“Vi havde sagt til hende, at hun ikke skulle komme i nederdel”, lyder det i en af de centrale replikker i Jean-Paul Liljenfelds film La journée de la jupe, [ Nederdeledagen, red], som høstede mange anmelderroser ved filmfestivalen i Berlin i februar 2009. 

“Hun” er en depressionsramt fransk skolelærer, der har svært ved at styre en niendeklasse i et uspecificeret indvandrerkvarter, hvor sexismen er et banalt element i den almindelige verbale vold. Da læreren med Isabelle Adjani i hovedrollen ved et tilfælde får fat i en pistol, som en af eleverne har taget med i skole, mister hun grebet om situationen og sig selv og tager sin klasse som gidsel.

Og så er det, at en af kollegerne mener at se den knælange, uelegante nederdel, som en del af forklaringen på lærerindens manglende autoritet i et miljø, hvor pigerne konsekvent er « ludere » og « mærer ». Især hvis ikke de skjuler deres kvindelighed i uformelige træningsdragter eller under muslimske tørklæder.

Forår for nederdel og respekt 

Allerede inden instruktøren besluttede sig for titlen, var han en tur på internettet for at sikre sig, at han ikke uforvarende stjal navnet på et eksisterende værk. Det gjorde han ikke. Til gengæld opdagede han, at der i Frankrig findes et site Printemps de la jupe et du respect [Forår for nederdel og respekt, red.], hvor skoler landet rundt opfordrer pigerne til at møde i kjole og nederdel til debatter og workshops om sexisme og kønsstereotyper.

Georges Sand, der selv provokerede ved at gå i jakkesæt og ryge cigar, ville mildt sagt være desorienteret i Frankrig anno 2009. Ikke fordi alle går i lange bukser. Men fordi retten til at gå i nederdel er blevet et feministisk krav og et symbol på en galopperende sexisme blandt de helt unge.

“Dette er ikke et fænomen, der begrænser sig til fattige indvandrerkvarterer præget af en muslimsk kønsmoral. Sexismen udtrykkes måske mere direkte og kan være mere tydelig i sådanne miljøer. Men hele det franske samfund er præget af en modsætning mellem en diskurs om seksuel frihed på den ene side, og på den anden side en virkelighed, hvor seksualmoralen især for kvinder er forblevet meget traditionel”, siger Thomas Guiheneuc. Han er initiativtager til  Printemps de la jupe, som i foråret løb af stabelen i 25 skoler og gymnasier hovedsageligt i Nordfrankrig.

Det er også en af konklusionerne i en stor undersøgelse om franskmændenes seksualitet, Enquête sur la sexualité en France[Undersøgelse af seksualitet i Frankrig, red.], som blev offentliggjort sidste efterår. Mænds og kvinders seksualitet har forskellig status, og kønsstereotyperne har aldrig haft det bedre. De er nemlig et spejlbillede på forskellen mellem ideal og virkelighed på ligestillingsområdet i almindelighed, konkluderer undersøgelsen.

Midt i modsætningen mellem seksuel frihed og kvinders ærbødighed

Nederdeleoprøret startede på landbrugsskolen IPSSA i Vitré I Bretagne. Thomas Guiheneuc og hans frivillige organisation, Liberté Couleurs, organiserer workshops i folkeskolens ældste klasser, gymnasier og på ungdomsuddannelser om vold og konfliktløsning. Med rollespil, videoprojekter og debatter i små og store grupper skaber han bevidsthed blandt de unge om, hvordan bestemt adfærd og bestemte holdninger er med til at skabe vold og spændinger. 

Det var under et projekt på landbrugsskolen i Vitré, at han blev opmærksom på nederdelen. Eller snarere fraværet af nederdelen.

“Piger, der har nederdel på, vil gerne have, at vi kigger på dem”, sagde en dreng med et skævt smil.

“Vi har aldrig nederdel på, for drengene kommer altid med dumme bemærkninger eller pifter ad os”, forklarede pigerne.

Den debat mundede ud i en diskussion om kønsstereotyper. Om hvorfor en bestemt påklædning udlægges som signal om, at pigen er parat til sex. Og om hvorfor pigerne er “ludere”, hvis de har flere partnere, mens drengene med samme praksis er seje. Diskussionen mundede ud i en aftale om, at alle pigerne skulle komme i nederdel i en hel uge.

“Formålet med “Nederdeleugen” er selvfølgelig ikke, at pigerne skal begynde at gå mere i kjole. Men at få alle til at tænke over, hvilke kønsstereotyper, der ligger bag de unges dress code”, siger Thomas Guiheneuc.

