De er så ung, så før al begyndelse, og jeg ville, så godt jeg kan, bede Dem om at have tålmodighed med alt det uløste i Deres hjerte og forsøge at holde af selve spørgsmålene som aflåste stuer og som bøger der er skrevet på et meget fremmed sprog.
– Rainer Marie Rilke, Paris, den 17. februar 1903 (dansk oversættelse ved Karsten Sand Iversen, 2001)
Da Luft under vingerne (1975)/Fear of Flying (1973) udkom for næsten fyrre år siden, var verden et anderledes sted for piger og kvinder.
Der var ikke ret mange kvinder som studerede jura og medicin i Amerika, ingen kvindelige udenrigsministre som Hillary Clinton og Madeleine Albright, ingen kvinder i Højesteret, kun ganske få i Kongressen – endda færre end nu – og få kvindelige digtere der skrev på engelsk, som ikke blev latterliggjort.
Selv piger syntes at Edith Sitwell var latterlig. Og ingen havde hørt om Marianne Moore der blev berømt for at sige at poesi var en skin-have med virkelige tudser. Sapfo var mere kendt som en hippietype der bedre kunne lide piger end drenge, end som den 2.600 år gamle opfinder af kærlighedsdigtningen. Og selv om Edith Wharton og Virginia Woolf allerede havde været der og var borte igen, selv om Doris Lessing skrev sine revolutionære romaner, udgav de fleste kvindelige romanforfattere gysere eller romaner om sindssyge husmødre, ligesom de nu skriver gysere og chick lit. Deres bogomslag var ofte, som nu, lyserøde.
Selvfølgelig befandt vi os ikke helt og holdent i den lyserøde alder. Jeg ville gerne være læge og digter – ligesom Anton Tjekhov og William Carlos Williams – og det kan godt være at det var lykkedes, hvis ikke det, at jeg skulle dissekere et grisefoster i faget zoologi i løbet af mine to første semestre på Barnard, havde spændt ben for mig. Laboratorieøvelser var obligatoriske ved forberedelseskurserne i zoologi, men jeg var ved at dåne og besvimede næsten ved lugten af formaldehyd, og det endte med at jeg dissekerede den forkerte aorta.
Begge mine forældre havde bakket fuldstændigt op om mine ambitioner. Min kunstnermor, din oldemor, havde læst poesi for mig gennem hele min barndom.
Jeg var lige så glad for Emily Dickinson, Edna St. Vincent Millay og Dorothy Parker som for Peter Plys og Madeline. Og min far, din oldefar, en pop- og jazzmusiker som var blevet importør, lovede gladelig at betale for min uddannelse som læge. Omar Khayyam var en familiebesættelse ligesom Rodgers og Hart, Cole Porter og Irving Berlin.
Læger og digtere havde samme mission – tikkun olam, eller at helbrede verden – så mine ambitioner lignede faktisk hinanden.
Men sådan skulle det ikke være – bare på grund af det ubelejlige grisefoster. Så jeg blev ved skriveriet, blev digter og derpå romanforfatter, og det kom helt
bag på mig da jeg i 1974 vågnede op „og var berømt” ligesom George Gordon, Lord Byron. Og berømt for at være uartig – som Byron før mig. Man opfattede mig som en fræk pige der hoppede i seng så snart lynlåsene åbnede sig. Grunden til denne misforståelse var et udtryk som dukkede op i hovedet på mig mens jeg skrev: „det gnidningsløse knald”/„the zipless fuck”. Min redaktør havde prøvet at stryge det, men jeg beholdt det fordi jeg elskede det. Hvad var det gnidningsløse så for noget? En slags platonisk ideal – fantasi, øjeblikkelig omsat til virkelighed på grund af ren tiltrækningskraft.
