Indtil for få år siden forbandt jeg primært navnet Berthe Morisot med rollen som muse og model for den franske maler Edouard Manet: Hun malede lidt, men kopierede hun ikke bare mest de berømte samtidige mestre Manet, Renoir, Pissaro, Sisley…?
Men nu sætter Ordrupgård med sin seværdige og velkomponerede Berthe Morisot. Den store kvindelige impressionist en fed streg under Morisots kunstneriske format. Museet gør endda mere end det. De bringer også en perspektivering til tre andre kvindelige, samtidige kunstnere samt en række velvalgte citater om – og af Morisot, der spiller sammen med de udstillede værker, som giver udstillingen lige det kvindepolitiske touch, der hører med til historien om vilkårene for kvindelige kunstnere i det 19. århundrede.

Født med en sølvske i munden

Berthe Morisot var heldig. Ikke blot blev hun i 1841 født ind i et velstillet og kultiveret hjem som nummer tre i en børneflok på fire, hendes forældre stimulerede også i høj og usædvanlig grad hende og hendes søster Edmas kreative evner. I 1852 flyttede familien til forstaden Passy uden for Paris.
En dag fik moderen den idé, at børnene skulle forære deres far en tegning, hvorpå hun ansatte en tegnelærer. Det var i 1857, og pigerne var teenagere. Tegnelæreren var lidt af en stivstikker, så han blev hurtigt erstattet af en anden, der ganske oprevet skrev om sine nye elever til moderen:
“Deres døtres talent taget i betragtning vil min undervisning ikke resultere i en række yndige små billeder fra deres hånd. Den vil gøre dem til kunstnere. Er De helt klar over, hvad dette vil betyde i Deres miljø? Det vil være revolutionært, for ikke at sige katastrofalt.”

Debut på Salonen

Den besked fik ikke forældrene til at ryste på hånden, og pigerne malede videre, nu med friluftsmaleri og med undervisning af den førende ekspert inden for feltet, Jean-Baptiste Corot. Han introducerer pigerne til kunstnermiljøet, og de udvikler sig fortsat og får i 1864 antaget værker på Salonen – nåleøjet, som enhver kunstner må igennem for at blive anerkendt som sådan.
Året efter lader faderen et atelier opføre i haven til sine talentfulde døtre, men da søsteren Edma i 1869 bliver gift og flytter til Bretagne, lægger denne malerpenslerne på hylden. Endnu et anslag er, at atelieret bliver smadret under den fransk-tyske krig i 1871. Først tyve år senere får Berthe Morisot et atelier igen.

Brødrene Manet og impressionisterne

Venskabet med maleren Edouard Manet i 1868 bliver afgørende for dem begge. I ham ser Berthe Morisot et avantgardistisk forbillede, og han ser i hende en forførende og stærk kvinde. I alt ti gange portrætterer han hende (som kvinde, ikke som kunstner) frem til 1874, hvor hun gifter sig – med hans bror Eugène.
I øvrigt er der grøde i luften: En flok unge endnu ikke etablerede kunstnere som Monet, Degas, Renoir, Bracquemond og andre har i protest mod det akademiske smagsdommeri i Salonen arrangeret en alternativ udstilling. Morisot bliver inviteret med, og hun siger ja, selv om Edouard Manet forsøger at tale hende fra det. Og gudskelov for det, for hun bliver eneste og første kvindelige kunstner i den impressionistiske sammenslutning, som ser dagens lys.
På den anden impressionistudstilling i 1876 er Morisot præsenteret med nitten værker, heriblandt Vasketøjet hænges til tørre, der viser, hvor dristigt og kompromisløst Morisot lader skitsen fremstå som et kunstværk i egen ret. Bortset fra ét år – 1879, hvor hun tog sig af sin lille datter – udstillede Morisot på samtlige otte impressionistudstillinger.

Mand og barn ingen hindring for karrieren

I 1878 bliver Morisot 38 år gammel mor til datteren Julie, og som hun ironisk/humoristisk skriver til søsteren: “Minsandten, jeg er som alle andre!”
Fødslen af datteren betyder ikke, at hun opgiver malergerningen, tværtimod gør hun datteren til sin foretrukne model. Lige præcis omkring motivkredsen adskiller Morisot sig fra sine mandlige kolleger, for hvor de skildrer det parisiske natteliv, herunder prostituerede og café-scener, er det privatlivet helt bogstaveligt talt, som Morisot afbilder i sin kunst: Fra datteren leger med sandkager over sejlture på Seinen til datteren bliver en ung pige.
På et af malerierne Eugène Manet med sin datter i haven optræder højst usædvanligt på den tid faderen i det lille familiesceneri.

