Kvotekrigen raser i Europa. Med sit ønske om, at børsnoterede virksomheder skal rekruttere 40 procent kvinder til deres bestyrelser, har EU’s rets- og ligestillingskommissær, Viviane Reding, skudt en fejde i gang mellem tilhængere og modstandere af kvoter som løftestang for ligestilling.
Det første skud blev løsnet af modstanderne. Efter intens diplomatisk aktivitet lykkedes det Storbritannien at få otte andre nord- og østeuropæiske lande til at skrive under på et protestbrev til Viviane Reding, hvor de slår fast, at “vi kan ikke støtte vedtagelse af juridisk bindende regler på europæisk niveau for kvinder i virksomhedsbestyrelser”. 
Underskriverne er Holland og Sverige sammen med de baltiske lande samt Tjekkiet, Bulgarien og Ungarn.
Frankrig har taget kommandoen på den modsatte fløj og sendt et andet brev, hvori finansminister Pierre Moscovici og ligestillingsminister Najat Belcacem-Vallauad forsikrer kommissæren, om deres “resolutte opbakning til et initiativ på dette område, inklusive indførelse af kvoter”.
Og Reding selv har affyret en salve af en sjældent skarp kaliber:
“Det er heldigvis ikke ni mænd i mørke jakkesæt, som bestemmer europæiske love om vigtige spørgsmål som dette bag lukkede døre. Det sker derimod i en demokratisk proces med deltagelse af demokratisk valgte EU-parlamentarikere og Det europæiske Råd.”
Danmark har ikke underskrevet den britiske protestskrivelse, men har derimod sendt sit eget brev til Viviane Reding, hvor man redegør for “den danske model”, ligestillingsminister Manu Sareens såkaldte columbusæg, der pålægger virksomhederne selv at sætte mål for andelen af kvinder i bestyrelsen med en årlig rapportering om resultaterne.

Et forsøg på at presse Reding til at opgive direktivet

“Der har løbende været sonderinger mellem en række lande om, hvorvidt der kunne skabes enighed om et brev til Kommissionen for at skabe et blokerende mindretal mod EU regulering vedrørende kvoter for kvinder i bestyrelser. Danmark har også været kontaktet i denne proces,” forklarer Manu Sareen.
“Den danske regering er imod kvoter både nationalt og på EU-niveau. Men vi har valgt ikke at underskrive brevet fra Storbritannien, blandt andet fordi vi mener, der er behov for at se et officielt udkast til et direktiv før, vi kan tage stilling til, om vi ønsker at støtte EU-regulering på området, siger ligestillingsministeren.
Talskvinde for Viviane Reding, Mina Andreeva, understreger, at kommissæren var indstillet på modstand.
“Det er normalt i politik. Men det er meget usædvanligt, at lande protesterer mod et forslag, allerede inden det bliver fremsat,” siger hun.
Den sædvanlige procedure er, at Kommissionen internt taler sig til rette om at fremsætte et direktivforslag. Det sker ikke ved en decideret afstemning, hvor flertallet bestemmer, men ved en proces, der sigter mod at opnå konsensus.
Denne proces har medlemslandene ingen indflydelse på. De kan ikke blokere for et direktivforslag, de ikke bryder sig om, før det kommer til behandling i Det europæiske Råd.
“Men det er præcis det, de ni modstanderlande forsøger på”, påpeger Mikael Gustafsson, formand for Europa-Parlamentets ligestillingsudvalg, som har vedtaget flere resolutioner til fordel for kvoteløsninger.
“Når disse lande protesterer, inden direktivforslaget er fremsat, er det fordi, de vil forsøge at lægge pres på Kommissionen, så den tager ideen af bordet. Det er stærkt problematisk og imod ånden i EU’s traktater,” mener Mikael Gustafsson.

Kvindeorganisationer finder direktivet for blødt

“Det viser, at kampen for ligestilling for alvor bliver hård, så snart vi begynder at røre ved de virkeligt indflydelsesrige og prestigefyldte poster, for eksempel i erhvervslivet. Virksomhederne er stærke spillere, og politikerne lytter som regel til de store virksomheder,” kommenterer professor Anette Borchorst fra Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet.
Det forslag, Viviane Reding har på trapperne, betegnes ellers som en light-udgave. Det er mindre vidtgående, end de europæiske kvindeorganisationer, inklusive Kvinderådet i Danmark, havde håbet på.
Forslaget kræver, at der i 2020 skal være 40 procent kvinder i bestyrelserne i børsnoterede virksomheder med over 250 ansatte og en omsætning på over 50 millioner euro (over 750 millioner kr.).
Men kravet gælder kun for bestyrelsesmedlemmer uden eksekutive, men med rent rådgivende funktioner. Og medlemslandene må selv bestemme, hvilke sanktioner, de vil indføre for de virksomheder, der ikke lever op til direktivet. De kan for eksempel nøjes med at kræve af virksomhederne, at de forklarer, hvorfor de ikke har nået målet.
Direktivet garderer sig også mod påstanden om, at kvinder vil blive udpeget på grund af køn frem for kvalifikationer. Det er kun obligatorisk at udpege et kvindeligt bestyrelsesmedlem, hvis man står med en mandlig og en kvindelig kandidat med samme kvalifikationer.
“Vi havde håbet på et mere vidtgående forslag med en fifty-fifty-fordeling af bestyrelsesposterne med virkelige sanktioner og gældende for alle bestyrelsesposter. Og i virkeligheden er det kun ganske få virksomheder, der vil blive berørt. To til tre i de mindre lande og omkring 30 i Tyskland,” siger Serap Altinisik fra den europæiske kvindelobby, Eiropean Women’s Lobby.

