Lovetourismens skyggesider

På en Bounty-beach i 80’ernes Thailand så jeg unge, lækre hvide mænd købe julegaver til sig selv: yndige lokale kvinder til bagsædet af off-roaderen, så de kunne leve reklamernes yuppiedrømme ud. I 90’erne så jeg ældre hvide kvinder købe unge, fattige srilankanske julegodter blandt kokospalmer og blåt hav. Prostitutionen var igen tæt på – og det blev ikke bedre af, at kunden nu var en kvinde, selvom det pludselig nu hedder lovetourism, og af nogle forstås som kærlighed mellem frigjort hvid veluddannet, velstående kvinde og smuk sort mand.

Netop derfor har jeg i spænding ventet på dvd-udgivelsen af Vers le sud (Heading South), der kom i oktober. Filmen har Charlotte Rampling i hovedrollen, og den er instrueret i 2005 af Laurent Cantet.

Med 70’ernes Haiti som scene møder vi to kvinder, Ellen og Brenda. Smukke, hvide og stolte, henholdsvis 55 og 47 år. Ellen (Charlotte Rampling) er professor i fransk litteratur, der med sit kyniske cost-benefit blik år efter år tager til de varmere himmelstrøg for at få sex, mens hun nedladende fortæller om sine litteraturstuderende i Boston, der venter på den eneste ene og undertiden flæber over at blive forladt. Her på Haiti har Ellen fundet Adonis-skønheden Legba. Men den valiumspisende Brenda har netop forladt ægtemand og familien for at opsøge Legba. For på en rejse med manden to år tidligere til Haiti fik Brenda sit livs første orgasme sammen med Legba.

Hurtigt udfolder filmen en duel om Legba, der lever af de hvide kvinders penge, og Brenda kaster sig tilsyneladende ud i en forelskelse, der bliver fatal. Vi ser, hvad Brenda aldrig kommer til at se: At omkostningerne for Legba er store. En indsigt som Ellen får, for selvom Brenda tilsyneladende er den empatiske af kvinderne, er det Ellen, der har hjertet på rette sted. For andre. Prostitutionens smerte understreges af scenerne, hvor Legba forsøger at forhindre sin lille tro væbner, en dreng lige før puberteten, i at gå ind i branchen.

Filmen viser turismens bitre bagside – og ikke mindst, at en Bounty-beach indeholder flere elementer, end turistbrochurerne foreskriver. Og at have en affære med en mand i et tredje verdensland, mens man køber lækre skjorter til ham, forærer ham måltider og penge, er alt andet end uskyldigt. Også selvom man bare er på juleferie.
Af Anita Frank Goth, redaktør på FORUM

Feel-good og forviklinger på højt plan

Fortælleglæde. Det er ordet, der ligger forrest i munden, når jeg tænker på Alice Wu’s debutfilm Saving Face fra 2005. Filmen disker op med: En gravid enke på 48 år, der nægter at fortælle familien, hvem faren er. En ung lesbisk læge, der ikke vil fortælle sin gravide mor om sin seksuelle orientering. Et udsyret kinesisk/amerikansk miljø i New York, hvor den sociale kontrol er stor, og hvor det gælder om ikke at tabe ansigt.

Alice Wu er ekstremt bevidst om, hvad det vil sige at være både/og: både kinesisk og amerikansk, lesbisk og immigrant, ugift og gravid. I flere interviews har hun også anført, at hun som datter af kinesiske immigranter skal præsentere sig selv og sin gruppe pænt og ordentligt over for det omkringliggende samfund. For hun repræsenterer ikke bare sig selv, men alle med kinesiske aner.

