“What are we here to do?”
Spørgsmålet runger ud i lokalet, og høje, klare kvindestemmer svarer prompte: “Win!” Flere af kvinderne har rejst sig op for at lægge kraft bag ordet, og svaret efterfølges af klapsalver, grin og tilråb.
Vi er i Nairobi i november 2012. Startskuddet til de næste måneders politiske kampagne er gået. I marts 2013 skal kenyanerne til valgurnerne og vælge både parlaments- og amtsrådsmedlemmer, senatorer, guvernører og præsident. Det er første gang, efter at landet i 2010 stemte en ny forfatning igennem, og ifølge den skal Kenya ende med at have mindst en tredjedel kvinder i både parlament, senat og amtsråd. Nu skal kvinderne bare overbevise en ældgammel, patriarkalsk kultur om deres politiske værd. FN’s kvindeorganisation UN Womens træningsprogram for kvindelige aspiranter hjælper dem et stykke på vej.

Gør op med traditionerne

“I har lært, at I ikke må kigge mænd direkte i øjnene, når I taler til dem. Det er slut nu. Tiden er en anden.” 
Underviser og formand for organisationen Kvinders Politiske Alliance i Kenya Daisy Amdany kigger ud over de fremmødte og fortsætter: “For hvordan har I ellers tænkt jer at få nogen til at stemme på jer?”
Omkring 45 kvinder sidder spredt rundt ved gruppeborde og lytter til Amdanys oplæg. Det handler om kunsten at tale i offentligheden. Alle har de en drøm om at blive stemt ind på en politisk post den 4. marts 2013, men for mange af dem gælder det, at de hverken har erfaringen eller de økonomiske midler til opgaven. Det er noget af det, de lærer på kurset, fortæller lederen af programmet, Lucy Mathenge.
“Kvinder har været bagud i politisk ledede stillinger i mange år, så de mangler kompetencerne til at kunne slå igennem og overbevise vælgerne,” siger hun.
Kurset varer i tre dage, og ud over undervisning i at holde tale lærer kvinderne også, hvordan de rejser penge til deres kampagne, og hvordan de skal kommunikere et politisk budskab ud til vælgere, der i mange tilfælde hverken kan læse, har adgang til medier eller mener, at kvinder skal være politikere.

Flere på banen

Det er to og et halvt år siden, Kenya vedtog en ny forfatning. Ud røg den gamle fra kolonitiden, og ind kom en ny, som landet siden har fået stor international ros for. Blandt andet på grund af kapital 4 – den såkaldte “Bill of Rights”. Et rettighedskapitel, der sikrer basale menneskerettigheder også for børn, unge og kvinder. Reglen om, at kvinder skal fylde mindst en tredjedel af de politiske poster er en del af forfatningen, og betyder, at der nu er reserverede pladser til kvinder både i parlamentet, senatet og på amtsniveau. Det får kvinderne til at komme ud af skabet, siger Mathenge.
“Ved valget i 2007 var der meget få kvinder, som turde stille op. Og en del af dem, der gjorde, gav op, fordi de ikke kunne konkurrere med mændene. Men på grund af forfatningen, oplever vi nu en stigende interesse. Kvinderne tør mere,” siger hun.
Der er dog stadig lang vej igen. For det første er der i forfatningen ikke afsat pladser nok til at opnå en tredjedel kvinder i parlamentet, og kun lidt under 400 kvinder har annonceret deres kandidatur, fortæller Mathenge. Det er for lidt til at udfylde en tredjedel af de politiske poster.

