Nordisk kvindelitteraturhistorie, der med Elisabeth Møller Jensen som hovedredaktør er udsendt i en dansk og en svensk udgave 1993-1998, løfter litteraturhistorieskrivningen ud af traditionelle nationale konstruktioner og ind i nutidens kultur og tænkning. Betydningen af en sådan opgave bliver mere og mere påtrængende med globaliseringen. Nye litteraturhistoriske tilgange, der arbejder ud fra begreber om steder og kulturelle knudepunkter eller forbinder litteratur og geografi, dukker i dag op i litteraturhistorietænkningen. Her er et eksempel på, hvordan de nye ideer kan bruges i en historisk læsning af kvinders tekster. 
 

Vejen til Stenalt 

Alleen ned mod den jyske herregård, Stenalt, er lang og smuk, og turen kan i tanken forme sig som en rejse igennem tohundrede års herregårdshistorie og en vej ind i et stykke litteraturhistorie på dansk grund. Vi skal tilbage til slutningen af 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet, en fjern fortid – ja, og hvis man som besøgende har svært ved at indstille sig på tidsforskellen og vil undgå et historisk jetlag, kan man bruge alleen og hovedbygningen på Stenalt til langsomt at begive sig bagud i tid og passere både 1800- og 1700-tal! 

Kommer man om sommeren, minder de mange skræpper nemlig allerførst om H. C. Andersens herregårdsliv og hans eventyr, “Den lykkelige familie”, med sneglefamilien i skræppeskoven. Ved Stenalts allé breder skræpperne sig nu så energisk, at man kunne forledes til at tro, at herregårdens folk ligesom i Andersens eventyr er holdt op med at spise de delikate snegle. Hvad enten sneglene har været her eller ej, er de i nutiden afløst af hundreder af geder, som nye Stenalt-ejere håber, vil skabe liv og økonomi på den store gamle gård. 

Selve hovedbygningen overrasker – den lukkede allé slutter brat, og et stort gult klassicistisk villa-palæ venter lige for. Det ser ud som om, det er hentet ud af et italiensk landskab. Det er det faktisk også, for Horsens-bygmesteren, Anders Kruse, der i slutningen af 1700-tallet fik opgaven med at bygge palæet, skulle skabe en bygning i italiensk stil. Den daværende ejer, Preben Brahe Schack, var som mange i sin samtid meget begejstret for Italien. 

Den nye hovedbygning var totalt forskellig fra den gamle adelsgård Stenalt, som historiske kilder første gang fortæller om i 1300-tallet. Men den var også forskellig fra den borgagtige hovedbygning, som rigsråd Bjørn Andersen (1532-83) lod opføre i 1500-tallets sidste halvdel. Stenalt fik en litterær og kunstnerisk storhedstid under adelsdamen Anne Krabbe (1552-1618), der kom til gården i 1588, da hun blev gift med Bjørn Andersens søn, den svagelige Jakob Bjørn, der døde allerede i 1596. Ægteparret fik ikke børn, og med Jakob uddøde slægten Bjørn. I perioden fra 1560-1640 forsvandt over 70 danske adelsslægter. Både indgifte og et udsvævende liv under studieophold i udlandet svækkede og knækkede mange unge adelsmænd. De vendte hjem med kønssygdomme og et nedbrudt helbred. Jakob Bjørn havde studeret jura i Tyskland og Italien, og han var svagelig allerede ved sit bryllup. Ægteparret levede derfor et stilfærdigt liv, hvor han dyrkede sine juridiske interesser, og hun sine litterære og slægtshistoriske. I ligtalen over Jakob Bjørn undlod Århus-bispen – måske af diskretion – at omtale arten af hans sygdom, men sagde blot ganske kort, at Gud ville, at han skulle “bære Aag aff Ungdom”! 

Den hovedbygning, som Anne Krabbe flyttede ind i som 36-årig brud, og hvor hun holdt sit lange enkesæde, var en rigtig 1500-tals herregård og en af dens slags bygninger, der har fungeret som et administrationscenter for en adelsfamilies besiddelser. 

Gården var indrettet på en lille ø, og den yderste gård rummede hestestald, bryggers og bagehus. Herfra kom man gennem borgporten ind i den inderste gård med tre beboelseslænger, der åbnede sig mod haven. Anne Krabbe fortæller selv, at huset havde et brevkammer, en sygestue og et kunstkammer, men det har sandsynligvis også været udstyret på samme måde som andre herregårdsbeboelser med fruerstue, pinakotek, bibliotek og kapel. 