Vi er i Louis Guilloux-gymnasiet i Rennes i det nordvestlige Frankrig, som deltager i “Printemps de la jupe et du respect”. Debatten handler i første omgang om, hvor kort en nederdel må være, hvor meget bar mave der må vises, og hvor meget man må se af g-strengen, før pigen er en luder.

Drengene er forholdsvis mundlamme og nøjes med smørede grin og skubben med albuerne. Men pigerne er også ganske glimrende i stand til at formulere kønsstereotyperne selv. Bag udgangspunktet om pigernes påklædning viser sig en seksualmoral, som 1950’ernes mødre ville nikke bifaldende til. Bortset fra at sprogbrugen er noget mere direkte.

“Ja, altså, begynder en pige med langt lyst hår, hvis en pige hele tiden render og fnidrer med drengene, og hun bliver “tourneret” (et slangudtryk for gruppevoldtægt, red), skal hun da ikke beklage sig. Selvfølgelig vil jeg hjælpe hende, men hun har da selv været lidt ude om det”, siger hun, og støttes jævnt hen af veninderne.

Hvor langt vil man gå med sex

Debatten sporer sig ind på, hvor langt man skal gå i forhold til kærestens ønsker om sex. Her har en mørhåret pige i kridhvid anorak svar på rede hånd.

“Han begynder altid med at sige, at hvis man elsker ham, så skal man også vise det. Og pigen bliver snydt hver gang. Hun tror på, at han elsker hende for alvor, og så giver hun efter. Og når man så først har sagt ja til at sutte den af på ham, så vil han hele tiden have mere, og så skal man også røvpule, og man bliver snydt alligevel”, siger hun hurtigere og hurtigere, mens resten af salen enten måber eller fniser henrykt.

“De unge er omgivet af sexistiske kønsstereotyper i medierne. De har let adgang til pornofilm og ingen til at fortælle dem, at det ikke er virkelighedens seksualitet, der vises. Musikvideoerne er skoleeksempler på, hvordan piger fremstilles som sexobjekter. Også ungdomsbladene er fulde af persontests og artikler med gode råd til pigerne i artikler med titler som “Hvilken sexdulle er du” og “Sådan tilfredsstiller du ham”, kommenterer Thomas Guiheneuc.

“Men i den fase, hvor teenagerne forsøger at definere deres egen femininitet og maskulinitet, kan de ikke overskue og lægge den nødvendige distance til alle disse meddelelser. Derfor er det også pigerne selv, der udvikler en seksualmoral med radikale svar på, hvad man må og ikke må, hvornår man er en luder, og hvornår man er en pæn pige. Påklædningen er et af parametrene. Nogle piger vil klæde sig oversexet, andre vil skjule deres krop mest muligt”, påpeger han. 

Kontrol af kvinders seksualliv eksisterer i bedste velgående

Philippe Liotard er sociolog med speciale i sociale stereotyper, herunder kønsstereotypers opståen og vedligeholdelse i et samfund, som i øvrigt foregiver at have kønsligestilling som ideal. Han organiserer seminarer på den franske lærer- og pædagogikumuddannelse om forholdet mellem drenge og piger i folkeskolens ældste klasser og deltager også i “Nederdeleinitiativet”:

“Det sociale behov for at kontrollere kvinders seksualitet eksisterer stadig, selv om vi tror, vi har indført ligestilling og skiftet den gammeldags seksualmoral ud”, siger han.

“Takket være p-pillen er seksualiteten blevet frigjort fra den reproduktive dimension. Og sex er heller ikke kun legitim inden for ægteskabet. Både mænd og kvinder kan have skiftende partnere. Men det ligger implicit i sexmoralen, at for kvinder er formålet med de skiftende partnere at finde sig en fast partner. Sex er vejen til ægteskabet. Og at have et godt sexliv er vejen til at bevare ægteskabet. I hvertfald for kvinder er sex ikke et mål i sig selv.”

“Derfor er der to typer diskurser: I forgrunden har vi en diskurs, der fortæller kvinderne: “vær fri, gør hvad du har lyst til”. I baggrunden har vi en helt anden diskurs, som siger: “en pæn pige går ikke fra partner til partner”. Det er denne selvmodsigelse, de unge har svært ved at håndtere, og de løser selvmodsigelsen ved at antage en meget traditionel seksualmoral og støtte sig til de traditionelle stereotyper om pigers og drenges seksuelle adfærd”, mener Philippe Liotard.

