Daværende professor ved Københavns Universitet, Oluf Friis, springer ikke forfatterinden Thomasine Gyllembourg over i sin gennemgang af romantikken i Dansk Litteraturhistorie fra 1965. Han nøjes med at hugge hovedet af hende i kapitlets slutning, hvor han konkluderer:

”… fru Gyllembourg slæber med sig en dødvægt af de dårligste og værste underholdningsromaners sproggods. Man må grave novellernes interessante psykologiske figurer og problemdebatten frem gennem lag af slagger”.

Når Oluf Friis overhovedet tog hende med som den eneste af de 76 kvindelige forfattere, der fik udgivet bøger i perioden 1800 til 1870, skyldes det næppe heller professorens respekt for hendes bøger. Nok snarere det interessante ved hendes person, at hun var gift med og blev skilt fra den landsforviste forfatter P.A. Heiberg og var mor til århundredets fremtrædende dramatiker, Johan Ludvig Heiberg.

I Lise Busk-Jensens doktorafhandling Romantikkens forfatterindertager Thomasine Gyllembourg sig ganske anderledes ud. Og forklaringen ligger ikke i, hvilket æstetisk målebånd den ene og den anden litterat trækker op af syæsken. Det handler, siger Lise Busk-Jensen, først og fremmest om, hvorvidt man på forhånd interesserer sig for det, den pågældende forfatter skriver:

– Både Oluf Friis, Vilhelm Andersen og Paul V. Rubow har jo tænkt: Thomasine Gyllembourg var en af de allermest læste forfattere dengang og mor til J.L.Heiberg, så vi er nødt til at have hende med. Men åh, hvor det keder os, åh, hvor det keder os. Hendes forfatterskab handler jo om intimsfæren, om hverdagsliv og børn, om kærlighed og ægteskab, og det interesserede ikke de mandlige litterater. Clemens Petersen, som anmeldte litteratur i Fædrelandeti 1800-tallets midte, beklager, at der slet ikke er nogen i Thomasine Gyllembourgs bøger, han kan identificere sig med. Synd for ham.

Lise Busk-Jensen ler og fortsætter:
– For mig er det et nøglebegreb at læse litteraturen på dens egne betingelser. Og dens egne betingelser, det er at tænke: hvordan levede de dengang, og hvad er det, de vil udtrykke om deres liv. Der skal være en kærlighed og forhåndsinteresse, hvis man skal have noget ud af de tekster. Det skal selvfølgelig ikke gøre dig blind, og det har jeg heller ikke været. Jeg har set mange fejl i teksterne af de 76 forfatterinder fra 1800 til 1870. 

– Men, tilføjer Lise Busk-Jensen med et ironisk smil, jeg har ikke set det som min opgave at påpege fejlene som det første.

Når der mangler kvindelige forskere

Hvad angår æstetiske kriterier, henviser Lise Busk-Jensen til hovedsynspunktet i Søren Kjørups bog Kunstens filosofi:

– Kjørup mener, at det er institutionerne, der bestemmer den æstetiske værdi. Den litterære institution består jo af et netværk af lærere og forskere, anmeldere og kritikere, og dét, de bliver enige om at trække frem, bliver det, man synes er godt. Men da de kvindelige forfattere kom til for 150 år siden, var der ingen kvindelige akademikere. De er jo først kommet til i din og min generation. Hvis der i 1800-tallet havde været en halv snes kvindelige forskere, som alle sammen havde fremhævet en række af de kvindelige forfattere, så havde de fået en naturlig plads, og læsningen af dem var blevet bedre. Det er først ved at læse de mange forfattere og fordybe sig i dem, at man kan frigøre sig fra, at ’gud, det her ligner ikke Oehlenschläger’, eller ’det her ligner ikke Blicher’, og i stedet læse dem på deres egne betingelser.

