På KVINFO i København finder man et fristed for alle kvinder, unge som gamle, der beslutter sig for at fordybe sig i spørgsmål om deres eget køns historie, nutid eller fremtidsmuligheder. Man kommer gratis ind ad døren og bliver modtaget af en bibliotekar, der hjælper én med at finde, hvad man har brug for på hylderne i et bibliotek, der vokser dag for dag med god litteratur af og om kvinder og deres situation. Man kan få vejledning i at bruge databaser med kvindelitteratur og bestille hvad som helst hjem til biblioteket fra udlandet. Man kan søge en mentor og være heldig til også at få en, og man kan slå op i listen over tilgængelige kvindelige foredragsholdere og eksperter på alverdens områder i Danmark. 

Fra KVINFOs personale udgik det store værk på dansk og svenskNordisk Kvindelitteraturhistorie med institutionens leder, Elisabeth Møller Jensen, som hovedredaktør, og sammestedsfra kom initiativet til Dansk Kvindebiografisk Leksikon under den daværende ansatte forskningsbibliotekar Jytte Larsens hovedredaktion. Uanset om man er feminist eller synes at kvindebevægelsen er latterlig, bliver man budt indenfor i samme ånd. Kvinder fra alle religioner er velkomne. Der er en åben, professionel og glad stemning i lokalerne. Det kan man sandelig også godt forstå. Det er nemlig et privilegium at have en sådan institution og bo i et land, hvor det er helt naturligt at have den. 

Institutioner som KVINFO kommer dog ikke af sig selv. Der skal visioner og feminisme til at starte et projekt som dette, og det må man takke institutionens grundlægger Nynne Koch for, at hun havde og fik gjort. Som hendes efterfølger som centerleder har Elisabeth Møller Jensen haft evnen til at løfte institutionen op til en varig kulturinstitution med et anstændigt budget. Med både begavelse og kvindepolitisk styrke har hun givet KVINFO ry af at være et sagligt og visionært centrum for dansk debat og forskning i kønspolitiske spørgsmål. 

Det er i dag naturligt, at KVINFO er der, og selvfølgelig er Elisabeth Møller Jensen dets leder. I anledning af lederens runde fødselsdag skal undertegnedes hilsen bestå i et nedslag i Europas kvindepolitiske historie for nøjagtig 400 år siden, hvor en hollandsk kvinde af meget høj begavelse forgæves kæmpede for at overbevise omverdenen om, at det skulle være en helt naturlig ret for piger og voksne kvinder at have adgang til studier – i hvert fald, hvis de var så heldige at være fri for forpligtelser med hus og børn og lignende – og at kvinderne var lige så velegnede til at lære som drenge og mænd.

Anna Maria van Schurman 

Anna Maria van Schurman blev født i 1607 i Køln, hvor hendes hollandske forældre midlertidigt opholdt sig pga stridigheder i Antwerpen mellem katolikker og reformerte. Anna Marias familie var calvinister, og hun selv var dybt påvirket af den calvinske lære. Familien flyttede efter nogle år tilbage til Holland til Utrecht, hvor hun tilbragte en stor del af sit liv. Hun havde tre ældre brødre, hvoraf en dog døde som 5-årig, og efter et kort skoleophold i den franske skole lokalt blev hun taget ud og undervist hjemme sammen med sine hhv to og fire år ældre brødre. Hun løb dem hurtigt op i kundskaber og var allerede som 13-årig offentligt kendt for sin kunnen inden for vidt forskellige områder som f.eks. græsk og latin, kalligrafi, broderi, tegning, sang og lutspil. Hun skrev latinske digte som 15-årig og blev hyldet af digterne Jacob Cats og Anna Roemer Visscher. 

