Hvis juledagene byder på en sviptur til London, eller hvis det nye års rejsemål er Barcelona, kan det anbefales at lægge vejen omkring udstillingen Diane Arbus: Revelations. Arbus’ fotografier er chokerende i deres renhed og hun spidder sine portrætofre som nåle spidder tørrede sommerfugle. Fotografierne trænger ind og udstiller en eksistentiel smerte, og samtidig er de så åbne, at erindrings- og følelses rum åbner sig. Rum, der så behændigt og normalt lukkes ned. Intet under at Diane Arbus revolutionerede fotografiet.

Udstillingens første anslag er billedet af en ung mand, der stirrer tomt ud mod beskueren med en krans af curlere omkring det lange smalle ansigt. Mellem sine lange velplejede, perlemorslakerede negle holder han en nytændt cigaret. Øjets hvidhed, curlerne, neglene, cigaretten og tænderne lyser som en kontrast til den sorte v-bluse, håret og de velformede smalle øjenbryn, der flyver som sorte måger i hans ansigt. Har man mødt billedet en gang, så forbliver det på nethinden. Fotografiet hedder blot A young man in curlers at home on West 20th Street, N.Y.C. og er fra 1966.

I ægteskabet var hun fotografens stylist

Diane Arbus er født i New York ind i en rig jødisk familie i 1923. Allerede som 14-årig mødte hun Allan Arbus, som var fem år ældre, og de giftede sig i 1941. Fotografiet var en fælles passion for ægtefællerne – badeværelset fungerede fx også som mørkekammer. Efter krigens afslutning arbejdede de succesfuldt sammen – han som fotograf og hun som stylist – inden for modefotografi. 

Tilsyneladende kunne forholdet ikke rumme, at hun også professionelt udfoldede de fotografiske talenter. Men som udstillingen viser, eksperimenterede Arbus allerede bag kameraet i 1940’erne, bl.a. med et selvportræt fra 1945, hvor hun står gravid med ægteparrets første barn, Doon. Kun iført store underbukser, der er trukket op over den store mave, står Diane Arbus med det unge ansigt let på skrå, mens pagehåret falder blødt til den ene side – foran et spejl. Fotografiet med den unge kvinde, der nærmest ser ud til at kigge ind i en kommende fremtid, er påfaldende moderne. 

Da ægteskabets opløsning nærmede sig, begyndte Diane Arbus intensivt at fotografere og i årene 1957-1960 studerede hun fotografi ved New School i New York og blev inspireret af fotografen Lizette Model, der samtidig støttede Arbus’ kunstneriske talent. 

Et fotografi er en hemmelighed om en hemmelighed. – Diane Arbus

Arbus’ fotografier søger hele tiden hen til sprækkerne, hvor normaliteten, eller den normalitet vi får fortalt eksisterer, ikke er. Ved hele tiden at vise det, som ligger uden for normaliteten, ophæves den. 

Arbus’ linse interesserer sig for portrættet for at afdække sprækkerne hos mennesket – det som billedernes skarphed kaster lys over. Og især teatret, cirkus og diverse performances står centralt i hendes motivvalg. 

De portrætterede stirrer direkte ind i kameraet i de fleste af Arbus’ billeder og mange fotografierne udtrykker ikke livsglæde og fred. Dog skiller et portræt af et ældre jødisk par, der danser arm i arm, mens de ler hen imod kameraet, sig ud. Billedet er så herligt familiært, at man næsten tænker på fortidens faster Edith og onkel Børge, mens perlekæden, armbåndet, brochen og ørenringene skinner imod øjet.

Diane Arbus er især kendt for at fotografere dværge og kæmper, transvestitter, nudister, strippere og evnesvage. Freaks. Mennesker, som enten ved eget valg eller fødsel, bevæger sig væk fra 1950’ernes og 1960’ernes amerikanske normalzone. Men udstillingen dokumenterer, at Arbus også fotograferede såkaldte almindelige mennesker i midten af det 20. århundrede. Det bemærkelsesværdige ved de billeder er, at man kan konstatere, at normalitetsbegrebet både er foranderligt og relativt: For fotografierne af “normal-amerikaneren” forekommer med et 2005-blik langt mere eksotiske end billederne af transvestitter, nudister og strippere, der i dag er en almindelig del af den visuelle kultur.

Fx indvarsler Arbus’ billeder visuelt et opgør med det 20. århundredes meget begrænset form for maskulinitet med de mange billeder af mænd iført hofteholdere og bh eller fx den turbanklædte mand, som står foran et cirkustelt og ømt holder et skrigende spædbarn i armene. Teksten fortæller , at han er manden, der sluger barberblade – man har næsten lyst til at tilføje – og har fløjlshænder.

Hvad der især har forandret sig siden 1960’erne, er evnen til at se portrætterne som det de er og ikke som en udstilling af de fotograferede menneskers liv, som datiden beskyldte Arbus for. Susan Sontag skriver fx i sit essay Det dystre billede af Amerika set gennem fotografier (i Fotografi fra 1973), at Arbus’ fotografier formidler et anti-humanistisk budskab, der “viser mennesker, der er patetiske ynkværdige, såvel som frastødende, men det vækker ingen medfølelse” og at Arbus henter stoffet fra “New York med dens transvestitfester og natherberger, der myldrede med vanskabninger”. Men hvor Sontags essay er påfaldende ekskluderende, træder Arbus’ værk ind og netop viser den omkostning, det har for et menneske at være marginaliseret – og man har svært ved i dag, at følge Sontags udlægning af de portrætterede. 