Husmorkultur og salonkultur

Regner man registerbindet fra, fylder Lise Busk-Jensens afhandling 1475 sider. Alligevel kan hun godt lokkes til at give os følgende korte udgave af afhandlingens hovedtese:

– Der udviklede sig i 1800-tallets begyndelse en særlig familieform, som hedder intimsfæren. Den fik jeg et indspark til, da jeg for utallige år siden læste Jürgen Habermas’s Borgerlig offentlighed fra 1962. Her skriver han, at det borgerlige, kapitalistiske samfund er spaltet i tre sfærer: pengesfæren, intimsfæren og offentligheden. Jeg analyserer så, hvordan denne intimsfære blev dannet i romantikken. De tre sfærer så anderledes ud i stændersamfundet, som havde en salonkultur hos adelen og en husmorkultur i bondehjemmet. I bondehjemmet skulle kvinderne først og fremmest tilfredsstille fysiske behov.

– Men 1800-tallets intimsfære blev et konglomerat af husmorkulturen og salonkulturen. Nu skulle kvinderne sørge for broderet dug på bordet, pænt porcelæn osv., men de skulle ogsåhave læst de seneste romaner, de kunne spille klaver og tegne. Der var jo ingen musik, hvis ikke der blev spillet i hjemmet. Hvis man ville have en svingom, måtte nogen sætte sig til klaveret, og hvis man ville have billeder af hinanden i tiden før fotografiet, ja så måtte man tegne og male. Alt det blev en del af intimsfæren, som havde sin virkelige storhedstid i romantikken og kun i den borgerlige middelklasse. Det er så også her, at kvinderne selv begynder at skrive.

Hvorfor opstod der overhovedet en borgerlig middelklasse?
– Som Habermas siger: fordi mændene begyndte at arbejde udenfor hjemmet og kunne tjene flere penge. Samfundet blev mere velstillet, man fik råd til at lade konen gå hjemme med et par tjenestefolk, som tog sig af det praktiske, mens konerne kunne løsgøre sig fra husholdningen og i stedet blive centrum for det kulturelle liv og børnene. Det er en af mine pointer, at ro, renlighed og regelmæssighed ikke var romantikkens ideologi. Den kom meget senere. Forholdet til børnene var først og fremmest følelsesmæssigt. Madonna med barnet bliver et ideal, som kvinderne griber, da de skal have en figur at bygge sig op omkring. Hos Thomasine Gyllembourg ligger det som et idealbillede i hendes tekster. Madonna med barnet bliver også symbolet på kærligheden mellem mand og kone, og det tilføjer kvinden en åndelig værdi. 

Familiehistorikeren Edward Shorter siger i sin bog Kernefamiliens historie fra 1979, at ét af intimsfærens vigtige momenter erkærlighedsægteskabet i modsætning til fortidens arrangerede ægteskaber. Det var ikke mindst Thomasine Gyllembourg, der berømmede denne intimsfære i sine ægteskabsromaner. De handler om, hvordan man får den bedste intimsfære her på jorden og om alle de problemer, der kan være, hvis man ikke får den. Det kan f.eks. være, hvis ægtemanden ikke er god og kærlig, eller hvis han flytter sammen med en tjenestepige, altså en kvinde af en anden stand, som ikke kan skabe den rette intimsfære.

Efter 1849 kommer så næste generation, som prøver at se på, hvad der sker de kvinder, som ikke bliver gift og derfor ikke får en sådan intimsfære. De bliver ikke selverhvervende, som kvinder kunne blive efter det moderne gennembrud. Hvis de forlader deres egen familie, bliver de guvernanter i en anden familie og dermed i stand til at kaste et kritisk blik på familien, diskutere den set udefra. Det skete i de såkaldte guvernanteromaner, som blev ægteskabsromanens efterfølger. Hovedværket i denne genre er Mathilde Fibigers Clara Raphael, hvor Clara opfatter guvernantestillingen som en frigørelse fra intimsfæren.

Romantikkens kvinder mere end blot undertrykte

Opfatter du din doktorafhandling som et feministisk projekt? 
– Ja, det gør jeg i høj grad. Jeg indleder jo med at sige, at jeg kun vil læse kvinderne, eller især kvinderne, og dermed er det for mig et feministisk projekt. Men det er ikke feministisk i den forstand, at jeg kun er på udkig efter, om de gør oprør og vil være ligestillede. Derfor lægger jeg i min indledning stor vægt på at skelne mellem lighedsfeminisme og forskelsfeminisme. 

