– Den græske mand, som nordeuropæiske kvinder kom rejsende til de græske øer for at have en sommeraffære med, findes ikke længere, siger den græske filminstruktør, Babis Makridis, med et stort grin under overskægget. Kort efter tilføjer han mere alvorligt:
– Der var faktisk mænd, der så det som et job dengang. De levede af at møde kvinder fra Nordeuropa.
Babis Makridis er i København i forbindelse med Cph:Pix, hvor hans film “L” konkurrerer i festivalens hovedkonkurrence for debuterende instruktører.
L” er en film om en mand og hans bil. Alligevel kunne man ikke være længere væk fra Nicolas Winding Refns Drive, hvor den tavse og übermaskuline Ryan Gosling levede af at køre sin Chevrolet Chevelle til perfektion.
For godt nok lever “L“‘s navnløse hovedperson også af at køre bil og af at være den bedste til det; han er honningkurer for en narkoleptisk rigmand, hvor bizart det end måtte lyde. Resten af tiden lever og ånder han videre bag rattet. Om natten stiller han sirligt sine sko på asfalten udenfor bildøren, når han skal sove, og med mellemrum kører han ind på en anonym parkeringsplads og møder sin kone og sine børn, der kører i en anden bil.
Måske er de skilt, og møderne på parkeringspladsen er hovedpersonens samkvemsret. Måske er de bare en familie i følelsesmæssig opløsning. Intet er givet i “L“. Babis Makridis er ikke meget for at overforklare handlingen i sin film.
– Jeg kan godt lide, at der er et element af gådefuldhed. Der skal være plads til den enkeltes egen fortolkning, forklarer instruktøren, der ikke selv har kørekort til andet end en lille Vespa.

Film om mand, der kører langsomt i bil

Hos Babis Makridis er der ingen fetichering af forholdet mellem manden og den perfekte maskine.
– Min film er på den måde ikke en traditionel maskulin film. Der foregår ikke en masse voldelige actionting. Min film handler bare om en mand, der kører i sin bil ganske langsomt. Den er hans hjem, ikke et billede på hvem han er. Den er som en skal eller et sneglehus, han hele tiden har med sig. Den er hans ego, og han kan ikke komme ud af sit ego, fortæller han.

Maskulinitetsritualer

Alligevel sker det uundgåelige en dag for den navnløse hovedperson; en yngre og bedre chauffør udfordrer ham på titlen som den bedste bag rattet, og han er ikke længere den hurtigste honningkurer.
Arbejdsløsheden tvinger ham ud af sin skal, og han kaster sig ind i en søgen efter et nyt mål for sit liv gennem en række arketypiske maskulinitetsscenarier:
I første omgang søger han om optagelse i en motorcykelklub, hvor han skal gennemgå et mærkværdigt optagelsesritual, og hvor han overværer ofringen af et af de ældre medlemmer, der på grund af sin alder er blevet overflødig.
– Den gamle motorcykelkører repræsenterer os, når vi bliver gamle og mister vores ‘drive’. Hans kørekort er udløbet, og han kan ikke få et nyt, for han lever ganske enkelt ikke op til kravene, forklarer Babis Makridis og trækker paralleller fra filmen til den sociale virkelighed, hvor arbejdsløshed og tab af social position er en dagligdagsaffære i nutidens Grækenland.
Samtidig sættes hovedpersonens faderrolle under pres. Da han skifter de fire hjul ud med to, kan han ikke længere køre sine ugentlige ture med børnene, som han nu kun kan se gennem sideruderne i moderens bil. Efterhånden opgiver de helt at mødes med ham, og hans fremmedgjorthed og isolation forstærkes.
Hans eneste vedholdende ven er en imaginær ven, der har lært at leve som en bjørn; et illusorisk alternativ, hvor manden er i pagt med naturen.
– Det er svært for ham at have et forhold til sine børn. ‘Helten’ i min film deler det problem med mange mænd, at han har svært ved virkelig at kommunikere med – og forbinde sig til andre mennesker, forklarer Makridis, der beskriver sin film som en allegori over den moderne mands følelsesliv.
En mand, der også kunne have været ham selv.
– Jeg er selv et sårbart menneske, som han siger.

“L” for “learner”

L” er en film om en mand i krise – på flere planer. Og en film om at lære at være mand og menneske. Men filmen er ikke en manual med lette løsninger.
– Min hovedperson er 40 år gammel. Han befinder sig i en midtvejskrise. Det sker for alle mænd. Det skete også for mig. Du bliver 40, og pludselig stiller du spørgsmålstegn ved alt i dit liv.
– Vi valgte titlen “L“, fordi det er det skilt, der er ovenpå en skolevogn. “L” står for learner. Alle mennesker er i en læringsproces, livet er en lang læringsproces. Du lærer, hvor du står i livet. Du lærer at elske og at knytte venskaber. Hovedpersonen i min film er en ganske almindelig mand. Han har på sin egen mærkværdige måde et job, et hjem og en familie. Han lærer hele tiden, men han finder også ud af, at hans læringsproces ikke har et egentligt mål. Til sidst er han lidt lost, forklarer Babis Makridis.
L“, tilføjer han, kunne ligeså godt stå for”lost” eller “lonely“.