Haven er beskrevet af den lærde mediciner, oldforsker og samler Ole Worm, der besøgte stedet og bemærkede Anne Krabbes interesse for “oldsager”. Han fortæller, at han så flere gravhøje, hørte spøgelseshistorier og fik forevist havens samling af sjældne planter og “botaniske skatte”. Anne Krabbe har sikkert også vist ham den bog- og manuskriptsamling, som hendes mand havde grundlagt, og hun selv havde forøget. Hun har åbnet sit såkaldte smykkeskab, et lille kunstkammer, hvor hun blandt andet gemte Chr. I’s fornemme rejsealter fra o. 1300 med scener fra jomfru Marias og Olav den Helliges liv. Hun måske også henledt Worms opmærksomhed på de antikke søjler med 1100-tals kapitæler, som hun i 1589 havde udstyret med sit våbenskjold og navnetræk. Jo – der var på Stenalt sjældenheder, kunst og historiske sager, der kunne begejstre renæssancemennesket Ole Worm, som delte sin voksende interesse for historiens minderige steder med den fornemme frue selv. 

Anne Krabbe gjorde sit Stenalt til et af 1500-1600-tallets litteratur-steder, idet hun her anlagde sin bog med gamle viser og brugte sit hjem, sin egn, sin slægt og sin egen erfaring i studierne. Hendes læsning er et blandt flere eksempler på, hvordan viserne er blevet set og anvendt i den periode i renæssancen, hvor mange visebøger blev anlagt og udvekslet på herregårdene, især blandt kvinder.
 

Stedets historier 

I arbejdet med at strukturere det enorme stof og de forskellige forskningstilgange til Nordisk kvindelitteraturhistorie spillede en tænkning i steder en vis rolle. Efter mildt sagt lange diskussioner om metode, fremstillingsform og struktur foreslog Anne Birgitte Richard, at man kunne bruge de steder, hvor litteraturen var blevet til, i forbindelse med struktureringen. Princippet spiller især en rolle i de to første bind: I Guds navn og Faderhuset og førte i bind I blandt andet til, at vi fik et både skærpet og mere vidtskuende blik for kvindetekster i og uden for kirke, bedehus og kloster (heksebekendelser, religiøse bekendelser, åbenbaringer og salmer), kvindetekster i og uden for lærde miljøer (oversættelser, gynæceer, visebøger, mundtligt overleveret stof, tidsskrifter) samt kvindetekster i og uden for hof og herregård (selvbiografier, breve, dagbøger, forsvarsskrifter, dramatik, lejlighedsdigtning). 

I litteraturhistorieskrivningen er stedet siden hen kommet i fokus i forbindelse med forsøg på at frigøre en historisk læsning fra traditionelle nationale konstruktioner, der tænker i en enhed af nation, sprog og folk. Litteraturhistorikeren Mario J. Valdés, der har skrevet en latinamerikansk litteraturhistorie, arbejder ud fra en ide om at skabe en bredere kulturel kontekstualisering af litteraturen med begreber om kulturelle knudepunkter (“cultural nodes”), som både kan være tidslige, stedslige, institutionelle eller dannes af forestillingsfigurer. Knudepunkter markerer forandringer i den litterære kultur, og en sådan historisk læsning tænkes at skabe et flerstrenget syn på litteraturhistorien. Valdés’ begreber inspirerer et internationalt litteraturhistorisk projekt, “A Comparative History of Nordic Literary Culture”, som Finn Hauberg Mortensen i en forelæsning på Syddansk Universitet har præsenteret (1.9. 2006). Projektet planlægges at resultere i en udgivelse i 2014.

Et stedsligt knudepunkt i nordisk renæssance kunne være Anne Krabbes design af Stenalt som et slægtens, troens og fortællingens sted. En sådan historisk læsning kan udarbejdes i forlængelse af tre nyere forskningsarbejder om Anne Krabbe og hendes visebog: Rita Pedersens gennemgang af visebogen i Nordisk kvindelitteraturhistorie, bd. I, 1993, Niels Werner Frederiksen vægtige bidrag om alle Anne Krabbes arbejder i “En adelsdame ved arbejdsbordet. Studier i Anne Krabbes visebog”, Svøbt i mår, red. Flemming Lundgreen-Nielsen og Hanne Ruus, bd. II, 2000, og Vibeke A. Pedersens sammenlignende læsning og præsentation, “Anne Krabbe og Vibeke Bild”, Danmark og renæssancen 1500-1600, red. Carsen Bach-Nielsen m.fl., 2006. 