Da hun var et stykke op i tyverne, var hun kendt som “Den tiende Muse” og korresponderede med tidens intellektuelle trendsættende mænd, deriblandt professor i teologi André Rivet, Constantin Huygens, der var kendt som forsker, digter og diplomat, og teolog og senere rektor for det nystiftede universitet i Utrecht Gisbertus Voetius. Alle var imponerede over Schurmans kundskaber. Den danske biografiske leksikonforfatter Johannes Moller, er en af dem, der senere skrev hendes biografi. I sit store, internationalt rettede latinske værk Cimbria Litterata fra 1744 beskriver han bl.a. hendes kundskaber sådan:

Hun mestrede så godt latin, græsk og hebraisk, at hun både kunne skrive og tale disse sprog perfekt. Foruden modersmålene tysk og hollandsk havde hun ifølge Ludovicus Jacobus – og hendes øvrige lovprisere … – erhvervet sig et fremragende kendskab til adskillige fremmedsprog, blandt de europæiske folkesprog fransk, engelsk, italiensk og spansk, og blandt de orientalske kaldæisk, syrisk, tyrkisk og arabisk … Til disse skal desuden føjes … samaritansk, persisk og etiopisk.

16 sprog er ikke så lidt, og hvordan kunne en kvinde lære eksotiske sprog som de orientalske, som jo ikke taltes nogetsteds? Som det barnegeni hun var, var hun kendt i Utrecht og blev af Gisbertus Voetius bl.a. bedt om i 1636 at bidrage til indvielsen af universitetet.

Hun skrev et latinsk digt og gav det en fransk indledning i prosa. Da han som alle andre var betaget af hendes viden, men også var begejstret for hendes sikkerhed i den reformerte lære, udviklede der sig et venskab og tillidsfuldt forhold mellem dem, som gjorde, at Voetius besluttede sig for at give hende tilladelse til at følge undervisningen på universitetet fra en specialindrettet loge bag et forhæng, så hun ikke skulle forstyrre de mandlige studerende, der aldrig havde set en kvinde på universitetet. Herfra kunne hun følge fremmedsprogsundervisningen og i det hele taget tilegne sig viden på højeste niveau.

Det “etiopiske sprog” 

Voetius var selv ekspert i en række orientalske sprog, og det blev klart for Anna Maria van Schurman, at en af de vigtige nøgler til den videnskabelige bibelfortolkning, som på de fleste europæiske universiteter var det højeste formål med universitetet, var kendskabet til det såkaldte “etiopiske sprog”. Bibelen var i forbindelse med den kristne mission i det sjette århundrede blevet oversat til et sydsemitisk sprog, i familie med dialekter, man kender fra sydarabiske indskrifter. Dette sprog, geez, som uddøde efter det 10. århundrede, kaldte man etiopisk. 

Anna Maria van Schurman lærte sig det for at kunne deltage i den teologiske debat. Hun udarbejdede en grammatik til det etiopiske sprog, som desværre ikke er bevaret. Selv datidens forskere blev overraskede over hendes nye initiativ. En af dem, Job Ludolf, besøgte hende for at diskutere sin egen forskning på området med hende, og en anden, den omtalte digter Huygens, skrev i et latinsk hyldestdigt til hende bl.a. om dørvogter-guden Janus med de to hoveder: “Janus så hende og forbløffelsen tegnede sig på hans ene pande. Og guden sagde: “Hvad skal det dog ende med, hvis jomfruen kan et nyt sprog, hver gang jeg skifter ansigt – hvis der hvert nytår er en ny Anna?””.
 

En turistattraktion 

Anna Maria var virkelig lærd, og inden længe blev hun en attraktion i sig selv i Holland. Var man på turistrejse eller dannelsesrejse i landet, måtte man aflægge hende et besøg og høre hende svare på et sprog, man selv talte. Nogle kom med en lærd professor, som skulle stille hende spørgsmål og teste hendes svar, andre kom for selv at tale med hende som f.eks. dronningen af Polen og Dronning Kristina af Sverige. Man besøgte hende hjemme hos hende selv i hendes beskedne bolig. For et par år siden havde jeg anledning til at deltage i fejringen af hende i Utrecht, hvor man stadig kan udpege hendes lejlighed bag Domkirken og vandre op ad kirkegangen langs kvindernes stolerækker og forestille sig hende i rummet. Det var i højtidelig stemning, jeg deltog i en middag på universitetet for otte personer, hvoriblandt var rektor magnificus selv og Schurman-forskeren Pieta van Beek. Jeg havde en fornemmelse af at være til taffel med Gisbertus Voetius og Anna Maria van Schurman i deres nyindviede universitet.
 

