– Historisk set har Marokko altid været et af de progressive lande i regionen, når det kom til kvinders rettigheder. Vi har siden 2002 fået gennemført en del reformer, der forbedrer kvinders rettigheder. Vi følte, at vi var på rette vej. Så kom de arabiske revolutioner, og de afslørede en helt anden virkelighed. Det var en virkelighed, vi godt vidste eksisterede, men det kom alligevel bag på os, hvor stærke de konservative kræfter i det marokkanske samfund var. Det blev især tydeligt for os, da vi så den modstand, demonstrationerne for Amina Filali (en 16-årig marokkansk pige, der begik selvmord i marts 2012 efter at have været tvunget til at gifte sig med sin voldtægtsmand, red.) mødte her i foråret: De konservative og patriarkalske kræfter har stadig dybe rødder ned i vores samfund, siger Fatima Outaleb. Hun er en af tovholderne på workshoppen om kønsrelateret vold og grundlægger af den marokkanske kvindeorganisation Union de l’Action Feminine (UAF) samt leder af UAF’s krisecenter for kvinder.
Vi har siden 2002 fået gennemført en del reformer, der forbedrer kvinders rettigheder. Vi følte, at vi var på rette vej. Så kom de arabiske revolutioner, og de afslørede en helt anden virkelighed. Det var en virkelighed, vi godt vidste eksisterede, men det kom alligevel bag på os, hvor stærke de konservative kræfter i det marokkanske samfund var.
Den udvikling, som Fatima Outaleb ridser op, kan mange af deltagerne i workshoppen nikke genkendende til. Der er repræsentanter fra krisecentre og Ngo’er fra Jordan, Yemen, Marokko, Egypten og Libanon foruden de danske deltagere fra Danner og LOKK (Landsorganisationen af Kvindekrisecentre).
Under workshoppen diskuterer de udfordringer og muligheder for at etablere og drive krisecentre for kvinder, der er ofre for kønsrelateret vold. Især diskuteres værdien af oplysningskampagner og aktivisme, der kan være med til at ramme og ændre samfundet bredt.
– Ser I jer selv som service providers eller aktivister, spørger Fatima Outaleb for at åbne diskussionen.
For hende er det centralt, at serviceudbyderen også er aktivist, der arbejder målrettet socialt og politisk for at ændre de voldsramte kvinders rettigheder. En problematik, der er blevet særdeles aktuel i Marokko det seneste år, hvor konservatismen ligesom i de andre lande i MENA-området er strammet til.
– Det er et komplekst område, men det er vigtigt, at vi ikke kun hjælper den enkelte kvinde til at ændre sit liv. Vi skal også arbejde for at ændre lovgivningen og styrke kvinders rettigheder generelt i samfundet, forklarer hun.

Statsstøttede centre øger kontrollen

Flere steder i Marokko har staten indenfor de seneste år åbnet statsstøttede krisecentre, der i de fleste tilfælde ledes af statsstøttede Ngo’er i modsætning til uafhængige Ngo’er som UAF. Ifølge Fatima Outaleb kan netop disse tiltag, der udadtil kan virke som fremskridt, blive en glidebane, der giver staten mulighed for at udøve kontrol med området uden at arbejde for at forbedre kvindernes samfundsmæssige status.
– Deres tilgang er væsensforskellig fra vores. De arbejder ud fra et velgørenhedsperspektiv, hvor de kun giver kvinderne umiddelbar sikkerhed. Vi ønsker strukturelle ændringer, der kan beskytte kvinderne i civilsamfundet, og vi arbejder som fortalere for kvinders rettigheder generelt. Vi yder også den beskyttelse, som de statsstøttede centre giver, men vores ultimative mål er at gøre disse kvinder bevidste om deres borger- og menneskerettigheder, forklarer Fatima Outaleb.

Lobbyisme, struktur og mentalitetsændring

Fatima Outaleb brugte derfor workshoppen i København til at tale for mere lobby-arbejde og en stærkere organisatorisk struktur i kvindeorganisationerne. Kun ved at skabe stærkere politiske alliancer og øge oplysningsarbejdet, kan UAF være med til at skabe forandringer i samfundet, som det ser ud nu.
– Vi (UAF, red.) har ikke været strategiske nok. Det marokkanske samfund har ikke ændret sig særlig meget. Det er tydeligt, hvis man følger nogle af de online debatfora, som aviserne har. Den generelle atmosfære er ikke pro kvinders rettigheder. Hvorfor? Fordi vi har arbejdet alene. Vi har ikke gjort nok for at skabe politiske alliancer og ændre samfundet indefra. 
– Vores rådgivningscentre tilbyder en masse services, men vi har endnu ikke gjort nok for at ændre grundholdningerne hos de kvinder, vi kommer i kontakt med. Når de forlader os, skal de gerne gå ud og sprede den indsigt, de har fået, i deres egne netværk. Der har vi ikke været stærke nok, slår hun fast.

