Der er grøde i dansk feminisme – også på forskningsfronten. Efter dødvandet i 1990’erne har såvelMagtudredningen som Gender-Empowerment-Politics-projektet (GEP) publiceret flere afhandlinger om feministisk teori. Det drejer sig bl.a. om Køn, demokrati og modernitet, 2001, af Ann-Dorte Christensen og Birte Siim, Kønsmagt under forandring, 2002, redigeret af Anette Borchorst, ogLigestillingspolitik som diskurs og praksis, 2003, af Borchorst og Drude Dahlerup. Og nu altså under stor mediebevågenhed Henning Bechs Kvinder og mænd.

Alene forfatterens køn påkalder sig opmærksomhed. For hvornår har vi i Danmark sidst set en mandlig professor med et suverænt overblik over feministisk teoridannelse og et indgående kendskab til dansk og international kvinde/kønsforskning? Nej, vel! Senest har debatten om den litterære kanon demonstreret kvindeforskningens ringe gennemslagskraft, selv på et af de mest produktive områder.

Og så har det fyret godt op under mediemaskinen, at Bech anfægter selve den feministiske grundantagelse, at mænd (stadig) har magt over kvinder, og ikke mindst at han inddrager følsomme og tabubelagte emner som pædofili i sin argumentation for, at kvinde/kønsforskning trues af vanetænkning og fortrængningsmekanismer – ligesom al anden videnskab.

Hyper-bevidst feminisme kritik

Henning Bech er også pioner inden for dansk bøsseforskning. 1986 skrev han sammen med Karin Lützen Lyst eller Nød? Kvinders og mænds homoseksualitet, den første og eneste offentlige udredning om sagen. Som det fremgår af titlen blev bøsser og lesbiske behandlet hver for sig. Året efter kom den banebrydende afhandling Når mænd mødes. Homoseksualiteten og de homoseksuelle, hvor Bech simpelthen skrev lesbiske ud af sit homoseksualitetsbegreb, og siden har homoseksuelle mænd været omdrejningspunktet i hans videnskabelige arbejde, der 1999 fik sin foreløbige kulmination med disputatsen Fritids verden. Studier i modernitet, mandighed, homoseksualitet og senmodernitet

Kvinder og mænd træder altså nye veje, og Bech er hyperbevidst om de overkritiske blikke, der venter derude. Foruden de heteroseksuelle, som har hørt rigeligt om den homoseksuelle kulturelle avantgarde, og lesbiske, som er fed up med bøsseimperialisme, er der nu også kvinder på vagt om deres ejerskab af feminisme. 

Bekendelser af troen på kvindebevægelsens historiske berettigelse og feminismens akademiske fortjenester løber som et litani igennem bogen. På særligt mineret terræn kommer paraderne helt op: “den mulighed at voldtægtsbeskyldninger kan bruges (jeg skriver kan bruges) af nogle kvinder som et våben mod mænd i interne eller institutionelle magtkampe” (s. 98). Galant og politisk korrekt nævner titlen damerne først, og bogen igennem bruges “hun” som fællesbetegnelse for begge køn. 

Men selvfølgelig handler en tekst med Henning Bechs signatur i grunden om homoseksuelle mænd, og bogens styrke er netop afsættet i mande- og homoforskningen og det nye lys denne tilgang kaster over klassiske feministiske temaer. Fx har han helt oplagte pointer i sine analyser af Betænkning om det fremtidige ligestillingsarbejde og dets organisering (1999), og af behandlingen af lovene om registreret partnerskab, adoption og kunstig befrugtning. 

I betænkningens 120 sider lange redegørelse for det hidtidige ligestillingsarbejde figurerer “Mænd” med halvanden side i et opsamlende afsnit “Andre grupper” – sammen med “Unge”, “Udenlandske kvinder”, ” Lesbiske og enlige kvinder” ( s. 98). Og deres kortere levealder nævnes kun som et problem for kvinder, nemlig i forbindelsen med beregningen af pensioner (s. 97). Det er ligeså paradoksalt, at (kvindelige) politikere, der ellers profilerer sig på feminisme, diskriminerer enlige homoseksuelle i adoptions- og inseminationslove med henvisning til Morten Korchske familieidealer.
 

Begrænsninger i den store “feministiske fortælling”

Henning Bech mener, at der er sket en større udligning i kønsmagtforholdet, end det fremgår af kvinde/kønsforskningen, og at selve dens teoretiske og metodiske grundlag udgør en barriere for at registrere radikale forandringer. 

Det synspunkt argumenterer han for i bogens tre dele, hvoraf de to første “Klassisk feministiske fortællinger” og “Flere fortællinger” er en kritisk gennemgang af hovedstrømninger i feministisk teori fra slutningen af 1960’erne og til i dag, og den tredje “Endnu flere fortællinger” er hans eget bud. Som sig hør og bør redegør han indledningsvis for sine teoretiske udgangspunkter. 

Her støbes kuglerne til feminismekritikken i en opsummering af de sidste 50 års videnskabshistorie, hvor objektivitetsidealet er erstattet af forestillinger om en fortsat kamp om forskellige paradigmer med en begrænset forståelseshorisont. For at markere det subjektive element i forskning eller med hans egne ord det “element af skrøne, som ikke lader sig sikkert “bevise” eller afvise” (s.11), bruger Bech “fortællinger” i betydningen videnskabeligt kvalificerede historier. 