Større kunstnerisk frimodighed

På ét punkt sker der dog et markant skift: Fra udelukkende at male med oliefarver, går hun mere og mere over til akvarel. Det har flere fordele: Selv som privilegeret kvinde har hun nu mindre tid end før, og her passer akvarellens lette, hastige strøg til de nye rammer. Undertiden omsætter hun senere akvarellerne til oliemalerier, men også med oliefarverne tager hun sig større friheder end før: længere penselstrøg, der hvirvles ind i hinanden.
Udviklingen ses markant i to portrætter af liggende kvinder: Dame med vifte. Portræt af madame Marie Hubbard fra 1874 og Liggende ung kvinde fra 1879. Hvor førstnævnte portræt er tydeligt inspireret af Manets afklædte Olympia, bortset fra, at Morisots version er tækkeligt påklædt, så er der i det andet portræts lange, hurtige penselstrøg i grå nuancer, der frækt får kjole, sofa og baggrund til nærmest at flyde sammen, en ny frihed og energi.

Morisots syn på sig selv

Man fornemmer i de dristige penselstrøg en selvbevidst kvinde, hvilket understreges af udstillingens fotografier af hende, for eksempel et direkte, nærmest intimiderende blik på fotografiet fra 1875 af Morisot i festligt skrud. Men om fremtoningen skal tages som udtryk for en selvforståelse som banebrydende kunstner er ikke sikkert, når man læser følgende uddrag fra hendes notesbog fra 1881:”
… ønsket om berømmelse efter døden har længe forekommet mig at være en urimelig ambition. Min har kun gået ud på at ville fastholde noget af det forgængelige… Julie, når hun sidder på en bestemt måde, et smil, en blomst, en frugt, en gren; blot en eneste af disse ting ville være mig nok.”
Alligevel vil man/jeg som nutidig beskuer gerne læse en bevidsthed hos Morisot om sin egen betydning som rollemodel for kommende generationer ind i det stærke selvportræt fra 1885: Her er hun 44 år, en moden, gråhåret kvinde sender beskueren et hurtigt direkte blik, palet og pensel i bevægelse skitseres med hidsige penselstrøg i nederste venstre hjørne og fortæller, at det er den arbejdende kunstner, der er i fokus, ikke kvinden, der vil flashe sig selv.

De sidste år

Morisots sidste leveår – hun dør som 54-årig i 1895 – er præget af eftertænksomhed og melankoli, også i forhold til sin egen rolle som skabende kvinde:
“Jeg tror ikke, der nogensinde har eksisteret en mand, som har behandlet en kvinde som sin ligemand. Og dog er det alt, jeg kunne ønske mig, for jeg ved, at jeg er lige så meget værd som dem.”
Bortset fra et par landskabsbilleder er det nu kun den unge kvinde Julie, der males. Morisot mister både sin mand og sin ene søster i henholdsvis 1892 og 1893, og da hun i februar 1895 tager sig af Julie, der ligger syg med influenza, får hun selv lungebetændelse og afgår ved døden. Hun efterlader et værk på fire hundrede malerier og endnu flere tegninger. På Morisots dødsattest stod der:
Navn: Berthe Morisot
Profession: Ingen

Andre kvindelige samtidskunstnere

Udstillingen afsluttes med en hurtig perspektivering ud til tre kvindelige kolleger, Eva Gonzales, Marie Bracquemond og Mary Cassatt. Her skuffes man over ikke at få lidt mere at vide om disse tre kvinder: Eva Gonzales, som Berthe Morisot åbenbart anså som en rival, døde allerede som 34-årig, Marie Bracquemond, der af nogle kunstkritikere ansås for den mest talentfulde af kvinderne, blev til gengæld kunstnerisk stækket af sin jaloux ægtemand, der forbød hende at male. Amerikaneren Mary Cassatt kan interesserede se mere til, når Ordrupgaard laver en soloudstilling med hendes værker.