Lighedsfeminismen fremstiller det, som om vi kvinder kun er konstrueret sådan som mændene vil have os, som undertrykte, som det ”andet” køn, som Simone de Beauvoir kalder det. Førstengang vil der komme rigtige kvinder.

Den køber jeg ikke, og derfor ser jeg på en anden måde på romantikkens kvinder. Mange mener, at Rousseaus Emile eller opdragelsen fra 1762 er det værste antifeministiske skrift, fordi han sagde, at kvinderne har deres rolle, og mændene har deres. Men romantikkens kvinder læste denne kønsdualisme som noget utrolig positivt. Før havde de bare været nogle uudviklede mænd. Nu blev de pludselig mandens modpart, men dermed også hans sidestillede, og det var de kisteglade for. Nu kunne de udvikle en positiv identitet baseret på intimsfærens værdier, og realisere sig som kvinder, hustruer og mødre.

Det betyder jo ikke, at kvinderne ikke senere kunne gå videre, sådan som vi andre jo også har gjort det. Men feminisme består efter min mening i at tage kvinderne på ordet i hver tidsalder og sige: selvom romantikkens kvinder endnu ikke var direktører eller bestyrelsesmedlemmer, så kan de jo godt være interessante. Eller med andre ord: De var noget andet end kun undertrykte. Vi har i for høj grad lagt vores egen moderne målestok ned over dem.

Det gode ved at grave en periode som romantikken frem er at se på, hvordan det egentlig var. I øjeblikket taler vi om, at rigtig mange lever som singler her i København, og at det måske har at gøre med, at det er svært for de unge familier, når begge to skal leve et fuldstændig individualiseret liv med egen karriere og egen udvikling, for hvad stiller man så op med børnene? Det, romantikerne gjorde, var at sige, at mor og barn er en figur, som manden gerne vil bringe det hele hjem til, og som er en kerne i hans liv. Jeg synes jo det er på tide at interesse sig for, hvad kvinder rent faktisk har været og ikke bare tænke: dem gider vi ikke interessere os for, fordi de var så undertrykte. Jeg synes, vi skal interessere os for disse forskelle i litteraturen, i historien og i kunsten.

Mandlige litterater orker ikke den hjemlige sfære

1800-tallets mandlige forfattere skrev vel slet ikke om hverdagslivet. Var det fordi de ikke havde nogen andel i det?
– Dels det, men også fordi de skrev i forlængelse af det forrige århundredes akademiske tradition, hvor genrerne var bestemt for teatrene, for højstemte kirkelige ceremonier, kongers jubilæer eller store personers død. Det var kun mændene, der kunne det, fordi de var uddannet i akademiske cirkler. Kvinderne havde ingen akademisk uddannelse, så når Gyllembourg skulle skrive, måtte hun tage udgangspunkt i det hun kendte, i familielivet. Den italiensk-amerikanske forsker Franco Moretti skriver i sin bog om dannelsesromanen, at eftersom samfundet var sfæredelt, og kvinderne kun var i én sfære, så kunne de ikke skrive dannelsesromaner, for det kræver, at man er i alle tre sfærer. 

Nu siger du, at mændene ikke skrev om den hjemlige sfære, fordi de ikke kendte hjemmet. Det sagde jeg faktisk til Moretti, da han var gæsteprofessor hos os for nogle år siden. Men han reagerede ikke på det. Han gad ikke læse George Sand, Emily Brontë m.fl. Så selv i vor tid orker litteraterne ikke at se på denne ”særegne provins i litteraturen”, som Vilhelm Andersen kaldte kvindelitteraturen. Ikke at jeg overhovedet er moralsk forarget over det. De mandlige forskere griber spontant det, de synes er interessant. Problemet har bare i lange tider været, at der ikke var kvinder, som fortalte om det, vi synes er interessant. Det har blandt andet bevirket, at der ikke er en eneste kvindelig forfatter fra romantikkens periode med i den litterære kanon fra 2004.