Perlerne og pelsen synes at være den ældre kvindes eksistensberettigelse 

Det er slående, hvor mange ældre kvinder, som optræder på Arbus’ fotografier – slående fordi ældre kvinder stadig ikke er et naturligt element i den visuelle kultur. Samtidig viser portrætterne, i hvert fald på overfladen, hvor anderledes livet synes at være i dag som ældre kvinde. 

Woman with a veil on Fifth Avenue, N.Y.C. fra 1968 – kvinden med turban og slør som en stormasket nylonstrømpe henover et sminket ansigt er et sjældent syn i dag. Hun står blandt skyskrabere i New York med store hvide perleørenringe og en kæmpe hvid pels. Besynderligt at blive mindet om den slags slør, som en gang var så almindelig blandt ældre kvinder. 

Two ladies at the Automat fra 1966 viser to hatteklædte damer med velpolerede negle og små cigaretter – og sorgfulde ansigter. Man ønsker næsten at være en af de salt- eller peberbøsser eller måske sukkerskålen på bordet, og få at vide, hvad kvinderne taler om. Og man vil også så gerne vide, hvad der gør Mrs. T. Charlton Henry on a couch in her Chestnut Hill Home fra 1965 så frygtelig trist. Med højt touperet hår sidder hun med en anorektisk ældet rank krop iført en perlebroderet kjole og smykker af perler og glimtende sten.

I Arbus’ optik strider mange af kvinderne sig med sammenbidte munde gennem gadebilledet og billederne giver næsten det indtryk, at for den ældre kvinde er både perlerne og pelsen selve eksistensberettigelsen.

De påklædte nøgne kroppe

På Retired man and his wife at home in af nudist camp one morningfra 1963 sidder et ægtepar nøgne på hver sin side af et fjernsyn. Kroppens positurer er stadig som om de havde tøj på. Manden sidder bredt og udflydende i lænestolen med et udfordrende blik, mens hans køn stritter frem under den voluminøse mave. Ud fra hans krop peger to sutsko i hver sin retning væk fra hans krop. Kvinden derimod forsøger at fylde så lidt som muligt med sine samlede ben og hænderne er placeret mellem dem, så de dækker hendes køn. Hendes undskyldende smil og de skinnede tå sandaler får én til at glemme hendes nøgenhed. 

Spidse bryster, et forklæde og en hårbøjle, sådan optræder en kvindelig tjener på en nudistlejr. Som andre af Arbus’ nudist portrætter virker hun også så påfaldende påklædt. Eller parret som holder om hinanden – selvfølgelig også iført fint fodtøj – mens manden behændigt løfter og støtter konens venstre bryst.

Disneyland after dark

Selvom Arbus er stærkest i hendes portrætter og trænger ind bag al staffage for at afdække eksistensen, fotograferede Arbus også lejlighedsvis landskaber og interiører. 

A Castle in Disneyland fra 1962 overgår på alle måder fantasien, i hvert fald Disneys fantasi. Så mange lag nås med dette billede af et slot fra Disneyland, hvor kun få vinduer er oplyste, mens toppens lys spejler sig i voldgravens vand, der, hvor en kridhvid svane sejler bag sit eget spejlbillede. Alle snehvider og øvrige disneymonstrer må krympe sig her, mens billedet varsler om den reducerende globale disneyfisering.

Et andet billede, der gør indtryk, er fotografiet af siamesiske tvillinger i glas, sikkert lagt i formaldehyd, og placeret i et skarpt lys i et udstillingstelt. Når man står over for billedet, synes man selv langt mere ensom, end de to væsener, der dog har hinanden, ryg mod ryg i denne konserverende væske.

Sepiatonede rum erindrer om en svunden tid

Udstillingen har et labyrintisk flow med cremefarvede vægge, besmykkedt med Arbus’ intense billeder af skikkelser og ansigter i USA. Men flowet afbrydes af tre sepiatonede ‘biblioteker’, som hentet fra filmverdenen, hvor det septiatonede markerer erindring om en svunden tid. Her bliver beskueren indviet i Arbus’ liv, tanker og arbejdsmetoder.
I bibliotekerne kan man i Arbus’ sorte notesbøger læse hendes optegnelser under de mange vandringer gennem New York. Og særligt hendes drømme gør indtryk, som man får lov til at læse med. Og mens man læser de surreelle drømme, forstår man, at fotografiet har været med livet som indsats for Diane Arbus. 

Men samtidig med at vi bliver indviet i hendes liv og tanker, ja nærmest overloaded med ord, forfalder udstillingen på ingen måde til at psykoanalysere og forklare hendes liv. Skolegangen, kærligheden, skilsmissen og børnefødslerne nævnes blot i den rækkefølge, de optræder – og man får et indblik i hendes tanker og overvejelser op til selvmordet i 1971, uden at man dog forstår. 

Det fremgår af datteren Doon Arbus’ efterord til udstillingens store katalog, at det siden moderens død, har været hendes hensigt at tage vare på fotografierne og beskytte dem – og ikke mindst de portrætterede – fra ord, der lukker sig omkring billederne. Og da hun og søsteren havde gemt mange af moderens ting, valgte Doon Arbus med de mange notesbøger og optegnelser, at lade beskueren møde fotografierne i deres veltalende tavshed. 

Anita Frank Goth er redaktør af FORUM.

Det omfattende og imponerende udstillingskatalog Diane Arbus Revelations kan lånes på KVINFOs bibliotek.