Et par dage efter sin udnævnelse til ligestillingsminister erklærede Manu Sareen i sin første pressemeddelelse på posten, at han vil have flere piger ind i de naturvidenskabelige og tekniske fag: “Jeg er overbevist om, at den skæve kønsfordeling i de naturvidenskabelige og tekniske fag ikke handler om, at piger er dårligere til natur og teknik end drenge,” fastslog han (6.10.2011).
Der er grund til at glæde sig over, at ministeren går til opgaven med en overbevisning om, at piger ikke er dummere end drenge til tal og den slags. Især eftersom det i de senere år ellers er blevet populært at forklare forskelle i piger/kvinders og drenge/mænds præferencer og præstationer med, at vi simpelthen fra naturens hånd er udstyret med så forskellige hjerner, at hverken velmenende politikere eller socialkonstruktivistiske kønsforskere kan ændre synderligt på vores adfærd.
De seneste 10 år er neurovidenskaben eksploderet, og ikke mindst inden for kønsdebatten er den blevet brugt til at udbrede en biologisk og evolutionshistorisk fortælling om mennesket. Det er fortællingen om, at mænds og kvinders hjerner har udviklet sig forskelligt siden stenalderen, fordi det var hensigtsmæssigt af hensyn til kønnenes respektive opgaver. At der går en lige linje fra yngelpleje i hulerne til nutidige kvinders særlige talent for omsorg og husholdning, mens dagens mænd er naturligt gode til konkurrence og koncentration, fordi deres forfædre engang gik på jagt.
Neurovidenskabens indtog i de humanistiske genstandsområder har for øjeblikket ekstra bevågenhed i de danske medier takket være den nyligt udkomne bog Kognition og Konstruktion af Ph.d. i sprogvidenskab og postdoc ved Syddansk Universitet, Thomas Wiben Jensen. Forfatteren forklarer bl.a. i Information d. 22.10.11, hvordan efterspørgslen efter “sikker viden”, det der kan måles og vejes, har medført en slags backlash mod det, der opfattes som mere subjektive sociale og kulturelle forståelser af menneske og samfund.
Den biologiske fortælling er blevet folkeeje, godt hjulpet på vej af de senere års hjerneforskning. For de avancerede MRI-scannere (Magnetic Resonance Imaging) kan måle, hvad der sker i menneskers hjerner, når de fx har religiøse oplevelser, får visuelle stimuli eller skal løse kognitive opgaver. Og målingerne viser, hvis vi skal tro rapporterne, at mænds og kvinders hjerner opfører sig ganske forskelligt.

Fra neurovidenskab til neurosexisme

Men billeder af hjerneaktivitet fra scannerne udgør ikke i sig selv de sofistikerede sandheder om vores psykologi, som de bliver udskreget til. Jo, de giver os ny information om hjernens struktur og bevægelser – men at fortolke dem er enormt kompliceret. Også når det handler om at skabe betydning ud af de observerbare forskelle mellem mænds og kvinders hjerner, man måtte finde.
Det er udgangspunktet for Cordelia Fines Delusions of Gender. The Real Science Behind Sex Differences, som udkom i 2010. Bogen er et markant, oplysende og underholdende indlæg i debatten mod det, Fine kalder neurovidenskabens vildfarelser i forhold til køn, og den har været shortlistet til en række fagbogspriser. Forfatteren er født i 1975 og er en etableret forsker i psykologi, som i hjemlandet Australien sidste år blev udnævnt til en af landets 100 mest indflydelsesrige personer.
I bogen gennemgår Cordelia Fine hundredvis af studier af kønsforskelle fra neuro- og kognitionspsykologien, og hun viser, hvordan hjerneforskningens resultater gang på gang sætter skub i en svimlende kæde af videnskabelige kortslutninger, der bekræfter diverse stenalderstereotyper om mænd og kvinder. Det er gamle travere forklædt i nymodens teknologiske gevandter, og neurosexisme er derfor den nye sexisme, er Fines budskab.
Men der findes vel reelle fysiske, neurale forskelle mellem mænd og kvinders hjerner? Hvad er så fakta, hvad er fiktion og fejltolkning? Og hvor hopper kæden af? Det giver Fine en lang række bud på i letforståelig form, til trods for at hun egentlig gør det modsatte af de fleste populære videnskabsformidlere: Hun insisterer på at komplicere, eksemplificere og nuancere de forskningsresultater, som alt for ofte fremstilles i forsimplet og fortygget form.
En af de mest etablerede “sandheder” om kønsforskellige hjerner er den om hormonpåvirkning i fosterstadiet. Ifølge denne teori betyder høje niveauer af testosteron, at drengefostre ikke udvikler venstre hjernehalvdel så meget som højre. Denne underudvikling skal forklare mænds relativt ringere sproglige formåen – den sidder nemlig i venstre hjernehalvdel – mens de til gengæld overgår kvinder i visuelle og rumlige kompetencer, som man bruger højre side af hjernen til.
Denne sandhed viderekolporteres i pseudovidenskabelige selvhjælpsbøger med titler som Hvorfor mænd ikke hører efter og kvinder ikke kan læse kort (Allan & Barbara Pease, 2003), der får en ublid medfart hos Fine. Med flere akademiske grader i eksperimentel psykologi kan hun nemlig trække adskillige undersøgelser op ad skuffen, som viser, at det hverken passer, at kvinder og mænds evner er så kvalitativt forskellige, eller at hjernehalvdelenes struktur spiller den rolle, de tildeles. Bl.a. er et stort dansk studie af afasi-ramte patienter fra 2009 med til at tilbagevise myten om, at mænd og kvinders sproglige formåen afhænger af hjernehalvdelene.
En anden væsentlig kønsforskel, som verden så at sige er blevet hjernevasket med, handler om samarbejdet eller manglen på samme mellem de to hjernehalvdele: Kvindehjerner har en større hjernebjælke mellem højre og venstre siden end mænd, og det er blevet tolket som forklaring på, at kvinders hjerneaktivitet pendler frem og tilbage mellem siderne. Det er derfor, de er gode til at multitaske, hvis man skal sige det pænt. Mere eller mindre mellem linjerne er pointen imidlertid også, at kvinder har lidt for meget gang i følelserne og samarbejdet med sig selv henover hjernemidten til at egne sig til at bygge systemer og koncentrere sig om vigtige detaljer. Dét er den mandlige hjerne til gengæld helt perfekt til, idet der netop er mindre forbindelse, eller forstyrrelse, mellem siderne. Det betyder så desværre også, at en mandehjerne ikke rigtig kan overskue at forholde sig til, hvad der fx koger i mikro-ovnen og på komfuret på samme tid.