Seksualmoralen har kun ændret sig på overfladen

Selvmodsigelsen bekræftes netop i den store sociologiske undersøgelse, Enquête sur la sexualité en France, som blev offentliggjort sidste efterår som afslutning på et forskningsprojekt foretaget af Frankrigs nationale forskningsinstitution, CNRS, og det franske institut for sundhedsforskning, INSERM.

“Der er mindre og mindre forskel på mænds og kvinders sexudøvelse. Og franskmændene mener i stigende grad, at et godt sexliv er en nødvendig ingrediens i det gode liv. Men samtidig er der stadig forskel på forestillingerne om mænds og kvinders seksualitet”, fastslår undersøgelsen.

Forskerne har blandt andet spurgt franskmændene om, hvorvidt mænd har et større behov for sex end kvinder. Næsten tre ud af fire kvinder svarer ja, og heraf er 35 procent fuldstændig enige, mens resten er overvejende enige.

Den største grad af opbakning bag synspunktet finder man i aldersgruppen 35-39 år, hvor 76,9 procent svarer ja. De helt unge mellem 18 og 24 år er de mest skeptiske over for synspunktet, men alligevel er 65,8 procent fuldstændig eller overvejende enige. Det samme er 59 procent af mændene.

En anden kønsforskel gælder sammenhængene mellem sex og følelser. Her mener kun 20 procent af kvinderne mod 40 procent af mændene, at det er i orden at have sex uden at være forelsket.

“Det er stadigvæk mere problematisk for kvinder end for mænd at sige, at de har haft mange forskellige partnere. Kvinders seksualitet er stadig knyttet til parforholdet, og dermed til deres biologiske rolle i formerningen – deres rolle som mor”, konstaterer Nathalie Bajot, seniorforsker ved INSERM og leder af undersøgelsens forskning i ligestillingsaspekter.

Som hun også konkluderer i Enquête sur la sexualité en France:

“Selv om ægteskabet er blevet devalueret, er fokuseringen på det legitime par i sexudøvelsen ikke forsvundet. Og trods ligestilling er denne fokusering forskellig hos mænd og kvinder”.

Er seksualiteten da kønsstereotypernes sidste bastion? 

Nej, svarer Nathalie Bajos. Situationen er mere kompleks. Og langt værre, set fra et ligestillingssynspunkt.

“Vores hypotese er, at seksualiteten er det symbolske rum, hvor modsætningsforholdet mellem ideal og virkelighed på ligestillingsområdet udspiller sig. Man har en social diskurs, der siger, at kvinder er lige så gode til politik, har lige så gode lederevner og bør tjene det samme i løn. Men virkeligheden ser helt anderledes ud. Det skaber spændinger. Opretholdelsen af de seksuelle kønsforskelle afspejler denne mangel på ligestilling”, pointerer Nathalie Bajos.

Og hun går et skridt videre.

“Vi mener, at de seksuelle kønsforskelle vil blive med med at bestå, så længe der ikke er fuld ligestilling. Fordi opretholdelsen af kønsforskellene i forestillingerne om mænds og kvinders seksualitet genopretter en overensstemmelse mellem ideal og virkelighed. Som gruppe er det lettere for kvinderne at leve med modsætningen mellem ideal og virkelighed, når manglen på ligestilling understøttes af den biologiske forskel på kønnenes seksualitet”, siger Nathalie Bajot.

Som undersøgelsen også viser: De adspurgte, som i deres dagligdag oplever høj grad af ligestilling, tror mindre på de seksuelle kønsforskelle. Og omvendt. De, som i dagliglivet oplever, at der er langt til ligestilling på arbejdsmarkedet eller i familien, bakker mest op om de seksuelle kønsforskelle.

Og de helt unge er naturligvis ikke upåvirkede af den sociale diskurs, som karakteriserer det franske samfund generelt.

“Holdningen til piger, der lever deres sexliv, som det passer dem, er det samme som det altid har været. Negativt”, fastslår Thomas Guiheneuc.

“Det er det, de unge udtrykker helt spontant, når man begynder at tale seksualitet med dem. Men det viser sig også, at når man spørger ind til deres holdninger og stiller dem over for deres egne selvmodsigelser – for eksempel at de hævder at respektere pigerne, men alligevel kalder dem for ludere – så bevæger holdningerne sig”, påpeger han.

“Før vi klandrer teenagerne for back-lash, bør vi dermed gribe i egen barm og skabe overensstemmelse mellem ligestillingsidealet og virkeligheden. På med nederdelen, så at sige”, slutter Thomas Guiheneuc.