Incest kommer fra latin og betyder uren, besmittet. Det henviser til den særlige urenhed, som alle samfund til alle tider har ment, at seksuelle forbindelser mellem blodsbeslægtede resulterer i. Blodskam, kalder man også den slags forhold, som er forbudte ved lov.
Aktuelt og historisk har man gerne givet to forskellige begrundelser for forbudet. Den ene er biologisk og handler om frygten for indavl og degeneration. Den anden er social og handler om nødvendigheden af exogami, af at man gifter sig ud af sin egen slægt og ind i en anden for at skabe de sociale netværk, som i sidste instans er forudsætningen for menneskelige samfund. Den franske antropolog Lévi-Strauss, der var en fremtrædende fortaler for det sidste synspunkt, mente, at indstiftelsen af incesttabuet helt enkelt markerer menneskeslægtens overgang fra natur til kultur.
Det har afhængt af de enkelte samfunds slægtsskabssystemer, hvilke personer forbudet gennem tiden har omfattet. Den danske straffelov definerer i dag incest som samleje med en slægtning i nedstigende linje eller mellem bror og søster. Forbudets biologiske begrundelse er nedtonet, mens den sociale omvendt er udvidet. Incestforbudet omfatter i dag også forholdet til børn, som man ikke er blodsbeslægtet med, men som man har i sin varetægt, personer under 18 år som er adoptiv-, sted- eller plejebørn, eller er betroet en til undervisning eller opdragelse.

Incest som litterært tema

Incest har siden antikken været et tema i kunst og litteratur. I Sofokles’ græske tragedie Kong Ødipus blev det brugt som arketypen på den ubevidste synd, der i et øjebliks erkendelse af sandheden forvandler en tilsyneladende uskyldig kærlighed til degraderet lyst. I 1700tallet præsenterede den engelske forfatter Horace Walpole i tragedien The Mysterious Mother en helt, der som resultat af en irrationel og uforklarlig passion gifter sig med både sin søster og sin datter. Chokeffekten stimulerede bogsalget og resulterede i en strøm af gotisk litteratur med incest som den tilbagevendende begivenhed.

Romantisk incest

Romantikerne skrev også om incest, men de var hverken interesserede i at vise skæbnens greb om menneskelivet eller finde vej til læsernes tegnebøger. De ville skildre følelserne i den nye intimsfære, som dannedes i 1800tallets snævre kernefamilie, hvor kærligheden mellem forældrene indbyrdes og til deres børn blev livets hovedindhold.
Shelleys skrev i dramaet The Censi, 1819, om forældres forhold til deres børn. Schillers drama Don Carlos, 1787, handler om en stedmoders forhold til sin stedsøn, og Chateaubriands roman René, 1802, om en broders forhold til sin søster. Incest mellem forældre og børn blev stærkt fordømt som den ældre generations aggressive udsugning af den yngre. Man så med mildere øjne på den unge stedmoder, der søgte trøst for et ulykkeligt ægteskab med en ældre tyrannisk mand hos en omtrent jævnaldrende stedsøn, men søskendeincesten var romantikkens yndlingsform. I forordet til digtet “Laon og Cythna”, 1817, der har et søskendepar som hovedpersoner, skrev Shelley, at kun konventioner gør deres kærlighed til synd. Og i Byrons digt Cain, 1821, forsvarer Adah, Cains tvillingesøster og elskede, sig mod Lucifers oplysning om, at deres kærlighed vil blive fordømt af kommende slægter, med den bemærkning, at den ikke i sig selv er en synd; det bliver den gjort til af de fordømmende omgivelser, som man ikke skal gøre sig til slave af.
Søskendeincest var stadig forbudt, men mange romantikere anerkendte ikke forbudet som en naturlov, de betragtede det som et forældet dogme. Byron fik en datter med sin halvsøster Augusta. Affæren og en efterfølgende skilsmisse nødede ham til at forlade England. For en tid blev han i Schweiz medlem af en anden frisindet menage, der bestod af Shelley, hans hustru Mary født Wollstonecraft og hendes halvsøster Claire Clairmont. En anden samtidig engelsk digter, William Wordsworth boede størstedelen af sit liv sammen med sin søster Dorothy, som hans ven Coleridge en overgang interesserede sig for.

Motivet i dansk romantik

Incest var også et udbredt motiv i dansk romantisk litteratur, men ligesom i flertallet af romantikkens europæiske værker og til forskel fra den forudgående gotiske litteratur blev den erotiske tilbøjelighed i reglen ikke virkeliggjort. I Oehlenschlägers Axel og Valborg, 1810, er de elskende ikke blodsbeslægtede, kun ‘dåbssøskende’. I Ingemanns Løveridderen, 1816, myrder den ulykkelige helt sin søster, som han elsker, og til overflod begge sine forældre. Søskendeincest var motivet i H.C. Andersens og Hartmanns opera Liden Kirsten, 1846, der ligesom Oehlenschlägers drama bygger på en folkevise; de unge forelsker sig, får at vide, at de er søskende, men det viser sig at være en fejltagelse. Henrik Hertz’ Ninon, 1848, er et ødipusdrama, hvor sønnen tager sit eget liv, da han forstår, at den kvinde, han erklærer sin kærlighed, er hans mor.
Motivet spillede også en stor rolle i de kvindelige forfatteres diskussion af intimsfærens følelsesbindinger. Hanna Irgens brugte det omtrent som H.C. Andersen i novellen “Innocentia”, 1832, hvor de elskende tror, at de er halvsøskende, fordi heltindens mor har hemmeligholdt en illegitim forbindelse. En lignende intrige ses i Thomasine Gyllembourgs drama “Sproglæreren”, 1832, og hendes roman “Jøden”, 1836.