Ligheder mellem mænd og kvinder arkiveres lodret

Cordelia Fine gennemgår ikke blot den videnskabelige holdbarhed af en mængde undersøgelser, men diskuterer også udbredelsen af deres resultater, og hun bekræfter det, man nok havde en snigende mistanke om: At det kun er den forskning, der påstår, at der er forskel på kønnene, som vi hører om. Inden for formidling af hjerneforskning er “ingen kønsforskel” ingen nyhed. De studier, der faktisk dokumenterer lighed mellem kønnene – og der er mange, viser det sig – ryger derfor ikke på forsiden, påpeger Fine med henvisning til det, man i hendes verden kalder arkivskuffe-fænomenet.
Til gengæld er der masser af eksempler på, at undersøgelser, der fejltolker rene tilfældigheder og statistiske usikkerheder som signifikante kønsforskelle, bliver rapporteret vidt og bredt. Et af de mere underholdende eksempler er Fines dissekering af den Harvard-, Yale- og Berkeley-medicinuddannede Louann Brizendine, der med den tilsyneladende autoritative bog, The Female Brain (2006), blev kendt for at hævde, at piger og kvinder er programmeret til indlevelse og sensitivitet over for andres følelser i langt højere grad end mænd. Konklusionen byggede bl.a. på målinger af hjerneaktivitet hos folk, der fik elektrisk stød og kiggede på, mens andre fik det. Deltagerne i eksperimentet? Kun kvinder. Og så videre.
Det komiske potentiale er i det hele taget oplagt. Og Fine forstår at udnytte det, når hun fx under overskriften “Why You Should Cover Your Head with a Paper Bag if You Have a Secret You Don’t Want Your Wife to Find Out” tilbageviser myten om kvinders medfødte evner udi tankelæsning.
I masser af undersøgelser scorer kvinder ganske vist højere end mænd på intuition og empati – men vel at mærke kun, når deltagerne i forvejen er blevet oplyst om, at det er disse kønskonnoterede kompetencer, der måles, eller når de på anden måde er blevet gjort opmærksomme på køn som en faktor. Cordelia Fine redegør således grundigt for de psykologiske fænomener priming og stereotyp-truslen, der er veldokumenterede faktorer i menneskers performance såvel som selv-rapportering i psykologiske tests.
Priming er en præparering eller påvirkning af et individ, som når det gælder køn virker så enkelt som, at man får forskellige test-resultater, alt efter om man beder forsøgspersoner krydse af, om de er mand eller kvinde ved begyndelsen af en test. Så præsterer de i større overensstemmelse med kønsstereotyper, end hvis man i stedet leder opmærksomheden hen på uddannelsesniveau eller etnisk baggrund. Hvis man fortæller en gruppe forsøgspersoner, at mænd og kvinder har præsteret lige godt i tidligere undersøgelser, så klarer de kvindelige deltagere sig betydeligt bedre, end hvis man har fortalt, at kvinder plejer at få ringere resultater end mænd i netop denne øvelse.
Stereotyp-truslen fungerer efter samme princip, med den krølle, at hvis man sætter folk til at udføre en opgave, de i forvejen ved, at deres køn “er dårligt til”, så præger det deres præstation – men den påvirkning, man kan måle, handler i virkeligheden ikke om køn, men om hvordan mennesker fungerer psykologisk under pres.
Præstationen afhænger med andre ord af forventning, og her er kvinder mere socialt motiverede for at performe empatisk end mænd. Ændrer man på motivationsfaktoren gennem fx at tilbyde forsøgspersoner penge, hver gang de rammer rigtigt i empati-øvelser (det kan være at aflæse andres følelser ud fra fotos af ansigter eller lyden af stemmer), så præsterer mændene pludselig lige så godt som kvinder.