Forviklinger på højt plan gennemsyrer Saving Face og den er intelligent, sanselig og højkomisk. Ikke mindst er det fantastisk at høre dattergenerationen tale engelsk til forældregenerationen, som svarer på kinesisk. En feel-good film, hvor alle de rigtige får hinanden til slut. Perfekt til julen.
Af Annette Nielsen, redaktør på FORUM

Livet efter Osama

Nordengland, efteråret 2001: En rød sportsvogn holder ind til siden på en stille vej. Mens musikken drøner fra anlægget, skifter dens fører fra tørklæde og heldækkende kjole til jeans, t-shirt og udslået hår. Yasmin er på vej på arbejde. Hun er britisk-pakistansk og en afholdt socialarbejder, der elegant får hældt sin drink ned i potteplanten til firmafesten og med andre diskretioner undgår at udfordre det etnisk-engelske sociale fællesskab. Da hun en dag kommer på arbejde, sidder der en post-it på hendes garderobeskab med ordene “Yasmin elsker Osama”. Yasmin ler overrasket og spørger sine kolleger i omklædningsrummet: “Hvem er Osama?”.

Yasmin (2004) foregår lige omkring 11. september og skildrer, hvordan propagandaen om “krigen mod terror” efter angrebene i New York forandrede tilværelsen for ganske almindelige mennesker, der aldrig før havde hørt om Osama bin Laden. Samtidig er den et nuanceret portræt af titelpersonen og hendes skrøbeligt balancerede liv som kvinde og muslim. Mellem det, der knugende fremstilles som to forskellige verdener, på en gang så nære og så fjerne fra hinanden.

Som den eneste kvinde i sin familie laver Yasmin mad til alle mændene: faren, broren og den slægtning fra Pakistan, hun pro forma er gift med, men som hun planlægger at blive skilt fra, så snart han får sin opholdstilladelse. Filmen formår at vise køns- og generationskonflikterne med empati fra flere sider – fra patriarkens afmægtige insisteren på sin autoritet, til lillebroderens berettigede men destruktive vrede over politiets ydmygelser og mistænkeliggørelse.

I rollen som Yasmin giver Archie Panjabi (kendt fra East is East og Bend it Like Beckham) smerten over at blive gjort til mindre end et individ – i familiens følelseskompleks af loyalitet og ufrihed såvel som i mødet med fremmedhadet i samfundet – et ansigt, der brænder sig fast. Filmen er instrueret af Kenneth Glenaan.
Af Julie Breinegaard, vik. redigerende på Forum

Ambitiøs divakamp

Med Bette Davis i sit livs rolle som stjerneskuespilleren Margo Channing er All about Eve en hyldest til skuespillerinderne i diva-format – og forbavsende moderne selvom den er fra 1950. Kvinderne opgiver aldrig. Tværtimod er de selvrådende og suser af sted i deres biler og succesrige jobs. Og vil man se diva-kamp, intriger og strategispil inden for patriarkatets rammer, så er All about Eve instrueret af Joseph L. Mankiewicz sagen.

Margo Channing er kæreste med en yngre mand. Og nej, han forlader hende ikke til fordel for en yngre kvinde! For i modsætning til mange andre Hollywoodfilm, hvor kvinder er nødt til at gøre sig dummere og mere usikre end de er for at få fat i en mand – eller holde på ham – viser All about Eve med Margo, at netop da hun tvivler på sine evner, er hun ved at miste sin yngre kæreste. Men i det øjeblik hun genfinder troen på sig selv, vinder hun ham tilbage. Selvom konkurrenten Eve Harrington (Anne Baxter) gør alt for at få fingrene i både ham og Margos karriere.

Med nutidens øjne må Eve Harrington være en af filmhistoriens mest målrettede og strategiske karakterer. Hun ligger langt fra 50’ernes kvindebillede, hvor hun både blev kaldt ond og iskold. Men hun når sine mål – og selvom Margo Channing må vige pladsen, så forbliver hun dog på en delt diva-post.

