Anna Karenina er ikke Nora, slår instruktøren Alexa Ther fast i Betty Nansen Teatrets sminkerum, hvor Forum møder hende kort efter premieren på Armin Petras’ nyfortolkning af Leo Tolstojs 1800-tals-klassiker Anna Karenina.
De to kvindefigurer har ellers en del til fælles. Begge så de dagens lys i slutningen af 1870-erne. Begge var de kvinder af deres tid; talent- og livfulde og dog så begrænsede i deres udfoldelsesmuligheder, at det forkrøblede dem som mennesker.

Tolstoj søger ikke potentialer

Henrik Ibsen valgte at lade Nora forlade sit dukkehjem og søge lykken udenfor. Hvor hun gik hen, gav han ikke noget konkret svar på. Når Anna Karenina forlader scenen og vælger at gå fra det hele, ved vi godt, hvor hun ender. Hos Tolstoj er der kun een mulig slutning, og den er ultimativ.
Forløsningen er ikke den moderne kvindes selvrealiseringsprojekt, hendes frihed og muligheder for at skabe et eget, selvstændigt liv. Tolstojs fortælling er en fortælling om fortabelse, ikke potentialer.
Den er en fortælling om en kvinde, der lever i et kærlighedsløst ægteskab med sin mand, statsmanden Karenina. Han sikrer hende social anseelse og en ganske behagelig levefod, men ægteskabet er kærlighedsløst og uden gnist. Hun er derfor ikke svær at sætte i brand, da hun møder den unge, ryggesløse grev Vronskji på banegården i Moskva, men det bliver et skæbnesvangert møde.
Anna Karenina vælger at følge sit hjerte. Hun satser alt på kærligheden – og mister det hele: sin sociale status, sin anseelse og retten til sit barn. Til sidst står hun i en eksistentiel blindgyde; der er ingen åbne døre at gå hverken ind eller ud af. Der er kun det tog, hun kom ind med, og det kan hun, som hun slutteligt viser, kun tage ud med igen. På een måde.

Tolstoj pakker social kritik ind i et populærlitterært kærlighedsplot

Som med Ibsens Nora er de begrænsninger, der former Anna Kareninas liv, i høj grad betinget af den sociale virkelighed, de blev skrevet ind i. Den frie, selvstændige kvinde, der levede sit eget liv og traf sine egne valg, var ganske enkelt ikke opfundet endnu.
Alligevel ser Alexa Ther Tolstojs fortælling som en universel spejling af de grundlæggende livsvilkår, som også det moderne menneske kan fare vild i.
– Man kan stadig spejle sig i følelsesforvirringen i alle dens afskygninger. Det gør teksten universel. Den deroute Anna Karenina oplever, fordi hun bliver mere og mere fordrende i forhold til noget, der ikke kan holdes fast, oplever man stadig, fortæller Alexa Ther om sin hensigt med at sætte stykket op.
Tolstojs oprindelige roman er en mursten på næsten 1000 sider, som indeholder så meget mere end fortællingen om Anna Kareninas tragiske skæbne. Den leverer en socialt bevidst samtidskritik og har flere politiske subplots, der kun undgik datidens censur, fordi helheden var pakket ind i det populærlitterære kærlighedsplot.
Armin Petras’ moderne dramatiske bearbejdning af teksten fra 2008, som Alexa Ther har arbejdet ud fra, er dog skåret helt ind til benet, og tilbage står romanens tre kærlighedshistorier: Annas bror, den udsvævende Stefan, der lever i et illusionsløst og lettere kynisk ægteskab med sin kone Dascha, den revolutionære Ljovin, der finder lykken på landet med den purunge Kitty, og så selvfølgelig det centrale trekantsdrama mellem Anna, Vronskji og Karenina.
Grådighed, begær og selvoptagethed er de grundelementer Alexa Ther trækker frem fra Tolstojs tekst og viser til et moderne publikum. Og så jagten på lykken. Den er ikke gået af mode siden 1876. Vi lader heller ikke rigtig til at have fundet den endnu – men det kommer vi tilbage til.