Sprængfarlige spændinger

Der er ikke grund til at tro, at incest uden for litteraturen var mere almindelig i 1800tallet end tidligere, så spørgsmålet er, hvorfor motivet blev så udbredt netop i romantikken. Nogen mener, at der oven på det frivole 1700tal skulle stærke sager til for at gøre indtryk på læserne. Georg Brandes mente omvendt, at incestforhold ikke vakte synderlig opsigt i 1700tallet, fordi eksempler på incest i det højere selskabsliv var ret almindelige efter traditionen i visse fyrstehuse. Desuden skyldte hele menneskeheden ifølge Bibelen blodskamsforholdet mellem Adam og Evas børn sin oprindelse. Incest forbindes med romantikken, fordi den først nu blev genstand for stor offentlig forargelse, mente Brandes, men hvorfor virkede den netop på det tidspunkt så forargelig?
Der er grund til at tro, at netop det tætte kærlighedsforhold mellem de få medlemmer i den snævre romantiske kernefamilie udfordrede incesttabuet. Det, at den mor og søster eller far og bror, man ikke må besidde seksuelt, samtidig er de eneste mennesker, man forventes at elske, gjorde incesten nærliggende og derfor mere skræmmende og incestmotivet til et af den romantiske litteraturs mest sprængfarlige.
På et mere abstrakt niveau kan incestfiguren også fortolkes som udtryk for den romantiske helts narcissisme og fremmedhed i verden og for det mandlige digterjegs kolonisering af det kvindelige. Helten ser sin søster som en udvidelse af sig selv og elsker sig selv, måske sin kvindelige side, i hende. Byron skrev i Manfred, 1817, om søsteren: “Hendes ansigtsform var som min – hendes øjne / hendes hår, hendes træk, alt lige til tonefaldet / i hendes stemme, sagde man, var som mit […] jeg elskede hende og ødelagde hende”. Romantikerne skabte nogle nye og interessante kvindepositioner, som det mandlige digterjeg kunne erobre og integrere i sig selv.

Mathilde Fibigers blænker-batalje

I dansk romantik fik motivet sin mest dramatiske udformning i Mathilde Fibigers roman Minona, 1854. Hun havde et par år før udsendt romanen Clara Raphael, der angreb forskelsbehandlingen af kvinder i det nye borgerlige demokrati. Nu rettede hun angrebet mod incestforbudet som patriarkatets grundlov, en modig “Blænker-Bataille” som en samtidig kritiker skrev.
Minona og hendes bror Viggo er vokset op hos hver sin af deres fraskilte forældre. Efter forældrenes død vender han hjem fra Paris for at tage sig af søsteren. Den viljestærke Minona forelsker sig heftigt ham og hævder, at hun ikke “i Guds Ord, i Philosophernes Skrifter, i Digternes Fremstillinger af Menneskelivet” kan finde nogen begrundelse for incestforbudet. Verden “lader sig regjere af et dunkelt Magtsprog, som ingen forstaaer, men som enhver underkaster sig af Feighed”, mener hun. Viggo afviser den forbudte kærlighed, men da han til sidst må vedstå, at han gengælder hendes følelser, rejser han tilbage til Paris, mens hun dør af sorg.
Teksten giver en indirekte forklaring på Minonas nederlag, når hendes frigjorte kvindelighed i flere sammenhænge fremstår som farlig for broderen. Da Viggo nærmer sig Minonas hus, stikker solen ham i øjnene, og han bemærker senere, at hun har været den aktive i deres forhold, han den passive, “jeg fulgte blindt […] og Følgen blev – at jeg forelskede mig i min Søster”. Solen blinder ham som advarsel mod at få den samme skæbne som Ødipus, der stak sine øjne ud.

Inderlig incest

Kampen for borgerlig ligestilling vandt kvinderne i løbet af nogle generationer med stemmeretten i 1915 som den afgørende sejr. Udbredelsen af prævention og loven om fri abort i 1973 løsnede yderligere deres binding til moderrollen og i det hele taget forbindelsen mellem seksualitet og forplantning. Derved blev den biologiske begrundelse for incestforbudet mindre relevant.
I Minona forlod Fibiger ligestillingskampen for i stedet at angribe kønsrollerne. Minona har styrken til symbolsk at kastrere Viggo. Inden de mødes, har hun sendt ham et brev, der forekommer ham præget af en “udfordrende Selvtillid”. Efter læsningen drømmer han, at han ligger på knæ foran “en meget høi, imponerende deilig Dame”, der opfordrer ham til at tage hendes kærlighed “med Magt”. Hun forvandles til en Fugl, der kredser over ham med “ildfulde, funklende Menneskeøine” og med en dæmonisk latter gentager sit “Elsker du mig – saa tag mig med Magt!”. Hendes blik slår ned i hans sjæl og fortærer “al dens Livskraft”.
Alligevel er det Viggo, som overlever Minona. Det viser Fibigers ambivalens over for ideen om at nedbryde kønsrollerne. Ved forældrenes skilsmisse blev Minona hos faderen, hvis nye blide hustru skabte en øm intimsfære. Viggo fulgte moderen, som havde gammeldags forventninger til sin ægtemand om forsørgelse og social position.
Minonas utopi om at udviske kønsrollerne, eller at de to køn frit skulle kunne vælge og fravælge mandlige og kvindelige positioner, udsprang af den romantiske intimsfære, hvor de intense følelsesbindinger herskede, og hvor økonomiske og politiske magtforhold var forvist til samfundet uden for hjemmet. Utopien virkeliggøres ikke i romanen, fordi Fibiger erkendte, at kærlighedsforhold og familier indgår i større samfundsmæssige netværk, som man ikke hverken kan eller skal lukke sig ude fra.