Hvert år ser vores familie All about Eve omkring “Christmas Eve”. Filmen er så festlig og detaljerig, at den tåler gensyn. År efter år. Intet under at filmen dengang vandt seks Oscars. Bagefter kan man på ny nyde sangen “She’s got Bette Davis’ eyes” – og forstå de særlige øjnes tiltrækningskraft.
Beate Detlef, bibliotekar på KVINFOs bibliotek




Sexchikane i minelandskab

North Country (2005) udspiller sig i et kuldslået landskab i mere end en forstand. Et snedækket Minnesota udgør scenen for en gruppe kvindelige minearbejderes kamp for deres jobs og anstændige arbejdsforhold i 1980’ernes USA. Her demonstrerer mandlige kolleger deres modvilje mod kvindernes tilstedeværelse i minen med kommentarer om, at kvinder hører til hjemme ved kødgryderne, de lægger dildoer i kvindernes madkasser eller sperm på deres tøj i omklædningsrummet, når de ikke begår direkte fysiske overgreb.

De uhyrlige detaljer er hentet fra virkelighedens verden. De var hverdag i Eveleth Taconite Mine, hvor en gruppe kvindelige ansatte med Lois Jensen i spidsen vandt en skelsættende sag om sexchikane efter mere end 10 år i retssalene. Sagen var den første af sin slags med et kollektiv af sagsøgere og gik over i ligestillingshistorien.
Men som det hedder på Hollywood’sk, er filmen “inspireret af en virkelig historie”. Det betyder, at der er skruet godt op for dramatikken omkring hovedpersonen Josey Aimes, der er modelleret over virkelighedens Lois Jensen (spillet af Charlize Theron). En voldtægt i teenageårene oprulles, Joseys far såvel som søn vender sig mod hende, og en voldelig eksmand spøger i kulissen. Man mistænker den sædvanlige logik: Det skal være rigtig synd for den kvinde, som vover at sætte sig op mod sexismen, før vi forventes at være på hendes side. Ikke overraskende får hun hjælp af en mandlig advokat med et vist romantisk potentiale.

North Country kan altså kritiseres for at fylde fiktivt følelsesskum på en sag, som er mere end grum og dramatisk nok i sig selv. Men mere konstruktivt kan den ses som historien om en feministisk landvinding, fortalt på Hollywoods præmisser. Og her balancerer portrættet af en kvinde som både offer og heltinde i centrum for de historiske begivenheder bedre end i så mange andre af filmfabrikkens produktioner.

North Country kan ses i godt selskab med andre fakta-baserede film om kvinder, der kæmper for deres rettigheder, som Norma Rae med Sally Field, Erin Brockovich med Julia Roberts og Silkwood med Meryl Streep. Instruktøren Niki Caro har tidligere skildret en ung piges kamp for sin ret i et mandsdomineret samfund i Whale Rider (2002).
Af Julie Breinegaard, vik. redigerende på Forum



Længslen efter et begær på egne præmisser

Jane Campions In the Cut er filmen, som mandlige anmeldere elsker at hade. Årsagen er selvfølgelig, at filmen hverken er entydig eller kun en erotisk thriller – og at alle mænd er under mistanke. Gennem New Yorks skyggefulde og gådefulde byrum søger singlen Frannie ikke bare efter svaret på en mordgåde, men også efter begærets gåde.
Længe har den ca. 40-årige engelsklærer forskanset sig bag ord og solosex, men da hun kommer med på en kigger, hvor en mand får et blowjob, vågner hun. Men synet bliver fatalt, for Frannie erfarer, at kvinden efterfølgende bliver offer for en seriemorders bestialske partering. Morderens signatur er altid en prinsessering. Sammen med historien om den troløse fader, som på en skøjtebane frier til moderen efter en halv times bekendtskab (og senere skøjter henover moderens ben, så de bogstavelig talt bliver skåret over), bliver ringen symbolet på den svære kunst at være sammen med en mand, med både begær og forstand intakt.

“Que Sera, Sera” synges der både først og sidst i filmen, og med citater fra de helt store klassikere som Dante og Virginia Woolf og intet mindre end fyrtårnet som både vild- og vejleder illustrerer filmen det vanskelige i overskridelsen med den anden. Med Meg Ryan som neurotisk brunette, der bor ved siden af skiltet Psychic Reader, er filmen til stunder, hvor marcipanen og nougaten har nået kvalmepunktet, og man har lyst til at se lidt mørkere sider af tilværelsen.
Af Anita Frank Goth, redaktør på FORUM