Kvinden er symbolet på en kærlig, varmhjertet dansk nation. Får hun et
sværd og skjold forvandles hun til Moder Danmark – en kampklar, nordisk
kvinde og stadig et stærkt symbol på et forsvarsberedt Danmark, der ikke
vil lade sig byde hvad som helst.

Gennem de sidste 150 år har kvindeskikkelser optrådt som stærke symboler
på Danmark og danskhed. Skildringen af nationen som en forsvarsberedt
kvinde bliver i dag for det meste brugt ironisk. Men der er eksempler
på, at Moder Danmark er blevet skildret i fuld alvor som en kvinde, der
overfaldes og løbes over ende af muslimske indvandrere i en kommentar
til debatten om flygtninge og indvandrere.

Det paradoksale er, at symbolet Moder Danmark i sin oprindelse ikke er
dansk. Nationen skildret som en smuk, kampklar, nordisk kvinde, der er
klædt i oldtidsdragt og går gennem en gylden kornmark med et kort sværd i
den ene hånd og Dannebrog over venstre skulder, er skabt af
kunstmaleren Elisabeth Jerichau-Baumann. Hun var
førstegenerationsindvandrer i Danmark, af tysk-jødisk afstamning,
opvokset i Warszawa og uddannet i Düsseldorf. Maleriet, Danmark, er malet i 1851 og kan ses på Ny Carlsberg Glyptotek i København.

– Det giver håb for den integration, som er én af nutidens største
problemer, at en indvandrer som Jerichau-Baumann kunne skabe et så
stærkt billede på Danmark, siger museumsinspektør og kulturhistoriker
Inge Adriansen, Museet på Sønderborg Slot. Hun har i mange år forsket i
national identitet og nationale symboler.

Kvinder som urkraft

De fleste stater bruger både mandlige og kvindelige inkarnationer af
nationen som symboler. Alle nordiske lande har stærke, moderlige kvinder
som billeder på nationen. Det gælder også for Tyskland med Frau Germania og for Frankrig med Marianne.

De kvindelige symboler er ofte de mest udtryksfulde, bl.a. fordi kvinder
traditionelt tillægges et tættere forhold til naturen og følelser.

– Uanset hvor man møder disse kvindeskikkelser, fremstilles de som
billeder på en urkraft med rødder i folkedybet. Det er ganske
forførende, men desværre falskt!, siger Inge Adriansen. For i
virkeligheden er der tale om nyskabte symboler, der er udviklet i
nationalromantikkens tidsalder.

Selv om Moder Danmark ikke hører til blandt de mest brugte nationale
symboler for tiden, så sker der generelt en oprustning af danskernes
fælles symbolik i disse år, mener forskeren. Og det er der en forklaring
på: Jo mere presset og udfordret på sin identitet, en nation som
Danmark føler sig, jo mere vifter man, også i overført betydning, med
Dannebrog. Jo mere globaliseringen, integration og EU presser på, jo
mere ivrig og indædt er den politiske kamp om ejerskabet de nationale
symboler – om at have monopol på, hvad det vil sige at være dansk.

Gamle Holger hentes frem igen

Nu flages der hver dag uden for ministerierne på Slotsholmen – engang
skete det kun ved festlige og officielle lejligheder. Også det danske
forsvar har optrappet brugen af flaget.

Ser man på flagning i overført betydning, så står der nok EU uden på
danskernes nye pas, men indvendig finder man aftryk fra Jellingestenen,
symbolet på et samlet kristent Danmark. Og da de danske soldater i
Kroatien skulle navngive deres lejre, fik de navne som “Dannevirke”,
“Valhalla” og “Holger Danske”. – At gamle Holger hentes frem af unge,
danske soldater siger noget om behovet for nationale forsvarssymboler
hentet fra den gode, gamle danske muld, siger Inge Adriansen.

Forskeren har forsøgt at finde frem til, præcis hvem, der har bestemt og
godkendt, at der skal flages hver dag foran det officielle Danmark,
hvorfor danskernes pas skal kobles med Jellingestenen, og hvem, der har
bestemt, at en militærlejr skal hedde Holger Danske.

