– Is that your son?
Den cirka ti-årige dreng kigger på mig med store mørke øjne. Tydeligvis stolt over at have stillet sit spørgsmål på engelsk. Så kigger han over på den robuste, kortklippede person, som flakker iltert rundt i den voksende menneskemængde med kamera og brændende blik.

Om det er min søn? For det første er personen et par år ældre end jeg selv. For det andet er det en kvinde. Jeg ryster på hovedet.
– It is a woman, siger jeg så.
Drengen kigger måbende op på mig. Så tilbage på kvinden i menneskemængden. Der er noget, han ikke kan få til at passe.

Drengen bor i en landsby i nærheden af Janakpur i det sydlige Nepal. I hans verden går kvinder ikke i kakifarvede bukser, sandaler og t-shirt som den insisterende kvinde med kameraet. Kommer kvinderne overhovedet uden for hjemmet, sker det som de fleste andre steder i Nepal med sænket blik og kroppen indhyllet i farvestrålende sarier.

Men ikke Usha Titikshu. Hun er 34 år, fotograf og menneske-rettighedsaktivist. Hun gør nærmest en dyd ud af at valfarte ind og ud af kvindens og mandens skarpt definerede roller i det hinduistiske og stærkt patriarkalske bjergland. For eksempel har hun valgt at barbere sit hår af. Noget der ellers er forbeholdt enker som et ufrivilligt brændemærke, fordi de ifølge overtroen mistænkes for at besidde dæmoniske kræfter, der kan have forårsaget mandens død.

– Jeg har aldrig holdt mig tilbage. Min opdragelse er nok en stor del af forklaringen. Mine forældre gik imod den herskende kultur og har aldrig behandlet mig anderledes, fordi jeg er pige. Som teenager var jeg meget aktiv både i sport og socialt arbejde, fortæller Usha Titikshu, der købte sit første kamera som 16-årig.

En fuldautomatisk Yashica-model, der var med til at bane vejen til Usha Titikshus position som den første kvindelige nepalesiske fotojournalist. Dermed er hun blevet en rollemodel for de nepalesiske kvinder, der ønsker at bryde med den stærke sociale konvention om, at en kvinde er mandens ejendom og forudbestemt til en ufravigelig plads i hjemmet.


Kvindegrupper rører på sig

I Nepal er det mildt sagt op ad bkke for ligestillingen. En 111. plads var, hvad det kunne blive til blandt 115 lande i den seneste Global Gender Gap Report fra World Economic Forum.

Men landets spirende kvindebevægelse er begyndt at røre på sig. I november 2006 indgik den siddende regering og de maoistiske oprørsbevægelser en fredsaftale, som overvåges af FN. Det har skabt optimisme i et land, der i mere end ti år var hærget af voldelige konflikter. De udsprang af dybe politiske, økonomiske og sociale skel mellem etniske og religiøse grupper, og har kostet over 13.000 mennesker livet.

Efter fredsaftalen blev en midlertidig forfatning vedtaget i januar 2007, og i marts nedsættes en midlertidig regering. Senere i år er der valg til en ny forfatninggivende forsamling, der skal vedtage en blivende forfatning. Den forventes først at kunne træde i kraft i 2009. Men op til valget vejrer en del af landets kvindegrupper morgenluft.

Tulsa Acharya er præsident for NGO’en Janaki Woman Awareness Society (JWAS) og har i 14 år været aktiv i kampen for kvinders rettigheder i Nepal. På hendes ønskeliste til den nye forfatning står blandt andet et ønske om, at kvinder skal have arveret på lige fod med mænd. Hun vil også have håndhævet det eksisterende forbud mod dowry eller medgift, for det er fortsat en udbredt praksis at betale en sum penge eller jord for at gifte en datter bort.

– Det helt store problem er, at kvinder i Nepal er økonomisk afhængige af mænd. Det er et meget mandsdomineret samfund, og kvinderne er langt bagud målt på rettigheder i forhold til andre steder i verden. Men globale ændringer og massemedier påvirker også Nepal, og der er mange både kvinder og mænd, som ønsker forandring, siger Tulsa Acharya.

I lighed med andre fremtrædende kvindegrupper i Nepal kræver JWAS, at 40 procent af de politiske poster bliver øremærket til kvinder i den nye forfatning. Væsentligt mere end i dag, hvor kvinderne er repræsenteret med blot seks procent.

Den midlertidige forfatning nævner også kvinders repræsentation i den kommende forsamling, men i meget vage formuleringer. Den siger, at 30 procent af kandidaterne “bør” være kvinder. Men kritikere peger på, at man samtidig har valgt at sammensætte valget på en måde, der gør det usandsynligt at opnå meget mere end de nuværende få procent af pladserne til kvinderne.


