“My blood is cold beneath my skin
frozen with shame
they undressed me
in front of a thousand strange men
stripped me of all pride and dignity.
Laughing, pointing at my withered breasts
hoping for subjugation they beat me
beat me in my nakedness (…)”
Ordene falder fra zimbabwiske Batsirai E Chigamas læber under en poetry slam-event i Huset i Magstræde i København. Gennem spoken word, en ordkunstnerisk udtryksform, der vinder stadig større terræn på tværs af flere afrikanske lande, sætter den kvindelige ord-performer med vekslende volumen, tempi og en bemærkelsesværdig ro ord på et flere måneder langt og traumatiserende fangenskab.
I december 2008 modtog den zimbabwiske menneskerettighedsaktivist Jestina M. Mukoko et brev med detaljerede beskrivelser af, hvordan en gruppe kvinder var blevet tortureret og voldtaget. Som leder af NGO’en Zimbabwe Peace Project var hendes opgave blandt andet at indsamle vidneudsagn og bevismaterialer for den politiske vold og de menenskerettighedskrænkelser, som de zimbabwiske myndigheder angiveligt stod bag op til landets parlamentsvalg i 2008.
Få dage efter, at hun åbnede brevet, blev Jestina M. Mukoko med bind for øjnene bortført fra sit hjem i Zimbabwes hovedstad Harare af regeringspartiet ZANU-PF’s ungdomsmilits. I 68 dage holdt de hende fængslet og anklaget for at deltage i planlægningen af regeringskritiske demonstrationer og forsøg på at fjerne landets præsident siden 1980, Robert Mugabe, fra magten.
Det var i perioden, hvor Jestina M. Mukoko sad i fangenskab, og statskontrollerede zimbabwiske medier omtalte menneskerettighedsaktivisten som lovovertræder, at Batsirai E Chigama formulerede sine forestillinger om, hvilke overgreb fængselspersonalet udsatte den tilfangetagne kvindelige menneskerettighedsaktivist for.

Frihed i fangenskab

I ‘Beyond these walls’, som Batsirai har navngivet digtet, nævner hun ikke Jestina M. Mukokos navn. Det var fængslingen af menneskeretsaktivisten, som år senere er blevet tildelt flere priser for sit ekstraordinære arbejde for kvinders rettigheder, der fik Batsirai E Chigama til at skrive ‘Beyond the walls’. Men digtet, som Batsira E Chigama siden har performet på adskillige spoken word festivaler og events i Zimbabwe og i udlandet, er i ligeså høj grad skrevet i solidaritet med de mange zimbabwiske kvinder, som har været ofre for voldtægt og andre voldelige politiske pressionsmidler.
“Flere zimbabwiske kvinder blev ligesom Jestina M Mukoko udsat for voldelige overgreb i den periode. Mange kvinder forsvandt og blev tortureret og voldtaget op til parlamentsvalget. Det blev for meget for mig, og jeg følte, jeg var nødt til at gøre noget,” forklarer Batsirai E Chigama og fortsætter:
“Hvordan formår en kvinde at bevare sin forstand, når hun havner i sådan en situation?”, spørger hun, før hun reciterer de linjer i digtet, som kredser om betingelserne for frihedsfølelse under tortur og fangenskab:
“My body bleeds from the inside
my spirit is wounded
I am chained
yet my thoughts roam in places
far beyond these walls
places I have been and those I will soon be
My visa to freedom, my mind
they can never take away from me.”
Som digter og spoken word-performer er det vigtigt at være i stand til at sætte sig ud over sig selv, mener Batsirai E Chigama, der har performet på spoken word-festivaler over hele verden, og hvis digte er trykt i ni forskellige antologier.
“Jeg føler mig forpligtet til at tale på vegne af andre kvinder. Kvinder i situationer, som den Jestina var i, har brug for en stemme, der kan tale for dem og fortælle sandheden,” siger hun.

