at blive en “Tivoli-far!”.

Mange af fædrenes historier handler derfor om at genopbygge en hverdag efter det nederlag, som en skilsmisse kan føles som. Det er ofte faderen, som flytter væk fra børnenes venner og kvarter, og det er let at føle sig som en forælder, der kommer i anden række.

– Faderen ønsker bekræftelse gennem den rene relation til barnet, og at barnet skal elske dem for, hvad de er. Kærligheden skal ikke være “købt” med biografture og McDonalds mad, siger Oftung.

En vigtig del af hverdagen er også at få alle de beskeder, som drejer sig om barnets liv.

“‘Per’: En anden ting er, at jeg har været den, der har fulgt op på helbredssituationen, lægebesøg, alle de ting, plus skole, men pludselig fik jeg ingen information fra skolen! Det var jo helt … Og jeg ringede til kontoret og sagde, at jeg godt kunne forstå, at de ikke kunne holde styr på alles adresser, men at de kunne sætte mig på listen. Jeg modtog stadig ingenting. Det var så mærkeligt. Når man er langt nede, og der sker sådanne småting, som at der var en vigtig information og et forældremøde i går, og hvorfor var du der ikke? Så tager man det på sig, og spørger sig selv, hvorfor jeg ikke kunne finde ud af det?”.

– Faderen bliver ofte afhængig af, at moderen husker at formidle alle informationer, og det kan være vanskeligt selv med den bedste vilje. I den situation er der meget på spil, og det er nemt at føle sig marginaliseret, så forholdet til barnet glider. Kampen for hverdagslivet kan gøre det meget vigtigt at opretholde aftalt samvær og de aftalte weekender, mener Oftung.

Interviewet er oversat af Anita Frank Goth og er første gang blevet bragt hos KILDEN, KVINFOs norske søsterinstitution.