Franco Moretti er en anden litteraturhistoriker, der har studeret udvekslinger og sammenhænge mellem stedet og litteraturen. Han har kortlagt den engelske romans historie i 1800-tallet ud fra de steder, der optræder i romaner af blandt andre Jane Austen. Hendes ægteskabshistorier viser sig ikke mindst at være historien om, at forskellige dele af landet “gifter sig” med hinanden. En ny mobilitet, en ny nationalstat og en fiktionalisering af geografien er på vej. Man kan simpelthen aflæse kulturelle forandringer af romangenrens geografi. 

Samtidig kan Moretti på sine litteraturhistoriske kort følge, hvordan Danmark bliver et af de lande, der oversætter allermest engelsk og fransk romanlitteratur. Her rykker Danmark i centrum af et større europæisk landkort. Hvis man bruger Morettis litterære geografi på Anne Krabbes visebog og kortlægger, hvor hun placerer sine visers handling, vil man opdage, at hun får mange veje til at føre til sine egne slægtssteder, herunder Stenalt. Man vil også blive ekstra opmærksom på, at hovedparten af hendes viser kendes i andre afskrifter, og at de har en relation til både danske, nordiske og europæiske kontekster. Vejene fra og til Stenalt-viserne danner et komplekst spind af relationer, som kan følges ud fra en bredere kulturhistorisk betragtning. 

Man vil også kunne udbygge litteraturhistorikeren Pil Dahlerups diskussion af balladegenren og hendes pointering af, at nedskriften af balladerne/viserne i Danmark er begyndt ganske tidligt sammenlignet med andre europæiske lande. Anne Krabbes visebog, der nærmest er helt fraværende i nyere dansk litteraturhistoriskrivning, bliver en vigtig øjeåbner for de forskellige historiesyn og typer af tænkning, der knytter sig til nedskrivning af ballader/viser i en international kontekst fra renæssance til romantik.

Man vil tillige få et blik for, hvordan herregårde på Djursland var meget aktive renæssancemiljøer, der henter impulser og ideer fra unge mænds dannelsesrejser og unge kvinders interesse for slægtshistorie, bønnebøger og visebøger. Geografien får simpelthen indflydelse på litteraturen, og geografien bliver litterær. I perioden mellem reformationen i 1536 og enevældens indførelse i 1660 indgår skrivekunst og ordkunst i etableringen af herregården, som hvad kultur- og arkitekturhistorikere kalder et “magthus”, et hjemsted for dem, der havde magt eller stræbte efter magt. De mange dødsfald blandt de unge adelsmænd gav kvinderne enkesæder, som de på flere måder måtte befæste, og litterær og kunstnerisk virksomhed ser i Anne Krabbes tilfælde ud til at indgå heri. 

Den amerikanske filosof, Edward S. Casey, bruger begrebet “stedsverden” i sin undersøgelse af stedets betydning for erkendelse, kultur og historie i både førmoderne og moderne kultursammenhænge. Herregårdens litterære univers er en stedsverden og et slægtssted, hvor det enkelte individ giver form og struktur til sin slægts idé, idet man kulturelt og kunstnerisk opdager slægtens steder og historier og gør en storstilet indsats for at forny dem. 

Nutidens interesse for at studere, hvor litteraturen finder sted, skal utvivlsomt ses i lyset af globaliseringen. Som en nyere sociologi påpeger, har globaliseringen på en gang en universaliserende og en partialiserende tendens, idet globaliseringen altid finder sted lokalt: Glokalisering, har man kaldt fænomenet. Globaliseringen fordrer kendskab til lokaliteter og steder, ikke mindst kulturelt og historisk, og dermed kan den blive (udtrykt med en af Elisabeth Møller Jensens metaforer) et “fremkalderbad” for de kulturværdier, som konstruktionen af nationalstaten usynliggjorde. 

Interessen for, hvor litteraturen finder sted og danner knudepunkter eller skaber en geografi, kan fremme en litteraturhistorisk sensibilitet, der gør det muligt at se og opdage kvinders litteratur og forny formidlingen af litteraturhistorien.
 