Ingen revolution uden kvinder

Maoisterne overtog kort efter fredsaftalen en bygning i det centrale Kathmandu og indrettede det som hovedkvarter. Bygningen står i dag indhyllet i røde flag og plakater med bevægelsens formand Pachandra, som et vidnesbyrd på, at maoisterne nu har forladt rollen som guerilla-bevægelse og er blevet en legitim politisk aktør.

Revolutionens fader Karl Marx sagde, at afgørende social forandring ikke kan ske uden kvinders deltagelse. Et budskab, som den nepalesiske maoistbevægelse tog til sig, og som givetvis har spillet en vigtig rolle for kvindernes selvbevidsthed og organisering i landet. Cirka 40 procent af bevægelsens medlemmer er kvinder, og de er engageret i alle lag af organisationen – der dog er styret fra toppen af nogle få mænd.

En smal trappe leder op til de øverste etager. Der er mennesker overalt, og det lugter som om, toiletterne i dagevis har været på overarbejde. Vi kommer ind i et lille lokale, der er adskilt fra naboværelset med et blomstret gardin. Gardinet bliver skubbet til side. En kvinde kommer ind og sætter sig på en madras, der sammen med et par røde plasticstole udgør værelsets møblement.

Hendes navn er Jaya Puri Gharti, og hun er præsident i All Nepal Women’s Association, der hører under maoisternes Revolutionære Centralkomite.

– Kvinder spiller en afgørende rolle i kampen for social retfærdighed. Sådan var det under vores væbnede kamp, og sådan vil det være fremover. Kvinderne skal sidde på 40 procent af pladserne i det nye parlament. Det er et minimumskrav, siger Jaya Puri Gharti.

Det er også lykkedes maoisterne at introducere flere kvinder i det midlertidige parlament. Men Jaya Puri Ghartis erklærede krav om de 40 procent leder tankerne væk fra hovedkvarteret i Kathmandu og tilbage til den fattige landbefolkning. De udgør hovedparten af nepaleserne, og det er dem, maoisterne hævder at repræsentere. Her er mange enten uvidende om eller uden overskud til at engagere sig i de igangværende politiske forhandlinger.

Så spørgsmålet er, hvordan det overhovedet skal lykkes at få så mange kvindelige kandidater til at melde sig? Kun 35 procent af de nepalesiske kvinder kan læse og skrive. Det ser Jaya Puri Gharti dog ikke som noget problem:

– Det er ikke et spørgsmål om at kunne læse og skrive. Det er et spørgsmål om politisk bevidsthed. Ti års erfaring med “Folkets Krig” har gjort kvinder bevidste om deres rettigheder, og om at de har krav på social retfærdighed, siger præsidenten i All Nepal Women’s Association.

I praksis har bevægelsens forhold til kvinders rettigheder været mere problematisk. Fra de meget moralsk konservative landområder er der eksempler på, at maoisterne har arresteret og tortureret kvinder under beskyldninger om “illegale seksuelle relationer”. Kritiske røster fremhæver, at familie- og kønspolitikken er styret mere af populistiske end feministiske hensyn.

Jaya Puri Gharti giver ikke noget konkret svar på, hvad der skal til, før målet om social retfærdighed er nået. Eller hvad der skal ske, hvis målet ikke bliver nået. Dog siger hun:

– Vi vil udfordre de religiøse, seksuelle og kulturelle tabuer og være forbilleder for alle kvinder.


NGO’er er fødselshjælpere

Mange af de udenlandske organisationer, der arbejder med udvikling i Nepal, har fokus på at styrke kvinderne (empowerment) som en grundlæggende forudsætning for, at befolkningen kan løsrive sig fra fattigdommen. Her har NGO’erne spillet en væsentlig rolle for den voksende bevidsthed blandt kvinder, mener Tulsa Achary fra JWAS. Hun peger på, at der – også blandt mænd – breder sig en erkendelse af, at kvindernes aktive deltagelse kan hæve familiens levestandard.

– For 10-20 år siden holdt stort set alle kvinder sig tilbage, men flere og flere kvinder påtager sig nu en aktiv rolle uden for hjemmet. Men der er brug for endnu mere information, der kan gøre kvinder bevidste om deres rettigheder. Én ting er at ændre lovgivningen – noget andet er at lave om på de sociale konventioner. De nødvendige forandringer vil tage meget lang tid. Oplysning og uddannelse er nødvendige forudsætninger, og her spiller NGO’erne en vigtig rolle, understreger Tulsa Acharya.