Ligestilling er en menneskeret

Under workshoppen bliver Fatima Outaleb bakket op af maskulinitetsaktivisten Anthony Keedi fra Libanon, når det drejer sig om, at det er grundlæggende samfundsændringer, der skal til, når befolkningens opfattelse af vold skal forandres. For grundholdningerne har både betydning i de nære relationer, men de har også betydning, når befolkningen står ved stemmeurnerne og vælger nye lovgivere.
– Oplysning skal være der hele tiden – og på alle planer: I diskussionsgrupper, med billboard-kampagner, i medierne og i dit eget personlige liv, siger Anthony Keedi og peger på sin T-shirt. Den promoverer den NGO, ABAAD, som han sammen med en kollega grundlagde for et år siden i Beirut, og den viser en gruppe mænd og kvinder, der står sammen mod kønsrelateret vold.
– Grundlaget for vores arbejde er at engagere mænd i ligestillingsarbejdet og gøre det til en kamp for menneskerettigheder.
Ideen bag ABAAD er at nærme sig voldsproblematikken fra maskulinitetsvinklen. Målgruppen for deres kampagner er derfor specifikt mænd.
– Grundlaget for vores arbejde er at engagere mænd i ligestillingsarbejdet og gøre det til en kamp for menneskerettigheder. Kvindebevægelsen har gjort et imponerende arbejde med at analysere socialiseringsprocesser og kønsroller, der begrænser kvinder. Problemet er imidlertid at udvide analysen til også at omfatte mænd, i og med de traditionelt set er det privilegerede køn. Derfor har vi forsømt at se på de forventninger, der stilles til mænd i socialiseringsprocessen: Er de begrænsende for dem set ud fra et psykologisk og sociologisk perspektiv, fx når det gælder forventningen om en mandlig dominans, spørger Anthony Keedi.

Youtube-film mod vold

I slutningen af 2011 inviterede ABAAD en gruppe unge mænd fra Libanon og Irak til at deltage i en filmworkshop. Workshoppen var et led i kampagnen 16 Days to End Violence. Her blev mændene forsynet med filmudstyr og basal filmteknik og bedt om at lave en film hver under titlen ”Beating is … shameful”, der i den arabiske version svarer til det danske ordspil ”den man tugter, elsker man”. Workshoppen resulterede i en række korte film, der alle tog afstand fra kønsrelateret vold. I 16 dage blev filmene vist som reklamespots på irakisk og libanesisk tv. Kampagnen blev godt modtaget og har blot været eet af ABAAD’s tiltag til at engagere mænd i kampen mod vold.


 

Rehabilitering af voldelige mænd

– Næste måned starter vi en landsdækkende kampagne for vores rehabiliteringsklinik for mænd med voldelig adfærd. Der kommer til at være billboards over hele landet, brochurer og plakater. Især på hospitaler, for vi lever i et samfund, hvor stress som oftest viser sig somatisk. Mænd udgør en samfundsgruppe, der ofte føler modstand mod at bede om hjælp. Derfor viser deres symptomer sig som mavesmerter eller andre kropslige symptomer, forklarer Anthony Keedi.
– Når mænd har psykisk stress, reagerer de ofte ved at bruge vold. Det er ikke acceptabelt for en mand at græde eller bekymre sig. Socialt set er det mere acceptabelt for ham at drikke, ryge eller slå fra sig. Vi samarbejder med bl.a. The International Medical Corps. Når en læge genkender disse symptomer hos en mandlig patient, har lægen nu mulighed for gratis at henvise manden til vores klinik.

Manual til mandecentre

Anthnony Keedi håber, at også andre lande i MENA-regionen vil begynde at inddrage mænd i ligestillingskampen og åbne rehabiliteringscentre for mænd på lige fod med krisecentre for kvinder. 
– Vi er i gang med at skrive en manual, der beskriver, hvordan vi har opbygget vores center. På den måde kan vi give vores erfaringer videre. Ikke kun de gode erfaringer men i høj grad også udfordringerne og den modstand, vi har mødt. Hvis der er nogen i f.eks. Egypten, Jordan eller Syrien, som har mulighed for at åbne et lignende center, stiller vi os gerne til rådighed for oplæring. Men er situationen i deres land ikke sikker nok til, at vi kan være fysisk til stede, kan de i det mindste få fat i vores manual. 
ABAAD arbejder selv på at udvide deres samarbejde til de skandinaviske lande og ikke mindst maskulinitetsforskningen. Især er Anthony Keedi interesseret i etableringen af familiecentre med dansk forbillede som en naturlig forlængelse af organisationens mandecentre.