To opfattelser af en tradition 

Anne Krabbe var optaget af Ribe-historikeren, Anders Sørensen Vedels Hundredevisebog fra 1591. Vedels samling er Skandinaviens første og største trykte samling af viser, og den var blandt andet beregnet til brug for hans opgave med at udarbejde en ny Danmarkshistorie. Stærkt tilskyndet af Frederik II’s viseinteresserede dronning Sophie og hendes hofdame, Tycho Brahes mor, fik Vedel færdiggjort og udsendt sin samling, og rundt omkring på herregårdene bredte interessen for viser sig som en mode. Vedel var især interesseret i at forbinde viserne med kongelig nationshistorie og kristen moral. Han pegede også på, at viserne demonstrerede, at “vore Gamle Danske Poeter” kunne måle sig med de græske og latinske. Han mente, at viserne var en professionel litteratur, der gjorde det soleklart, at nationen og kongehuset havde en lang og glorværdig forhistorie og en kunstnerisk tradition, som tålte sammenligning med andre nationers: “saadane gamle Poetiske dict haffue væren udi brug aff første Begyndelse fast hoss alle Nationer”. 

Anne Krabbe lærte af Vedel og blev snart optaget af at bruge forskellige kilder i arbejdet med sin egen visebog, der menes at være anlagt i perioden 1610-1615. Visebogen tæller i alt 88 viser, hvoraf 54 er forsynet med hendes kommentarer. 4 af viserne kendes udelukkende fra hendes visebog. Visebogen er i dag bevaret i en afskrift fra 1700-tallet. 

Anne Krabbe så viserne i et andet perspektiv end Vedel. Hun var især interesseret i, hvor de kunne tænkes at have fundet sted og hvilke personer, der var involveret. Hun ville meget gerne finde gode historier om Stenalt og sin slægts besiddelser. Hun samlede i sin såkaldte kopibog på afskrifter af juridiske og historiske dokumenter, som hun benyttede i sine visestudier sammen med indsamlede stedssagn. I sine kommentarer til viserne fortæller hun ivrigt, hvis hun har set det sted, hvor visen formodes at udspille sig og har hørt gamle folk fortælle. Hun tillægger sin egen oplevelse af stedet og de fortællinger, hun har hørt om det, sandhedsværdi. Har “gamle folk” omtalt noget, eller har hun set en sten i passende størrelse, er hun overbevist om, at hun kan udpege stedet, hvor visen udspiller sig. 

Viseforskeren, Niels Werner Frederiksen pointerer, at Anne Krabbe i modsætning til Anders Sørensen Vedel og også historikeren Arild Huitfeldt, overhovedet ikke skelner mellem eventyrligt digteri og sandhed i viserne. For hende er der ikke skygge af tvivl om, at visernes personer har levet, og at de oplysninger, hun har fået af gamle folk om steder, er helt og aldeles troværdige. Den værdi, hun tillægger gamle folks beretninger, fremgår tydeligt af hendes egen introduktion til visen “Tule Slet, Ove Knar og Fru Magnild” (nr. 350 iDanmarks Gamle Folkeviser, DgF). Anne Krabbe forklarer her, at visen handler om hr. Ove Knar, der “siges” at have boet på gården “Bøjden”, og Magnild, der siges at have boet på “Agergaard”: “gammel folch siger, efftersom deris foreldre haffuer sagt for dennem”, at herregårdene lå på Vivild mark. Og gårdene er endnu som tomter kendt på “denne dagh”. Det, der især har vægt i Anne Krabbes argumentation, er at noget “siges”, at noget fortælles. Det er det gamle, det sagte og det fortalte, der afgør sagen og giver visen værdi. 

Fortællingen etablerer via hendes personlige tilstedeværelse og notater om de gamle folk en sammenhæng mellem stedet og visen. Udpegningen af gårdenes tomter er godt argument, men alligevel ikke det, der får størst vægt: Det sagte og det fortalte tæller mest. Efter sin afskrift af visen om Tule Slet, Ove Knar og Fru Magnild bringer hun endnu en længere redegørelse for de i alt ni herregårde, som siges at have ligget i Vivild nær Stenalt. Hun opregner gårdene, hvoraf nogle virkelig ligger og har ligget, hvor hun angiver, mens andres placering er ganske usikker. Til de ni Vivild-gårde knytter der sig forskellige viser i Krabbes bog. Foruden “Tule Slet, Ove Knar og fru Magnild” drejer det sig om “Herr Ebbes Døttre” (nr. 194 i DgF), “Hr. Palles Bryllup” (nr. 234), “Nilus og Hillelil” (nr. 325). Viserne danner for Anne Krabbe en mosaik af begivenheder i fortællingens stedsverden.
 