For tidlig tankeafgang

Jeg fnisede mig også gennem kapitlet “Premature Speculation”, hvor Fine overbevisende opregner, hvordan neurovidenskabens folk siden MRI-teknologiens indtog har været plaget af “for tidlig tankeafgang” i ren ophidselse over den skønne nye teknologi. Man ser for sig, hvordan hjernescannere til 3 millioner dollar stykket spytter gnidrede billeder af folks hjerner ud, mens omkringstående neurovidenskabsmænd og -kvinder gisper “Endelig! Dét vidste vi jo i forvejen!” mens de går i gang med at forklare kvinders manglende talent for parallelparkering og mænds tilsvarende problemer med at udtrykke sig følelsesmæssigt i mere end enstavelses-grynt.
Har man set optagelser af MRI-scanninger, forstår man godt, at de pulserende farveklatter sælger godt i forskningsformidlingen, især når de ledsages af forførende budskaber som, at man her kan se sin “hjerne arbejde live på skærmen”. Det er bare ikke det, der er tale om, påpeger Fine. “De kønne billeder skjuler pølsefabrikken bagved”, som en skeptisk neurolog udtrykker det i bogen. Det, MRI måler, er blodtilførslen til aktive områder i hjernen (pga. magnetisme i blodet). De klare kulører – når områder af hjernen lyser op i rød, blå, grøn, gul på billederne – er forskernes afgørelse af, hvornår forskellen i blodgennemstrømningen i forhold til en kontrol-situation er markant nok til at plotte en farveklat ind på billedet. Der er altså tale om en vurdering af statistisk signifikans efter en del avanceret analyse – hvor der som bekendt er rum til en del fortolkning, når det gælder køn.
Samtidig er det dyr teknologi, der bruges, og derfor er omfanget af data ofte ret begrænset. Det siger sig selv, at det er videnskabeligt uheldigt at konkludere noget generelt om kønsforskelle på baggrund af målinger af 4-5 stk. mænd henholdsvis kvinder, hvilket ikke desto mindre ofte er det, der sker, viser Fine. Hun sammenholder således antal deltagere i en række undersøgelser med deres resultater og finder, at jo flere individer, man måler på, jo mindre sandsynligt er det, at et studie finder signifikante kønsforskelle. Man erindrer arkivskuffefænomenet.

Den empatiske laks

Ifølge Fine er mange forskere da også begyndt at stille spørgsmålstegn ved, om de gængse kriterier for, hvad der udgør “signifikante” forskelle i hjerneaktivitet, overhovedet holder. For at illustrere kritikken scannede et hold forskere i 2009 en vildlaks’ hjerne, mens de viste den følelsesmæssigt ladede billeder. Laksen blev bedt om at vurdere, hvilke følelser personerne på billederne mon havde. Ved at bruge standard statistiske procedurer fandt forskerne, at der var signifikant aktivitet i et lille område af fiskens hjerne, mens den udførte denne empati-øvelse, sammenlignet med dens hjerneaktivitet i “hvile”. Laksen var for øvrigt, noterer Fine tørt, “ikke i live ved tidspunktet for scanning”.
De ansvarlige forskere valgte da heller ikke at konkludere noget om fisks empatiske evner postmortem – men derimod, at de almindeligt anvendte statistiske grænser for at afgøre væsentlige udsving i hjerneaktivitet, og dermed også forskelle mellem grupper af individer, simpelthen er alt for usikre. Man kunne ønske, at flere af deres kolleger med kønsforskelle på hjernen ville følge deres eksempel.
En af bogens væsentligste pointer er, at kønsforskelle i hjernens struktur og aktivitet ikke kan bruges til at konkludere noget simpelt om kvinders og mænds respektive psykologiske funktioner. Fx argumenterer Fine for, at høj aktivitet i et område af hjernen ikke nødvendigvis er tegn på særlig styrke på dette felt, men tværtimod kan tolkes som udtryk for, at hjernens indehaver ikke er så udviklet på dette område – hjernen må altså så at sige arbejde ekstra for at kompensere.