Erfaringsdeling styrker 

Tilbage i MENA-konferencens workshop om kønsrelateret vold går debatten på, hvorvidt landene i MENA-regionen kan have glæde af et internationalt samarbejde med lande som Danmark, hvor både de lovgivningsmæssige og økonomiske spilleregler er anderledes. En deltager mener, at dialogen er for svær, når landene har helt forskellige forudsætninger for at etablere krisecentre.
Mette Volsing, specialkonsulent i LOKK, den danske landsorganisation for kvindekrisecentre, er dog ikke i tvivl om, at det internationale initiativ for samarbejde mellem Danmark og MENA-landene, som de sammen med KVINFO og Danner var med til at starte i 2008, kan give positive resultater.
“(…)I Jordan har The Jordanian Women’s Union gjort et stort arbejde for at give kvinderne på deres krisecentre en erhvervsuddannelse. På den måde har kvinderne mulighed for at forsørge sig selv økonomisk efterfølgende. Det er et fokus, vi har overset i Danmark(…)”
Samarbejdet er indtil videre udmundet i fire seminarer, hvor deltagerne fra både Danmark og MENA-landene har udvekslet viden og erfaringer. For Mette Volsing går erfaringsdelingen begge veje.
– Vi opnår en vigtig viden om kønsrelateret vold i Mellemøsten gennem vores samarbejde. Der er mange organisationer i regionen, der gør et fantastisk stykke arbejde. I Jordan har The Jordanian Women’s Union gjort et stort arbejde for at give kvinderne på deres krisecentre en erhvervsuddannelse. På den måde har kvinderne mulighed for at forsørge sig selv økonomisk efterfølgende. Det er et fokus, vi har overset i Danmark. På grund af vores velfærdssystem har vi ikke arbejdet målrettet nok på at gøre kvinderne selvforsørgende, fortæller Mette Volsing.

Inspiration til at forbedre børns vilkår

Mouna Chemmack, der er daglig leder af krisecenteret Tilila i Marokko, en af LOKK’s samarbejdspartnere, anerkender, at der kan være store nationale og sociokulturelle forskelle, men hun ser ligesom Mette Volsing alligevel flere fordele end udfordringer ved samarbejdet.
– Når jeg kommer tilbage fra seminarerne, er jeg særlig motiveret og inspireret. Den første gang jeg besøgte Danmark, blev jeg meget optaget af at se, hvordan centrene arbejder med børn i voldsramte familier. På mit center i Marokko har vi også plads til børn, men det er begrænset, hvad vi kan tilbyde dem af aktiviteter. Efter vores første besøg besluttede jeg, at vi skulle fokusere mere på børnene. De bliver lige så ødelagte af volden, som kvinderne gør.
– Den store forskel mellem Danmark og Marokko samt de andre MENA-lande er, at vi ikke er økonomisk støttet af vores stat. Vores kontekst er en helt anden. Spørgsmålet om økonomisk støtte er vigtigt. Selvom jeg måske planlægger fem nye initiativer, når jeg kommer tilbage, er jeg heldig, hvis jeg overhovedet får mulighed for at realisere et enkelt, fortæller Mouna Chemmack.
“På mit center i Marokko har vi også plads til børn, men det er begrænset, hvad vi kan tilbyde dem af aktiviteter. Efter vores første besøg besluttede jeg, at vi skulle fokusere mere på børnene. De bliver lige så ødelagte af volden, som kvinderne gør.”

Fremtidsperspektiver for internationalt samarbejde

Udfordringen for det fremtidige internationale samarbejde bliver at skabe mere konkrete og langvarige resultater sammen. Mette Volsing ser flere oplagte muligheder.
– Vi skal række ud til de kvinder, der er ofre for kønsrelateret vold, og sikre, at der er den nødvendige støtte, der kan styrke og få dem til at forandre deres livssituation. Vi skal støtte MENA-landenes centre i de services, de udbyder. 

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFOs program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.

Det er også et spørgsmål om lobbyisme og oplysning. Vi skal støtte organisationerne i regionen til at lave oplysningskampagner, der kan lede både til lovændringer og til øget økonomisk støtte til deres arbejde, fastslår Mette Volsing.
Efter de to dages workshop er der bred enighed om, at oplysning og lobbyarbejde for krisecentrenes arbejde i forhold til de nye regeringer og styreformer, der er opstået i kølvandet på det arabiske forår, er vejen frem.
Som Fatima Outaleb fra Marokko udtrykker det:
– Det er folket, der skaber forandring, ikke en håndfuld Ngo’er. Men sammen med folket kan vi skabe de nødvendige forandringer.