En vise – to kulturer 

I visen “Herr Ebbes Døttre”, som Krabbe som nævnt stedfæster til Vivild-gårdene, bliver to søstre voldtaget af brødrene Bryndeld og Skeenelld, mens pigernes far er på pilgrimsrejse og deres mor i byen. Det hele er begyndt med, at Bryndeld har haft en livagtig drøm om, hvordan han er redet til Ebbes gård, er faldet af hesten og blevet komplet til grin for Ebbes døtre, som han og hans bror ellers er meget optaget af. Skeenelld vil først ikke være med til at opsøge pigerne, mens deres far er væk fra gården. Han mener, at de skal vente, indtil hr. Ebbe er kommet tilbage og så regulært fri til pigerne.

Bryndeld insisterer imidlertid på straks at tage af sted – drømmen har på en gang tændt hans begær og gjort ham vred. Da brødrene ankommer, står pigerne udendørs og er i færd med at børste deres lange hår. Scenen virker både erotisk og udfordrende. Stærke drifter, vrede og erotisk spil er således i gang, og voldtægten finder sted. Bagefter tænker pigerne først på at drukne sig i mølledammen, men beslutter sig alligevel for at blive hjemme: De har lovet deres far ikke at forlade gården. Da han vender hjem, er det moderen, der må forklare, hvad der er sket. Faderen vil straks skride til handling og hævn, men moderen insisterer på, at kvinderne selv vil hævne forbrydelsen og dermed vise, hvad kvinder er værd. Visen har således motiver om et sammenstød mellem en mandlig og en kvindelig kultur og om en kvinderettighed, der bliver respekteret. 

Døtrene føder hver en søn og begiver sig herefter til kirke i rigt guldudstyr. Voldtægts-brødrenes moder foreslår, at de to “brødrehustruer” bliver sat i samme kirkestol, hvilket vil indebære en anerkendelse af deres status som elskerinder. Søstrene siger ingenting, men går til alters sammen, hvilket brødrene opfatter som en accept af tingenes stilstand: De glæder sig. Men nu tager begivenhederne en anden vending: Den ældste søster drager sit sværd ud af sit skarlagenskind og slår Skeenelld ihjel ved kirkedøren. Bryndeld får søstrene først fat i ved selve højalteret. Efter drabene beder søstrene om, at brødrene bliver lagt ved siden af hinanden, så deres blod kan løbe sammen inde i kirken! Visen slutter med, at pigerne kan tage hjem, nu hvor de er hævnet, mens brødrenes moder bærer sine sønner til graven. 

Hævnen i selve kirken og foran alteret angiver, hvor vigtig og retfærdig pigernes handling er, men der synes også at være en kulturel dobbelthed på spil. Man ser, at der under den kristne kult og moral er en slægtens kult og moral, som kvinderne lever og handler efter. Mordet foran alteret er jo et brud på den kristne Guds fred, som kvinderne næsten demonstrativt sætter i værk tilmed lige efter altergangen. Kirken er et Guds hus, hvor der handles i Guds navn; men den bliver i visen også et hjemsted for en slægtsoffentlighed, som kvinderne henvender sig til og handler i på egne vegne og i eget navn. I sine kommentarer til visen skriver Anne Krabbe, at brødrene menes at være begravet i Vivild Kirke. 

Viseforskeren, David W. Colbert, har en god forklaring på, hvordan og hvorfor de stedssagn, Anne Krabbe har hørt, har givet viserne en særlig sandhedsværdi for hende: “Stedfæstelsen kan forekomme os boglærde folk temmelig tilfældig eller enfoldig, men det er, fordi vi betragter den udefra på baggrund af en omfattende læsning. I en mundtlig kultur derimod tjener stedfæstelsen til at gøre visen aktuel, det vil sige både nærværende og virkelig. Samtidig bliver de steder, hvor man færdes til daglig, til steder med historier i”. 

Mens Anders Sørensen Vedel ser viserne som ældgammel, professionel nationallitteratur, er Anne Krabbe en “storyteller”, der vil fuldende de gamle folks historier og den mundtlige kultur med sine egne udsagn, sine afskrevne dokumenter og sin tilstedeværelse på stedet: “ieg Anne Krabbe sl. I. B. (dvs. salig Jakob Bjørns hustru) haffuer personligen sielffuer weret der hoes”.
 