Et politisk spil

I 1985 var Kenya vært ved FN’s internationale kvindekonference. Allerede dengang blev kvindekvoter bragt på banen som et effektivt værktøj til at få kvinder ind i politik. Men siden har Kenyas kvinder måttet se til fra sidelinjen, mens nabolandene har sat flere og flere kvinder ind på ledende, politiske poster (se faktaboks). Ifølge formand for Sammenslutningen af Kvindelige Advokater i Kenya (FIDA Kenya) Grace Maingi skyldes det mangel på politisk vilje.
“I Rwanda har ligestilling været en del af den politiske dagsorden, og det har nu ført til, at landet har verdensrekorden for kvinder i politiske stillinger,” siger hun.
De sidste par måneder har en heftig diskussion om, hvorvidt og hvordan reglen om en tredjedel pladser til kvinder i parlamentet skal indføres op til valget i 2013, præget den politiske dagsorden (se faktaboks). Den sag er et godt eksempel på den manglende politiske interesse, mener Maingi. Hun frygter efterhånden, at reglen om en tredjedel pladser ender med at blive fjernet.
“Hvert medlem af parlamentet kan i sidste ende få skrevet bestemmelsen ud af forfatningen, hvis han eller hun får støtte nok,” siger hun.
Efter højesterets afgørelse i december tror hun ikke på, at reglen bliver en realitet ved valget d. 4. marts, og udsættelsen er et slag i hovedet på kvinder i hele landet.
“Både kvinder og andre marginaliserede grupper støttede forfatningen, fordi den var baseret på deres rettigheder. Så det er selvfølgelig bekymrende, at retten til politisk indflydelse ikke bliver respekteret,” siger Grace Maingi.
FIDA Kenya forsøger nu i stedet at hjælpe kvindelige aspiranter til at finde de få partier, der gerne vil have kvindelige politikere, så de kan stille op gennem dem.

Høstens tid

Kvinder udgør lidt over halvdelen af Kenyas befolkning, og alligevel er de politiske pladser domineret af mænd. Ifølge Wanjiku Kabira, professor i litteratur og forfatter til bogen Time for Harvest Women and Constitution Making in Kenya 1992-2012, har kvinder derfor i mange år kæmpet for at sikre deres rettigheder i forfatningen. Men mændene har ikke haft lyst til at give slip, fortæller hun. 
“At være politiker i Kenya er et meget lukrativt job. Der er mange penge i det, og derfor er der ingen, som vil af med magten. Kvinderne kæmper både imod kontrol, attitude og meget gamle patriarkalske traditioner,” siger hun.
Kabira mener dog, at Kenyas kvinder er kommet et godt stykke vej. I 1992, da kvindelige forskere første gang fremsatte behovet for at få en tredjedel politiske poster øremærket til kvinder, var der ingen i parlamentet, som tog dem seriøst. Men kvindernes lobbyarbejde og forhandlinger endte med at give dem en plads ved bordet, da landets nye forfatning skulle skrives. Det har både resulteret i reglen om en tredjedel politiske poster, men også en grundlæggende ret til ejendele, land og sundhedspleje på lige fod med mænd. Nu er det eneste problem at få kvinderne til at kende deres rettigheder og gøre krav på dem.
“Det minder mig om slaveriets ophævelse i USA. Mange af slaverne havde ingen idé om, hvad de skulle gøre med deres frihed, og derfor blev mange af dem på de hvides gårde,” siger Kabira.
Hun håber, at flere vil tage udfordringen op og bruge de muligheder, som forfatningen giver. Specielt fordi der er brug for nye og bedre politiske ledere, som kan tale de marginaliserede gruppers sag. I hvert fald hvis Kenya skal have noget ud af den forfatning, de har arbejdet så længe på, siger hun.
“Der er så mange gode og nyttige rettigheder i vores forfatning. Den er et stort skridt for Kenya. Men der er nødt til at være politisk vilje til at implementere rettighederne, hvis de skal nytte noget.”
Marie Sjødin Græsholm var i Kenya for Danmarks globale magasin Udvikling, der udgives af Danida. Artiklen er også publiceret i Udvikling #1/2013.


AFRIKANSKE KVINDER I PARLAMENTET

Land                Valgte antal kvinder pr. 31. oktober 2012      % af kvinder
Burundi            32 ud af 105                                                30,5 %
Kenya               22 ud af 224                                                 9,8 %
Rwanda            45 ud af 80                                                 56,3 %
Tanzania          126 ud af 350                                              36,0 %
Uganda            135 ud af 386                                              35,0 %