”Det er et virtuelt museum. Vi har intet udstillingsrum, ingen mursten og mørtel. Og det er det fantastiske ved det – at alle over hele verden har adgang til udstillingen. En kvinde i en landsby i Indien har i princippet samme adgang som en fra Danmark eller San Francisco.”
Sådan siger Samina Ali, kurator på den internetbaserede udstilling Muslima: Muslim Women’s Art and Voices, der giver muslimske kvindelige kunstnere fra hele verden mulighed for at udstille deres værker online.
Muslima repræsenterer dermed en tendens, der er dukket op i kølvandet på bølgen af kvindelige bloggere, som tager bladet fra munden og deler deres erfaringer med andre kvinder. Det virtuelle rum giver kvinderne adgang til at dele erfaringer og udveksle meninger med hinanden – noget, der i den grad er behov for, siger Samina Ali, da KVINFO fanger hende en tidlig morgen i San Francisco via Skype:
”Mange af disse kvinder prøver at ændre forholdene i deres egne lande, men det er første gang, at de ses sammen. Før var deres stemmer aldrig samme sted, men nu har de mulighed for at udveksle meninger og erfaringer på tværs af kulturer. Kvinderne taler om deres kunst; om hvordan de lokale love påvirker dem; om sløret, og om at være træt af altid at blive bedømt på deres ydre. Internettet har spillet en afgørende rolle og givet dem mulighed for at diskutere både det private og det politiske.”  
“Kvinderne taler om deres kunst; om hvordan de lokale love påvirker dem; om sløret, og om at være træt af altid at blive bedømt på deres ydre. Internettet har spillet en afgørende rolle og givet dem mulighed for at diskutere både det private og det politiske” 

Muslima gør op med fordomme

Udstillingen er iværksat af det San Francisco-baserede International Museum of Women (IMOW) og præsenterer værker af kvindelige muslimske kunstnere fra hele verden. Udover kunstværker indeholder Muslima interviews med kvindelige aktivister og tænkere, hvis fælles udgangspunkt er, at de repræsenterer og adresserer muslimsk identitet og virkelighed, som den tager sig ud i al sin forskellighed.
Og netop forskelligheden har været vigtig at fremhæve, siger Ali:
”Vores mål er at give et mere nuanceret billede af den muslimske kvinde. Muslimske kvinder bliver ofte fremstillet stereotypt og fordomsfuldt. Så vi mente, at det var på tide med en udstilling, der giver kvinderne mulighed for selv at komme til orde.”

Muslimske kvinder tager til genmæle

Monique Hocke er ph.d.-studerende ved Roskilde Universitet og i gang med en undersøgelse af unge praktiserende muslimske kvinder i Danmark og deres selvdannelsesproces med udgangspunkt i islam og islamisk identitet. Hun genkender de muslimske kvinders behov for nye billeder fra sin forskning:
”Der tegner sig et mønster af, at de mere velformulerede og veluddannede unge muslimske kvinder er begyndt at tage til genmæle. Der er blevet talt på deres vegne i så mange år; nu tager de selv ordet.”
”Der tegner sig et mønster af, at de mere velformulerede og veluddannede unge muslimske kvinder er begyndt at tage til genmæle. Der er blevet talt på deres vegne i så mange år; nu tager de selv ordet”
Hocke understreger, at det er de ressourcestærke kvinder, der fører an i denne bevægelse. Det er med andre ord kvinder, der er religiøst praktiserende, men som også har taget en uddannelse af vestlig karakter:
”Kvinderne går selv til kilderne – i dette tilfælde Koranen – og søger at tage det etiske budskab om, at mænd og kvinder er lige for gud og implementere det i praksis. Der er mange af disse kvinder, der ikke vil kalde sig feminister, men som ikke desto mindre tager en politisk position i forhold til køn, og hvordan samfundet skal indrettes.”