Kritikken af Anne Krabbe 

Både Anders Vedels og Anne Krabbes opfattelser blev overskygget af 1800-tallets romantiske ideer om viserne som en oprindelig folkepoesi og en åndelig, national ressource. Her interesserede man sig for at udrede visernes præcise afstamning og finde frem til de ældste versioner af dem. Den storstilede indsamling og udforskning af viserne, der fandt sted i romantikken med Svend Grundtvig som førstemand, knytter viserne til en forestilling om folkeåndens levende poetiske væld, der skal være et genfødelsens bad for en kriseramt samtid. Her kom adelsdamen, Anne Krabbe, i klemme. Svend Grundtvig var mildt sagt yderst skeptisk over for hendes metode. Han gjorde kort proces mod hendes forklaringer og kommentarer. 

I en analyse af overleveringen af visen, “Ridder Stigs bryllup”, der optræder i en række håndskrifter, vil Grundtvig meget gerne sætte Anne Krabbe helt til vægs. Hun hævder nemlig i sin introduktion, at visens rider Stig er identisk med herre “Sti Krogennuos aff Heyreholm i Skaane”. Hertil skriver Grundtvig:

“Anne Krabbes historisk-topografiske Anmærkninger vise sig imidlertid ofte som upaalidelige og tvivlsomme: de se ofte ud til at grunde sig ikke paa nogen folkelig Tradition, men paa hendes egen Gætning. Da nu endvidere samme Dame, der gav sig meget af med Genealogien, selv udledet sin Herkomst fra de Krognoser paa Hejreholm, saa bliver denne hendes Bemærkning endnu mere mistænkelig, og det saa meget mere, som hun her saa lidt som andensteds har taget i Betænkning at forfalske selve Grundlaget: Visen, ved at indskyde Navnet Krogenos i den; og tror jeg derfor ikke, der er Anledning til at antage, at nogen folkelig Tradition ligger til Grund for denne Henførelse af Visen”.

Der er to historiesyn, der her støder sammen. Grundtvig vil gerne bevare det af folkeviserne, der er, netop som det er, og han fokuserer på den enkelte vises afstamningsforhold. Han vil tilbage til et levende folkevæld og kan ikke fordrage, at afskrifter som Anne Krabbes er en kilde til fejl og uheldige “Frihaandsforbedringer” som i visen om ridder Stig. I sin iver efter at redde fra “Glemselens Dyb […] Folkets Sang eller Sagn […] ordret som det lyder” ser Grundtvig bort fra den dynamiske proces mellem visebøger og nedskrifter. 

Viseforskeren Dorthe Duncker er en af flere, der har gjort opmærksom på, at Grundtvigs metode isolerer visebogs-visen fra den sammenhæng, den placerer sig i – og dermed alt det, som Anne Krabbe interesserede sig for. Grundtvigs metode har formentlig også været medvirkende til, at det stadig i dag kun er muligt for specialister at studere afskriften af Krabbes visebog i sin helhed i Det Kongelige Biblioteks samlinger. Visebogen er nemlig aldrig blevet udgivet i en samlet form, og det er dermed svært for offentligheden at danne sig et indtryk af den som tekstværk. 

Anne Krabbe arbejder med viserne ud fra et helt andet syn på historien end Grundtvigs. Viserne er et gammelt og ofte “smukt” materiale, som hun har ladet afskrive fra periodens skriftlige kilder i adelstraditionen. Gennem sin personlige erfaring, sit eget syn for sagen, sin egen indsats med at indsamle og kopiere gamle dokumenter, remedierer hun den mundtlige kultur og fortælletradition i visebogen og placerer sig selv i et skæringspunkt mellem mundtlighed og skriftlighed. 
Dermed bruger hun også visebogen til at gøre sin herregård til et magthus, der skal respekteres af såvel adel som almue. 

Svindlede hun med visetraditionen? Spørgsmålet er forkert stillet. Hun hentede viserne fra skriftlige kilder og forbandt dem med mundtlige stedssagn i en særlig kulturel konstruktion. Dermed skabte hun en relation mellem skriftlig og mundtlig kultur på det mundtlige samfunds præmis og ud fra dets idé om, at det egentlig kun “er det fortalte, der fortæller om svundne”, som Davis W. Colbert fremhæver. Begrebet “historie” har, som han forklarer, endnu ikke spaltet sig ud i “historien” og “historierne”. 

