Unge danske forfattere som Olga Ravn skriver sig ind i og vokser ud af tusind års kvindelitteraturhistorie. For Olga Ravn har de kvindelige forfattere haft enorm betydning for hendes eget forfatterskab, selvom hun ofte måtte lede længe for at finde dem. Med digitaliseringen af nordisk kvindelitteraturhistorie er der taget et stort skridt mod at åbne døren til de nordiske kvindelige forfatterskaber, der i mange år har været gemt væk. 
Den succes, som Olga Ravns debut har fået, er langt fra den virkelighed, som tidligere kvindelige forfattere skrev i. De kæmpede mod tidens kvindeopfattelse, der ikke betragtede pen og papir som passende arbejdsredskaber for kvinder.
Som den finlandssvenske forfatter Fredrika Runeberg (1807-1879) skriver i sit memoireværk Min pennas saga (Min pens eventyr), der udkom i 1942, 43 år efter hendes død, så skulle man være kreativ for overhovedet at finde tid til at skrive mellem de huslige pligter:
“En mand skriver, når han vil, en kvinde, i det mindste hun, som har børn og husholdning, når hun kan og kan nå det, glad og taknemmelig for ligesom at få lov til at stjæle sig en sådan glæde. Men jeg må dog indrømme, at jeg tit nok mærkede, at farverne var blegnet på sommerfuglenes vinger, før tiden tillod, at de blev fæstet på papiret.”

De usynlige kvinder

I 1981 besluttede den danske forlægger Merete Riis at ændre på kvindernes usynlighed i litteraturhistorien. Hun søsatte et projekt, der kom til at løbe over de næste 17 år og samlede kvindelige forskere fra hele Norden. Resultatet blev et mammutværk på fem bind, der udkom fra 1993-1998 og straks fik pionerstatus inden for forskningsverdenen. 
Litteraturhistoriker Elisabeth Møller Jensen, der i dag er direktør for KVINFO, var hovedredaktør på det enorme projekt. Hun øjnede muligheden for at nå ud til en bredere offentlighed, da hun fik idéen til at digitalisere Kvindebiografisk Leksikon (udgivet 2000), der blev en af KVINFOs største websucceser i 2003. Debatten om dansk litteraturs kanon i 2004 blev et stærkt argument for også at digitalisere Nordisk Kvindelitteraturhistorie og gøre værket tilgængeligt på dansk, svensk og engelsk. Projektet er nu efter 8 år klar til at gå i luften. Baggrunden er den samme, som lå til grund for at lave det oprindelige fembindsværk: at give kvindelige forfattere den anerkendelse, som de har krav på og fortjener. 

Fanget i selvmordets dramatik

I onlineudgaven af Nordisk Kvindelitteratur får man mulighed for at se på tværs af forfatterskaberne på en helt ny måde. I temaet Selvmord kan man læse om svenske Victoria Benedictsson, der skar halsen over på sig selv med et barberblad på et hotelværelse i Købehavn i 1888. Eller den islandske boheme Ásta Sigurdardöttir, der drak frostvæske og døde 41 år gammel i 1971. Sammen med en lang række andre kvindelige forfattere, der døde for egen hånd, er deres forfatterskab blevet farvet af deres selvmord. Eftertiden har derfor haft svært ved at se bort fra den personlige historie, og deres liv og værk er flydt sammen i en fortælling om undergangsdømte kvinder. Temaet Selvmord er derfor et forsøg på at åbne for nye fortolkninger og forståelser af deres værker, som er fri for selvmordets dramatik.

Kampen for at skrive

Litteraturhistorien vrimler også med kvinder, der skrev, fordi de ikke kunne lade være. Deres kamp for anerkendelse bliver bredt ud i temaet At skrive. For mange forfattere handlede det ikke kun om, at samfundet havde en bestemt kvindeopfattelse, men de kæmpede også med deres egne forestillinger om kvindens rolle.
Forfattere som Thomasine Gyllembourg (1773-1856)  og Illa Marie Fibiger (1817-1867) havde begge et nærmest ambivalent forhold til deres forfatterskab, fordi det stred imod deres egen opfattelse af, hvad det vil sige at være kvinde. For andre handlede forfatterskabet om noget så simpelt som at få mad på bordet, men fælles for dem alle var, at de skabte nye forståelser af kvindelighed. De skrev nye kvindeidentiteter frem, som med tiden banede vejen for den respekt og accept af kvindelige forfattere, som i dag er en selvfølge.

I Ditlevsens fodspor

Man skal ikke langt tilbage i historien for at finde forfattere, der i den grad har kæmpet mod sin samtids opfattelse af, hvad der var god litteratur. Tove Ditlevsen fik aldrig, mens hun levede, den anerkendelse, som hun fortjente. Hendes forfatterskab er med årene gået fra at være en fodnote i litteraturhistorien til at blive et symbol på selve kampen om anerkendelse af den kvindelige kunstner i den kulturelle offentlighed.
I dag er hun en inspiration for mange unge forfattere, som Olga Ravn, der netop har udgivet sin debut, digtsamlingen Jeg æder mig selv som lyng. Bogen har undertitlen Pigesind ligesom Ditlevsens egen debutdigtsamling fra 1939. Hør, hvad det er ved Ditlevsens forfatterskab, som har fanget hende.