– Vores basale mål har altid været at servere det feministiske blik på verdens begivenheder. Indtil for nylig har kvinder været ufatteligt underrepræsenteret i de fleste nyhedsmedier i USA. Kvindelige reportere, kvindelige redaktører og kvindelige nyhedsjournalister var – og er stadig – praktisk talt ikke-eksisterende i de såkaldte mainstream-medier og de store mediehuse. Derfor synes vi, at vores bidrag er afgørende. Vi har haft mulighed for at sørge for, at kvindevinklen var en del af nyhedsflowet, fortæller chefredaktøren på MS. Magazine, Katherine Spillar. Hun er også Executive Vice President i The Feminist Majority Foundation, har tidligere spillet en central rolle i foreninger som NOW (National Organisation for Women) og er initiativtager til kampagner for kvinders rettigheder både i USA og i den tredje verden.

Generelt er der overvejende kvindelige journalister ansat på de store amerikanske medier, men der er stort set ingen kvinder i de ledende stillinger. Og det ser endnu værre ud i underholdningsindustrien. Selv på det show, som de fleste opfatter som det mest progressive tv-show, nemlig The Daily Show med Jon Stewart, har de først lige hyret den første kvindelige tekstforfatter. Og ingen af de andre såkaldt progressive late night shows har nogen kvinder på holdet. Og det har tydeligvis indflydelse på vinklen på nyhedsstoffet, mener Spillar.

I de sidste 40 år har Ms. spillet en central rolle i debatten om kvinders ligestilling, empowerment og feminisme. Vi har været et centralt forbindelsesled mellem de mange feministiske bevægelser i verden. Helt fra starten har Ms. haft fokus på, hvad der sker med kvinder og kvindebevægelserne i andre lande, hvor kvinder har kæmpet – og stadig kæmper – for ligestilling, ejendomsret og fri abort, fortæller Kathrine Spillar.

– Påvirkningen er gået begge veje, for når vi har skrevet om konstitutionel ligestilling i Sydafrika, kønskvoter i Indien eller om, hvordan kvinder i Europa har indtaget offentlige embeder, så har det også gennem tiden haft en afsmitning på den feministiske bevægelse i USA og inspireret til aktivisme her, forklarer Katherine Spillar.

Spået en kort levetid

Feministen og aktivisten Gloria Steinem er en af grundlæggerne bag Ms. Magazine, der i dag er et af verdens toneangivende feministiske magasiner, som gennem snart fire årtier har været det primære talerør for den amerikanske kvindebevægelse.

Magasinet så dagens lys første gang som et indstik i New York Magazine i december 1971. Egentlig var det meningen, at det kun skulle udkomme den ene gang, men et halvt år senere tog Gloria Steinem og Letty Progebin initiativ til at udgive et prøveeksemplar i magasinform.

Kritikken fra de mandlige journalistkolleger var massiv. Tonen i magasinet blev kaldt skinger og Ms. blev spået en meget kort levetid, for som CBS nyhedsværten Harry Reasoner (60 Minutes) bl.a. sagde, så ville skribenterne nok løbe tør for emner at skrive om, inden der var gået et halvt års tid. Det blev så ikke tilfældet.

Prøveeksemplarets oplag på 300.000 magasiner blev revet væk i løbet af den første uge. Næste år kan Ms. fejre 40 års jubilæum som feministisk fyrtårn i det amerikanske medielandskab.

Igennem alle årene har Ms. dækket stort set alle kvinderelaterede emner inden for forskning, politik, kultur, medier og jura og ofte med særlig fokus på abort, kønsrelateret vold og sundhed både i USA og globalt.

Efter en levetid under forskellige ejer- og lederskaber blev Ms. Magazine i 2001 overtaget af The Feminist Majority Foundation og har i dag adresse i en klassisk amerikansk funkisbygning på Beverly Drive i Los Angeles.

