Feminisme er forbundet med blandt andet brændte bh’er: Et stærkt symbol på kvindebevægelsens afstandstagen til den patriarkalske skønhedsopfattelse. Eller blot endnu en ensretning og en konformitet så tung som den, der blev gjort oprør imod. Meningerne er delte – og baseret på en medieskabt myte.

Der var nemlig ingen brændte bh’er. Bh’erne blev smidt ud i mediedækkede happenings, både i USA og herhjemme, men de blev ikke brændt.

Brystholderne blev først smidt ud i “Frihedsskraldespanden” af den venstreorienterede kvindegruppe New York Radical Women, der eksisterede fra 1967-69. Ilden var noget medierne tilsatte senere og skabte dermed en slagkraftig myte, der lever videre den dag i dag.

Miss America 1968

New York Radical Women arrangerede happenings for at sætte fokus på kvinder og kvinders vilkår. En af de mest omtalte begivenheder foregik i Atlantic City (hvis motto forøvrigt er “Always turned on” – Altid tændt) i september 1968.

Her skulle Miss America, den smukkeste kvinde i USA, kåres i Atlantic City Convention Hall. Skønhedskonkurrencen stod på dette tidspunkt meget stærkt, og en af arrangørerne, Alix Kates Shulman, så transmissionerne fra Miss America som barn. Det formede hendes skønhedsidealer, og hun mente, at mange piger længtes efter at vinde konkurrencen, at blive anset som smuk. Dette forekom nogle kvinder som værende overfladisk og kvindeundertrykkende, derfor var det et godt sted at prostestere.

New York Radical Women forstyrrede begivenheden ved at krone et får, smide stinkbomber i salen og sætte et stort skilt op foran bygningen, hvor der stod “VELKOMMEN TIL MISS AMERICAS KVÆGAUKTION.” Og så smed de “kvindelige torturinstrumenter” som hofteholdere, falske øjenvipper, dameblade, kosmetik, højhælede sko og bh’er i en tønde, hvorpå der stod “freedom trash can”. Dette skulle symbolisere frihed, på samme måde som bare tæer, ubarberede ben og armhuler. Pressebilleder fra begivenheden blev bragt i utallige aviser.

Nogle hævder, at de har set fotografier af kvinder, der ved denne lejlighed smed deres bh’er på et bål, men øjenvinder benægter, at det fandt sted.
En af arrangørerne, Robin Morgan, udtalte, at der ikke ville ske noget farligt som ildspåsættelse, men at det bare ville være en symbolsk bh-afbrænding. Der var faktisk søgt om tilladelse til at brænde affaldet af, men byrådet nægtede dette på grund af brandfaren, da promenaden ved Atlantic City Convention Hall var af træ.

24 år senere påstod journalisten Lindsey Van Gelder, at det var hende, der havde sat myten i gang ved at skrive i reportagen til New York Post, at de kunne ligeså godt have brændt bh’erne af. “Bra burning” lød godt og blev brugt igen og igen.

Vi smed vores mødres kvindelighed ud

Herhjemme blev der små to år efter lavet en tilsvarende aktion. Den 8. april 1970 marcherede Rødstrømperne ned ad Strøget med skilte, hvor der fx stod “Kvindesag – jeg skal først spørge min mand”. Mange af kvinderne var også iført parykker og store bh’er – uden på tøjet. Bh’erne blev taget af på Rådhuspladsen og puttet i en affaldssæk, hvor der passende nok stod: “Hold Danmark rent”. Men stadig ingen ild og afbrænding.

“Det, vi smed ud,” fortalte en deltager, Lisbeth Dehn Holgersen, “var vores mødres kvindelighed.” Det var et oprør mod, at kvinden skulle være et sexobjekt, en god forbruger, kone og mor.

Der var stor mediedækning, men tilsyneladende ikke meget forståelse for, hvad demonstrationen skulle gøre godt for. I hvert fald var dén del af demonstrationen bedre mediedækket end den efterfølgende, hvor de befriede og naturlige kvinder gik ned igen gennem Strøget og demonsterede for fri abort og ligeløn.