Brevvekslingerne 

Schurman skrev og publicerede ganske meget. Hun fik oversat værker til engelsk, tysk og fransk, selvom de var publiceret på latin, som “enhver” jo burde kunne læse. Hun publicerede på mange sprog og skrev i sin smukke kalligrafi breve og digte på både latin, græsk og hebraisk og fransk. Mange er gengivet i samleværketOpuscula Hebraea, Graeca, Latina, Gallica, prosaica et metrica, som udkom i 1648, og igen i 1749 i let ændret form. Brevmodtagerne var ikke kun mænd. Bl.a. skrev hun med den lærde prinsesse Elisabeth af Bøhmen, datter af Frederik den femte, “Vinterkongen” af Bøhmen, og Anne af Danmark. Anna Maria og Elisabeth var ganske vist helt uenige om religion, men de blev gode venner og havde et fællesskab i lærdom. På hebraisk og latin skrev hun med den ligesindede, lærde Dorothea Moor fra England. Der er også bevaret breve på græsk mellem Schurman og den engelske lærde feminist, Bathsua Makin, som inspireret af Anna Maria van Schurman i 1673 udgav sit eget værk An Essay to Revive the Ancient Education of Gentlewomen. De to kvinder var enige om betydningen af at kvinder lærte de klassiske sprog, som ellers var mændenes domæne og indgangen til accept blandt de intellektuelle.

Til en af de tidlige franske feminister skrev Anna Maria van Schurman et hædersdigt på latin, hvori hun roste hende for at være den helt rigtige til at have skrevet et forsvar for det uskyldige køn (Sic decet innocui causam te dicere sexus). Marie de Gournay havde i 1622 udsendt sit meget debatterede værk, L’Egalité des hommes et des femmes. Hun var nu the grand old lady i de sager og besvarede Anna Maria van Schurmans henvendelse med stor respekt for hendes lærdom, men også med en kritik af, hvad hun brugte den til. Marie de Gournay syntes, at al den tid, som Anna Maria van Schurman brugte på de gamle og eksotiske sprog som hebraisk, syrisk, kaldæisk og etiopisk sandsynligvis, var spildtid, som kunne have været brugt bedre. Alt hvad der var vigtigt kunne man nemlig læse på latin eller græsk eller moderne sprog, sagde hun. Her må Schurman melde tilbage, at hun er uenig. I diplomatiske vendinger fortæller hun, at hun mener, at hebraisk, som bl.a. er det sprog man kan anvende i livet hinsides dette – man hævdede i samtiden, at det var dette sprog Gud selv talte – var en god investering. Som fransk tidlig feminist i et land, som var langt mindre præget af religionskamp og -tvang end Holland har Marie de Gournay sikkert ment, at kampen for kvinderne på modersmålet var vigtigere end samtaler med Gud og jordiske mænd på hebraisk.
 

