Mons Bissenbakker og Lene Myong (BogM) har i en artikel analyseret min film “Sorg og Glæde” og når frem til konklusioner, som dybest set er så uhyrlige, at de ikke selv tør føre dem til ende. Det de dybest set siger, er at Signe dræber sit barn for at opnå noget. Hvad dette noget end er, så er hun nu på grund af hensigten ikke længere kun drabsmand – men også morder og hjemfalden til en fængselsstraf. Det er vel næppe den heksejagt, man havde forventet at finde i KVINFOs Webmagasin. Alligevel er hensigten den misogyne forudsætning, som BogM baserer hele deres analyse på.
Men man skal betænke, at filmen har rod i virkeligheden, og derfor vare sig for forklaringsmodeller, der ellers kunne være intellektuelt stimulerende i en hypotetisk fortælling. Mit ønske har været at fremstille tragedien så sandfærdigt som muligt. Det er derfor en selvfølge, at jeg medtager, hvad jeg måtte erkende af kritiske forhold om mit alter ego Johannes. Ironien er imidlertid, at jeg derved i BogM’s analyse fremstår subtilt manipulerende ved min selvafslørende strategi. Jeg er ikke blind for deres pointe, men den giver alligevel mindelser om inkvisitionen, hvor man ikke kan forklare sig, uden at det kan vendes til fordømmelse.
Jeg fortæller om en tragedie, der skete for 30 år siden. Da jeg fortsat er lykkeligt gift med min kone, har jeg tilladt mig at opfatte det som en historie om, at kærligheden overvinder alt. Men jeg vil aldrig opfatte det som en historie om romantisk kærlighed. Når BogM konsekvent bruger ordet romantisk, er det en tilsnigelse. Hvor vi alle kan være kritiske over for den romantiske kærlighed, er det straks meget sværere at miskreditere kærligheden – om end den også har sine faldgruber. Men BogM’s artikel burde kunne stå sig uden denne bevidste latterliggørelse.
Men nu til det væsentlige, der vedrører det brev, som Signe får bragt ud til Johannes kort efter drabet. Her mere end antyder Signe, at drabet er en konsekvens af, at hun er utilpasset i deres forhold. I en af de få scener, som jeg har klippet ud af den endelige version af filmen, snakker Johannes og hans mor sammen. Efter at have læst brevet, siger moderen, at det er udtryk for Signes fortvivlede forsøg på at få orden i kaos. Når jeg klippede scenen ud, var det fordi, at jeg følte at den var overtydelig.
At Signes usikkerhed på kærligheden (jalousi) og i mindre grad Johannes’ manglende opmærksomhed på hendes behov og følelser udløser hendes depression, er notorisk. Men drabet som sådan er en akut psykotisk tvangshandling begået efter mere end en uges søvndeprivation. Signe fortæller sent i filmen i parken, hvad der skete den eftermiddag, hvor hun kom til at røre Maria på halsen med en køkkenkniv, og det begyndte at bløde. Her er der ikke den mindste antydning af ræsonnement bag handlingen ud over, at nu bliver Johannes vred, og Signe derfor var nødt til at blive ved.
Men BogM drager to konklusioner. For det første betvivler de psykosen i den forstand, at de tilbagevendende ser en vilje bag handlingen. For det andet påstår de, at Johannes ved at frikende Signe samtidig forsøger at frikende sig selv (og kærligheden) fra Signes anklager. Men der er intet belæg for, at Johannes skulle benægte Signes præmisser, og desuden gentager han dem jo selv i sin beretning til retspsykiateren Birkemose. Og hvad blev der ellers af den subtilt manipulerende selvafslørende strategi?
BogM skriver: “Vi kan således ikke insistere på, at drabet er udslag af sindssyge, uden samtidig at måtte afvise hendes anklager mod deres kærlighedsforhold som del af samme sindssyge”. Det er noget vrøvl og viser kun, at BogM ikke ved, hvad en akut psykotisk tvangshandling er. Men da BogM jo netop hæfter sig ved Signes anklager, får man mistanke om at ovenstående ved at vendes om skal forstås som et bevis på, at hun ikke var psykotisk.
Med en så svingende og dunkel argumentation er det svært at følge BogM, og det bliver ikke lettere, når citater amputeres. Det gælder således fortolkning af Johannes replik i scenen “26 år efter”: “Jeg har fået en kone, som aldrig er forurettet”. Citatet tages som udtryk for, at Signe har afskrevet sig retten til at være kritisk. Men BogM udelader fortsættelsen: “selvom du for længst har gennemskuet mig”. Det sidste kan Johannes kun vide, fordi Signe selv har givet udtryk for det, hvilket modsiger BogM’s konklusion. Brugen af citatet uden dets fortsættelse er derfor på grænsen til fusk, hvad der er uklædeligt for en akademisk debattør.