Nogle klare svar har hun ikke kunnet få, selv om hun har kontaktet
myndighederne for at få en forklaring. Men Inge Adriansen tror ikke på
tilfældigheder.

Hun tolker fx. brugen af Jellingestenen som udsmykning af danskernes
pas, som et røgslør, der skal berolige og dække over en udvikling, som
går i retning af øget globalisering og øget integration i en europæisk
nation.

Det er en måde at sige til danskerne: “Se bare, nok står der EU uden på
dit pas, men indvendig er vi alle sammen lige så danske, som vi altid
har været.”

Hæderspris i Uppsala

Den 60-årige lic. phil i Nordisk Folkemindevidenskab har i 35 år været
ansat på Museet på Sønderborg Slot. Det var her Christian 2. sad i et
fyrsteligt fangenskab i 17 år. Inge Adriansen forsker bl.a. i den
sønderjyske historie og har i øjeblikket en kildesamling med regnskaber
fra Christian 2.s fyrstelige fangenskab under udgivelse. Hun har skrevet
ph.d. afhandlingen Fædrelandet, folkeminderne og modersmålet om brug af sprog og folkeminder i striden mellem dansk og tysk.

– I Sønderjylland er der flere nuancer end i andre egne af Danmark. Man
tager historien alvorligt, og her er der en forestilling om, at det
enkelte menneskes indsats betyder noget. Man ved, at vi skal vide, hvad
vi kommer af, for at vi kan tage pejling af, hvor vi skal hen i
fremtiden, siger Inge Adriansen.

I begyndelsen af november tog forskeren til Uppsala Slot for at modtage en hæderspris på 40.000 kr. af Kungl. Gustav Adolfs Akademien för svensk folkkultur for, som det udtrykkes, “et bredt kulturhistorisk forfatterskab af høj kvalitet”.

Inge Adriansen har skrevet mange artikler i fagtidsskrifter og adskillige bøger, senest to digre bind om Danske Nationale Symboler i Det Danske Rige.
Det 1200 sider store tobindsværk udkom sidste år på Museum Tusculanum,
Københavns Universitets forlag. Det er resultatet af tre
forskningsarbejder i Danmark, på Færøerne, Island og Grønland. Projektet
og udgivelsen blev støttet af Statens Humanistiske Forskningsråd.

– Jeg arbejdet meget med dette værk. Seriøs forskning kan ikke nøjes med
37 timer om ugen. Man lever med det, man drømmer om det. Og familien
skal tåle at høre om det ved middagsbordet, siger Inge Adriansen.

Ønsker at synliggøre kvinder i kulturhistoriske sammenhænge

Sidste år udgav hun bogen Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer.
Det er den autentiske beretning om en ung sønderjysk kvinde, der mister
sin elskede bror under 1. verdenskrig, men nægter at tro på, at han er
død. Hun begynder at få syner og hører en stemme fra oven, der fortæller
hende, at hendes bror er i krigsfangenskab. Maria gengiver sine
religiøse syner i tegninger og på skrift. Efter hendes død er materialet
blevet bevaret, men ikke blevet bearbejdet, før Inge Adriansen fik det i
hænderne.

Bogen giver et indblik i et kvindeliv, der som talrige kvinders liv
under og efter 1. verdenskrig, er stærkt præget af krig og død. At det
er kvindeliv, hun har skrevet om, er med til at gøre bogen interessant,
mener Inge Adriansen, der lægger vægt på at synliggøre kvinder som en
naturlig del af sit formidlingsarbejde:

– Når jeg laver en udstilling og har to billeder, der er lige gode, men
hvor der er kvinder på det ene, så bruger jeg billedet med kvinderne.
Det er vigtigt, at kvinder er synlige i kulturhistoriske sammenhæng.