Flere hadforbrydelser efter 9/11

Kurator Samina Ali, der er født af indiske forældre men vokset op i USA, mener, at billedet af den fundamentalistiske muslim er særligt udbredt efter terrorangrebene på USA den 11. september 2001. 
”Før 11. september 2001, hvor jeg voksede op, var der ikke en åbenlys fordomsfuldhed og frygt for muslimer. Ofte troede folk, at min far var mexicaner, og de syntes, at min mor var eksotisk, fordi hun gik i sarier. Dengang var de tiltrukket af livsstilen, mens der i dag bare er frygt og mistænksomhed,” siger hun.
Ifølge Ali er det en udbredt misforståelse, at den muslimske kvinde som udgangspunkt har brug for frigørelse og skal ’reddes’ fra den muslimske mand. Og mens hun anerkender, at kvinder i mange muslimske lande fortsat undertrykkes, er det vigtigt for hende at understrege, at det langt fra er alle, der har brug for hjælp:
”Det er rigtigt, at Taleban har lagt stærke bånd på kvinders udfoldelse i Afghanistan, og at kvinder i Saudi Arabien ikke må køre bil og stemme. Men folk har en tendens til at se på kvinderne der og tro, at det samme gælder for alle muslimske kvinder. Det gør det ikke. Og det er den kompleksitet og de nuancer, vi gerne vil gøre opmærksom på med udstillingen,” siger Samina Ali.
“Taleban har lagt stærke bånd på kvinders udfoldelse i Afghanistan, og at kvinder i Saudi Arabien ikke må køre bil og stemme. Men folk har en tendens til at se på kvinderne der og tro, at det samme gælder for alle muslimske kvinder. Det gør det ikke. Og det er den kompleksitet og de nuancer, vi gerne vil gøre opmærksom på med udstillingen”
Statistikker fra 2012 viser, at hadforbrydelser mod muslimer i USA er taget til i de seneste år. Mens antallet af overfald rettet mod muslimer steg drastisk efter terrorangrebene i 2001 for derpå langsomt at aftage, rapporterer FBI igen om en stigning på 50 procent i 2010 i forhold til året før. Det øgede antal hadforbrydelser skyldes antageligt den udbredte anti-muslimske propaganda, der fulgte i kølvandet på en række sager om planlagte opførsler af moskeer rundt omkring i USA. Den mest kendte er sagen om det omstridte Park51 Community Center i New York, der i 2010 skabte røre, fordi det muslimsk baserede center skulle opføres et par gader fra Ground Zero. 

Muslimer frygter andre muslimer

”11. september havde store konsekvenser for vores land. Muslimerne fik en stor del af skylden. Regeringen gør et stort nummer ud af at vedligeholde et konstant trusselsbillede, fordi den skal retfærdiggøre, at vi er i krig. Der hersker en udbredt frygt,” siger Samina Ali og understreger, at også amerikanske muslimer er påvirket af tankegangen: 
”Jeg tror, det skyldes, at frygten har været en del af vores psykologi så længe. I mere end et årti har folk sat lighedstegn mellem muslimer og terrorister. I mere end et årti har vi været i krig. En af kvinderne, der udstiller på Muslima har sagt – og hun er endda muslim – at når hun går ombord på et fly og ser en mand, der ligner den stereotype muslimske terrorist med skæg og løs tunika, tænker hun: ”Åh Gud, vi skal dø.” Hvis vi siger det om og om igen – at muslimer er farlige, at de er monstre – så tror vi til sidst, at det er sandt. Det er så grelt, at selv muslimer er begyndt at frygte muslimer.”
“Hvis vi siger det om og om igen – at muslimer er farlige, at de er monstre – så tror vi til sidst, at det er sandt. Det er så grelt, at selv muslimer er begyndt at frygte muslimer”
Ifølge forsker Monique Hocke er der ingen tvivl om, at motivationen for at skabe en udstilling som Muslima hænger sammen med den øgede diskrimination og marginalisering af muslimer, som har fundet sted efter terrorangrebene for snart 12 år siden: 
”11. september førte til en øget stereotypisering af islam og muslimer. Der har altid været en modsætning mellem øst og vest, men Vestens fortolkning af 9/11 og mediernes ensidige fremstilling af muslimer har skabt frygt. Og det oplever muslimer stadig i dag.”

Væver vest og øst sammen

Netop derfor er det vigtigt for Ali og holdet bag Muslima at skabe en mere nuanceret fortælling om det at være kvinde og muslim. Målet med udstillingen er at ”bevæge samtalen fremad”, som Ali formulerer det. 
Derfor indeholder udstillingen både kvinder med og uden slør. Der er kvinder, som bekender sig til Islam; kvinder, der har forladt deres tro eller aldrig har betragtet sig selv som troende; og der er også enkelte kvinder, der er kristne.
”I disse værker væver jeg Øst og Vest sammen som symbolet på en fælles identitet og dialog frem for en adskillelse mellem de to”
En af dem er den New York-baserede kunstner Helen Zughaib fra Libanon, der i billedserien Changing Perceptions sætter abayaen, den sorte klædedragt, som mange muslimske kvinder bærer, sammen med elementer fra genkendelige værker af vestlige kunstnere som Picasso, Piet Mondrian og Roy Lichtenstein.
Dermed skaber hun et nyt billede af den muslimske kvinde.

 Helen Zughaib skriver på Muslima: 
”I disse værker væver jeg Øst og Vest sammen som symbolet på en fælles identitet og dialog frem for en adskillelse mellem de to.”
Det særlige ved tendensen er netop den inkluderende tilgang, påpeger den danske forsker Monique Hocke. At udstillingen både repræsenterer seriøst religiøst praktiserende kvinder, og kvinder med en mere kulturel muslimsk baggrund – ”muslimer med et lille m” – og kvinder, der ikke er muslimer, er værd at notere sig, mener forskeren:
”Muslima er et udtryk for, at der er ved at danne sig et transnationalt rum på tværs af landegrænser. Det handler om muligheden for at samle sig og få en stemme på globalt plan. Samtidig er det et udtryk for en ny tendens at se islam som noget universelt, der ikke er bundet i nationale grænser og specifikke kulturelle kontekster.”

