Norden

Læs om kvinders indtog i politik i alle fem lande.

Samlet artikel

 

Danmark

Sverige

Norge

Finland

Island

Ved valget til Stortinget i 2013 fik Norge sin anden kvindelige statsminister. Men med en kvindeandel i parlamentet på 39,6%, er Norge og Danmark fortsat de to eneste lande i Norden, der ikke har passeret den magiske 40% grænse. Internationalt har Norge også oplevet en rutsjetur. I 2000 var de på en 4. plads, men i 2015 delte de 13.-pladsen med Namibia.

Union med Sverige

Fra 1814 til 1905 var Norge i union med Sverige. Norge og Danmark havde ellers siden 1380 været  unionslande, men efter Napoleonskrigene dikterede de vindende stormagter, at tvillingeriget skulle opløses, og Norge afstås til Sverige. Inden unionen med Sverige blev en fuldbyrdet realitet, indførte Norges Storting imidlertid 17. maj 1814 en fri forfatning og valgte den danske kronprins Christian Frederik som konge. Sverige opretholdt dog sit krav, og svenske tropper rykkede ind i landet. Under pres fra stormagterne ændrede Stortinget forfatningen, og kong Christian Frederik blev tvunget til at forlade landet. Norge fik lov til at beholde sin status som selvstændigt rige med egen forfatning, og det var den, der dannede basis for indførelsen af kvinders stemmeret i 1913.

I løbet af 1800-tallet voksede det norske krav om fuld selvstændighed, og den brede protest mod unionen mobiliserede også de norske kvinder. I 1905 protesterede de derfor kraftigt, fordi de ikke måtte deltage i den folkeafstemning, som førte til opløsningen af unionen med Sverige. Over halvdelen af Norges kvinder mellem 20 og 70 år skrev under, og det var et effektivt argument for kvinders stemmeret.

Først i 1922 blev der åbnet mulighed for kvindelige ministre

Som det andet land i Norden fik norske kvinder almen politisk stemmeret i 1913. Skattebetalende kvinder kunne dog allerede fra 1909 stemme til Stortingsvalget. Men først i 1921 blev en kvinde, Karen Platou, valgt ind i Stortinget for det konservative parti Høyre.

Kvinderepræsentationen i Stortinget fortsatte med at ligge under 2% frem til 1945. Blot en kvinde blev indvalgt ved hvert valg bortset fra 1924, hvor ingen kvinder overhovedet fik sæde i Stortinget, og 1933, hvor tre kvinder blev valgt ind.

En stigning på otte procent

I 1977 steg andelen af kvindelige stortingsmedlemmer til 23,9%. Det var et spring på mere end 8 procentpoint i forhold til valget fire år før.

Den næste store milepæl blev nået i 1985, hvor kvindeandelen landede på 34,4%. Ved de efterfølgende valg svingede andelen af kvinder i Stortinget mellem 35% og lidt over 39%. Valget i 2013 gav kvinderne 39,6% af pladserne i Stortinget.

Kvinderegeringen i 1986

Selv om stemmeretten blev indført i 1913, kunne kvinder først i 1922 udpeges til hvervet som ministre. Der gik dog 23 år, før det blev aktuelt. Norge fik nemlig først sin første kvindelige minister i 1945, Kirsten Hansteen fra Norges Kommunistisk parti.

I årene frem til 1973 svingede andelen af kvindelige ministre mellem 6 og 12%. Men ligesom andelen af kvinder i Stortinget steg markant i 1970’erne, gik det også stærkt med at øge andelen af kvindelige ministre i de norske regeringer.

20%-tærsklen passeres allerede i 1973

Allerede i 1973 passerede antallet af kvindelige ministre 20%-tærskelen med en regering, der mønstrede 22% kvinder. Gro Harlem Brundtlands ”kvinderegering” fra 1986 sprængte imidlertid alle nordiske rammer. Med 8 kvinder ud af de i alt 18 ministre nåede procenten op på 44. Norge tog derved et kvantespring og passerede ved en og samme regeringsdannelse både 30% og 40%-tærskelen.

Herefter har der aldrig været under 40% kvindelig ministre. Efter valget i 2013 bestod Norges regering af ni kvinder og ni mænd med Erna Solberg fra det konservative parti Høyre for bordenden. Norges anden kvindelige statsminister lagde dermed ud med en regering, der var i kønsmæssig balance.

Kvindelige partiledere og statsministre

Da Sosialistisk Venstreparti bliver dannet i 1975, var Berit Ås partiets første leder. Dermed blev hun både Norges og Nordens første kvindelige partileder. Men det lille parti på venstrefløjen havde ikke store chancer for at komme til at stå i spidsen for en regering. Det have det norske socialdemokratiske parti, Det Norske Arbeiderparti, derimod en lang tradition for.

Men selv om Gro Harlem Brundtland i april 1981 blev den første kvinde til at lede et europæisk socialdemokratisk parti, så modbeviste hun samtidig tesen om, at vejen til statsministerembedet nødvendigvis går over partilederposten. Hun blev nemlig allerede i februar samme år Norges og Nordens første kvindelige statsminister.

En såkaldt “kvinderegering” = 44% kvinder

Den første regeringsperiode varede mindre end et år, men hun vendte tilbage til posten i to lange perioder, 1986-89 og 1990-96. Det var hende, der i 1986 udnævnte den såkaldte ”kvinderegering” med 44% kvindelige ministre.

Norge fik som nævnt sin anden kvindelige statsminister i 2013, hvor Erna Solberg fra Høyre dannede regering med koalitionspartneren Fremskrittspartiet. Også Fremskrittspartiet havde en kvindelig leder. Siv Jensen blev udpeget til finansminister og regeringens nummer to.