To skridt frem og et tilbage – i medierne

– Det går hele tiden to skridt fremad og ét tilbage! Faktisk har to af de tre største aftennyhedsprogrammer nu kvindelige studieværter. Samtidig gennemgår det amerikanske medielandskab en ufattelig udvikling i øjeblikket. Medier bukker under til højre og venstre, de lægger om til online-produktion og de etablerede medier udfordres af både kabel- og satellit-kanaler, fortæller Kathrine Spillar og fortsætter:

– Den tid, hvor mediebilledet var domineret af de tre store nyhedskanaler, er ved at være forbi. Så vi er nødt til at se på det med galgenhumor; lige som vi fik hele to kvindelige studieværter på aftennyhederne, har de ikke længere nogen seere!

Abort er stadig på den aktuelle dagsorden

Ms. skrev historie den første gang magasinet udkom. Ikke kun fordi det var det første og eneste af sin slags, men også på grund af indholdet:

Den første magasinudgave af Ms. i 1972 indeholdt en kampagne med titlen “I had an abortion”. Her fortalte en række kendte amerikanske kvinder, bl.a. tennislegenden Billy Jean King offentligt, at de på et tidligere tidspunkt havde fået en abort.

Ideen var at udfordre samfundets fordomme omkring abort. Kampagnen og den efterfølgende debat fik året efter afgørende indflydelse på den amerikanske højesterets beslutning (Roe vs. Wade, 1973) om at legalisere abort i USA.

Så langt så godt. Eller hvad?

Ser man på den aktuelle forårsudgave af Ms., er abortspørgsmålet endnu engang på forsiden. Her ser man et close-up af et skilt fra en demonstration, hvor der står “Not the church/not the state/Women must decide their fate” [“ikke kirken/ikke staten/kvinder skal selv kunne bestemme deres skæbne”, red.].

Abortspørgsmålet, eller spørgsmålet om free choice, som det hedder på moderne amerikansk, er altså stadig aktuelt, og man kan spørge, hvorfor det stadig diskuteres så heftigt i det amerikanske samfund?

– Derfor!, svarer Katherine Spillar og slår ned på forsiden af det nye magasin. I hendes optik spiller den katolske kirke en afgørende rolle:

– Den katolske kirke og The US Catholic Conference of Bishops er den største og stærkeste lobbyistgruppe i USA i dag. De er imod både abort og prævention, og de udgør en pengestærk og politisk magtfuld gruppe i det amerikanske samfund. Kirken spiller i det hele taget en interessant rolle herovre. Den katolske kirke modarbejdede f.eks. Obamas sundhedsreform, fordi den både ejer hospitaler og private sygesikringsfirmaer. Så spørgsmålet er, om de egentlig er interesserede i abortspørgsmålet, eller om de bruger abortmodstanden, som et argument til at sikre deres egne økonomiske interesser på sundhedsområdet.

Samtidig gør Kathrine Spillar opmærksom på, at abortspørgsmålet fungerer som politisk løftestang for højrefløjen i amerikansk politik. Det Republikanske Parti ved, at de kan mobilisere stemmer fra de kristne, fundamentalistiske fløje ved at slå på abortspørgsmålet. Men iflg. Spillar er holdningen blandt den almindelige amerikanske befolkning en anden:

– Det er ikke kontroversielt for en amerikansk kvinde at træffe beslutningen om at få foretaget en abort i det virkelige liv. Abortspørgsmålet er et kontroversielt spørgsmål politisk, og det fylder meget i medierne, ikke mindst fordi vi har nogle meget yderliggående militante grupper, der er imod kvinders ret til selv at bestemme over deres krop og deres eget liv. Men det er ikke et kontroversielt spørgsmål i den offentlige opinion. Her er flertallet af amerikanerne både mænd og kvinder pro-choice. Og næsten 50 % af amerikanske kvinder har fået foretaget en abort, fordi prævention er langt mindre udbredt i USA end i Europa.

Prævention et stort stridspunkt

Lettere adgang til billigere prævention for amerikanske kvinder var i sig selv et af de store stridspunkter i den amerikanske Kongres’ diskussion af Obamas sundhedsreform. Under Bush-administrationen blev amerikanske unge frarådet prævention og skolernes seksualundervisning blev erstattet af kampagner for seksuel afholdenhed. Grundlaget for kampagnerne var basalt set at skræmme unge mennesker fra at have sex ved at understrege farerne ved sex før ægteskab, såsom seksuelt overførte sygdomme og graviditet. 