Fra målebånd til MRI-scannere

Cordelia Fine minder også om, at historien bør lære os at modtage selv den mest avancerede videnskabsteknologi med en vis skepsis. Det er ikke så længe siden, at videnskabsmænd med respekt for sig selv stod med målebåndet rundt om folks hoveder, smed mande- og kvindehjerner på vægtskålen, og forklarede kvinders intellektuelle underlegenhed udfra de deraf udledte “fakta”: jo mindre hjerne, jo mindre akademisk formåen. De viktorianske lægers “resultater” blev brugt massivt i datidens argumentation mod kvinders rettigheder, ikke mindst adgang til højere uddannelse.
Det er værd at huske, når man i den nutidige debat støder på henvisninger til fysiske forskelle i drenge- og pigebørns hjerner som argument for kønsdifferentieret undervisning og pædagogik. Et standpunkt, der i en dansk kontekst er eksponeret af bl.a. Ann-Elisabeth Knudsen, forfatter til bl.a. Pæne piger og dumme drenge (2007) og Køn, karakterer og karriere. Drenges og pigers præstationer i uddannelse (2005), som seriøst foreslår, at drenge bør starte 1½ år senere i skole og adskilles fra pigerne i undervisningen med henvisning til hjerneforskningen.
For 100 år siden var det piger, der biologisk var uegnede til boglig uddannelse. Hvis vi i dag siger: “Sådan er drengenes biologi, så fastholder vi drengene i en rolle, hvor de bare kan sidde oppe i træerne, mens videnssamfundet kører videre for næsen af dem,” som professor i kønsforskning Bente Rosenbeck udtrykte det med et hjerteskærende billede for nylig i P1.
Et nyere dansk forskningsprojekt om køn, teknologi og læring i skolen belyser, hvordan det udbredte fokus på biologiske kønsforskelle også smitter af på lærernes forventninger til drenge og pigers adfærd. Forventninger, som ikke svarer til den virkelighed i klasseværelset, forskerne dokumenterer. Lektor og ph.d. ved Institut for psykologi og uddannelsesforskning på Roskilde Universitet, Jo Krøjer, en af de tre forskere bag projektet, forklarer til bladet Folkeskolen, at forventningerne får nogle effekter i klasseværelset:
“Det store fokus på biologiske kønsforskelle sætter sig igennem i folkeskolen på nogle måder, som ikke er hensigtsmæssige for børnenes udfoldelse og læring. Hvis nogle af de krav, eleverne bliver stillet over for i folkeskolen, er, at skulle passe ind i nogle ret snævre rammer for ens udfoldelse, så bliver eleverne nødt til at bruge en hel del af deres opmærksomhed i skoletiden på at leve op til de forventninger. Den opmærksomhed kan dermed ikke bruges på at lære kommaregler eller gangestykker”, siger hun.

Foranderlige hjerner i foranderlige samfund

Cordelia Fines anbefalinger til forældre, uddannelses-professionelle såvel som almindeligt interesserede i den nye neurovidenskab er helt i tråd med de danske forskeres erfaringer: Tag ikke mediernes rapporter om fundamentale biologiske forskelle for pålydende. Hjerneforskningen er stadig ung, fuld af spekulationer, og der er stor sandsynlighed for, at den undersøgelse, der modsiger de biologiske forskelle, aldrig bliver omtalt.
Én ting er de fleste forskere dog efterhånden enige om: Hjernen er plastisk, altså formbar, og det betyder, at selv om vi fødes med nogle biologiske dispositioner, er de ikke færdigbestemt. Der sker en formning af hjernen gennem de erfaringer og påvirkninger, vi udsættes for. Og de er som bekendt vildt forskellige for pige- og drengebørn. Fine finder også plads til at redegøre for, hvordan dét manifesterer sig blandt selv velmenende forældre og pædagoger, hvis man skulle være i tvivl.
Fine afviser hverken, at der findes biologiske kønsforskelle i hjernen, eller at det er vigtigt og vildt spændende at forske i dem – men hun fastslår med stort akademisk og humoristisk overskud, at det er yderst begrænset, hvad vi indtil videre kan bruge det til i forhold til at forstå, hvordan det hænger sammen med, eller ikke hænger sammen med, kønsulighederne i vores samfund. Der er altså ingen videnskabelig grund til at kaste håndklædet i ringen i forhold til at gøre noget ved sidstnævnte.