Forholdet til Descartes 

En anden af tidens store åndelige kapaciteter, filosoffen René Descartes, blev opmærksom på Anna Maria van Schurman i slutningen af 1630’erne og var i Utrecht for at besøge hende i 1640. Den gensidige respekt var i begyndelsen stor, og Descartes filosofi og hans “Cogito” synes at have optaget hende. De blev dog uenige om Bibelens betydning og tolkning og afbrød efter nogen tid kontakten. Schurman var for fanatisk i sin religion. Descartes måtte ryste på hovedet ved synet af, hvordan det strenge calvinske miljø i Holland ved Gisbertus Voetius lænkede Anna Maria van Schurmans tanker. Voetius gav hende støtte og gode muligheder for at lære, men ikke til at forske og gebærde sig frit. Descartes skrev i et brev til matematikeren Marin Marsenne i november 1640 “Denne Voetius har spoleret Frøken Schurman, for hun plejede at have et fremragende talent for poesi, maleri og andre behageligheder. Men i de sidste fem-seks år har han bemestret sig hende fuldtændigt. Hun beskæftiger sig udelukkende med teologisk debat, hvilket har forårsaget, at hun har mistet kontakt med alt dannet selskab”.
 

Kvinders ret til at studere 

I Holland var det imidlertid ikke muligt at trænge igennem, hvis man fremtrådte alt for feministisk, og når Anna Maria van Schurman blev så berømt og respekteret, som hun vitterligt gjorde, skyldtes det utvivlsom, at hun i hele sin tid som lærd kvinde respekterede den reformerte kirkes klare meldinger om, at kvinder ikke skulle have de samme rettigheder som mænd. Hun roses konstant for sin ydmyghed og tilbagetrukkenhed. Som ugift jomfru med blikket rettet mod religionen var hun en accepteret undtagelse – i al sin ufattelige lærdom – fra kvinder i almindelighed. Hun kunne roses som et mirakel, Utrechts Stjerne, Den tiende Muse, kort sagt som en undtagelse. Og det blev hun. 

Men netop her er det, at Anna Maria van Schurman kommer stærkest tilbage. I en stor debat, som blev offentliggjort på latin for hele Europas lærde verden, kaster Anna Maria van Schurman sig ud i at forsvare ikke bare kvinders ret til viden og deres evner for viden, men hun hævder, at hun ikke selv er en undtagelse. I hendes vigtigste værk udgivet i Paris 1638 træder hun i karakter som feminist. Værkets titel er De ingenii muliebris ad scientias & meliores literas capacitate, Om det kvindelige intellekts egnethed for videnskab og højere boglige studier. Bogen bestod af indledende hyldestskrivelser til Anna Maria, og en venskabelig akademisk drøftelse (amica dissertatio) mellem hende selv og professor og teolog André Rivet om et argumenterende debatskrift, hun havde sendt ham til gennemlæsning. Der stilles i skriftet det overordnede spørgsmål: Num feminæ Christianæ conveniat studium litterarum?Om videregående studier sømmer sig for en kristen kvinde? Værket er bevidst formet som en universitetsafhandling i 14 teser, som fremsættes og kort bevises i syllogismeform, alle gående ud på at demonstrere, at det ikke bare sømmer sig, men er en fordel for alle, at kvinder beskæftiger sig med intellektuelle studier. Debatoplægget er publiceret i bogen. 

I den efterfølgende debat mellem André Rivet og Anna Maria van Schurman er det i virkeligheden ikke så meget uenighed om hovedspørgsmålet, som skiller dem. Rivet kan være enig med hende et langt stykke hen ad vejen, selvom han fremfører flere modargumenter i detaljen. Bl.a. finder han det ikke nødvendigt, at kvinder skal lære alle de humanistiske fags sprog og især de klassiske, latin, græsk og hebraisk for at kunne få den visdom (sapientia), som der skal til for at forstå Bibelen til bunds. Eller rettere: han mener ikke at forståelse nødvendigvis er nødvendig for alle i religion, men finder det lige så godt, at kvinderne viser hengivenhed og tilbeder Guds storhed, skaberen. De behøver ikke kunne Bibelens og kirkefædrenes sprog eller kunne gennemskue planeternes baner og andre uudgrundelige fysiske fænomener for at kunne deltage i den teologiske diskussion. Kvinderne skulle jo ikke bruge deres viden aktivt i samfundet, så forståelsen kunne i nogen grad overlades til mændene, som skulle forklare universets struktur under teologiens logik i kirke og samfund. 