Nationale symboler – en vigtig sammenhængskraft i et samfund

Inge Adriansen har gravet i både det officielle og det folkelige
Danmarks symboler, deres opståen og betydning, brugen af dem og
udviklingen fra 1830 til 2000: Det rød-hvide flag, kongehuset, det blå
rigsvåben med de tre kattedyr, Holger Danske, luren, bøgetræet og
gravhøjen for at nævne nogle eksempler.

– Det er spændende at se, hvordan symbolikken er opstået, hvordan den
har udviklet sig og er blevet brugt og misbrugt, og hvordan påvirker det
os. Uanset hvilken politisk holdning man har, så er det de samme
symboler, man gør brug af. I sig selv er symboler tomme, så de kan – og
bliver – brugt og misbrugt efter forgodtbefindende. Men de værdier og
betydninger, som lægges i symbolerne, påvirker os bevidst eller
ubevidst. De påvirker vores opfattelse af os selv og den måde, vi ser
verden på.

Der er forskere, der mener, at nationalitet er blevet en farce, og at
danskerne er ligeglade med nationale symboler. Men det er Inge Adriansen
uenig i. Hendes undersøgelse viser tværtimod, at en del af den
nationale symbolik stadig betyder meget for mange danskere. Og hun
tilføjer, at hun personligt finder det vigtigt, at man forholder sig
aktivt til, hvad der lægges i symbolerne.
– Den norske professor Øyvind Østerud har sagt, at “Det nationale bliver
monopoliseret af ekstremister, hvis de moderate negligerer det.” Det
nytter ikke at overgive den banehalvdel, der omhandler
sammenhængskraften i et samfund, til et enkelt eller et par politiske
partier, der føler, de har monopol på det, mener Inge Adriansen.

Hun fortæller om et læserbrev i Politiken for et par år siden. En kvinde
skrev et par dage før 4. maj, at man denne dag burde sætte lys i
vinduerne for at mindes et frit Danmark og for at vise, at man ønskede
et Danmark, der var frit for fremmede:

– Det er unægtelig en ny tolkning af skikken med lys i vinduerne på
befrielsesaftenen. Min umiddelbare reaktion var, at så ville jeg ikke
sætte lys i vinduerne 4. maj. Men da jeg havde tænkt over det, sagde jeg
til mig selv: “Nej, den kvinde skal ikke have lov til at monopolisere
4. maj.” Men jeg havde da unægtelig en lidt mærkelig fornemmelse, da jeg
satte lys i vinduerne det år.

Museumsinspektøren peger på Dansk Folkeparti som et politisk parti, der i
disse år markedsfører sig kraftigt med danske symboler og faktisk har
stor succes med at koble danskhed sammen med et modsætningsforhold til
de såkaldte fremmede i Danmark. Det er imidlertid ikke overraskende, for
i al identitetsdannelse indgår en forestilling om “dem” og “os”.
Derfor er det især politiske partier, der er kritiske overfor
“fremmede”, som gør mest brug af nationale symboler, siger Inge
Adriansen.

– Op til afstemningen om Euroen lykkedes det Dansk Folkeparti at gøre
den danske krone til at nationalt symbol, til et spørgsmål om kongeriget
Danmark. Det er den eneste gang, man har haft en afstemning om et
nationalt symbol, siger Inge Adriansen.

– I dagens debat påduttes vi undertiden, at der kun findes én form for
danskhed. Efter min mening er det noget sludder. Danskhed er et meget
broget fænomen. Fælles for mange af forestillingerne om danskhed er
forsøget på at finde belæg i historien om en uændret danskhedsfølelse,
der har bestået i århundreder. Men det er ikke tilfældet, og danskhed
rummer heller ikke en speciel demokratisk værdi. Et væsentligt problem i
nutidens samfund er at muliggøre integration af alle borgere.
Integration kræver imidlertid, at man inddrager alle i fællesskabet.

Derfor bliver det et afgørende problem, hvad fællesskabet skal bygge på, fortæller Inge Adriansen.

Lisbet Holst er freelance skribent og skriver regelmæssigt for FORUM