Krabbes metode er et vidnesbyrd om, at både almuens mundtlige tradition for sagn og adelens skriftlige tradition for viser har været stærk på hendes tid og egn, og at hun har haft meget af vælge imellem. Hun optegnede, som Colbert gør opmærksom på, 15 forskellige ægte stedssagn om 13 viser, og på hans kort over stedssagn med tilknytning til viser er egnen omkring Stenalt stærkt repræsenteret. Anne Krabbes ideer om viserne er således højst forskellige fra romantikeren Grundtvigs og fra efterfølgeren Axel Olriks. Han mente simpelthen, at den ægte folkevise skyr stedsfæste.

At skrive sin historie 

Anne Krabbes formgivning af sit slægtssted og sit magthus, ser man i dag dels i visebogen dels i Ørsted Kirke, som hun gik i gang med at istandsætte omkring 1595, da hun og hendes mand anskaffede sig deres ligsten og lod indrette et gravkapel til deres slægt. Efter Jakobs død begyndte Anne Krabbe systematisk at få afdøde slægtninges kister flyttet til kapellet.

I 1604 fik hun placeret sit og Jakob Bjørns navnetræk ved alle kirkens stole og lod indrette herskabsstole med fremstillinger af sig selv og sin ægtemand øverst i kirken. Alterbordet blev fornyet med et egetræspanel i 1613 med en fremstilling af nadveren, beskyttende indrammet af Anne Krabbes og Jakob Bjørns 24 anevåbenskjolde. Ovenover nadverscenen og våbnene har hun indsat følgende tekst: “Gud till Høyeste Loff, kirken till en zirath, och Hinder Selff til en Ihukommelse”. 

Anne Krabbes selvfølelse og standsbevidsthed præger således rummet, og billedet af fruen selv ser slank som en liljevand og med rosenrøde kinder og gyldne klæder på den besøgende fra kirkestolen. Hun fremstår som inkarnationen af de stolte fruer, som hun samlede så mange viser om. Jakob Bjørn fremstilles som en fornem verdslig mand med mange guldkæder og iført en blød kappe. Han ligner på ingen måde sin kriger-fader, Bjørn Andersen, der ses i fuld rustning på en anden stor velbevaret gravsten. 

Jakob Krabbe er omgivet af kvindelige allegoriske figurer med smukke guldlokker. Den ene har nøgne bryster og holder et spejl i hånden og en slange om armen som allegori over det jordiske og forfængeligheden. Den anden repræsenterer med sværd og vægt den evige retfærdighed. Billedet kranses af drueklasser og putti, og Bjørn selv holder en buket urter i sine hænder, mens Anne Krabbe på sit billede har et fast greb om en bønnebog – måske den hun selv udgav i 1612. Hun er flankeret af allegoriske figurer med henholdsvis bog og høstredskab i hænderne som billeder på det evige og det jordiske. Alle kunstværkets betydninger samler sig i en gylden helhed om de to adelige figurer. 

Det har sikkert passet Anne Krabbe fint, at Ørsted kirke har middelalderlige relieffer af den store stenmester Horder fra 1100-tallet. Hun kunne således i et meget gammelt rum fortælle videre om troen, slægten, stedet og sig selv. Billederne af Anne og Jakob virker på en forunderlig perspektiverende måde sammen med Horders gamle fremstilling af Adam og Eva, der på den mest troskyldige måde holder hinanden i hånden og et figenblad for deres køn, mens slangen frister. 

Det er som om, det lykkes Anne Krabbe i dette rum at få tiden til give efter og strække sig. Hun fandt en meget gammel gravsten over en kvinde med navnet Margaretha Stigsdatter. Krabbe mente, at kong Svend havde ladet kirken bygge, og at han i 1050 stod bag begravelsen af Margaretha, der måske var en tidlig ejer af Stenalt. Hun flyttede derfor resolut stenen og placerede den lige ved siden af sin egen kirkestol og billedet af sig selv. 