Rivet er fuld af beundring for Schurmans argumentationskunst og hendes synspunkter, men for ham og mange andre calvinistiske og andre intellektuelle mænd var det klart en styrke ved hendes skrift, at hun ikke krævede retten til, at kvinderne skulle omsætte lærdommen i handlinger i form af politisk virksomhed eller lederjobs i staten – for slet ikke at tale om kirken! – men kun i forståelse og indsigt og personlig moral. Schurman stillede ikke krav om ligestilling med mænd og ikke krav om, at alle kvinder skulle studere. Det drejede sig for hende kun om kvinder, der havde de muligheder, fordi de var forsørgede eller havde formue og ikke selv skulle varetage plejen af børn og slægtninge eller af deres hjem. Kun den tid der var tilovers fra de egentlige pligter, og som ellers blev brugt til værre ting, taler hun om. 

Så vidt kunne Rivet og Schurman være enige, men herefter skiltes deres synspunkter. For mens Rivet mener, at det er de få ekstraordinære kvinder som Anna Maria van Schurman, der skal have lov at studere, mener Anna Maria van Schurman selv, at alle mennesker har lige værd og lige muligheder, og at de alle har ret til og gavn af viden og indsigt. Derfor bør også alle kvinder, der kan få tiden til det, studere, og det skal ikke kun være de såkaldte undtagelser, kvinder der er “over deres køn”, supra sexum, som man plejede at sige i samtiden. 

Det passer Rivet udmærket, at Schurman lægger en vis afstand til en feminist som den italienske Lucretia Marinella, som i 1600 havde udgivet et vældigt omdiskuteret værk om kvindernes overlegenhed over mændene La nobiltà et eccellenza delle donne, co’ difetti, e mancamenti de gli uomini. Marie de Gournays værk om lighed mellem mænd og kvinder vender Schurman til gengæld flere gange tilbage til. Hun roser ganske vist især hendes stil, mens hun er mere forsigtig i sine kommentarer til indholdet. Rivet har i øvrigt selv sendt hende materiale om Gounay, hvilket vel er en tillidserklæring til Anna Marias forvaltning af stoffet.
 

Et forbillede 

Rivet er således alt i alt tilfreds med Schurmans skrift, men for ham og mange andre mænd er det vigtigt at understrege Schurmans unikke talent. Hun er en ener, og hun skal være det, idet det underforstås, at samfundsordenen ville bryde sammen, hvis der var for mange af den slags. Og her må Anna Marie protestere. Det ligger hende fjernt at stille sig frem til beundring, siger hun, og det har hun ret i. For det stod allerede på tryk og i breve fra mange mænd, at hun var beundringsværdig ved sin ydmyghed og blufærdighed og kyskhed. Hun er altså i sin gode, logiske ret til at sige, at hun sandelig heller ikke er noget særligt, når det gælder intelligens. Hun er som alle andre kvinder. Ganske normal. Og hun er overbevist om, at får de muligheden for at studere, som hun har fået, vil også de udvikle deres talent for indlæring som kvinder ligeså vel som, hvis de var mænd. Uden at formulere sig så direkte forsøger Anna Maria van Schurman altså at få accept for, at det ernaturligt, at kvinder studerer. Måske er det netop her, hun gør sine kønsfæller den største tjeneste. For dette synspunkt kombineret med hendes opbakning til andre lærde kvinder og hendes generøsitet med at se deres talenter, gav mod og inspiration til talrige andre i de kommende generationer. I Danmark giver Schurman titlen “Decima Musa” videre til Danmarks lærdeste kvinde, Birgitte Thott, til hvem hun skriver den første af 12 hyldester til Thotts store Seneca-oversættelse fra 1658. Birgitte Thott refererer Anna Maria van Schurmans synspunkter i sine skrifter, hvori også hun argumenterer for, at kvinder skal have adgang til studier. 