På et afgørende punkt fejllæser BogM filmen katastrofalt, og det er i forståelsen af den gennemgående samtale med Birkemose. Det er korrekt, at Johannes projekt er at redde Signe ved at få Birkemose til at fravige hans fastholden på en anbringelsesdom. Men det drejer sig ikke om at få Birkemose overbevist om, at Signe var psykotisk i gerningsøjeblikket, for det siger Birkemose selv i starten af deres samtale. Det er altså ikke Signes skyld, det handler om, og BogM’s påstand om, at publikum tvinges til en ukritisk alliance med Johannes for at redde Signe, er derfor usand.
Nej, Birkemose betvivler at Signe har resurser til indenfor overskuelig tid at komme sig over den tragedie, der har ramt hende. Indirekte er spørgsmålet derfor, om Johannes vil give sin støtte til det overordnede projekt at gøre Signe rask, hvilket er det stik modsatte af, hvad BogM skriver. Spørgsmålet er uafklaret ved samtalens slutning.
Et andet punkt hvor BogM aflæser filmen helt forkert, er deres opfattelse af Signes mor som en arbejderklasse-mor. Det oplyses, at begge Signes forældre er skolelærere, og i hjemmet ser man en loft- til gulv bogreol, seriøse malerier på væggene og faderen spiller på flygel. Alt i alt et gedigent radikalt-borgerligt hjem, hvilket harmonerer fint med, at Signes mor ryger cerutter og ikke ligger under for andres smagstyranni. Der er derfor ikke den klasseforskel, som BogM pr. refleks har brug for i deres argumentation.
At moderen, som udegående skolelærer i de første år af Signes liv, ikke havde overskud til at tage sig af sit eget barn, er ganske givet årsag til Signes angst for at blive svigtet. Men der er intet videnskabeligt belæg for, at det kan afstedkomme maniodepressiv psykose. Den arv har hun genetisk fra faderen. Man kan igen betvivle, om BogM har den nødvendige basale viden om psykoser og bipolar affektiv lidelse til at kunne lave deres analyse.
Påstanden om at Signe mod sin vilje skulle være presset ind i en fortsat romantisk kærlighed i sit videre samliv med Johannes, kan vi kun bedømme ud fra hendes reaktioner 26 år efter. Virker hun kuet, undertrykt, uselvstændig, ulykkelig eller uformuleret? Jeg vil tro, at alle (fraset BogM) ser hende som et modent, afklaret og helt menneske, og det er også, hvad klassebillederne på opslagstavlen viser. Signe og Johannes er bundet sammen af en fælles tragedie. Det er ikke en sorg, som de dyrker eller bruger i en magtkamp, men det er heller ikke noget, de fortrænger. At han siger, at hun ser ung ud, er hvad enhver kærlig mand forhåbentlig siger til sin elskede. BogM hævder yderligere, at Johannes opfatter Signe som en 12-årig, fordi hun ser ud, som første gang, han så hende. Men Signe var over 30 år, da de mødtes. Replikken om Shosha er nok så meget taget med for at retfærdiggøre, at Helle Fagralid i filmen ikke ligner en 60-årig.
Det mest horrible ræsonnement er imidlertid BogM’s forsøg på i ramme alvor at tolke drabet på Maria som en rationel agtsom handling, fordi den kan passe ind i en feministisk fortolkning. Det kan man gøre, når det handler om den fiktive, mytologiske Medea, men det er uhyrligt, når det drejer sig om en syg person.
Da Johannes og Signe kærligt tager afsked med hinanden i køkkenet, er Signe optimistisk og fortæller om, hvordan hun har gået den vej, som Maria skal gå, når hun skal begynde i skolen. Det er den samme Signe, der kort efter dræber det kæreste hun ejer – sin 9 måneder gamle datter. Det er sjælsråt at opfatte det som andet end en akut psykotisk tvangshandling, og det uafhængigt af hvad en sort, fortvivlet Signe, der har de mest forfærdende billeder i sin erindring efterfølgende skriver i et brev, da hun tror, at hun har mistet alt i livet.
Det er uundgåeligt, at Johannes fortæller Signe ind i sin egen fortælling, da han nu engang er beretteren, og Signe har desuden – som en kærlighedsgave – givet ham denne ret. Men jeg føler ikke, at BogM på nogen måde har påvist, at Johannes bruger denne ret uhæderligt. Derimod er deres analyse behæftet med så graverende fejl, at den selv på egne præmisser falder fra hinanden. Hvis man vil man se Sorg og Glæde fra Signes side, skal man se Kærlighedens Smerte. Men gør det uden en feministisk troldsplint i øjet.

http://www.youtube.com/watch?v=4dTWAaAakNc