Hun skænkede også i 1613 Ørsted kirke en gammel, meget værdifuld kalk i sølv og emalje og smykket med mange ædelstene og filigran. På kalken ses blandt andet den hellige Birgitta af Vadstena, hvilket peger på, at kalken kan være af svensk oprindelse. Muligvis er den et krigsbytte tildelt en af Annes eller Jakobs aner for tapperhed i krig. Anne Krabbe sørgede for sin egen langtidsholdbare tyveriforsikring af kalken. Hun opsatte en tavle med en kraftig advarsel mod tyveri: man påkalder sig Guds vrede og bliver ramt af evige ulykker, hvis man fjerner kalken fra kirken! Under svenskekrigene i midten af 1600-tallet afholdt hendes advarsel en fjendtlig oberst fra at tage kalken med sig som krigsbytte. I 1800-tallet kom kalken kortvarigt til Nationalmuseet. Men da man på samme tid fik afdækket Anne Krabbes advarende indskrift, blev kalken bragt tilbage til Ørsted og dermed til den stedets verden, hvor den i kraft af fortællingen og indskriften er kommet til at høre til. 

Man viste desværre ikke Anne Krabbe samme respekt som hendes kalk. I 1828 blev hendes ligkapel solgt og nedrevet, og alle lig blev begravet et ikke nærmere markeret sted på kirkegården. En mødding siges at være blevet deres monument! 

Paradoksalt nok virker historien om Anne Krabbe og hendes studier dermed så meget desto stærkere som en genius loci, der gør hendes stedsverden ganske særlig, mættet som en farve af det nærværende og det fraværende fra fortid og nutid. 

Kilder: 

Birgitte Bøggild Johannsen og Hugo Johannsen: “Adelsvælde og renæssance”, Herregården. Menneske, samfund, landskab og bygninger, red. John Erichsen og Mikkel Venborg Pedersen, bd. II, 2005. 

Edward S. Casey: Getting Back into Place. Toward a Renewed Understanding of the Place-World, 1993. 

Anemette S. Christensen: “Herremandsliv i Danmark 1500-1660”,Svøbt i mår. Dansk folkevisekultur 1550-1700, bd. II, red. Flemming Lundgreen-Nielsen og Hanne Ruus, 2000. 

David W. Colbert: “Når folkeviser finder sted”, Svøbt i mår, red. Flemming Lundgreen-Nielsen og Hanne Ruus, Bd. I, 1999. 

Pil Dahlerup: Dansk litteraturMiddelalder, bd. II, 1998. 

Dorthe Duncker: “Visernes vej. Sammenhæng mellem visebøger?”,Svøbt i mår, red. Flemming Lundgreen-Nielsen og Hanne Ruus, bd. I, 1999. 

John Erichsen og Mikkel Venborg Pedersen: “Introduktion”,Herregården. Menneske, samfund, landskab og bygninger, red. John Erichsen og Mikkel Venborg Pedersen, bd. II, 2005. 

Svend Grundtvig: Danmarks gamle Folkeviser, bd. I og II, 1966. 

Niels Werner Frederiksen: “En adelsdame ved arbejdsbordet. Studier i Anne Krabbes visebog”, Svøbt i mår, red. Flemming Lundgreen-Nielsen og Hanne Ruus, bd. II, 2000.

Niels Werner Frederiksen: biografisk artikel om Anne Krabbe i Dansk kvindebiografisk leksion,https://www.kvinfo.dk/side/597/bio/520/origin/170/ 

Elisabeth Møller Jensen (m.fl. red.): Nordisk kvindelitteraturhistorie, bd. I-V, 1993-1998. 

Jan Kock: Østjyske herregårde, Aarhus Amt, 2000.

Rasmus H. Knudsen: “Anne Krabbe”, Aarbog, Randers amts Historiske Samfund, 1926. 

Mouritz Mackeprang: “Det saakaldte Christian I’s Rejsealter”,Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie, 1926. 

Franco Moretti: Atlas of the European Novel 1800-1900, 1998. 

Axel Olrik: Danmarks gamle Folkeviser, bd. IV, 1967. 

Rita Pedersen: “Folkemindesamleren Anne Krabbe, Nordisk kvindelitteraturhistorie, red. Elisabeth Møller Jensen m.fl. bd. I, 1993.

Vibeke A. Pedersen: “Anne Krabbe og Vibeke Bild”, Danmark og renæssancen 1500-1600, red. Carsen Bach-Nielsen m.fl, 2006. 

Mario Valdés: “Rethinking the History of Literary History”, Rethinking Literary History, ed. Hutcheon og Valdés, 2002. 

Anders Sørensen Vedel: Hundredevisebog, v. Karen Thuesen, 1993.

Anne-Marie Mai er professor i litteratur ved Syddansk Universitetscenter, Kolding.