Et eksempel er JIWAN-projektet i det sydlige Nepal. Kernen i projektet er de såkaldte Lok Patshala-skoler, “Folkets Skoler”, der arbejder for folkeoplysning og aktivering af særligt kvinder og unge i lokalsamfundet. Projektet er støttet af Danida som et allianceprojekt mellem CARE, Dansk Skovdyrkerforening og Foreningen af Folkehøjskoler i Danmark. Det har kørt i lidt over et år og omfatter i dag 21 skoler.

At maoisterne kontrollerer stort set alle landområder har ikke været en forhindring for projektet, fortæller Jesper Saxgren fra Foreningen af Folkehøjskoler i Danmark:

– Sagen er den, at folkeoplysning og empowerment grundlæggende handler om det, der også er maoisternes dagsorden, nemlig social mobilisering af landets fattigste. Projektet står derfor ikke i modsætning til deres ideologiske interesser, og det er grunden til, at vi har kunnet arbejde her. Men der er en væsentlig forskel: For maoisternes mobilisering har været baseret på frygt, siger Jesper Saxgren med henvisning til maoisternes voldelige metoder som mord, tvang, afpresning og kidnapning af børn.

Rajendra Yadav, der er leder af Lok Pathshala-skolen i landsbyen Tehra, siger, at opfattelsen af vold mod kvinder er noget af det, der er under forandring. Det er stadig meget udbredt, men de seneste 10-15 år er der sket et skred, fortæller han.
– Tidligere var det et problem, som blev holdt inden for hjemmets fire vægge. Nu er lokalsamfundet i stigende grad begyndt at blande sig, fortæller han.

Skolens sekretær Ganga Devi Sharma nikker.
– Vi har dannet en kvindegruppe. Hvis en kvinde har et problem, forsøger vi at løse det i fællesskab. Vi kan også optræde som mæglere. Kvinder har fået mere indflydelse. Tidligere deltog vi aldrig i offentlige møder. Det gør vi i dag, siger hun.

Også JWAS er begyndt at blande sig. De seneste seks måneder har organisationen givet juridisk vejledning til kvinder i ti voldssager, fortæller Tulsa Acharya.
– Hvis ikke lokalsamfundet kan løse problemet, kan de komme til os, og så tager vi sagen i retten, siger hun.


Et mulighedernes vindue åbnet på klem

Tilbage i hovedstaden Kathmandu stimler en gruppe kvinder sammen foran parlamentsbygningen en decemberdag i 2006. Med sig har de en fælles erklæring med en række krav til forbedringer i kvinders rettigheder. Den skal overrækkes til politikerne.

Det er nu, kvindegrupperne skal presse på for at få indflydelse på den nye forfatning, understreger Suprabha Ghimre, der selv er medlem af det nepalesiske kongresparti. Kvindelige repræsentanter fra otte partier og en NGO er nået til enighed om erklæringen, der blandt andet efterlyser lige arveret og flere pladser i parlamentet.

– Vores stemme skal høres! Vi vil have stoppet undertrykkelse og diskrimination af kvinder, og vi vil ikke være objekter uden selvbestemmelsesret. Kvinder bliver behandlet som andenrangsborgere, og med mindre de får indflydelse på landets styrende organer, vil det aldrig blive anderledes, siger Suprabha Ghimre foran parlamentsbygningen.

En kvinde råber slogans og slår huller i luften med knyttet næve. Da demonstrationen er størst, tæller den ca. 70 mennesker. Et beskedent fremmøde, erkender flere af kvinderne. Men det betyder ikke, at der mangler opbakning til kravene, mener Suprabha Ghimre.

– Nepalesiske kvinder er svagt organiserede, og det kan være svært at få budskabet ud, forklarer hun.

Usha Titikshu tager billeder af begivenheden. Også når hun lægger kameraet fra sig, er hun på arbejde. Som rollemodel for de nepalesiske kvinder, der mangler mod til at udfordre de overtroiske, religiøse og kulturelle traditioner, der lægger stramme rammer for kvinderollen i det meste af Nepal.

– Når jeg hører, at folk snakker om mig, konfronterer jeg dem altid. Jeg møder oftere nysgerrighed og respekt, end jeg møder egentlig fordømmelse. Jeg viser, at kvinder har et valg, og det giver mig styrke, siger Usha Titikshu.

Marlene Lyhne Sørensen var i Nepal i december 2006. Turen var sponsoreret af CARE Danmark, Dansk Skovdyrkerforening og Foreningen af Folkehøjskoler i Danmark.
Artiklen er redigeret i april 2007.