Stemt ud af societycirklernes Paradise Hotel

Som en blanding mellem Greta Garbo (filmversionen af Anna Karenina fra 1935, red.) og den skumfødte Venus fra Milo ankommer Anna Karenina til Betty Nansen Teatrets scenerum i en sky af hvid damp. Der er kun dette ene rum hele stykket igennem; en slidt balsal med et par enkelte møbler, der mest af alt ser ud, som om de er tilfældigt efterladt der. Et lukket rum uden vinduer, udsyn eller flugtveje. Et lettere klaustrofobisk rum, der er løftet ud af tid og sted. En slags 1800-tallets Paradise Hotel, hvor deltagerne kaster sig ind i det lukkede, sociale spil med lige dele begær og kynisk beregning, og hvor selv vinderne ofte kommer til at fremstå som tabere til sidst.
– I dag lukker vi dem inde på et hotel. Dengang havde man societycirklen, man skulle passe ind i. Den lagde nogle rammer, og hvis man sprængte dem, fik man en regning på det. Ligesom man bliver smidt ud af Paradise Hotel, blev de også smidt ud af de sociale cirkler, de bevægede sig i, svarer Alexa Ther på sammenligningen.
Det var en sætning fra den tyske digter Georg Büchner, der først satte Alexa Ther på sporet af at omskabe rummet til en afdanket balsal: “Mit hoved er som en balsal, hvor de sidste dansere har kastet maskerne”.
– Der er en spejling af menneskenes sjæl i rummet. Man oplever jo også, at de blotter sig.
For Anna Karenina er det ikke mindst de snærende sociale begrænsninger, der spejles i det lukkede rum. Hun er en kvinde, der ønsker selvrealisering og forløsning, men hun løber i bogstaveligste forstand konstant panden mod en mur.
– Tolstoj var meget interesseret i at skildre kvinders vilkår, og han beskriver hende som et ekstremt talentfuldt menneske, der går i stykker, fordi hun ikke kan realisere sig selv. Hun har en masse ressourcer med sig; hun taler flere sprog, hun kan tale om alt fra politik til mode. Men dengang var kvinders situation en anden, fordi de var totalt afhængige af deres omgivelser.
Samtidig er balsalen drømmenes og illusionernes rum. I det rum frisætter Anna Karenina det eneste, hun har at frisætte: sit begær.
“Jeg kan ikke forbyde mig selv at ånde, at leve, at elske. Alt andet ville være en endnu større løgn end den, vi allerede lever i”, som hun udbryder i Stine Stengades følelsesfulde skikkelse, og det lyder så smukt, men det bliver så grumt, for når begæret og livsdrømmen sættes fri i det lukkede rum uden at være bundet op på en konkret social virkelighed, har den det med at implodere.
– Jeg tror ikke, at mennesker uden sociale relationer til omverdenen kan fungere. Det kan man også tænke over i det moderne liv. Mange mennesker lever med et ekstremt fokus på sig selv og uden fokus på andre. Figurerne i stykket afspejler det livsvilkår – og den ensomhed, der opstår ud fra det.
I det lukkede rum bliver Anna Karenina en kvinde uden retning. En kvinde, der kun eksisterer i sine følelser og mandens blik. Og her krakelerer hun.

Passionens vrangforestillinger

Anna Karenina er kendt som en af verdenslitteraturens største kærlighedshistorier. Men handler stykket overhovedet om kærlighed?
Uden at ville gøre sig klog på kærlighedens væsen, er det er et af de spørgsmål, Alexa Ther selv stiller. Og hun besvarer det også selv:
– De har en relation, som er en passion. Men de kalder det kærlighed.
For handler Anna Karenina ikke mere om begær end om kærlighed? Handler stykket ikke i højere grad om at fare vild i begæret og tabe sig selv, end det handler om kærlighedsmødet mellem to mennesker?
Anna er så forblændet af den spejling af sig selv, som hun møder i Vronskjis blik, at hun egentlig aldrig ser manden bag blikket. I klassisk forstand eksisterer hun kun i kraft af hans blik.
Det understreges ikke mindst, da de to elskende stikker af til Italien sammen, fordi Vronskji drømmer om at realisere sig selv som maler. Han maler selvfølgelig Anna. Der står hun så foran billedet af sig selv, og hun er helt forgabt. Forgabt og fortabt.
– Det er jo et fantastisk billede. Men hun kan ikke leve kun i hans øjne. Det er det, de to i høj grad gør. De isolerer sig. Men vi kan jo ikke leve uden, at vi har vores eget standpunkt – også i en politisk, en social og en kulturel virkelighed, fastslår Alexa Ther.
Det er her, forskellen mellem de to bliver markant. Vronskji vender sig og går. Fordi han kan. Han finder nye veje. Men hvor skal Anna gå hen? Da hun mærker, at han trækker blikket tilbage, overmandes hun af en fornedrende desperation, for uden hans blik er hun ikke mere til.
Hun er blevet en junkie, hooked på begæret og på morfin. Uden sit daglige fix går hun til grunde.

Den klaustrofobiske frihed

Anna Karenina stiller spørgsmålet, om lykken overhovedet er mulig.
Stykket fremstiller ikke ægteskabet som en løsningsmodel. Det gør Alexa Ther personligt heller ikke.
Hun ser ægteskabet som en outdated socialøkonomisk konstruktion – og så alligevel som en drøm, der burde kunne realiseres.
Det er netop i denne dobbelthed, det at vi altid har valget og tillige uendelige muligheder, at hun ser det moderne menneskes største begrænsning.
– I dag har vi 1000 muligheder. Det er måske vores største problem, det vi drukner i. Vi har nogle andre vilkår, men friheden kan på en måde være lige så klaustrofobisk.
Teatret giver mulighed for at blotte de vilkår. Man kunne have forestillet sig, at man i en moderne version af Anna Karenina havde leget med slutningen. Man kunne have ladet hende gå af scenen som enlig mor med tjek på tilværelsen. Fortolkningsmulighederne kunne være så mange.

Get a life, Anna Karenina

Alligevel står den klassiske Anna Karenina tilbage, som et spejl på den livssituation også mange moderne kvinder står i, selvom de prøver så hårdt at finde lykken gennem speltboller, feng shui og/eller fri sex.
– Det håber jeg i hvert fald, at man oplever. Specielt hen mod slutningen, hvor hun (Anna, red.) siger: “jeg ved ikke, hvem jeg er. Jeg ved bare, hvad jeg vil, og selv det ændrer sig time for time”. Det er en af de sætninger, der virkelig henvender sig til et moderne publikum, som måske befinder sig i et lignende livskaos. Det, at man har store drømme og store ønsker, men ser, at det ikke kan lade sig gøre.
– Der er mange, der reagerer på Anna Karenina ved at sige: “get a life!”, men hvis bare det lykkes at sætte den tanke i publikum, så er det allerede nok”, slutter Alexa Ther foran Betty Nansen Teatrets garderobespejl.