EU-modstand præger ligestillingsdebat

Når Storbritannien har held til at mobilisere imod selv et så begrænset forslag, skyldes det, påpeger hun, at andre faktorer end holdningen til ligestilling påvirker holdningerne.
“Det handler ikke kun om mandsdominans,” understreger Anette Borchorst. “Fælles for modstanderlandene er en politisk kultur, hvor man er mistroisk over for statslig indblanding. Det gælder ikke mindst de østeuropæiske lande, hvor modvilje mod statsbureaukrati har været en del af opgøret med sovjetkommunismen efter jerntæppets fald. Disse lande har samtidig oplevet en opblomstring af et meget traditionelt kønsrollemønster som modsætning til kommunismens krav om, at kvinderne snarere skulle ud på fabrikkerne end frem for at gå hjemme”.
“Men modviljen mod statslig indblanding vinder også genklang hos liberale regeringer som den svenske og den britiske. Og den næres desuden af en stor portion EU-skepsis, som har kronede dage især i Nordeuropa i kølvandet på euro-krisen. Det er et generelt træk, at mange medlemslande ikke vil have EU til at blande sig i ligestilling. Det er et af de spørgsmål, man vil beholde på det nationale plan,” siger Anette Borchorst.
Det er forklaringen på, at nogle lande har skrevet under på protestbrevet, selv om de selv har vedtaget love, der ligner kvotelovgivning, som for eksempel Holland. Et andet eksempel er Tyskland, som har signaleret modstand mod direktivet uden at skrive under på protestbrevet, men som selv har kvotelovgivning på vej igennem lovgivningsapparatet, efter det tyske andetkammer, Bundesrat, forleden vedtog et forslag om at indføre en kvote på 40 procent.
Loven skal nu behandles i Forbundsdagen, hvor regeringen er stærkt imod. Men de kvindelige medlemmer af Merkels parti, CDU, er tilhænger af kvotelovgivning for at sætte skub i en situation, hvor 16 procent af bestyrelsesmedlemmerne er kvinder.

Andelen af kvindelige bestyrelsesmedlemmer falder i Danmark

“Kløften mellem tilhængere og modstandere af kvotelovgivning er ikke nødvendigvis en højre-venstrekløft. Det er for eksempel en højreregering, som har vedtaget kvotelovgivning i Frankrig. I Sydeuropa, der traditionelt har ligget i bunden, hvad angår ligestilling og kvinders repræsentation i virksomhedsbestyrelser, har vi netop oplevet, at kvinderne er blevet utålmodige og har fået indført lovgivning, der fremmer kvinders repræsentation både politisk og i virksomhedsbestyrelser,” påpeger Anette Borchorst.
I alt har fem EU lande indført forskellige former for kønskvoter til virksomhedsbestyrelser, efter at Norge som det første land stillede krav om 40 procent kvinder i 2004. De fleste af de øvrige har indført frivillige mekanismer. I Spanien skal store børsnoterede virksomheder have mindst 40 procent kvinder i bestyrelsen i 2015. Har de ikke det, vil de blive udelukket fra at levere til offentlige virksomheder.
Og efter at Frankrig sidste år indførte en ambitiøs lovgivning med krav om 20 procent kvinder i 2014 og 40 procent i 2017, er Italien og Belgien fulgt efter, ligesom Holland har vedtaget et nationalt mål om 30 procent i 2016, men uden sanktioner. Finland nævnes også blandt lande med en klar politik på området, selv om der ret beset ikke er tale om kvoter, men om et vedvarende pres på de store virksomheder, som inden for de seneste år har ført til europæisk rekord på 27 procent kvindelige bestyrelsesmedlemmer i 2012.
Generelt i EU er 14 procent af bestyrelsesmedlemmerne i EU kvinder et tal, der svinger fra tre procent på Malta til 27 procent i Finland.
I tre af de lande, der har underskrevet det britiske protestbrev, er andelen af kvinder i bestyrelserne faldet mellem oktober 2010 og januar 2012, Det gælder Slovakiet, Ungarn og Sverige, og også Danmark befinder sig i denne klub med et fald fra 18 procent i 2010 til 16 procent ifølge 2012-udgaven af Kommissionens årlige rapport “Women on Boards”.
“Vi er netop kommet med den danske model for flere kvinder i ledelse, fordi vi mener, udviklingen går for langsomt. Jeg en sikker på, at den danske model vil give en reel fremdrift i andelen af kvinder i bestyrelser og ledelse generelt”, siger Manu Sareen.