Krisen udfordrer maskuliniteten

Babis Makridis er klar over, at hans søgende, skrøbelige subjekt udfordrer den traditionelle manderolle. Men Grækenland står også midt i en tid, der udfordrer den rolle generelt.
– Hans maskulinitet bliver meget skrøbelig, da hans stolthed bliver udfordret. Mange mænd vokser op med en traditionel tro på, at manden skal være hjemmets klippe og den, der har pengene med hjem. I øjeblikket mister den her ideelle mand sit job hver dag i Grækenland. Hans stolthed kollapser, han isolerer sig selv, og mange begår selvmord. Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke, at min hovedperson har en fremtid. Han ved ikke selv, hvad han har gang i. Han sejler til slut ud i en båd, men hvor skal han sejle hen, spørger instruktøren retorisk.
– Vores film afspejler et eksistentialistisk vilkår for nutidens mand. Det er lidt lettere for kvinder, for selvom jeg tror på, at kvinder skal være ligestillet, er vi alligevel gennem hele vores liv blevet fodret med ideen om, at manden skal være stærk og være hovedforsørgeren. Når der så opstår økonomiske problemer, bliver den forestilling undermineret, for i øjeblikket kan det dårligt lade sig gøre at forsørge en familie med to børn i Grækenland.
Oprindelig havde Babis Makredis ikke tænkt sig at lave en film om krisen, selvom han lever med den hver dag, hvor angsten, desperationen og den tiltagende meningsløse vold omgiver hans lejlighed i det centrale Athen. Alligevel viser hans film, hvad krisen gør ved mennesker, når de bliver kastet ud i et værdivakuum og derfor mister deres retningssans.

Starten på en bølge

Der er en stor grad af absurditet i “L“. De twistede plotelementer og langtrukne punchlines minder mere om Monty Python end om mesterinstruktøren Theo Angelopoulos, der i årtier stort set var det eneste instruktørnavn i græsk film. 
Selv kalder Babis Makridis sin film for en “eksistensparodi”.
L” falder helt sikkert uden for kategori og genre, men alligevel er den ikke en enlig svale. For i de sidste par år er der kommet film, der kunne ligne starten på en ny bølge i græsk film, hvor en stribe af absurde, minimalistiske film, der alle udfordrer de gængse identitetskategorier, stiller spørgsmålstegn ved gængse forestillinger om køn, magt og begær.
I Danmark kunne vi fx sidste år se Athina Rachel Tsangaris Attenberg (2010) om den socialt hæmmede unge kvinde, Marina, der forsøger at trænge ind i menneskeracens uforståelige adfærdsspil, og undervejs leverer filmhistoriens nok mest påtrængende og kiksede pigetungekys. Samtidig ramte også Yorgos Lanthimos’ oscarnominerede Dogtooth (2009) de danske biografer med sit klaustrofobiske og absurdistiske drama om en rigmandspatriark, der holder sine børn i total isolation fra omverdenen, hvor de socialiseres efter et sæt bizarre regler, der bl.a. involverer søskendeincest. Og mange af de samme navne går også igen på de tre films rulletekster.
– Finanskrisen har gavnet græsk film. Ingenting fungerer i Grækenland i øjeblikket, der er ingen jobs, ingen initiativer. Der bliver hverken produceret TV eller teater, så vi laver film af lyst, og med det vi har til rådighed. De fleste af os har været venner i mange år, og vi hjælper hinanden. Før plejede der i Grækenland at blive produceret ca. fem film om året. I øjeblikket producerer vi to om måneden. Jeg har tidligere lavet reklamefilm, men der er mindre og mindre arbejde for hver dag, derfor laver vi film i stedet for. Så laver vi i det mindste noget meningsfuldt.
– Krisen har også givet os frihed. Vi er langt mere parate til at tage kunstneriske risici, for der er ingen, vi skal stå til regnskab for. Der opstår en løssluppenhed, når du ikke skal stå til regnskab overfor dem, der har finansieret din film, fortæller Babis Makridis.
Lige nu er han er på vej tilbage til Grækenland for at lave flere spontane film om menneskers vilkår, for selvom han havde pengene til det, ville han ikke lave et actionbrag med eksploderende biler.
– Manden i min film befinder sig godt nok hele tiden i sin bil eller på sin motorcykel, men de bevæger sig aldrig; det er en steady road movie. Jeg tror på den helt enkle, menneskelige fortælling, slutter han.

http://www.youtube.com/watch?v=zo-yyaAU7uk&feature=related