Professionalisme og kritisk refleksion skal sikre den videnskabelige kvalitet, og han opstiller en tjekliste med forsigtighedsregler, bl.a. overvejelser af, om der knytter sig “lidenskabelige identitetsdannelser” til et paradigme ( s. 16), og om de givne fortolkningsrammer faciliterer forskningsresultater, der fremmer “et godt liv”. For Bech samler interessen sig om flyvske fortællinger, der fanger forandring og fremtid, frem for de mere terrængående, der fokuserer på arvegods og variationer over strukturelle træk – hvad feminisme typisk gør. 

Som tekstlæsningsmetoden foretrækker han den hermeneutiske, hvad der giver ham mulighed for at operere med en før-sproglig eller ikke-diskursiv virkelighed – et centralbegreb i hans kønssyn.
 

Kønsforholdet kan ikke sættes på formel

Klassiske feministiske fortællinger er ifølge Bechpatriarkatsteorier, repræsenteret ved Heidi Hartmann, Sylvia Walby og Robert W. Connell, diskursteorier, repræsenteret ved Judith Butler, og forhandlingsteorier, repræsenteret ved Hanne Haavind. 

Fælles for disse tre prototyper er, at kønsforholdet opfattes som hierarkisk, dikotomisk, strukturelt og universelt, hvorfor de per definition er separatistiske med et indbygget frigørelses- og kønskampsperspektiv. De krediteres behørigt for overhovedet at have sat teori på mandlig dominans og begrebet kvindeundertrykklesen i kønsarbejdsdelingen og familien/seksualiteten. 

Bech mener bare ikke, forholdet mellem kvinder og mænd længere lader sig beskrive adækvat og frugtbart i termer af hierarki og dikotomi (modsætningspar). I hvert fald ikke udelukkende og slet ikke i dronningeriget Danmark. Han medgiver, at klassisk feminisme potentielt rummer både kontinuitets- og forandringspotentialer, og at disse potentialer udnyttes forskelligt i patriarkats- og forhandlingsteori, hvad navnene jo i sig selv angiver. Men for ham er det grads- ikke væsensforskelle. 

Gradbøjningsteknikken går igen i anden del, hvor arbejder fra det sidste tiår af danske kønsforskere som Lis Højgaard, Dorthe Gert Simonsen, Randi Marcussen, Mette Bryld & Ninna Lykke, Anne Scott Sørensen og Dorte Marie Søndergaard behandles under overskrifter som dekonstruktion, cyborg, og queer. Også i disse fortællinger finder Bech trods mange positive ansatser hierarki og dikotomi på bundlinien.
 

Ny kønsfilosofi mellem essialisering og konstruktivisme

Tredje del består af tre forskellige forsøg på at skrive sig fri af hierarkiske og dikotome matricer. 

Det første handler om det, Bech kalder pædofilipanikken, den store offentlige interesse for seksuelt misbrug af børn i kølvandet på en sag mod en pædagog i Gladsaxe 1997. 
Han spørger efter sammenhænge mellem denne – også internationalt – dokumenteret overdrevne frygt og det fremherskende kønssyn og søger bl.a. angstens udspring i det faktum, at kvinder nu er så stærkt engageret i arbejdslivet, at de har mistet kontrollen med familielivet. 

Det andet handler om pornografi og er centreret om en analyse af TV-serien Brunst, hvor de deltagende kvinder og mænd ifølge Bech er ligestillede. Teksten er formet som en række breve til en udenlandsk kvindelig kollega, og åbner således: “Der er et land, hvor pornografi ikke er noget problem” (s. 248), og abonnerer på den gode gamle forestilling om Danmark som ligestillingspolitisk foregangsland – i Bechs version på grund af brandesiansk kulturradikalisme og nationalt frisind.

Det tredje er et meget ambitiøst forsøg på at finde en ny kønsfilosofisk position mellem essensialisme og socialkonstruktivisme ved hjælp af Heideggers eksistentialisme, der ganske vist ikke inddrager køn, og som Bech derfor må transformere. 

I modsætning til resten af bogen, som er forbilledligt formidlet, er det ikke muligt at tilegne sig dette kapitel uden forhåndskendskab til Heidegger, hvis terminologi overføres ret råt: “Kønnet er jeg altid i med noget, og “forefinder” mig således, i hvert øjeblik, som altid allerede værende blevet kønnet – uanset hvordan jeg er blevet det og uanset om jeg ønsker det eller ej. Kastetheden er mit udgangspunkt hvorfra jeg altid allerede er i færd med at kaste mig videre ud.” (s. 314). 

Kønsinteresse er et nøglebegreb for Bech, og det er karakteristisk, at den interesse, vi nærer for det køn, vi allerede har, når vi bliver bevidst om det, ikke først og fremmest rettes mod det andet køn, men mod ens eget. 

Man kan læse Kvinder og mænd på mange måder, fx gemmer teksten masser af spor mod skjulte dagsordener. Men jeg har taget Henning Bech direkte på ordet og læst den som en af mange fortællinger om videnskab, feminisme og køn i lydhør og fordomsfri dialog med de allerede eksisterende og tænkt som en trædesten for de kommende. Undervejs har jeg været lodret uenig, stærkt tvivlende, temmelig forundret, men hele vejen igennem oplyst og underholdt. 

Bogen kan anbefales. 

Jytte Larsen er historiker og redaktør af Dansk Kvindebiografisk Leksikon. Hun skriver regelmæssigt for FORUM.

Læs Kristian Ditlev Jensens kommentar til Henning Bechs bog Tekstuelt misbrug