Efter en 14-årig periode med fald i statistikkerne og en intensiveret seksualundervisning i brugen af prævention under bl.a. Bill Clintons regeringsperiode, begyndte antallet af teenage-graviditeter igen at stige under Bush-administrationen.

Samtidig fulgte Bush sin anti-abort/præventions kampagne op med den internationalt stærkt kritiserede Global Gag Rule, der forbød internationale hjælpeorganisationer og NGO’er at yde svangerskabsforebyggelse i den tredje verden, hvis de ville modtage økonomisk støtte fra USA.

I Kathrine Spillars optik handlede det igen ligeså meget om økonomiske interesser som om værdipolitik:

– De kapitalistiske interesser her i USA er meget bekymrede over den faldende fødselsrate. Både The Harvard Business Review ogThe Wall Street Journal har haft det på dagsordenen. De mener, det er bekymrende, at fødselsraten falder i de store forbrugsmarkeder som USA og Vesteuropa, og at den også er faldende i den tredje verden. For høje fødselsrater giver os historisk set billig arbejdskraft, ikke? Det, der kan ligne en diskussion om kvinders adgang til fri abort, er i virkeligheden en kamp om USA’s internationale kapitalinteresser.

Altid en kvinde på forsiden 

Ms. Magazine har nogle enkle principielle guidelines, som redaktionen ikke går på kompromis med. F.eks. accepterer Ms.ikke kommercielle damebladsannoncører. Hverken L’Oreal eller Aubade kommer nogensinde til at pryde bagsiden af Ms. Magazine. Annoncer i magasinet er primært for organisationer og kampagner, der ligger i tråd med Ms. egen filosofi.

Et andet princip er altid at have en kvinde på forsiden. Med een enkelt undtagelse. I januar 2009 udkom Ms. Magazine med en mand på forsiden. Men det var heller ikke en hvilken som helst mand. Det var den nyindsatte Præsident Obama i supermandspositur, parat til at springe ud af sin hvide skjorte og afsløre sin sande identitet i en T-shirt med påskriften “This is what a feminist looks like”.

Forsiden skabte stor debat. Den var også en satsning. For kunne Obama indfri forventningerne?

Et år efter hans overtagelse af embedet, er kritikken ved at komme, men Katherine Spillar mener ikke, at præsident Obama kan klandres i et feministisk perspektiv:

– Vi har gjort banebrydende fremskridt i det forgangne år. Obama har udvidet USA’s engagement i internationale familieydelser, han har ophævet Bush’ Global Gag Rule, øget tilskud til familieplanlægning nationalt i USA og stoppet kampagnerne, der promoverede seksuel afholdenhed. Den første lov Obama vedtog var The Lily Ledbetter Act [Lily Ledbetter vandt en ligelønssag mod The Good Year Tire Company, red.], en meget symbolsk handling, selvom den ikke gav os noget fremskridt, men hovedsageligt sikrede amerikanske kvinder retten til ligeløn for samme arbejde, en ret de hele tiden burde have haft. Da Obama lancerede den økonomiske vækstpakke var der for første gang indtænkt et kønsperspektiv, så initiativer til jobvækst var ligeligt fordelt i forhold til mande- og kvindefag.

Amerikansk feminisme netop nu

– Unge kvinder i dag har en helt anden indstilling til, hvad de kan forvente sig af livet. De har ikke levet i en tid, hvor det var utænkeligt, at en kvinde kunne blive advokat, læge eller direktør for en stor virksomhed.

– De forventer ikke modstand pga. en genetisk tilfældighed – altså, hvorvidt de er blevet født som en dreng eller pige. Alligevel kommer de til at møde modstand, når de er kommet ud på arbejdsmarkedet.

– Vi er nu kommet til et andet niveau i ligestillingsdebatten, og på en måde er det et meget hårdere niveau, for uligheden i nutidens samfund er langt mere subtil. Det er nu, vi skal bryde gennem glasloftet. Vores mål bør være at få lige repræsentation i magtorganerne, f.eks. i Kongressen, som har indflydelse på milliardbudgetter. Penge er magt. Så der ligger en hård kamp foran os, slutter chefredaktør Katherine Spillar.