Jeg skrev på Luft under vingerne, eller „dén bog” (som næsten alle kaldte den) mens jeg var i tyverne – skrev og skrev om, rev i stykker og begyndte forfra i første eller tredje person – indtil jeg var sikker på at stemmen var rigtig til disse erindringer der gav sig ud for at være skrevet af en begavet, rapkæftet, halvpsykoanalyseret pige fra New York i 1970’erne. Selvfølgelig havde jeg ingen anelse om hvorvidt den bog kunne udgives, eller om den overhovedet holdt mere end fem minutter. Jeg vidste bare at jeg måtte skrive den eller dø. (Altid en glimrende måde at begynde en roman på.)
Jeg sprang altså fra, og i mit næste liv blev jeg kandidatstuderende i engelsk litteratur fra det attende århundrede ved Columbia University; desuden instruktor i litteratur fra Chaucer til Pope ved City College of New York. Lyrik var min første kærlighed, men romaner blev faktisk læst i Amerika, mens digte ikke blev det, og som alle forfattere ville jeg fortvivlende gerne læses. Jeg blev rigtignok inspireret til at begynde på romanen på grund af den blomstrende interesse for hvad kvinder sagde og gjorde og havde brug for. Den såkaldte „anden bølge” af kvindernes kamp for lige rettigheder var begyndt i slutningen af 1960’erne sammen med borgerrettighedsbevægelsen. (Ved den første bølge, fra 1880’erne til 1920, havde kvinder i 1920 opnået stemmeret). Ved den anden bølge opnåede vi ret til prævention, ordnede forhold under fødsler og det privilegium at gravide kvinder skulle konsultere en fødselslæge/gynækolog og ikke en politiker eller en præst.
En spydig kvindelig katolik fandt på sloganet „Fjern jeres rosenkranse fra mine ovarier” da hun skulle beskrive fortiden, og det store flertal af os – katolikker eller ej – blev lettet over ikke at skulle søge råd i Vatikanet, men hos lægen når det drejede sig om helbredet.
Faktisk var de engelsktalende kvinders bevægelse for at kunne tage vare på deres særlige behov – kropsligt og på anden måde – begyndt i oplysningstiden med et manifest som hed Forsvar for Kvinders Rettigheder (1792, A Vindication of the Rights of Women, oversat til dansk allerede 1801-02: Qvindekjønnets Rettigheder forsvarede; oversat igen af Claus Bratt Østergaard i 2012); det var skrevet af en begavet englænderinde ved navn Mary Wollstonecraft som døde i barselseng i en alder af otteogtredive. Den datter som sprang frem af dette sårede moderskød, var Mary Wollstonecraft Godwin, senere Mary Wollstonecraft Shelley. Som teenager løb hun bort og giftede sig med en digter og revolutionær, Percy Bysshe Shelley, og udgav senere sin mest populære bog, Frankenstein, eller den moderne Prometheus (1818, da. 1966). Lærde og kritikere har spekuleret over om det mon var det at miste mange spædbørn (som kvinder gjorde dengang), der fik hende til at skrive en fabel om genoplivning af et lig. Dette spørgsmål vil jeg overlade til din skarpe intelligens. 
Mary Wollstonecraft havde ikke bekymret sig om børnefødsel – skæbnesvanger som den ofte var for kvinder og børn dengang. Og som den stadig er i en stor del af verden. Hun havde helt og holdent fokuseret på kvinders ret til uddannelse, til at tage del i det politiske liv, og til ægteskabelig ligestilling. Kvindernes kamp for sundhed kom to århundreder senere.
Men den byggede stadig på oplysningstidens idealer for kvinders sociale og politiske ligestilling.
Ligesom så mange af det attende århundredes intellektuelle havde Mary Wollstonecraft, mens hun var i tyverne, opholdt sig i Frankrig, havde forelsket sig i revolutionære ideer og i en vis Gilbert Imlay der blev far til hendes første barn, Fanny. Mary Wollstonecraft var enlig mor da hun mødte og forelskede sig i William Godwin, forfatter, filosof og præst. De elskende mødtes selvfølgelig ved et middagsselskab i London for Thomas Paine, den amerikanske forfatter og revolutionære. William Godwin (1756-1836) var grundlægger af noget der hed filosofisk anarkisme: Tanken om at statsmagten er en ødelæggende kraft i samfundet, fordi den fremelsker afhængighed og uvidenhed.