#BringBackOurGirls poesi

I de uger, hvor verdenspressen rettede blikket mod de 237 nigerianske piger, som i foråret blev bortført af den militante islamistiske gruppe Boko Haram, og #bringbackourgirls-kampagnen endte som trending topic på Twitter, var det også behovet for at vie sin stemme til andre kvinder, der drev Batsirai E Chigama til tasterne.
“De sociale medier var fyldt med historier om de kidnappede piger og fotos af de sørgende mødre, der demonstrerede mod de nigerianske myndigheders mangelfulde redningsauktion. Jeg kunne ikke glemme den smerte, jeg registrerede i øjnene på et foto af en af mødrene. Jeg forsøgte at sætte mig i mødrenes sted og udtrykke deres smerte,” forklarer hun.
Medfølelsen udmøntede sig i et stykke poesi, som Batsirai E Chigama postede på sin Facebook-væg.
Kort tid efter blev hun kontaktet af BBC Africa, som valgte at sende en reporter til Harare for at sende de ord, Batsirai E Chigama viede til mødrene, ud i æteren:
“silent clouds hover on the sad empty chair
like vultures in wait
as we watch the dinner grow cold again, tonight.”
…lyder de sidste linjer i digtet ‘A poem for the missing girls in Nigeria’.
Batsirai E Chigamas Facebook-væg fungerer også med jævne mellemrum som platform for at starte kvinders samtaler om tabubelagte og smertefulde temaer, som mange vælger at tie om.
Under titlen ‘#Fibroidsociety’ postede hun et digt til de mange kvinder, der som følge af for sent behandlede muskelknuder i livmoderen mister evnen til at få børn.
“Mange zimbabwiske kvinder er ikke oplyst om sygdommen. Bliver de behandlet for sent, ender de som barnløse. Og det sker for mange zimbabwiske kvinder.”
Efterfølgende fik hun en lang række henvendelser fra kvinder, der var blevet barnløse på grund af for sent behandlede muskelknuder.
“Flere af dem sagde, at de følte, jeg skrev om dem. Med digtet motiverede jeg kvinder til at begynde at tale om et problem, få bryder sig om at tale om. Problemer med underlivet og livmoderen og barnløshed er voldsomt tabubelagte i Zimbabwe,” siger Batsirai E Chigama.

Bygger platforme for fremtidens kvinder

Den zimbabwiske ord performer betragter det som sin opgave at udbrede kendskabet til og etablere nye platforme, hvor flere kvindelige kunstnere kan udtrykke sig.
“Vi er så mange kvinder, der har historier at fortælle. Kvinder, som enten ikke ved, hvordan de skal sætte ord på deres historier og problemer, som ikke føler sig stærke nok til at udtrykke sig alene, eller som mangler en platform at fortælle dem på.”
I år påtog Batsirai E Chigama sig rollen som lande-koordinator for den verdensomspændende kvindelige poesi- og kunstbevægelse ‘Woman Scream’. Med udnævnelsen følger et ansvar for at arrangere en festival for kvindelige digtere og kunstnere i Zimbabwe.
“Der er stadig få kvinder i Zimbabwe, som er aktive inden for spoken word. Det gav mig mulighed for at bringe landets kvindelige kunstnere sammen og fejre de kvinder, der har modet til at stå frem og udtrykke sig gennem poesi og kunst,” siger Batsirai E Chigama.
På kvindernes internationale kampdag mødtes kvindelige spoken word-performere og musikere på Book Café i Harare, som er Zimbabwes eneste frie kunstscene.
“Når du er en del af et netværk eller et kollektiv, er det nemmere at skabe platforme, hvor vi kan invitere kvinder til at deltage og bruge deres stemmer og blive hørt. Jeg mener, at det er min og mine kvindelige kunstnerkollegaers ansvar konstant at være aktive og inspirere yngre kvinder til at deltage,” siger Batsirai E Chigama.
Flere gange årligt performer hun på internationale og zimbabwiske spoken word-festivaler og konferencer. For nyligt underviste hun danske skoleelever under en række spoken word-workshops arrangeret af Center for Kultur og Udvikling og performede under Copenopen i Huset i København.
Spoken word og poesi er forholdsvis sikre måder at udtrykke sig på. Myndighederne overvåger ikke den zimbabwiske poesi-scene, mener Batsirai E Chigama.
På spørgsmålet om, hvorfor hun, i lyset af at voldtægt, tortur og mord bliver brugt som politiske pressionsmidler, indirekte og direkte tør kritisere den zimbabwiske regering, svarer hun:
“Jeg kritiserer ikke nogen, jeg kommenterer sociale problemer med mine digte.Nogen er nødt til at sætte ord på det.”