Frivillige ordninger giver 0,6 procentpoints flere kvinder om året

Men hidtil er det især bindende krav til virksomhederne, som har givet resultater, som det norske og senest det franske kvoteinitiativ viser.
“Over de seneste år er andelen af kvinder i virksomhedsbestyrelser i EU vokset med 0,6 procent point om året. Bortset fra sidste år, hvor gennemsnittet voksede med to procentpoint på én gang. Og det var udelukkende takket være den franske kvotelov”, siger Viviane Redings talskvinde, Mina Andreeva.
På kun et år betød loven, at kvindernes andel af bestyrelsesposterne voksede med 5,5 procentpoint til 20,8 procent i 2011. Ifølge European Women’s Lobby vil det tage 50 år med den nuværende årlige vækst at nå målet om 40 procent kvinder. I Storbritannien vil det tage 70 år at opnå lige mange mandlige og kvindelige bestyrelsesmedlemmer, konkluderer den såkaldte Lord Davies Review, der evaluerer den britiske lov om virksomhedernes frivillige tiltag.
“Det er jo ikke sådan, at selvregulering er et nyt koncept. På EU-niveau har vi talt om selvregulering siden 1984, da Kommissionen for første gang anbefalede at øge andelen af kvindelige bestyrelsesmedlemmer Virksomhederne har haft mange år til at vise, at de kan få kvinder i deres bestyrelser på frivillig basis, men tallene bliver ikke bedre.,” siger Viviane Redings talskvinde, Mina Andreeva.
Det kommende direktivforslag er netop en konsekvens af det såkaldte “Women on Board Pledge for Europe”, som Viviane Reding lancerede sidste år. Her opfordrede hun EU’s store, børsnoterede virksomheder til at deltage i projektet og offentliggøre deres egne mål og redskaber til at sikre en bedre kvindelig repræsentation. Hvis virksomhederne ikke greb denne mulighed, ville initiativet blive fulgt op af et direktiv. Af de to millioner berørte virksomheder har 24 svaret på Redings opfordring. Og nu gør hun altså alvor af sin trussel.

De kvindelige kommissærer er imod, mændene er for

Men kampen om direktivet, som ifølge planen skal fremsættes i løbet af oktober, raser også internt i Kommissionen. En tredjedel af kommissærerne menes at være imod kvoter, og det gælder ikke mindst kvindelige kommissærer som hollandske Nelly Kroes, svenske Cecilia Malmström og irske Máire Geoghegan-Quinn. Financial Times nævner også Connie Hedegaard som en af de kommissærer, der ikke forventes at brænde for Redings sag.
Redings fløj tæller til gengæld alle de mandlige, økonomiske kommissærer. Den franske kommissær for det indre marked, Michel Barnier, den finske økonomikommissær Olli Rehn, industrikommissær Antonio Tajani og social- og beskæftigelseskommissær Laszlo Andor. Også Kommissionens formand, José Manuel Barroso, er principielt tilhænger af et kvotedirektiv, ligesom Europa-parlamentet har vedtaget flere resolutioner, der kalder på kvotelovgivning i EU-regi.
“Det bliver en interessant kamp,” som Viviane Reding formulerede det for nyligt. Hun peger selv på, at hun tidligere har haft op til 17 lande imod sig, da hun som telekommunikationskommissær ville tvinge teleselskaberne til at sænke deres tariffer på “roaming” eller opkald fra mobiltelefoner i udlandet.
“Det endte med at blive enstemmigt vedtaget”, påpeger kommissæren.
“Viviane Reding er en dreven politiker. Hun lever og ånder for dette direktiv, og hun kender magtspillet i Kommissionen ud og ind. Hun kan ikke uden videre presses til at tage direktivet af bordet” vurderer en kilde, der kender EU-mekanikken indefra.
Derimod kan forhandlingsprocessen ende med indrømmelser på begge sider. Og den danske position vil afhænge af det endelige udspil.
“Regeringens holdning er helt klar i forhold til, at vi under ingen omstændigheder ønsker et EU-krav om kvoter og sanktioner. Når det er sagt, har jeg ikke generelt noget imod EU-regulering på området. Det kommer helt an på, hvordan et givet forslag ser ud,” siger Manu Sareen.
“Den danske model, der forpligter virksomhederne til at opstille mål, som de i princippet kan sætte til nul, er ikke foreneligt med direktivet, som det ser ud nu,” påpeger Britta Thomsen, medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet.
“Men til gengæld går ligestillingsministerens initiativ videre end direktivet, fordi han også taler om det øverste ledelsesniveau og ikke kun bestyrelserne, ligesom offentlige arbejdsgivere også er omfattet. Der kan godt være en forhandlingsmargin. Og det kan sagtens tage et eller to år, før et direktivforslag når frem til vedtagelse i Det europæiske Råd”, fastslår Britta Thomsen.