Hvis det lyder bekendt, så er det rigtigt. Selv i dag har denne tanke en vis udbredelse i USA – et land som i høj grad er grundlagt på oplysningstidens ideer. De som forlanger at vi forpligter os til troskab „under Gud”, svæver i lykkelig uvidenhed om vores revolutionære deismes historie. Puritanske kolonister var flygtet fra religionskrige og svor aldrig at udkæmpe sådanne krige, og de mænd som skrev vores forfatning, ønskede brændende at tage afstand fra blodsudgydelse i Guds navn. De drømte om et land helt uden konger og præster, hvor mennesker ikke skulle dræbe hinanden på grund af forskellige religiøse opfattelser. Amerika gav verden religionsfrihed – ligegyldig hvor meget vores hellige skøjtende herskere kunne have lyst til at glemme det.
Ligesom så mange halvvoksne piger blev Mary Wollstonecraft Godwin betaget af en digter med et kønt ansigt. Den romantiske bevægelse var i sin vorden, og Mary og Percy Bysshe Shelley skulle blive to af dens største skikkelser. Men Shelley døde meget ung – druknede i Speziabugten ved Italien og efterlod Mary nogle faderløse børn og et skrivebord. Hun var hans flammes vogter – samtidig med at det var lykkedes hende at skrive den bog som startede hele Frankensteintraditionen.
Mary Shelley har givet overskud hos forlæggerne og i filmstudierne i århundreder.
Ingen bog kommer af ingenting. Den har forløbere og forældre. Luft under vingerne ville aldrig kunne være fremkommet uden en lang sammensat talen om kvinders rettigheder (et svar på Thomas Paines Rights of Man, 1791-92). Alle kvindelige engelsksprogede forfattere står på skuldrene af de to Mary’er hvad enten vi ved det eller ej.
Men min roman var ikke nogen afhandling om kvinders rettigheder, skønt nogle kvinder har læst den sådan. Jeg fulgte altid reglen: Få læseren til at vende blad. Så jeg skrev en morsom, uhyrlig roman om oprør og sex.
En bog duer kun hvis den får læseren til at tro at den er virkelig. Nogle læsere troede at bogen var så virkelig at de mødte op ved min dør efter at de var
gået fra deres ægtemand. Jeg blev forfatteren som sexguru – rådgiver for de elskovssyge og frustrerede – både kvindelige og senere hen mandlige.
Luft under vingerne blev foragtet af snerper, elsket af oprørere og demagoger. Henry Miller hævdede at den var det kvindelige svar på Krebsens vendekreds. John Updike sagde at den var en ny Forbandede ungdom/Griberen i rugen. Gennem årene fik jeg lige så megen dadel som jeg fik ros. Man sagde at bogen fik kvindernes øjne til at vandre og eventyrlystne slyngler til „at have heldet med sig”.
Også i dag standser læserne mig på gaden og takker mig. Når jeg er ude og læse op, ser jeg eksemplarer af min bog der er så fulde af markeringer at de næsten er ulæselige. Det er måske den største kompliment en forfatter kan få.
Nu udkommer Luft under vingerne som e-bog. Det skal nok føre mig ud på endnu en rejse og lære mig noget nyt. Jeg håber rigtignok at det går dig ligesådan når du bliver gammel nok til at læse den.
Fordi du er blod af mit blod og kød af mit kød, håber jeg at den vil inspirere dig til at leve dit eget liv. Du skal ikke være bange for fejltagelser. Alle begår fejl.
Du skal ikke være bange for at løbe en risiko. Det lærer vi mere af end af tryghed. Vær tro mod din drøm, af hvilken art den end måtte være, også selv om den ikke er min. Vær stolt af alle store kvinder der er gået forud for dig. Og husk på at du er datterdatter af en kvinde som tog sin skæbne i egen hånd – selv om hun ikke havde nogen anelse om hvad i alverden det var hun foretog sig.