Virtuel forening

Helen Zughaibs værker har været udstillet på gallerier og museer i USA, Europa og Libanon, og selvom hendes billeder indgår i mange private og offentlige samlinger, herunder i Det Hvide Hus og på de amerikanske ambassader i Baghdad og Irak, er det første gang, at kvinder fra hele verden har adgang til dem. 
Og det er det, der adskiller Muslima fra den gængse kunstudstilling. Eller som den egyptiskfødte, amerikanske kommentator og blogger Mona Eltahawy i 2011 udtalte til WoMen Dialogue: 
”Hver dag en mellemøstlig kvinde blogger om sine forhold, ændrer hun tilværelsen for sig selv og for tusinder af andre kvinder i de arabiske lande.” 
Mona Eltahawy betragter netop internettet som kvindernes feministiske dagligstue og sammenligner den bevægelse, der lige nu finder sted på de sociale medier, blogs og websteder på tværs af landegrænser, med en virtuel udgave af den frigørelse Vestens kvinder stod sammen om i 1970’erne. Dengang var foreningen fysisk, i dag er den virtuel. 

Kunsten taler til os alle

Mens Mona Eltahawy og hendes kvindelige medbloggere søger at påvirke verden med deres ord, lader Muslima kunstværkerne levere budskabet. På spørgsmålet om, hvad forskellen på kunst og ord er – hvordan værkerne kan bidrage til at ændre vores opfattelse af muslimske kvinder og deres liv – henviser Ali til kunstværkets åbenhed:
”Når vi ser på et billede, har vi ikke paraderne oppe. Vi ser derimod på det med en åbenhed, som gør, at det kan røre os dybere end ord.”
Hertil supplerer Monique Hocke, at en kunstudstilling giver kvinder, der ellers ikke ville blive set og hørt, mulighed for at komme til orde: 
”Det kan være nemmere for kvinderne at få deres budskab ud på nettet og manifestere sig som kunstnere end de steder, kvinderne fysisk befinder sig,” siger hun og peger på, at kunstens budskab også får en anden form end den klassiske offensive, politiske mobilisering:
”Kvinderne kan kommentere og afprøve deres ståsted gennem kunsten. Og så er det måske nogle andre, der får taletid, end hvis det havde været en organiseret, politisk kvindeorganisation eller et fysisk udstillingsrum. Det giver et mere varieret billede.”
”Kvinderne kan kommentere og afprøve deres ståsted gennem kunsten. Og så er det måske nogle andre, der får taletid, end hvis det havde været en organiseret, politisk kvindeorganisation eller et fysisk udstillingsrum. Det giver et mere varieret billede”

Fra virtuel til virkelighed

Men hvordan påvirker den virtuelle udstilling og meningsudveksling livet offline? Gør den overhovedet en forskel for kvinderne, når de logger af og begiver sig ud i deres respektive virkeligheder?
”Håbet er, at samtalen, der begynder online, vil blive overført til virkeligheden, og det liv, der leves der,” fortæller Samina Ali. 
”Håbet er, at samtalen, der begynder online, vil blive overført til virkeligheden, og det liv, der leves der”
Derfor har Muslima også en kampagne, der opfordrer folk til at skride til handling, hvis de oplever, at muslimske kvinder bliver fremstillet som stereotyper. 

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFOs program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.

Kampagnen, der ganske enkelt hedder Speak up! Listen up!, giver besøgende på sitet mulighed for at skrive under på, at de vil udfordre stereotype fremstillinger af muslimske kvinder, og dermed være med til at sætte en stopper for den udbredte islamofobi, verden har oplevet efter 9/11. Både mænd og kvinder har skrevet under på siden, ligesom der optræder både muslimske og ikke-muslimske navne. 
Et andet tiltag, der skal bidrage til at skabe reel forandring i kvindernes lokalsamfund er multimedieprojektet Muslima Stories, der opfordrer alle kvinder til at komme med deres definition af, hvad en muslimsk kvinde er i dag. Med seks ord og tre fotos opfordres de til at beskrive deres liv som muslimer. Svarene er mangfoldige, men alligevel universelle, siger Ali:
”Det fantastiske er, at når du læser bidragene, er der ikke noget særligt muslimsk over dem. Svarene er så universelle: De handler om at forkaste hierarkier, om at søge svar på livets store spørgsmål, om at kæmpe. Det er det smukke ved det. Det viser, at vi alle kæmper de samme kampe og har de samme drømme.”