Faktoid

En “faktoid” er en “sandhed”, som vi har gået og fortalt til hinanden så mange gange, at det er blevet et faktum, som vi glemmer at forholde os kritisk til. Selv kvinder, der dengang var en del af rødstrømpebevægelsen, omtaler de brændende bh’er i samme åndedrag som kasserollehår, brune ris og Femølejr. 
Ild er et stærkt symbol og billede, og i samme periode brændte unge, amerikanske mænd deres indkaldelsesordrer til militæret, og de to politiske manifestationer er måske blevet flettet sammen i folks erindring.

USA’s involvering i Vietnam krigen (1959-1975) var meget upopulær blandt venstreorienterede, og fra 1966 og frem havde afbrændingerne af indkaldelsesordrerne haft stor mediebevågenhed. Så stor, at New York Radical Women blev dannet, for at skaffe opmærksomhed om kvinders vilkår og vise, at “New Left” ikke kun bestod af mænd.

De brændende bh’er var også en gave til kritikere af feminismen. De brændende brystholdere blev især misbrugt af modstandere, der ønskede at vise, hvor “fjollede” og “ekstreme” feministerne var. Billedet kunne bruges til at bidrage til de øvrige stereo¬typer: At feminister er fjender af skønhed, mænd og sex.

Bh på bålet

Den borgerlige feminist på Damefrokosten.com Damefrokosten.com, Camilla-Dorthea Bundgaard, ærgrer sig over, at kvindefrigørelsen foregik gennem benægtelsen af seksualiteten. “Et sæt normer blev erstattet med et andet. Kategorierne for, hvad der er god kvindelighed, blev jo ikke udvidet, det blev bare forbudt at være sexet.”

– Hvad siger du til at det er en myte? Der blev slet ikke brændt nogle bh’er af…

“Er det sandt? Nå ja, det forandrer ikke meget, gør det? Der er stadig faste idéer om hvad der er rigtig og forkert kvindelighed, og det er kedeligt.”

Den fortolkning er psykoterapeuten og sexologen Maria Marcus ikke enig i.

“At benægte seksualiteten er ikke det samme, som ikke at ville være et sexobjekt. Kvinder ville være subjekter, ikke objekter. Og en af vejene var gennem Femølejren, hvor man kunne sammenligne bryster og se at andre også havde uperfekte bryster. Brysterne blev også i nogen grad aferotiserede der.”

– Det lyder meget positivt. At smide bh’en ud symboliserede frihed for dig?

“Ja. Det gjorde det i høj grad. Det var dejligt at slippe for de snærende bh-stropper, som endelig ikke måtte ses. Det var rart at mærke tøjet mod brysterne, hvilket var en lidt fræk og erotisk fornemmelse. Endelig kunne brysterne leve deres eget liv.

Men så gad kvinderne tilsyneladende ikke mere, og så begyndte de, i hvert fald de kvinder jeg kendte, at tage bh på igen. Idag er det utroligt, hvad kvinder bruger af tid og energi på deres bryster: Får dem forstørret og formindsket. Samtidig er der ingen, der ligger topløse længere. Hvad fanden sker der?”

– Det er trist, at det nu er det samme som før?

“Ja, eller det er nogle nye erotiske skønhedsidealer, som jeg ikke forstår. Men det er kvinderne selv, der gør det her. For igen at være det perfekte objekt!”

Eftervirkning

De brændte bh’er er nu blevet en del af vores kultur. At begyndelsen på en periode med større valgfrihed i forhold til , livsform og seksualitet ikke blev skudt i gang med et stort flot bål gør måske ikke så meget.

For det er sikkert og vist, at frigørelsen for de meget stereotype idéer om kvindelig skønhed, som både mænd og kvinder lå under for dengang, har haft stor betydning.