Man mærker, at der var et netværk blandt de lærde kvinder og et ønske om at få udbredt adgangen til studier til flere kvinder. Fysikeren Jan van Beverwyck havde i 1639 dediceret et værk Van de Wtnementheyt des Vrouwelijcken Geslachts, om det kvindelige køns overlegenhed, til Schurman og havde placeret hende over alle andre kvinder, såvel oldtidens som nutidens. Hun menes at være ærlig, når hun erklærer sig uinteresseret i at få den placering, og det er sandsynligt, at det ikke var den nødvendige beskedenhed, der fremkaldte protesten, men at hun faktisk ikke ønskede at hæves over sine kønsfæller, men derimod så kampen for at hæve kvindekønnet som sådant som det vigtigste. Skarpest har jeg set dette synspunkt fremhævet i 1998 af Joyce L. Irwin i Anna Maria van Schurman: Whether a Christian Woman should be educated and other Writings from her intelletual Cicle. Irwin skriver s. 1 om Schurman:

Insisting that she was not an anomaly but that women in general were capable of learning, she exerted significant influence for the cause of women’s education both by advocating it and by serving as an incontestable example.

Til stor skuffelse og overraskelse for mange brød Anna Maria van Schurman selv med sit intellektuelle liv, da hun blev godt 40 år, for først i tyve år at tage sig af to gamle, blinde tanter, der krævede hjælp hele tiden, og bagefter at slutte sig til en religiøs sekt. I dette pietismelignende fællesskab, hvor praktisering af fromhed, praxis pietatis, var det vigtigste, fik hun snart en art moderrolle for kvinderne, mens sektens grundlægger, Jean de Labadie, fik status af “labadisternes” fader. Her fandt Anna Maria tilsyneladende et meningsfuldt liv, hvor hun, uanset de vanskelige kår, de havde, under stadige forfølgelser pga af deres religion, kom ud af sin ufrivillige isolation. Den Tiende Muse steg ned fra Helicons bjerg og sluttede sig til en gruppe udstødte religiøse idealister, hvor hun kunne gøre gavn for andre mennesker. I de første kapitler af sin selvbiografi Eukleria, giver hun glimt fra sin barndom og ungdom og bekræfter dette. Værket var på latin og blev trykt i 1673. Anna Maria van Schurman døde blandt labadisterne i 1678. 

Til trods for sin tilbagetrækning kunne Anna Maria van Schurman ikke udviske sporene efter sig. Europas lærdeste kvinde i sin tid blev aldrig glemt. I sin samtid blev hun dyrket og beundret og endte ligefrem som en turistattraktion. I sin eftertid var hun rollemodel for flere kommende generationer, og nu 400 år efter en stor personlighed, en single woman, der levede livet helt ud i lærdom og i religiøse fællesskaber, sammensat og uudgrundelig. En højt begavet kvinde, der ikke fik det rum til udfoldelse, som hun havde fortjent, men som aldrig lod sig slå ud.
Kilder:

Alenius, Marianne: “Anna Maria van Schurmans veje og vildspor i universitetslivet”, i: Museum Tusculanum, bd. 57. København 1987, s. 9-23

Alenius, Marianne: “Kvinder er ikke mennesker”, i Nordisk Kvindelitteraturhistorie, Bd. 1, red. af Elisabeth Møller Jensen m.fl. 

van Beek, Pieta: De eerste Studente Anna Maria van Schurman [Den første kvindelige studerende Anna Maria van Schurman], Utrecht 2004 (Bogen er under udgivelse på engelsk) 

Birch, Una: Anna Maria van Schurman – Artist, Scholar, Saint.London 1909 

Irwin, Joyce, L.: “Anna Maria van Scurman: The Star of Utrecht (1607-1678)”, i: Female Scholars, ed. J.R. Brink, Montreal 1980 

Irwin, Joyce, L.: Anna Maria van Schurman: Whether a Christian Woman should be Educated and other Writings from her intellectual Circle, (The Other Voice in Early Modern Europe), Chicago 1998

Marianne Alenius er direktør for forlaget Museum Tusculanum